Drageturneringen – 1. kamp [Q]

[Guderne]

Det var en kold og tidlig vintermorgen, hvor den første turneringskamp skulle indledes. Den eneste kilde til varme, var solen, der stod højt på himlen uden en eneste sky til at dække sig, men alligevel var frosten bidende, og tilskuerne var klædt godt på. De fleste var Quihangs beboere, der stod på jorden og så nysgerrigt op mod arenaen, der hang flere meter over dem. De ville ikke være i stand til at se kampene, men de ville kunne høre dem og forhåbentlig få et glimt af deltagerne, når de skulle klatre op ad de enorme drager, der holdt arenaen. Tribunerne, der stod på hver side af arenaen, var forbeholdt de adelige og deres livvagter. Quihangs fineste borgere var alle til stede, samt fyrste og andre adelige i nærheden. Drageturneringen var en stor begivenhed, der havde trukket mange mennesker til. Kongen havde trods alt udlovet en stor belønning til vinderen.
Kong Mao-Hang af Quihang sad selv forrest, i midten af en af tribunerne, på en fornem trone og med seks vagter omkring sig. På hver side, havde han sine mest trofaste rådgivere. I længere tid end nogen kunne huske havde det været en tradition, at nye konger skulle drikke en drages blod, og det havde sat sit tydelige præg på kongeslægten. Kongen lignede en blanding mellem et menneske og en drage. Hans hud var erstattet af gyldne skæl, og han havde skarpe kløer og tænder og endog vinger og en hale. Hans hoved var ligeledes formet som en drage, men hans blå øjne var menneskelige, og hans kropsform var ligeledes et menneskes, selv om han var noget større end normale mennesker. Han var dog en populær konge, der var kendt for at tage sig godt af sit folk og værne om traditionerne, og selv om han var hårdt mod sine fjender og dem, der fejlede ham, var han retfærdig.
Kongen var i godt humør for første gang, siden turneringen startet. Dengang var turneringen blevet lidt af en skuffelse. De fleste krigere havde været svage og kæmpet dårligt. Nu var kampene dog overstået, og Kongen var godt tilfreds med de seks krigere, der havde kæmpet sig videre. Han kendte ingen af dem, men ideen med turneringen havde også været at finde nye, stærke krigere, der kunne tjene ham. Den første kamp skulle gå i gang om lidt, og Kongen så frem til at overvære den. De tre krigere, der skulle deltage, var alle fremmede, og de havde alle sammen udvist stor dygtighed. Den første var en fremmed krigerinde, der sloges med et mystisk, fremmedartet våben, hverken Kongen eller nogen af hans rådgivere før havde set. Hendes kampstil og evner var interessante, og hun havde kæmpet side om side med en hvid jagtfalk. Den næste var også en fremmed, en veltrænet ung mand, der sloges med et enkelt sværd. Han havde kæmpet mod stærkere modstandere end pigen, men havde besejret dem en efter en. Han satsede tydeligvis på sin overlegne fysik og evner. Den sidste deltager var svagere end de to andre. Det var en ung magiker iklædt en kutte. Denne havde kun middelmådige fysiske og magiske evner, men han var en dygtig strateg, og han havde i sine kampe vist, at han hellere ville dø end give op, en holdning Kongen sympatiserede med. Han glædede sig til at se, hvordan de tre krigere ville klare sig i en kamp mod hinanden.
Kongen så hen mod en af sine mænd på den modsatte tribune, og nikkede til ham, hvorefter manden højt bekendtgjorde, at deltagerne nu skulle indfinde sig på banen, og begynde kampen. Reglerne var enkle. Den, der faldt ned fra arenaen, mistede bevidstheden eller gav op, tabte. Drab var forbudt. Derefter lænede Kongen sig tilbage, og så spændt på arenaen. Han var ikke i tvivl om, at dette ville blive en oplevelse.

