Catfight - hear them hiss [d]

[Shailiha]

Shailiha lagde en hånd på bjælken og svang sig uhæmmet over træhegnet der løb rundt langs hele arenaens udkant, og separerede tilskuerpladserne fra selve arenaen. Med et smørret grin der fik hendes ansigt til at lyse op på en yderst øretæve-indbydende måde, greb hun en vandflaske der blev tilbudt hende af den unge knægt hun havde betalt for at holde sine ting mens hun kæmpede.
"Jeg formoder at kampen gik godt?" spurgte knægten mens han kiggede op på hende med sine store mørke øjne, der kunne knuse enhver kvindes hjerte som hun vidste de ville knuse mange pigers når han blev lidt ældre. Ligesom hun også vidste at han uden at tøve ville have stjålet hendes ting, havde hun ikke lovet ham at intet musehul var lille nok til at han kunne gemme sig. Hellere tage de penge hun tilbød ham, og slippe væk uskadt.
"Sværdet i hans hånd var lige så udueligt som sværdet i hans bukser, hvis rygterne jeg har hørt om den unge greve er korrekte. Selvom jeg tror det tager mere end en røvfuld at få banket noget fornuft igennem den tykke skal, så tænker han sig nok om en ekstra gang før han betvivler en kvindes evner igen," svarede hun i et tilfredst tonefald før hun åbnede vandflasken og begyndte at drikke. Hun havde lige slået en af de mest højrøvede fyre hun nogensinde havde mødt, hvilket gjorde hende i et yderst godt humør. Han havde højrøstet betvivlet 'en sølle kvindes evner' foran hans påfugle-lignende venner, og kunne derfor ikke med æren i behold have vist hende væk da hun - højlydt - betvivlede hans evner og udfordrede ham til en duel. Han havde bidt i støvet inden der var gået en fjerdedel af en time, og det var med noget tungere pung og et endnu større smil at hun kunne forlade banen.

Hun tog vandflasken fra læberne og lod blikket glide rundt i den normalt forholdsvist tomme arena. Nu var den alt andet end tom, som mennesker kæmpede frem og tilbage i de midlertidige indhegninger der var blevet sat op for dagen. Sædvanligvist var der ikke så mange til stede da man skulle have speciel tilladelse fra herskerklassen for at få lov til at træne og kæmpe der, men i dag var dørene blevet åbnet for alle der kunne holde et våben eller hive en kanin op af en hat. En slags mini-begivenhed eller hvad de adelige nu end kaldte det. Shailiha var egentlig ligeglad, hun var bare tilfreds med denne mulighed for at kæmpe mod nye modstandere, og selvom kampen mod den unge adelsmand ikke ligefrem havde givet hende specielt meget modstand - så var den heller ikke nogen ringe start på dagen.

[Opal]

Opal havde ikke været i Quihang længe. Det var ikke så tit hendes fødder ledte hende til Det Østlige Rige, og dog skete det af og til. Hun havde brugt det meste af formiddagen på at gå rundt på må og få, da hun til sidst var endt i den finere del af byen. Dette var et sted hun kom endnu mere sjældent, eftersom hun for det meste holdt sig væk fra de finere hærskaber, da de fleste ikke mente at hun var velkommen dér. Hendes hår hang løst ned og skjulte hendes lettere spidse ører, som dog ikke var helt ligeså spidse som en rigtig elvers. Dette ville normale mennesker måske ikke være i stand til at bedømme, men der var sandelig nogle af de finere herrer der kunne få rungen på gled hvis de opdagede at de var i nærheden af blandet blod. Sidst hun havde været i byen havde hun gået under navnet Ithil, og dog var hun endnu ikke blevet genkendt af folk der huskede hendes sidste besøg, selvom det dog heller ikke havde været særlig mindeværdigt. Til sidst standsede hendes fødder foran Quihangs arena. Et fint sted, hvr de adelige normalt fik noget morskab, ved at kigge på hinanden, eller deres tjenere slås. Opal rystede opgivende på hovedet. Det var som om nogle folk mente at man kunne løse et problem ve at lade to personer tæve hinanden til blods i en arene. Den duellant der så kunne stå op til sidst, vandt. Hun fandt det i det hele taget en smule formålsløst, og alligevel var det, det hun lavede hver gang hun var i en større by, tjente penge ved at tæve andre til blods. Hun kiggede på et skilt der hang på indgangen til arenaen. Der gik lidt tid før hun fik sporet sit hoved ind på østens sprog, men hun fik dog til sidst oversat det til noget med at arenaen åbenbart havde slået dørene op. Hun trak på skuldrende. Hvorfor ikke? Hun gik ind, hvorefter hun, med sit lange dobbeltbladede spyd på rygge, kravlede møjsommeligt op af den ene drage, til hun stod i arenaen. Hun havde altid været godt til at klatre, og derfor havde stenfiguren ikke været nogen svær forhindring. Hun kunnede sig omkring. Den store arena var blevet lavet om til en masse mindre indhegninger, hvor ville kampe overalt var i gang. Hun stod lidt og kiggede sig omkring. Der var kun en fri arena, så hun kunne vel ligeså godt komme til sagen? Hun gik stille derhen, mens hun løsnede det dobbeltbladede spyd, og let begyndte at svinge det i luften, for at varme en smule op. Hun hoppede adræt ind i arenaen, og fortsatte sin opvarmning, mens hun ventede på at en modstander ville finde hende interessant. Hun var ikke selv den der indledte duellen, eftersom hun generelt ikke talte til folk medmindre de snakkede til hende

