Recuperation i skoven ikke langt fra Seies

[Malekith]

Malekith åbnede sine øjne disorienteret, han huskede ikke hvordan han var havnet i denne lysning. Han prøvede tøvende at tænke tilbage det sidste han kunne huske. Han havde forladt Seies, og var begyndt at vandre ind i skoven, han måtte have været besvimet. Hvem havde båret ham hertil hvor han nu befandt, han tænkte endnu engang tilbage, han havde fulgtes med en menneske kvinde. Shailiha, ja det var navnet, det måtte have været hende, det var ikke til at sige hvor lang tid han havde været besvimet. Han var ihvertfald meget tørstig og mærkede en begyndende sult, at han lige havde være udsat for et ret massivt blodtab forbedrede heller ikke ligefrem sagen. Han satte sig op og så sig om, han befandt sig i en lille hule hvilket var perfekt for hans syn, så skulle han i det mindste ikke blændes som det første. Shailiha befandt sig ikke i hulen lige nu, men der var spor efter hende der var rester efter et bål i et hjørne. Malekith kiggede sig rundt endnu engang imens han prøvede at få klaret tankerne nok til at han ville kunne træffe et nogenlunde fornuftigt valg af hvad han skulle foretage sig nu.

[Shailiha]

Det var akkompagneret af den blide lyd af skvulpende vand, at Shailiha gjorde sin entre ind i grotten med en lille sort gryde i hænderne. Aftensolen strømmede ind gennem åbningen og fik hendes skygge til at virke enorm som den strakte sig frem mod grottens indre. Hendes slanke skikkelse var klædt i et frisk sæt tøj, der fulgte det samme posede snit hun havde overtaget fra Samuel, og som han havde erhvervet fra nomaderne der var hans folk. Denne gang var bukserne en rejsefornuftig sort farve, og skjorten en blød mørkerød grænsende på brun, der harmoniserede med farven på hendes hår.
"Godmorgen prinsesse," hilste hun muntert da hun opdagede han var vågen, hendes ord en direkte hentydning til den gamle børnehistorie om prinsessen der sov i 100 år. Sandheden var at det slet ikke var morgen, men faktisk grænsende på aften, og han havde ikke sovet i 100 år - kun én dag, hvilket i sig selv var imponerende. Hun havde ladet ham sove, da det var tydeligt at han havde brugt alle sin energi-reserver.
"Hvordan har du det?" spurgte hun med fortsat munterhed men også med et glimt af ægte bekymring (kunne magikere skade sig selv varigt ved at bruge for megen magi?), mens hun satte sig på hug ved siden af resterne af bålet og placerede gryden på jorden. Hun betragtede kritisk det døde bål og mumlede irriteret for sig selv - hun havde ellers ment at hun havde efterladt nok brænde på til at det skulle kunne holde sig - mens hun fandt flint og sten fra en af sine bæltepunge, og begyndte på arbejdet med at tænde et nyt bål. Det havde bestemt ikke været nemt i første omgang, da al brændet havde været frossent, men i det mindste havde hun da nu noget der havde ligget inde i grotten det meste af dagen. Der gik da heller ikke længe før en af gnisterne satte sig fast i småkvistene, og omhyggeligt pustede hun liv i de små flammer med samme omsorg som var de børn.

[Malekith]

Malekith kiggede på hende, disorienteret. Dernæst kiggede han rundt, efter denne prinsesse hun havde sagt godmorgen til. Han fandt ingen, men fik øje på et vandskind som han fik sat for munden. I et stykke tid fyldte lyden af Malekith som drak hulen.
Han fjernede vandskinnet fra munden igen, han havde det en hel del bedre nu, noget af svimmelheden var forsvundet og hans tankevirksomhed var begyndt at virke bedre igen. Hans øjne fokuseredes på hende igen, "Alting er relativt, men jeg kan afsløre at der ikke ville skulle meget til for at jeg kunne få det en anelse bedre. Jeg er sulten, og halvsvimmel sandsyneligvis et resultat af blodtabet. Idet mindste er mine sår stoppet med at bløde nu, og min tørst er slukket så jeg kunne sagtens have det være. Men hvem er den prinsesse du snakkede til?" Malekith kendte ikke til historien om prinsessen som havde sovet i hunrede år. Man fortalte ikke børn den slags hvor han kom fra, hvis mørkelverne skulle fortælle den slags historier var hun blevet slået ihjel så snart nogen af hende politiske rivaler havde fundet hende, moralen ville således være at man ikke skulle for lang tid af gangen medmindre man havde sikret stedet man sov totalt imod indtrængene eller eventuelt havde skjult sig godt nok.