[Steve]

Steve stod ved halen af den ene drage statue med et søvnigt blik i øjnene. Han klamrede sin gennehullede kappe til kroppen og rystede gevaldigt. Kolde mogener var på ingen måde hans kop te, og det faktum at han ikke havde fået særlig meget søvn på det seneste gjorde det langt fra bedre. Dog var næsten alle hans sår fra hans tidligere kamp healet så han var klar til at hugge hoveder. Han så op mod tribunerne og fik hurtigt øje på den øgle lignende person der vidst blev kaldt drage kongen eller drage fyrsten. Som han stod i sine egne tanker fik han besked på at bestige den store statue foran ham, hvilket han ikke brød sig om. Det var en åndssvag tradition efter hans mening og hvis han vandt denne tournering ville han gøre det sit mål at få lavet trapper i stedet for statuer. Som han gik op på halen af statuen kom han ikke mange skridt frem før han skvattede og faldt på røven. Han rejste sig hurtigt under lyden af de mange mennesker der skreg af grin over hans lille stunt, og bevægede sig igen op på statuen denne gang lidt mere varsomt. Som han kom længere op måtte han begynde at kravle og til sidst nærmest bestige dragen som var den et bjerg. Da han endelig nåede toppe kiggede han sig omkring. Han kunne ikke se sin modstandere så han måtte være den første til at nå toppen. Han satte sig i skredderstilling på jorden og hev kappen tæt ind til sig.
Han kiggede endnu engang rundt på tilskuerne. De var gået fra hån til en blanden af latter og jubel over at han var den første. Det døede dog hurtigt ud. Som han sad og iagttog de mange adelige lagde han mærke til at han faktisk ikke var spændt på sin kamp overhovedet. Han var ret ligeglad. Ingen af hans tidligere modstandere havde fået hans blod til at pumpe som det gjorde da han kæmpede blodsugeren Aaron. Han havde fået nogle tæsk, og gevet nogle igen men det havde ikke helt været det samme. Det var som om der manglede noget. Han løsrev sig fra tilskuerpladser og vendte hovedet mod den anden side af arenaen. Han ville være klar til at se hvem hans modstander var.

[Aaron]

((Dette er Aarons stats i dagslys:
Udholdenhed: 4
Styrke: 3
Hurtighed: 5
Smidighed: 5
Kamuflage: 6
Sanser: 8
Magi: 8
Mana: 7))

Aaron stod iklædt sin kutte for foden af en af de to stendrager, der holdt den mægtige arena. Han stod med bøjet hoved, så hans ansigt blev fuldstændig dækket, og han bevægede stort set ikke sin krop. Man kunne næsten forveksle ham med en statue, som han stod der. Indtil videre havde Aaron moret sig nogenlunde i denne turnering. Han havde mødt den ene modstander efter den anden, og besejret dem alle sammen. Det havde været hårdt. Dagslyset svækkede ham og frarøvede hans kræfter. Desuden havde han af al kraft forsøgt at skjule sit sande væsen, og derfor kunne han ikke tillade sig at hele ved at drikke blod under kampen. Det sværeste havde dog været, at undlade at lade sin blodtørst få overtaget. Nogle af kampene havde vækket hans begær, og det virkede bare forkert, at lade sit offer leve bagefter. De modstandere havde Aaron dog ofte opsøgt efter kampen, for at få den afgjort. I et tilfælde havde en af hans modstandere set hans hugtænder, og på vreden i hans øjne kunne Aaron se, at han havde regnet ud, hvad Aaron i virkeligheden var. Det var blevet hans undergang. Manden havde hævet sit våben for at gøre det af med Aaron, og Aaron havde benyttet lejligheden til at skubbe manden ud over arenaens kant. Det var et fald på 15 meter, men manden havde været usandsynlig heldig og overlevet. Han blev straks ført til templet, hvor man tilså hans skader, men før han kom til bevidsthed, sneg Aaron sig ind i dræbte ham.
Alt i alt havde det dog været en kedelig turnering. Efter sine kampe mod Steve, Malekith og kvinden med den dobbeltbladede stav, havde disse modstandere virket trivielle og kedelige. Havde Aaron kæmpet om natten, ville han have kunnet udrydde de fleste af dem uden større problemer.
Endelig fik deltagerne ordre på at indfinde sig på Arenaen. Aaron hævede sit hoved med et smil, og kort efter landede en snehvid ugle på hans skulder. Han så på Darric og med sin ene finger tegnede han et svagt lysende, blåt symbol på den dragt, han havde bygget til den. Derefter lettede Darric igen, og Aaron begyndte at klatre op af den enorme stendrage. Aaron viste, at mange fremmede undrede sig over den gamle tradition, der sagde, at man skulle bestige en stendrage, for at komme op på arenaen. Han selv var ligeglad. Motion kunne man altid bruge. Da han var ved at nå toppen, hørte han jubel fra publikum, og han gættede på, at hans modstander havde nået toppen. Det undrede ham ikke. Han kendte ikke sin modstander, men han havde hørt, at det var en særdeles stærk kriger. Derfor var det kun naturligt, at krigeren var i bedre form en Aaron, og derfor nåede toppen før ham. Aaron så frem til kampen. Af hvad han havde hørt, var krigeren noget stærkere end hans forrige modstandere.
Endelig nåede Aaron toppen. Han stillede sig på arenaen og så på sin modstander. Det syn, der mødte ham, fik et smil til at brede sig på hans læber, og en flamme til at tændes i hans øjne. Så slog han hovedet bagover og lo højt og ukontrolleret. Det var Steve! Den kriger, han engang havde kæmpet mod i en kamp, hvor de begge nær var omkommet, og som han havde søgt efter lige siden. Det var næsten for godt til at være sandt. I denne kamp ville Aaron skide på reglerne. Den eneste grund til, at han havde meldt sig til turneringen, var, at han så ville få mulighed for at møde stærke krigere. Nu var det sket, og hans mål var opfyldt. I denne kamp ville han kæmpe til døden mod Steve. Han var dog også bevidst om, at situationen ikke var til hans fordel. I sin sidste kamp mod Steve havde han kun overlevet med nød og næppe, og da havde det været nat. Nu var det dag, og solen ville svække ham og give Steve en mulighed for at slå ham ihjel. Alt det var dog ligegyldigt. I en kamp mod Steve kunne han ikke tillade sig at holde igen.
Han tegnede hurtigt en magisk rune mere på sin handske, og så derefter mod dragefyrsten, ivrig efter at starte kampen.