[Shailiha]

Shailiha maste proppen tilbage i halsen på vandflasken, og lænede sig afslappet op ad hegnet med armene hvilende på træbjælken og flasken dinglende løst fra sine hænder. Det var en kold dag som vinteren rigtig havde slået kløerne i området omkring Quihang, men i det mindste skinnede solen fra en skyfri himmel og selvom den ikke gjorde meget for at varme hende op, så gjorde den i hvert fald dagen lys. De korte dage og lange nætter havde altid deprimeret hende ved vinteren. Blodet pumpede stadig rundt i hendes årer fra kampens hede, og trods hun kun stod i skjorte, løse bukser og de praktiske læderstøvler, frøs hun endnu ikke. Linnedsbukserne var lyse, men hun havde med vilje valgt en sort skjorte da hun vidste at sveden sikkert ville komme til at løbe ned af hende inden dagen var omme, og store synlige svedpletter havde hun aldrig fundet videre charmerende. Sort stof havde fordelen at det ikke kunne ses med mindre man var opmærksom på det.

De grønne øjne gled fra kamp til kamp, hvor de af og til blev hængende nogle minutter hvis hun fandt noget interessant. Alt så umiddelbart ud til at være optaget, og hun søgte nysgerrigt efter en kriger der kunne vække hendes interesse til en kamp. Nogle af de kæmpende bedømte hun hurtigt til at være langt under hendes standard, mens nogle af dem ville være rent selvmod at kaste sig imod. Pludselig blev hendes opmærksomhed fanget af glimtet af sol i metal, som en svingende klinge for et øjeblik fangede og reflekterede solens stråler direkte ind i hendes øjne. Instinktivt søgte hun kilden ud, og hendes blik faldt på en slank kvinde der stod og svang sit våben frem og tilbage... og interessant nok så hun ud til at være alene. Mon hun ventede på nogen? Shailiha havde ikke set hende før, hvilket undrede hende en anelse. Selvfølgelig kendte hun ikke alle krigerne i byen, men Samuel gik ind for variation i modstandere og havde efterhånden smidt hende op mod alle de forskellige krigere han havde kunnet finde i byen. Måske hun var udefra? Det ville forklare hvorfor hun stod alene, med mindre hun altså blot ventede på nogen. Shailiha vægtede kort for og imod, mens hun overvejede risikoen ved at gå op mod en modstander hun ikke kendte noget til. Men hvad var livet hvis ikke en fin balancegang på kanten til afgrunden, og det værste der kunne ske var jo at hun skulle lide et ydmygende nederlag... omend det var slemt nok i sig selv. Men kvinden havde formået at vække hendes nysgerrighed, og uden at lægge mærke til hun stadig havde vandflasken i den ene hånd, svang hun sig over rækværket og begyndte at bane sig vej frem til den fremmede.

"Noget af en køkkenkniv du svinger rundt med... kan du også finde ud af at bruge den?" bemærkede Shailiha afslappet mens hun nonchalant spadserede over til banen hvor den fremmede stod, og lænede sig op mod indhegningen som hun havde gjort for nogle få minutter siden. De grønne øjne glimtede med den tilbageblevne munterhed der var et sammenspil mellem hendes natur, den tidligere sejr og den dejlige dag. Blikket lod hun glide over kvindens seje krop og stramme muskler, mens hun afgjorde at kvinden måtte bruge den samme taktik med hurtighed over styrke, som hun selv gjorde. Dette kunne blive en ganske interessant kamp.

[Opal]