[Shailiha]

Imens Lyrios overfaldt vanddunken fik Shailiha bålet godt i gang, og kilede gryden med vandet ind mellem to af stenene der udgjorde bålstedets perimeter. Stenene havde været her allerede da de kom, hvilket tydede på at hulen her havde været beboet før. Da hun var sikker på at gryden ikke pludselig ville vælte og spille det møjsommeligt hentede vand ud på jorden, hev hun fat i sin oppakning og begyndte at rode rundt i den.
"Prinsesse?" gentog hun i et fraværende tonefald mens hun et øjeblik var uforstående om hvad han mente, "Nååh... prinsessen fra den gamle børnehistorie? Hende der sov i hundrede år fordi hun blev fortryllet af den onde troldkvinde, før hun til sidst blev vækket af et kys fra sin drømmeprins. Fortæller mørkeelvere ikke historier?" forklarede hun, stadig i en lettere fraværende stemmeføring mens hun hev diverse ting op fra sin oppakning. Derefter satte hun sig med krydsede ben ved siden af bålet, og placerede omhyggeligt sine ting rundt om sig.
"Men jeg er glad for at du har det bedre, og jeg håber du kan lide grøntsagssuppe. Stortset alle dyrene er gået i skjul for vinteren, og det ser ikke ud til at nogen af de der er tilbage har lyst til at gå i min fælde. På vejen tilbage så jeg en kanin, men mit angreb endte blot med nogle blå mærker på mine knæ, som jeg kan føje til samlingen," sagde hun med ansigtet drejet i et selvironisk smil; meget kunne man sige om hende, men elegant havde hun nok ikke været, som hun havde sejlet gennem luften som en fugl, der pludselig opdagede den ikke kunne flyve og derefter måtte bide i jorden. Hun fandt sin kniv frem og begyndte med erfarne bevægelser at rense og klargøre grøntsagerne hun havde.
"Jeg formåede dog at finde nogle roer og noget broccoli, samt nogle svampe selvom halvdelen af dem var halvrådne... og så havde jeg nogle porrer og gulerødder med mig, samt noget brød. Så dø af sult gør vi nok ikke." Specielt relevant eller vigtigt var det hun sagde nok ikke, men det var nu også mest for at give ham tid til lige at komme til sig selv. På en måde kunne man sige at det var den rødhårede tøs' version af stilhed.

[Malekith]

Malekith kiggede på hende med et uforstående blik, "Fortæller mennesker den slags historier til deres børn?, der hvor jeg kommer fra ville en prinsesse ud fra en betragtning af at prinsesse er en høj rang næppe overleve hvis hun skulle sove i mere end en fem seks timer ad gangen max, og jo vi bliver fortalt historier men hvis du forventer noget i retning af prinsessen der bliver vækket og redet af sin drømmeprins hvorefter de lever lykkeligt til deres dages ende, tror jeg ikke du vil høre nogle af de historier mit folk fortæller deres børn" Hans blik løb ned til grøntsagerne som Shailiha klargjorde med kyndig hånd, "Jeg er endnu engang lykkelig for at være i selvskab med dig min kære Shailiha, jeg havde været i seriøse problemer med at skaffe mad hvis jeg havde været alene, jeg har aldrig haft brug for at tilegne mig den slags færdigheder, har altid fået maden serveret, jeg har lært mig at blande modgifte men det er en anden sag" hans mave rumlede svagt ved udsigten til mad, han undgik dog at stirre direkte ind i bålets flammer.

[Shailiha]

De grønne øjne løftede sig fra guleroden hun var i gang med at skære i stykker ned i vandet, og betragtede ham under slet løftede øjenbryn. "Historier... eventyr du ved? Det er ikke meningen de skal være realistiske, det er meningen de skal lære børnene en pointe gemt under en masse lyserødt sukkerstads," svarede hun i et spørgende tonefald, i hvad hun hurtigt indså var endnu en af de gange hvor deres kulturforskelle tog tilløb og ramlede hornene mod hinanden. Langsomt var det ved at gå op for hende at hun vidste mindre om mørkeelverne end hun egentlig troede. Hun tyggede lidt på denne information mens hun vendte opmærksomheden tilbage på maden lige i tide til at stoppe kniven før hun skar tommelfingeren af sig selv.
"Jeg ved det... jeg er vidunderlig og gudernes gave til menneskeheden," svarede hun selvsikkert da han priste hendes evner, selvom hun i virkeligheden godt vidste at hun blot var en middelmådig kok. Hun var bestemt ikke dårlig, og hun kunne bestemt fremstille spiseligt mad... men det var også det. Samuel havde ofte sagt at hun havde følingen for det, men manglede tålmodigheden. Bålet var efterhånden kommet godt i gang, og hun nød varmen og lyset der strakte ud for at kærtegne hendes solbrune hud og fik den til at gløde med et bronzelignende skær. Fra sit bælte frembragte hun små læderposer, hvori hun opbevarede diverse smagsgivende urter, og hun begyndte nynnende at hælde lidt af det ene og lidt af det andet i.
"Er du sådan en mørkeelvernes version af en adelig eller hvad? Siden du aldrig selv har lavet mad?" spurgte hun mens hun ikke gjorde noget for at skjule sin nysgerrighed.