((Runeristning: Istap
Kasteren udsender en spids istap.
Mp: 5

Runeristning: Istap
Kasteren udsender en spids istap.
Mp: 5

Mp tilbage: 60))

[Steve]

Da Steve fik øje på det velkendte ansigt sprang han op og trak sit sværd. Han mærkede sin puls stige og svingede sit sværd et par gange for at få lidt blodomløb til fingrende. Det var som en drøm der gik i opfyldelse. Han åbnede munden for at fremføre en spydig kommentar, der i stedet kom ud som et grin. Han ville kæmpe. Han kunne ikke bare vente. Men han måtte vente, det vidste han. Han så mod tribunerne og ventede kun på signalet til at begynde kampen. Efter omkring ti sekunder uden der var sket noget satte han i løb mod Aaron. Han nægtede at vente på at få tilladelse til noget så basalt som at starte en kamp. Kort efter han havde sat i løb blev kampen sat i gang. Han vidste at han nok ville blive diskvalificeret men det var han ligeglad med. Han vidste at han ikke bare kunne lade Aarons små magiske trick få ram på ham som sidst. Han havde da også tænk over en strategi til at undgå Aarons angreb. Så hvidt han vidste kendte han allerede alle Aarons angreb så det burde gøre det en del lettere. På den anden side vidste Aaron også præcis hvad Steve kunne. Han kunne ikke undgå at tænke på om hele kampen bare ville blive en repitition af hvad der skete sidst. Det ville være meget skuffende. Som han nærmede sig Aaron slyngede han sit sværd i en meget agressiv bevægelse. Han måtte bare satse på at komme tæt nok på ham til at bruge lidt nærkamp, for der var han stærkest.

[Aaron]