Opal svingede ikke med sin kampstav for at tiltrække folks opmærksomhed, selvom det lange fremmedartede våben, alligevel tiltrak enkelte nysgerrige blikke. Det var en skat hentet direkte fra mørkelvernes skjulte byer, og langt fra et våben man så hver dag. Det var et våben der havde været i hendes besiddelse i et godt stykke tid nu, og hun var efterhånden blevet dygtig til at slås med det. Ganske vidst var der stadig plads til at finpudse hendes teknik, men alt i alt kunne hun sit kram med det våben. Andre krigere ville måske have valgt at træne med forskellige våben, som foreksempel sværd og buger, eftersom et distance våben af og til kunne være nyttigt, med istedet havde hun valgt at bruge næsten alt sin fokus på kampstaven. Det var også et grumt våben, eftersom træstaven var stærkt hærdet, og kunne parere sværd, mens de to klinger var skarpe, og desuden havde de en lille modhage hver, som kunne gribe fat, og forsage ekstra skade. Selvom det var koldt i vejret, var hun ikke klædt særlig varmt på, eftersom tøj ikke var det hun ejede mest af. Hun havde ganske vidst en tyk sort uldkappe, som hun havde valgt at hænge over rækværket, eftersom den kun ville hæmme hendes bevægelser i kamp. Derfor var hun nu kun iklædt en sort korset agtig top med bare arme, som ganske vidst var en smule koldt, men så længe hun bare holdt sig i bevægelse vr det ikke så slemt, indtil videre. Senere, hvis hun valgte at blive her længe, ville hun nok vælge at tage kappen på igen. De arme hun dog afslørede var muskuløse, og på den ene skulder kunne man også se en blå tatovering, som utrolig få dog vile være istand til at tolke. Dog kunne den og kampstaven tilsammen give et kraftigt præg om at hun ikke havde rent blod i årerne, eftersom begge ting stammede fra et af mørkelvernes skjulte samfund. Hendes ansigt var fuldkommen udtryksløst mens hun kæmpede. Hun viste hverken ophidselse, glæde, eller frygt, ved at håndtere våbnet. Hun håbede dog på at hun ville vække interessen for en modstander, eftersom det at duellere var en nem vej til penge, som hun ikke havde særlig mange af. Ovenpå hendes kappe, på rækværket, sad en bemærkelsesværdig fugl. En fuglekender ville være istand til at identificere den som en jagtfalk, selvom dens fjer dog havde en kridhvid farve, som ellers ikke blev set blandt den race. Hun stoppede brat sin fægtekamp imod luften da der blev talt til hende, og vendte sig om imod personen der havde talt. Det viste sig at være en ung kvinde, i midten af tyverne. Hun målte hende kort med blikket. Hun bar lige som hende et våben, hvilket antydede at hun var en kriger. Hun nikkede kort til hende. Hun vidste ikke om det var en fornærmelse imod hendes våben, eller om det bare var for at spille smart, at hun havde brugt ordet køkkenkniv, om den lange dobbeltbladede kampstav. "Du kan jo finde ud af det.." Sagde hun kort, men ikke uvenligt, og rettede lidt på sine lette benskinner.

[Shailiha]

Hvis hun var blevet spurgt ville Shailiha ikke havde været i stand til at påpege den direkte årsag til at den fremmede havde vakt hendes interesse. Måske det var de små usædvanlige detaljer ved den unge kvindes udseende - våbenet der var alt andet end almindeligt, den blå tatovering Shailiha interesseret studerede selvom den for hende blot var en pæn udsmykning, samt kvindens opførsel. Måske var det blot endnu engang hendes 6. sans der rørte på sig, og fortalte at den fremmede var noget ud over de sædvanlige folk man kunne møde i arenaen. Om ikke andet så havde den fremmede i hvert fald indirekte sagt ja til Shailihas lige så indirekte udfordring, og dette fik den unge samurai til at grine så de hvide tænder skinnede i sollyset. Dette skulle nok blive interessant. Hun lagde vandflasken op på hegnet og hoppede ind i indhegningen, for at bevæge sig over mod kvinden.
"Shailiha af Quihang," præsenterede hun sig mens hun stak en handskeklædt næve frem, før hun vendte sig om for at bevæge sig over mod den modsatte del af banen hvor hun skulle starte. Da hun nåede pletten der var optegnet med farve i sandet, vendte hun sig om og trak sit sværd, hvor lyden af klingen der forlod sin skede hurtigt druknede i larmen for alle andre end hendes ører.
"Jeg foreslår 10 guld til vinderen udover selvfølgelig æren - bedst ud af tre hvor vi kæmper indtil berøring. Jeg regner med at du har fået dine våben blokeret da du gik herind?" kaldte hun ned til kvinden, hvor hun hentydede til de magikere der var blevet hyret af herskerklassen til at fortrylle alle krigernes våben når de trådte ind i arenaen, så klingerne havde en slags kraftfelt rundt om sig. Shailiha vidste ikke hvordan det fungerede, hun vidste bare at det betød at hvis hun skulle ramme en modstander ville magien forhindre hende i at skære armen af, ligesom hamre og morgenstjerner ikke ville brække knogler. Det gjorde stadig ondt at blive ramt, men de værste ulykker kunne blive undgået på denne måde, og det havde ikke nogen effekt på våbnets balance eller hurtighed.

[Opal]

Opal var ikke personen der selv gik rundt og spurgte efter en modstander, eftersom hun ikke var en person der skabte kontakt til andre, medmindre de snakkede til hende. Det var ikke fordi hun var sky, eller usikker på sig selv, men mest af alt bare fordi at andre mennesker for det meste ikke ønskede kontakt med hende, og hvorfor skulle hun så opsøge dem? Ganske vidst lignede hun på mange punkter et helt normalt menneske, selvom hendes krop dog var en smule højere og slankere end det gennemsnitlige menneske. Hendes hud var dog ikke sort, selvom sandsynligheden for at den kunne have været det var der. Desuden var hendes ører også spidse, hvilke de færeste menneskers var. Hun betragtede kvinden med sine sorte øjne. Hun virkede munter og frisk, hvilket da latid var noget. Der var ikke noget ved at slås med en af de der garvede gamle soldater, der mente at de kunne alt, men dog i sidste ende var blevet for gamle og sløve.
Hun nikkede kort til den unge kvinde da hun præsenterede sig selv. "I disse dage er jeg bedst kendt som Opal I'iska." Sagde hun kort. Hun var klar over at hun om et år nok ville gå under et andet navn, og derfor ikke på nogen måde skulle frygte at afsløre sit navn for en anden, hvilket dog også bare var ren høflighed. Hun tog kort Shailihas hånd, før hun også vendte sig, og gik ned i det modsatte hjørne af arenaen. Hendes våben var allerede trukkent, men hun kunne ikke lade være med kort at løfte et øjenbryn, kvinden kæmpede åbenbart med et sværd. Dette blev mere og mere spændende.
Hun rynkede kort på brynene, og kiggede i sin lomme, da Shailiha nævnte duellens betingelser. Der lå kun fem guldstykker i hendes lomme. Hun havde ganske vidst tænkt sig at vinde, men der ville altid være en chance for at hun ikke gjorde. Siraja have altid lært hende, aldrig at skylde penge til nogen, eftersom man ikke skulle have hængepartier forskellige steder, npr man var rejsende. "Kan vi lave det om til 5 guldstykker og æren? Jeg skulle jo nødig ruinere dig.." Sagde hun med et skævt smil, for at dække over at hun egentlig ikke havde nogle penge.
Hendes våben havde hun fået blokeret, eftersom magikerne ikke ville have lukket hende ind, hvis de ikke havde fået lov til at trylle med hendes våben, som hun kun meget modvilligt havde givet dem. Hun havde også for en sikkerheds skyld fået blokeret kasteknivene i hendes støvler, eftersom de meget vel kunne komme til at redde hendes liv. "Hvad med sådan en ting som magi i duellen?" Spurgte hun en smule henkastet. Det var ikke meget magi hun praktiserede, men som en sidste udvej kunne det være meget nyttigt.

[Shailiha]

'I disse dage'? Havde hun været kendt under andre navne før? Shailiha kendte folk der skiftede navne som om de var kapper der kunne tages af og på - de fleste af disse fordi de enten var tyve og løgnere, havde fjender de helst ville skjule sig for, eller havde en anden hemmelighed der skulle skjules. Mon det var noget af dette, eller en hel fjerde ting, som fik kvinden her til at skifte navn? Shailihas øjne lyste med en nysgerrighed hun ikke gad forsøge at skjule, mens hun fast trykkede Opals hånd.
"5 guldstykker er det så," samtykkede hun med et nik og et smil, selvom krigerens forklaring ikke snød hende. De eneste der bad om at få prisen sat ned var folk der ikke havde alverdens penge at gøre med - altså var kvinden ingen adelig. En lejesvend monstro? Det ville forklare hvorfor Shailiha ikke havde set hende før. Lejesvende rejste ofte frem og tilbage, uden bopæl i noget specielt land eller nogen speciel by.
Da Shailiha trak sit sværd lagde hun dog alle spekulationer omkring kvindens natur og fortid til side, mens hendes hjerne trådte ind i sindstilstanden før en kamp: Den hvor hun analyserede alt hvad modstanderen gjorde og sagde, for svagheder der kunne udnyttes i kamp. Som sædvanligt begyndte Samuels lektioner straks at hviske til hendes indre øre. "Al information er en ting mindre til at overraske og dræbe dig i kamp."
"Magi er også et våben, og alle våben er tilladt... bare vid, at hvis du bider så bider jeg igen," besvarede hun Opals spørgsmål med et skævt grin, mens hun rullede lidt med skuldrene og derefter prøvende svingede sværdet frem og tilbage i luften for at finde den korrekte balance. Hun kunne altså forvente magiske angreb fra den unge kvinde... mon hendes taktik var baseret mest på magi eller våben? Måske begge dele. Hun ville dog gætte på våben, da det tog sin mand (eller kvinde) at håndtere sådan en klinge som den hun havde - i uerfarne hænder kunne den nemt være lige så skadelig for brugeren som modstanderen.
En ung og adelig fulderik der stavrede forbi sammen med sine venner blev åbenbart tiltrukket af den begyndende kamp, og han bemægtigede sig kort Shailihas opmærksomhed da han stavrede hen til hegnet, klatrede halvt op på det, faldt ned igen, kæmpede sig på benene med en circkel af støv på bagdelen... hvorefter han trak sit sværd, pegede det mod himlen og råbte "Tre, to, fire, kæmp!" Shailiha kiggede kort fra ham og til Opal, før hun fangede kvindens øjne og trak på skuldrene med et kort grin. Det var vel så godt et startsignal som så meget andet.
Hun begyndte at bevæge sig nærmere Opal i store cirkelbevægelser, mens hendes blik ikke veg fra kvinden. Hun havde godt lagt mærke til den hvide falke-lignende fugl, men regnede ikke med at den ville blande sig i kampen, da det var en uskik at bruge sine kæledyr i turneringer. Fulderikken var glemt, sammen med resten af arenaen og eventuelle tilskuere. Det der var vigtigt nu var Opal, og den kæmpe kødhakker hun svang omkring sig. Shailiha rakte ned og trak den korte daggert hun havde i bæltet, da hun fornemmede at i denne kamp ville det være bedst at have et våben i begge hænder, hvor småt det end var. Med en tålmodighed hun havde fået banket ind i hjernen gang på gang af sin lærer, ventede hun på at kvinden enten skulle tage initiativet eller blotte sig så Shailiha kunne. Med et lille ubevidst smil slog hun ud efter kvinden i drillende finter, beregnet til at lure kvindens temperament ud af hende, og få hende til at angribe de tilsyneladende åbninger.