Aaron holdt opmærksomt øje med Steve, mens denne trak sit sværd og begyndte at svinge det omkring. På den andens reaktion, fik han konstateret noget, han havde vidst længe. Steve var ligesom ham. Han havde den samme gnist, den samme lidenskab. Han kunne også mærke glæden ved kampen og nydelsen ved at ødelægge og blive ødelagt. Den fantastiske følelse, Aaron nu håbede at genopleve i denne kamp.
Steve var tydeligvis lige så ivrig efter at genopleve deres kamp, for også han valgte at skide reglerne et stykke og starte kampen, før den var sat i gang. Aaron kunne kun forstå ham alt for godt. I denne kamp ville der ikke være nogen regler. Det ville være en kamp på liv og død. Kun i en sådan kamp kunne man finde sand nydelse.
Aaron havde dog samtidig en fornemmelse af, at dette kunne blive hans sidste kamp. Det var en mystisk følelse. Han havde aldrig haft det sådan før, men han følte, at hans chancer for at overleve denne kamp var virkelig små. Det var dog ikke en ubehagelig følelse. Aaron havde altid kendt til konsekvenser ved det liv, eller mangel på samme, han havde valgt. Han havde bare valgt at acceptere dem, og det ville han også gøre nu. Det ville også være en passende afslutning. Aarons sidste kamp mod Steve havde været glorværdig, måske den bedste kamp, han nogensinde havde haft. I denne kamp ville han give alt, hvad han havde, og han var ret sikker på, at det ville blive den ultimative kamp, han så længe havde drømt om. Efter det ville han have nået toppen, og tilværelsen ville blive meningsløs og grå uden et mål at følge.
Længere nåede Aaron dog ikke at tænke. Steve nærmede sig hurtigt, og Aarons instinkter tog over, idet han forberedte sig på det kommende angreb. Steve var forbandet hurtig og stærk. Heldigvis kendte Aaron til hans egenskaber denne gang, og han vidste derfor, hvad han ville kunne forvente. Derudover havde Steve valgt at angribe ham direkte, uden tvivl for at komme i nærkamp så hurtigt så muligt.
Idet Steve kom tæt på, og begyndte at svinge sit sværd, lod Aaron sig hurtigt falde bagover, for at lade angrebet ramme luften over ham. Steves hurtighed viste sig dog endnu engang som et problem, og sværdet snittede hans bryst og efterlod en blodig flænge hen over det.
Heldigvis kom Darric, der havde svævet i luften over sin herre, Aaron til hjælp. Idet Steve svang sit sværd, så fuglen sit snit til at hjælpe sin herre, og den fløj gennem luften mod Steves hoved. Først lige før den ramte drejede den af, og forsøgte at flå Steves venstre kind op med sine skarpe kløer. Darric havde timet angrebet, så Steve ville få svært ved at lave et modangreb, da han stadig var i gang med at svinge sit sværd. Den havde stadig et mærke efter sidste gang, den mødte Steve, og i denne kamp var den fast besluttet på at få hævn.
I mellemtiden ramte Aaron arenaens stengulv, og han rullede hurtigt til siden og kom på benene. Han trak sig væk fra Steve for at lægge afstand, og trak samtidig en lang, pigget kæde frem fra et langt rum i sit bælte. I denne kamp ville han ikke kunne bruge samme taktik som sidst, hvor han havde forsøgt at holde afstand. Det egnede arenaen sig ganske enkelt ikke til. I stedet måtte han forsøge sig i nærkamp, og så bruge sin magi, når han så sit snit til det. Lykkedes dette ikke, måtte han bare skifte strategi. Aarons våben bestod af tre kæder, forbundet af to metalringe, hvor de to yderste kæder havde lange, spidse pigge. Ved begge de yderste kæder var der dog et område uden pigge, hvor man kunne holde fast. Aaron greb fat i våbnet og begyndte at svinge det foran sig, mens han så på Steve med et skadefro grin. Det var tvivlsomt om Steve nogensinde havde kæmpet mod sådan et våben. Aaron havde aldrig før set andre, der brugte det. Våbnet var beregnet til at holde modstanderen væk, samtidig med at man satte uforudsigelige angreb ind, der kunne svække modstandere, før man gjorde det af med dem. Aaron svang det i to store cirkler foran sig, for at forhindre Steve i at nærme sig. Valgte Steve alligevel at angribe, ville han have en stor chance for at blive ramt af de spidse pigge. Der var dog kun få, der havde det vovemod, der skulle til, for at gøre dette.
Såret på Aarons bryst gjorde ondt, og landingen med gulvet havde heller ikke ligefrem været blød. Aaron var dog nødt til at ignorere den slags småskader, hvis han ville have en chance for at besejre Steve. Solen gjorde det i forvejen til noget af en udfordring. Aarons eneste fordel var, at Steve havde været i mange kampe før, og at han forhåbentlig stadig var skadet efter dem, selv om healerne der tog sig af turneringsdeltagerne var forbandet dygtige. Aaron selv havde også været i kampe, men natten efter havde han altid drukket sig frisk i blod.