[Opal]

Opal stillede kort våbnet op af rækværket, hvorefter hun fandt en tynd lædersnor, hun havde om hånden, som hun brugte til at binde sit brun-sorte hår op med, eftersom det kunne koste dyrebare sekunder, hvis det blæste i hendes øjne under kampen. Det endte med at blive en, en smule klodset hestehale, men det at sætte hår, var ikke det Opal havde trænet sig mest i. Faktisk var hendes udseende en af de ting hun gik aller mindst op i. Hun havde ganske vidst fra sit mørkelverblod arvet et udenmærket kønt ansigt, der blev understøttet af hendes slanke høje krop. En anden tin hendes elverblod også havde givet hende, var hendes spidse ører, som nu var blevet synlige efter at håret var sat op. De var en smule rundere end rigtige elveres, og dog var den lille spids tydelig i forhold til normale menneskers ører. Hun brød sig dog ikke om at der blev lagt mærke til hendes udseende. Hun var en kriger, ikke en selvskabskvinde. Disse højrøvede adelsmænd havde det dog med at deres kvinder skulle kunne rende rundt i deres store kjoler, og skvadre med de andre adelsfruer, når man sås til et bal i ny og næ. Dette liv var ikke noget fra Opal, hvilket var en af grundende til at hun for det meste tog afstand fra andre damer. Hun var ikke en dame, hun var en kriger. Hun nikkede stille da de var blevet enig om prisen. Hun skulle bare vinde denne duel, eftersom det var hendes sidste guld. Ganske vidst havde hun aldrig haft særlig meget, men livet kunne godt være svært i disse tider, uden en eneste guldmønt på lommen. Heldigt for hende var hun måske en af dem der var istand til at skaffe noget mere, eftersom hun, hvis hun tabte denne duel, måske ville være istand til at slå en anden modstander.
Hun nikkede stille da hun accepterede at der kunne blive brugt magi i duellen, selvom der også var en afvarsel flettet ind i hendes ord. Brugte hun selv magi? Hun vidste dert ikke, men hun kunne vel ligesågodt være forberedt. Hun betragtede Shailiha med vagtsomme øjne, hun var meget alvorlig, ligeså snart det kom til kamp. Dog frygtede hun ikke udfaldet af den kommende duel, eftersom hun var fuldkommen frygtløs. Hun havde ikke nogen at dø for, ikke nogen kærlige forældre, eller støttende hjemstavn, hun vidste ikke engang om hendes forældre var levende eller døde, og i det hele taget hvem de var. Hun var ingen, og derfor kunne hun ligeså godt kaste sig ud i vågede ting, som ingen før havde overvejet at gøre, eftersom der alligevel ikke ville ske noget hvis hun forsvandt. Hun smilede eller lo ikke som Shailiha, da den unge mand satte duellen igang, selvom hun dog sende sin modstander et kort bestemt nik, for at vise at hun accepterede denne lidt utraditionelle start på duellen. Hun havde, igen et fast greb om sit våben, mens hendes blik hvilede stødt på Shailiha. Hun bevægede sig langsomt ud på banen for at møde hende, eftersom det var umådelig dumt at starte med at have trængt sig selv op i en krog. Hun standsede dog lidt foran hende, og holdt sit våben klar, mens hun ventede på at hun skulle tage det første træk. Det gik der til gengæld heller ikke lang tid før hun gjorde, Et drillende slag, som hun hurtigt parerede med den hårde træstav. Hun var meget rolig, og hendes bevægelser var kontrollerede, som om hun udenmærket godt vidste hvordan hun kontrollerede det store våben.
Hun besluttede sig for at teste sin modstanders hurtighed, efter at hun havde pareret slaget, ved så i en glidende bevægelse at føre den den ene klinge mod hendes venstre skulder, i et hurtigt slag.