((Runeristning: Istap
Kasteren udsender en spids istap.
Oplader anden post

Runeristning: Istap
Kasteren udsender en spids istap.
Oplader anden post))

[Steve]

Steve fik en lykkelig følelse gennem kroppen da han så Aarons blod flyde. Det var nærmest ubeskriveligt. Han kunne mærke adrenalinen pumpe gennem sine årer hvilket han selv forstod som en blodrus man kun kunne opnå ved at slås. Han var så optaget af Aaron at han næsten glemte alt om den irriterende fugl han altid havde med sig, og det resulterede i tre store dybe flænger hen over hans ene kind. Han lod sig falde til siden for at undgå et eventuelt angreb nummer to hvilket han måtte indse havde været ganske unødvendigt. Med en irriteret brummen tog han sig til kinden med sin ene hånd mens han svang sit sværd lidt rundt efter fuglen der allerede var alt for langt væk til at han kunne nå den. Han vendte sig derefter mod Aaron for at blive mødt af et mærkeligt syn. Aaron stod og svingede med et våben han aldrig i sit liv havde set. Og han havde set en del. Han havde ofte skulle transportere våbenforsynger rundt, tilbage i sine slavedage, og der havde han set alt verden havde at byde på mente han selv. Bortset lige fra det besynderlige stykke kædeværk Aaron havde i sine hænder. Uden at tænke ydderligere over hvad han skulle gøre styrtede han mod Aaron med fuld fart. Steve tænkte ikke selv så meget over sine kampe, men det vidste han at Aaron gjorde. Det var en af hans styrker. Han slyngede sin krop mod kæderne samtidig med at han stak efter Aarons mave med en stor stor styrke som han nu kunne mønstre. Først troede han at han havde undveget de spidse pigge, dog måtte han tro om igen da han mærkede en skrigende smerte i sin skulder. Næsten det samme sted som Aarons magi havde ramt ham ved deres sidste sammenstød hvilket blot gjorde ham så meget mere utilfreds. At blive ramt det samme sted var ikke noget han var særlig stolt over. For ham var det blot et tegn på at han ikke havde forbedret sig nok.

[Aaron]

Aaron havde været spændt på Steves træk. Det krævede både mod og selvtillid at forsøge et direkte angreb mod Aaron, når han stod med sit våben, som han gjorde. Våbnet var velegnet til at holde modstandere på afstand. Det var utrolig svært at angribe og undvige kæderne, der kunne bevæge sig i de mest uforudsigelige mønstre, samtidigt. Aaron havde stået over for mange modstandere, der var blevet beslutsomt tilbage, når han trak sit våben frem. I Steves tilfælde blev han dog ikke skuffet. Steve for direkte mod ham, tydeligvis uden at tænke over konsekvenserne, og stak sit sværd mod ham. Aaron var med det samme klar over, at han ikke ville kunne undvige angrebet. Hele Aarons forsvar var afhængigt af modstanderens frygt, men Steve gav sig ikke tid til at frygte. Det bekræftede blot endnu engang, at Steve var som ham. Han kendte ikke til frygt. Han fandt kun glæde og nydelse i kampen. Han ville komme mod Aaron med alt, hvad han havde, og Aaron ville vise ham den samme ære.
Aaron var allerede klar over, at han ikke ville kunne undvige Steves angreb, så han valgte i stedet at minimere skaden. Han trådte hurtigt et skridt frem mod Steve og drejede sin krop, så sværdet gjorde minimal skade. Minimal skade var nok så meget sagt. Sværdet borede sig gennem Aarons højre side, og Aaron mærkede en enorm smerte skyde gennem sin krop. En smerte, han troede, at han aldrig skulle opleve igen. Han forsøgte at le af glæde, men midt i latteren kom han til at spytte blod, så det i stedet blev til en munter hosten. Rundt omkring kunne han høre publikums overraskede udbrud, men han var ligeglad. De tåber troede, at kampen allerede var forbi, men de tog fejl. Den var kun lige begyndt. Det var lykkedes Aaron at placere sig, så såret ikke slog ham ihjel med det samme. Blodtabet ville dog kunne gøre det af med ham i løbet af under et minut. Alligevel var Aaron ikke nervøs. Han var lykkelig. Det var flere tusinde år siden, han havde mødt en modstander som Steve, der kunne give ham denne fantastiske følelse igen. I al den tid havde han kun mødt middelmådige modstandere, og han var begyndt at blive som dem. Han var begyndt at handle som en kriger, der frygtede kampen og undgik den, frem for at omfavne den og nyde den. Steve havde atter vist Aaron glæden ved en hæmningsløs kamp, og Aaron var ham evig taknemmelig for det.
Aaron tabte sine kæder på jorden. Han stod i taknemmelighedsgæld til Steve, og for at betale den gæld, ville han lade Steve opleve en kamp som aldrig før. Han trådte et sidste skridt mod Steve, så sværdet borede sig gennem hans krop, og greb så fat i Steves skuldre. Derefter trak han sit hoved frem, åbnede munden, og bed ud efter Steves nakke. Han havde allerede mistet meget blod, og han var derfor svag, men han ville erstatte hver enkel dråbe med Steves blod. Steve var stærkere, hurtigere og mere udholdende end Aaron, men Aaron var ligeglad. Han gå i nærkamp mod Steve, og han ville holde sig til ham som en igle. Han ville tildele Steve et slag, for hvert tiende slag Steve tildelte ham, og han ville neutralisere alle sine skader med Steves blod. I denne kamp gik han ikke efter at vinde. Han gik efter den ultimative nydelse fra den ultimative kamp. Han ville opgive enhver form for fornuft og alle sine hæmninger og blot gå ind i kampen med hele sin sjæl og hele sin krop.