[Shailiha]

På trods af sin beslutning om at alle informationer der ikke vedrørte kampen, skulle ignoreres for nu, kunne hun ikke lade være med at bemærke og undre sig over de spidse ører der kom til syne da Opal satte håret op. Hun var da ikke højelver, var hun? Shailiha kunne ikke helt sætte fingeren på det, men smådetaljer sagde hende at kvinden ikke kunne være elver. Halvblods måske? Det ville forklare hvorfor hun virkede som en enspænder - bastarder var ikke de mest populære, en skændsel i manges øjne. Selv vidste Shailiha ikke hvad hun skulle mene om det, og hun skubbede det derfor til side til senere overvejning. Hun havde ikke råd til at lade sine tanker flyve i kamp - også selvom det kun var en træningskamp.
Dette virkede dog ikke til at være gået op for kvinden, som hun bevægede sig ind i kampen med et stenansigt samt en alvor og ro der slog selv Samuels. I modsætning til Shailiha der betragtede en kamp som dette som et sjovt og udfordrende spil, så behandlede Opal det som om det var en kamp mellem liv og død. Shai håbede at hun ikke viste sig til at være en højrøvet dødbider. Men hvis kvinden gerne ville have en kamp i stilhed, så skulle hun da få det - Shailiha havde ikke tænkt sig at forstyrre sin egen koncentration ved at føre monolog gennem hele kampen.

Hun havde forudset at kvinden vidste hvordan hun skulle bruge sit våben, og hun blev ikke skuffet da Opal tilsyneladende ubesværet blokerede hendes halvhjertede angreb og hurtigt fulgte op med et svingende slag mod Shailihas skulder. Det var dog tydeligt at de befandt sig i den del af kampen hvor hver deltager prøvede at bedømme den andens færdigheder, og hvor slagene ikke var ment for at ramme men blot for at tvinge den anden til at afsløre sin kampstil. Det var derfor ikke svært for Shailiha blot at træde et glidende skridt tilbage så klingen susede forbi hendes skulder, efterfulgt af et skridt fremad der bragte hende tilbage i samme position som før, hvor hendes fødder automatisk bevægede sig i de bevægelser der via de utallige gentagelses-øvelser var blevet en ubevidst handling. Hun lod sig glide en anelse til venstre for fuldt ud at udnytte den mulige åbning kvindes slag havde efterladt, og lod sit sværd suse fremad i en stikkende bevægelse mod kvindens højre side. Samtidig gjorde hun sig klar til at springe til siden igen, skulle Opal beslutte sig for at gå efter hendes nu åbne højre side.

[Opal]

Opal så ikke blot dette som en træningskamp. For hende var det bankende alvor. Ikke nok med at hun mistede sine sidste penge, der blev også sat en plet på hendes ære. Nogen kunne måske tage et sådan nederlag med et smil, men for hende var det dødsens alvor. Måske havde hun nogle derude, der ville blive skuffet over hende, måske var der faktisk noget familie, der fulgte med i hendes liv fra afstand som forventede at hun gjorde dem stolte. Det var en tanke der tit havde strejfet hende, eftersom det var svært ikke at vide hvor man kom fra. Nærmest alle andre havde deres barndomsminder i behold. Om den havde været lykkelig eller ulykkelig. Det var underordnet. Det havde altid et minde om en eller anden der havde opfostret dem, eller hvor de var vokset op henne, og med sikkerhed kendte de det navn der var blevet givet til dem. Nogen, der ikke var tilfredse med deres navn, ville måske godt kunne lide ideen om at kunne ændre sit navn fra tid til anden, men dog havde de altid et navn, dybt inde i sig selv, som de var knyttet til, og som de kunne vende tilbage til. Det var det hun manglede. Det første hun kunne huske at hun var blevet kaldt, var Erda. Et navn Siraja havde givet hende, da hun ikke selv kunne fortælle hende et. Hun havde fortalt at det på underverdenens sprog betød 'Forladt' Dog havde dette navn heller aldrig slået rod i hende.

Opal havde altid været kendt for at være en meget hurtig, og meget offensiv modstander, eftersom hun både var frygtløs, og nogen gange en smule våget. Måske havde hun alligevel noget at kæmpe for, eftersom hun havde sit rygte. Hun ville ikke være den samme store navnløse kriger, hvis hun blev slået i kamp. Det var dog sket enkelte gange, at en modstander havde fået skovlen under hende, men det ville ikke ske idag. Hun regnede med, efter Shailihas bygning, at hun var den smidige hurtige kriger, modsat foreksempel ridderen, der var langt tungere bygget, og havde brygget sin taktik sammen af et stort sværd, der kunne gøre en masse skade på en gang, kombineret med en rustning, der kunne bøde af for de slag der så eventuelt skulle snige sig ind. Selv besad hun en rimelig styrke, samt en hurtig og smidig krop, hvilket hun selv så som en stærk kombination. Der var mange udsigter til at kampen ville blive interessant, eftersom der så ud til at være mange lighedspunkter imellem dem. Shailiha afværgede i hvert fald hurtigt hendes slag, hvorefter hun allerede var videre i et hurtigt stik. Hun skyndte sig at slå sværdet til side, med midten af træstaven, mens hun bed tænderne sammen. Stik var hendes svaghed, eftersom de var svære at parere med et så stort våben som hendes. Hun lod derefter det ene knivsblad suse imod Shailihas højre side, for at lokke hendes sværd derover, før hun i sidste sekund lod spyddet skifte retning, så den modsatte ende i stedet susede imod hendes venstre side.

[Shailiha]

Shailiha var efterhånden ved at danne sig et billede der gav mening omkring Opals kampstil - det var ret interessant at kvinden virkede til at have fokuseret på hurtighed udover styrke, selvom hendes våben virkede som et der var beregnet til en styrkebaseret kriger. I modsætning til Shailihas eget... det tynde, enæggede sværd ville ikke være til megen nytte hvis man kæmpede med rå styrke. Shailiha bedømte hurtigt Opal til at være en midtvejskriger; en der kæmpede med lige dele styrke og hurtighed. En farlig kombination hvis det blev gjort på den rigtige måde. Ikke overraskende parerede kvinden Shailihas angreb, men hun nåede lige at opfange en svag spændstighed i kvindens kæbemuskler som hun slog sværdet til side. Mon den slags angreb var hendes svaghed? Informationen blev gemt til senere brug, da Shailiha ikke havde tid til at tænke videre over hvad den kunne bruges til nu, før et modangreb blev udført. Hun opfangede klingen der susede mod hendes højre side, og forsøgte ikke engang at få sit sværd op i tide til at modværge angrebet. Selvom hun ikke mente der var så megen forskel igen mellem hende og hendes modstanders styrke, så vidste hun at alene våbnets tyngde ville give Opal en kæmpe fordel skulle de komme til en test af styrke. "Hvor stærk bjørnen end er kan den ikke såre dig hvis den ikke kan fange dig," hviskede Samuels stemme som altid i hendes øre, mens hun hurtigt flyttede sig og snoede sin krop bagud og til siden, for at undgå klingen. I sidste øjeblik formåede Opal dog at ændre retningen på sit slag, og Shailiha fandt sig nu igen midt i angrebet som sværdet nu kom susende fra venstre i stedet. En ren dumhed at glemme at sådan et våben havde to ender! Hun kunne godt mærke at hun aldrig havde kæmpet mod en modstander med et våben som Opals. Det var kun hendes instinkter der reddede hende, hvor hun i sidste øjeblik formåede at smide sig bagud i ren refleks. Hun betragtede forbløffet hvordan klingen susede forbi blot centimeter foran hendes mave.
Derefter grinede hun, og nikkede kort til Opal i en lydløs ros over hendes finte. Hun skulle dog ikke tro at det betød at hun havde overtaget i kampen. Shailiha vidste at den kvindelige kriger havde fordelen i den lange rækkevidde hendes våben gav hende, og at kampen derfor måtte foregå tæt på så Shailiha havde en mulighed for at ramme, og så kvindens lange våben ville blive en forhindring i stedet for en fordel. Så med det samme klingen var suset forbi, gled Shailiha igen frem mens hun bevægede sig mod venstre, rundt om kvinden hvis angreb nu igen havde efterladt hendes højre side ubeskyttet. Hun fintede et angreb mod Opals maveregion, før hun trak sværdet til sig og i stedet førte daggerten fremad i en stikkende bevægelse mod kvindens side. Det var ikke megen erfaring Shailiha havde med de korte knive i modsætning til sit sværd, men hun vidste da nok til at vide at man stak med den spidse ende. Hvis det skulle fejle forberedte hun sig på at trække daggerten til sig igen inden hun blev bragt ud af balance.

[Opal]