((Runeristning: Istap
Kasteren udsender en spids istap.
Oplader tredje post

Runeristning: Istap
Kasteren udsender en spids istap.
Oplader tredje post))

[Steve]

Steve grinede hysterisk og ondskabsfuldt da hans sværd borede sig igennem Aaron. Det var som et syn for guder. Hans eneste beklagelse var at det havde gået lidt for hurtigt, for en kamp som denne måtte for hans skyld gerne vare i evigheder. Da han så sit sværd bore sig hele vejen igennem Aaron troede han havde vundet. Han sukkede kort og så mod tilskuerne der jublede vildt. Han haddede at skulle kæmpe foran en flok svæklinge der sad og nippede til sin vin men det var vel prisen han måtte betale for sådan en fantastisk kamp. Hvad der undrede ham mest var at han ikke havde modtaget nogen skader bortset fra sårene på hans kind. Enten var han selv blevet stærkere, ellers var Aaron blevet svagere. Han skulle lige til at tage sit sværd til sig da han mærkede Aarons hænder gribe fat om hans skuldrer hvorefter han mærkede Aarons tænder bore sig ind i halsen på ham. Uden at tænke slap han sit sværd og slog mod Aarons mave med en knytnæve. Det så ikke ud til at Aaron havde tænkt sig at lade sig stoppe af et sværd gennem maven, og selvom Steve var irriteret over nu at få suget sit blod var han glad for at det skete. På den måde kunne kampen fortsætte. Han havde næsten lyst til at lade Aaron suge i et stykke tid før han ville få ham væk bare for at kunne gøre kampen længere men han vidste at han ikke ville overleve hvis han gav Aaron alt for mange fordele. Nok var Aaron svækket af en eller anden grund men han var stadig en dødbringende fjende.

[Guderne]

Aaron mærkede en følelse af tilfredshed strømme igennem sin krop, idet hans tænder borede sig igennem Steves nakke, og han begyndte ivrigt at suge blod. Langsomt mærkede han, hvordan hans sår lukkede sig sammen igen og styrken vendte tilbage i hans krop. En fortryllende følelse. Med et mærkede han Steves næve plante sig i hans mave, og smerten fik ham til at krumme sig en smule sammen og standse med at suge blod et kort øjeblik, for at spytte det ud i Steves nakke. Han strammede grebet om Steve og fortsatte så ivrigt med at suge. Jo mere af Steves blod, han fik suget, jo svagere ville Steve blive, og jo stærkere ville Aaron blive. Steve kunne slå alt det, han ville. Aaron ville bare holde fast og suge videre. Han vidste, at det blot var et spørgsmål om tid, før Steve ville skubbe ham fra sig. Steve var stærk nok til at kunne klare det, men Aaron ville ikke give sig frivilligt. Han ville bide sine kæber så hårdt sammen, så muligt. Hans situation lige nu var ikke så fordelagtig, som man skulle tro. Nok kunne han dræne blod fra Steve, men Steves sværd var samtidig låst fast i hans sår, der af den grund ikke kunne heles helt. Så snart han kom væk fra Steve, ville såret begynde at bløde igen. I det øjeblik ville han atter være i en truet position.
Omkring Steve og Aaron måbede tilskuerne, mens de pegede på den scene, der udspillede sig foran dem. Først nu var det gået op for dem, at Aaron var en vampyr, og det faktum chokerede dem. At et sådant monster var kommet så langt i turneringen huede dem ikke. Aaron var fuldstændig lige glad med dem. I dette øjeblik var han ligeglad med alt, der ikke havde med hans kamp at gøre.