Opal havde aldrig selv tænkt meget over sin kampstil. Hun havde ikke haft en personlig træner, eller havde gået på en fin kampskole. Hun havde lært sig det hele fra bunden. Hun var startet for sig selv, ved at lære sig selv at svinge det tunge våben. Når man først havde fået vænnet sig til vægten, og havde lært at balancere det, var det ikke så svært igen. Derefter var hun begyndt at udfordre tilfældige til dueller, når hun var i en by der havde en arena. I starten havde hun ikke vundet særlig meget, eftersom der altid var mere erfarne duellanter. Men efterhånden havde hun også selv fået en smule erfaring. Dog havde en af hendes fordele tit været det fremmedartede våben, eftersom folk i starten ikke vidste hvordan de skulle kæmpe imod det. Nogle lærte dog hurtigt. Det var næsten kun når hendes modstander var Mørkelver, at hendes våben blev genkendt, hvorefter de nægtede at kæmpe imod hende, eftersom de så hende som et udskud, hvorefter enten en af dem forlod arenaen. Heldigvis så der ikke ud til at være nogle mørkelvere til stede denne dag, men de kunne jo stadig nå at komme. Selv havde hun ikke så meget imod mørkelverne, trods den måde de behandlede hende på, flød deres blod i hendes årer. Menneskerne kunne også engang imellem også komme med en tør kommentar, når de fandt hun af at hun ikke var en af deres, men de var langt bedre til at håndtere det, end de stolte mørke elvere. Hun var tit blevet anklaget for at have stjålet sit våben, hvilket egentlig også var det hun havde gjort, selvom hun var af den holdning at hun bare havde taget hvad der retmessigt var hendes arv. Enkelte havde prøvet at tvinge våbnet fra hende, eftersom de mente at hun ligefrem besudlede våbnet, men hun havde dog indtil videre haft held til at beholde det dobbeltbladede spyd. Hun ærgrede sig kort da Shailiha i sidste sekund undveg hendes ellers meget snedige angreb. Hun var virkelig meget hurtigt.. Dog hvis der ikke lå den store styrke i hendes arm, var hun sikker på til sidst at vinde når det kom til kamp på kræfter. Hendes reflekser nåede i sidste sekund at observere daggerten, hvor hun tog et hurtigt skridt til siden, for at undvige. Hun var skam også hurtig. Hun var klar over at hun hele tiden efterlod en side åben. Mens hun trådte til siden, hævede hun samtidig sit spyd. Hun vidst godt at dette var lidt af en satsning, eftersom det efterlod det meste af hendes krop ubeskyttet, men hvor intet våger, intet vinder, Tænkte hun kort, hvorefter hun med en god kraft og hurtighed jog spyddet ned imod Shailiha. Hun kunne så enten vælge at prøve at parere, eller i stedet selv angribe hende. Hun havde sørget for i sit skridt, at træde ud af daggertens rækkevidde, mens sværdet dog stadig kunne nå hende.

[Shailiha]

Det der nok forvirrede Shailiha mest omkring Opals kampstil var at hun ikke så ud til at have nogen kampstil, eller i hvert fald ingen speciel. Alle havde selvfølgelig deres egen unikke måde at kæmpe på - deres egen specielle måde hvorpå de bevægede sig, reagerede og tænkte. Men alligevel kunne man oftest spore deres kampstil tilbage til en grundkampstil af en art; f.eks. vidste Shailiha at hun selv kæmpede meget som de letfodede nomader fra syden, simpelthen fordi hun var blevet undervist hele sit liv af en der var fra netop den region. Men hun kunne ikke finde nogen genkendelse i Opals måde at kæmpe på - det var næsten som om kvinden bare havde taget lidt af hvert, afhængig af hvad hun følte for, og så blandet det sammen... interessant.
Igen formåede Opal at modværge hendes angreb, denne gang ved at træde til side som Shailiha selv havde gjort. Ærgelsen nåede aldrig at finde vej til Shailihas bevidsthed - i kamp var der ikke tid til ærgelse - og i stedet trak hun sig blot accepterende tilbage. Igen gled hun automatisk ind i stillingen som Samuel kaldte Krigerens Opvågning, hvor hun stod med den ene fod placeret en anelse foran den anden, kroppen drejet en anelse så hendes højre side var længst fremme med sværdet let på skrå; hele tiden i fuld balance. Balance, balance, balance. Altid skulle balancen være på plads, ellers havde man så godt som tabt før kampen overhovedet gik i gang. Det var måske denne tanke der fik hende til at reagere som hun gjorde, da Opal indledte et angreb hvor hun lod sin klinge glide fremad som et spyd. Et lille skridt til højre og en drejning af kroppen bragte hende væk fra spydets bane, hvor det fløj forbi hende blot få tommer fra hendes side. Men i stedet for blot at undvige og gå til modangreb, mærkede hun pludseligt at hendes hånd gav slip på kniven i hendes venstre hånd, der ramte sandet mellem hendes fødder, hvorefter hendes hånd lukkede sig om skaftet der forbandt de to klinger på Opals våben. Shailiha var ikke den stærkeste kvinde - især ikke med sin venstre hånd - men alligevel håbede hun at hendes vægt kombineret med spydets allerede fremadrettede bevægelse, var nok til at bringe Opal ud af balance, som hun lagde alle sine kræfter og det meste af sin kropsvægt i at hive våbnet fremover. Samtidig lod hun sværdet komme ind fra den anden side i et diagonalt opadrettet stød der gik under navnet Kongekobraens Bid, hvor den glimtende sværdklinge gled opad for at begrave sig i Opals side.

[Shailiha]

// Efter en måned uden svar lukker jeg altså tråden. Duellen er afsluttet og Shailiha er erklæret som vinder.