[Steve]

Steve gav en utilfreds lyd fra sig da han mærkede en trættende følelse gennem kroppen. Hvis han lod Aaron suge megt mere af sit blod ville han være for svag til at vinde kampen og det ville være det værste der kunne ske. I en hurtig bevægelse førte han sit ene ben bag Aarons og forsøgte så at fælde ham i håbet på at han kunne lande oven på ham og bruge sin kropsvægt. Det værste for ham var ikke at han fik suget sit blod, efter Steves egen mening var det værste at han ikke kunne få fat i sit sværd. Uden det følte han sig forsvarsløs, og det var noget der altid hvade undret ham da han ikke havde kæmpet med sværd særlig længe. Hvad der undrede ham endnu mere var at Aaron endnu ikke havde brugt nogle af sine magier. Ved deres sidste kamp havde han ikke brugt andet end magier. Det første der skød gennem hans tanker var at Aaron måske havde mistet den evne, hvilket ville betyde at Steve ikke kunne nænne at slå ham ihjel. Han ville for alt i verden slå Aaron ihjel, men det måtte vente hvis Aaron ikke kunne bruge sin fulde styrke. Det var ikke sejren han ønskede var god, nærmere selve kampen. Og han havde en meget god anelse om at Aaron havde det på samme måde.

[Aaron]

Aaron ventede opmærksomt på Steves næste træk, mens han stillede sin sult. Blodmanglen ville på et tidspunkt svække Steve og gøre ham svimmel, men Aaron vidste, at Steve var stærk og udholdende som en okse. Han var ikke sikker på, hvor længe, han skulle suge, før Steve faldt om. Han kunne heller ikke regne med, at Steve ville lade ham fortsætte uden videre. Steve ville uden tvivl finde på et modtræk. Slaget mod Aarons mave havde stadig været fuldt af kraft. Aaron havde været heldig med, at de havde stået så tæt på hinanden. Det gjorde det svært for Steve at lægge hele sin vægt bag slaget. Aaron forventede halvt om halvt, at Steve ville komme med et nyt slag. Derfor overraskede det ham, da Steve med et forsøgte at fælde ham. Problemet med at stå så tæt på Steve, var, at Aaron ikke kunne se, hvad den anden foretog sig, og Steve var med sin styrke, fart og udholdenhed langt bedre egnet til en brydekamp end Aaron. Aaron havde ingen chance for at holde sig på benene.
*Er det nu, jeg skal dø?* For det gennem Aarons hoved. Det var ikke et usandsynligt scenarie. Aaron havde stadig sværdet boret gennem sin krop, og hvis han landede forkert, risikerede han at sværdet bevægede sig længere op i hans krop og ramte hans vitale organer. Dette måtte Aaron undgå for enhver pris. Han løsnede endelig sine kæber fra Steves nakke og vred sig så rundt, mens han stadig faldt. Det var begrænset, hvor meget han kunne bevæge sig, men det lykkedes ham at vende sin side til. Kort efter ramte han jorden med hele Steves vægt bag sig, og han udstødte et højt råb af smerte. Brølet skyldtes dels sammenstødet med arenaens hårde stengulv, men den primære grund var dog sværdet, der havde bevæget sig rundt under faldet og forstørret Aarons sår, hvorfra blod piblede ud i en lille flod. Såret var groet sammen omkring sværdet, men faldet havde fået det til at åbne sig en smule igen.
Samtidig lød der med et en susen bag Steve. Darric havde set sit snit til at komme ind i kampen. Den hvide ugle for ned mod Steves nakke og slog efter den med sine skarpe kløer kort efter, at han var faldet.

((Runeristning: Istap
Kasteren udsender en spids istap.
Oplader femte post

Runeristning: Istap
Kasteren udsender en spids istap.
Oplader femte post))

[Steve]

Steve udbrød i en kynisk latter da han hørte Aaron udtrykke sin smerte. Han rejste sig hurtigt op, og mærkede pludselig den effekt det havde at miste så meget blod så hurtigt. Hans øjne sortnede et øjeblik og han var næsten for svimmel til at holde sig på benene. Da han mærkede nogle skarpe kløer bore sig ind i nakken på ham skreg han nogle utydelige ord henvendt til fuglen. Han vendte sig om og greb ud efter dyret i et forsøg på at kaste den ned i jorden for at gøre det af med den en gang for alle. Han var træt af at få småsår og ar alle vegne på grund af dens kløer. Som han greb mod fuglen kunne han mærke svimmelheden forsvinde for blot at blive erstattet af en hovedpine. Dog var han glad for at han ikke længere var svimmel selvom han var sikker på at det ville vende tilbage. Det kunne han huske fra deres sidste kamp, og en dags tid efter. Mangel på blod gjorde en virkelig svagelig. Han håbede for den sags skyld også at Aaron ville se at give ham hans sværd tilbage. Det duede ikke at det sådan bare sad inde i hans mave. Det eneste gode var at såret ikke kunne lukkes ordentligt, men på den anden side var det også en ret god situation.

[Aaron]

Darric mærkede til sin glæde sine kløer bore sig ind i Steves nakke, men reaktionen kom kort efter. Steve snurrede rundt og greb ud efter den, men Darric kendte til Steves fart, og den undveg med nød og næppe at blive fanget af hans hænder, imens den forsøgte at komme udne for hans rækkevidde. Den vidste, at den levede på kanten. Blev den fanget af Steve, ville den næppe overleve.
I mellemtiden kom Aaron på benene. Han havde halvt om halvt forventet et angreb fra Steve, men Steves svimmelhed og Darrics angreb havde vundet ham den tid, han havde brug for, for at komme på benene. Det tog længere tid end sædvanligt, da Aaron måtte være forsigtig med sine bevægelser. Indtil videre var hans konstante regeneration det eneste, der havde holdt ham i live. Ethvert andet væsen ville være død for længst. Det lykkedes ham dog at komme op i siddende stilling, trods smerterne der skød ud fra hans side, hver gang han bevægede sig. Aaron overvejede i et desperat øjeblik at hive sværdet ud og fare løs på Steve for at hugge sine tænder i ham igen, men han indså, at han aldrig ville nå det. I stedet rakte han sin arm ud mod Steve og udløste den magiske rune, han havde ristet ind i sin handske før kampen begyndte. En kraftig istap blev skabt omkring istappen og fløj mod Steves lår. Aaron vidste at Steve var hurtig, men afstanden var lille og Steve var svækket af blodtabet og distraheret af Darric. Chancen for at ramme ham ville næppe blive bedre. Det næste problem var, hvor meget skade istappen ville gøre. Forhåbentlig ville den kunne svække Steves mobilitet tilstrækkeligt til, at Aaron ville kunne skaffe sig en fordel.

((Runeristning: Istap
Kasteren udsender en spids istap.
Oplader femte post

Runeristning: Istap
Kasteren udsender en spids istap.
Har opladt fem posts))

[Steve]

Steve vendte sig fortumlet om for at blive mødt af det væmmelige syn der var Aaron som stod på sine ben. I starten af kampen havde han været sikker på at vinde men med al det blod han havde tabt var han ikke længere så sikker. Uden at tænke over tingene satte han i løb mod Aaron, i håbet om måske at kunne få sit sværd ud af den forbandede vampyrs mave. Som han løb blev han mødt at et ganske velkendt syn, synet af en rune der skød en spids istap afsted. Havde han været ved sine fulde fem havde han nok kunne undgive angrebet men som det var nu havde han ikke den helt store energi til at lave fantastiske krumspring. Han mærkede istappen bore sig ind i sit lår og knækkede sammen på knæ i et par sekunder før han beslutsomt fort satte mod Aaron, dog nu med en hvis forsinkelse grundet det store gabende sår på hans lår. Overraskelsen moment var ovre vidste han, så nu satsede han blot på at kunne knuse Aarons knogler med brutal råstyrke. Dog var det ikke noget han under normale omstændigheder ville gøre. Steve havde altid nydt følelsen ved en langstrakt kamp med sværd og det var faktisk ganske nyt for ham ikke at slås med et våben.