[Malekith]

Malekith så ned i jorden "Iblandt mørkelverne lærer man ikke børnene pointer ved den slags sukkersøde historier, iblandt mit folk fortæller forældrene historier som kan vise børnene hvad der sker hvis man er svag, en form for lektioner i livet, der kan dog godt være skjulte pointer, bare for at skærpe børnenes tanker og sind. Endnu en grund til at vores historier grundlæggende er forskellige, mit folk tror ikke på kærlighed." Malekith var dog anderledes, han havde sin søster som han elskede meget højt. Han kendte følelsen kærlighed, det var en af grundene til at han var rejst. Hvis han var blevet ville han have været sin søsters svage punkt, og hun hans. Når ikke han befandt iblandt de andre mørkelvere ville han derved eliminerer det svage punkt og det ville derved tillade hende at fokuserer totalt på sin magi og politik. Han ville samtidigt fokuserer på sin magi, så når han vendte tilbage ville være hendes styrke istedet for svaghed. Hans hænder knyttedes ved tanken om søsteren, en enkelt tåre viste sig i hans ene øjenkrog, men han fjernede den hurtigt. "Gudernes gave til menneskeheden?, jeg tror dig gerne menneskeheden kunne ihvertfald godt bruge en gave som dig" noget i hans tonefald sagde at det ihvertfald ikke var sagt totalt i spøg. Malekith tænkte sig lidt om "Hmm man kan vel godt kalde mig en form for adelig, måske svare jeg mere til en form for prins" han rejste sig op, og foretog et elegant buk "Iblandt mit folk er jeg kendt som Malekith Xandrian søn af Liadrin Xandrian, en af de øverste rådsfruer i Xarviz" Hans stemme var faldet ind i den let syngende smukke accent som han brugte normalt hvilket formåede at få det til at lyde ophøjet, han lod sig dumpe ned på jorden igen "Men hvis du ville kalde mig Lyrios ville jeg taknemmelig, jeg er ikke på overfladen på grund af min baggrund. Lyrios er mit overflade navn, og hvem jeg er i menneskernes verden"

[Shailiha]

"Kærlighed?" Shailiha kunne ikke tilbageholde en lille latter, "kærlighed er overvurderet; en idealistisk ide skabt af poeter og dagdrømmere i et forsøg på at overbevise sig selv om at verden er lysere end den er." Hele hendes væsen udtrykte den skeptiske holdning hun havde til det 'sludder' kærligheden var. Selvfølgelig kendte hun til venskab, loyalitet og ære, og trods Samuels overbeskyttende tendenser, så havde hun da også haft flere mandebekendtskaber gennem sit liv. Men kærlighed eksisterede simpelthen ikke i hendes verden. Ved hans bekræftende ord om at hun var gudernes gave, sendte hun ham et skarpt blik mens et sarkastisk svar allerede lå klar på tungen som svar til hans ironi... som ikke var der. Eller rettere sagt, den var der, men under det lå alvoren gemt. Dette svar kom helt bag på hende, og for en gangs skyld fandt hun at hun ikke havde noget svar. I stedet hastede hun for at vende opmærksomheden tilbage til maden, hvor han heldigvis kort efter ledte samtalen tilbage på hans status. De grønne øjne hvori flammerne fra bålet blev reflekteret, betragtede fra under løftede bryn hvordan han præsentere sig med et elegant buk der virkelig var en adelsmand værdig.
"Prins? Det ser ud til at jeg er endt i fornemt selskab... intet under du blev ved med dit 'Jer' mig her og 'Jeres' mig der," bemærkede hun med et tankefuldt glimt i sit blik, mens brikkerne langsomt begyndte at falde på plads. Intet under at han altid snakkede i så lange, halvt indviklede, sætninger.
"Men hvis du er søn af hende rådskvinden... Liadrin?... og er adelig osv., hvorfor bevæger du dig så rundt heroppe på overfladen uden eskorte eller noget som helst?" spurgte hun efter lidt tid, mens hun viftede lidt med kniven som hun prøvesmagte det fremmede navn. At Lyrios ikke var hans rigtige navn valgte hun ikke at kommentere på. Hun brød sig ikke om at blive løjet for, men man kunne vel forstå hvorfor han ikke havde travlt med at give sit rigtige navn til en fremmed som hende. Tilfreds med at alle ingredienserne var kommet i suppen, langede hun ud og trak sin oppakning hen til sig, og begyndte igen at rode rundt i den.

[Malekith]

Malekith smilede underfundigt "Hvem ved, hvem ved, måske fordi jeg ikke ville stole på en eventuel eskorte bestående af medlemmer fra min egen race?, måske er jeg stukket af hjemme fra, måske er jeg landsforvist, og måske passede jeg bare ikke ind fordi at jeg faktisk blev træt af konstant at skulle være på vagt over for alt og alle, måske er grunden en anden" Han vidste ikke hvor godt det var lykkedes ham at skjule det faktum at han ikke havde inkluderet at det var for at beskytte sin søster, men for ham selv var det alt for tydeligt at han skjulte noget. Måske var det endnu en tåre der pressede sig på i øjenkrogen, han savnede hende forfærdeligt. Det var første gang de havde været adskilt i mere end maks en dag ad gangen, og han havde planlagt at være væk i et år inden at han vendte tilbage. Det ville være lang tid, selvom de forenedes i deres drømme. Men det var det eneste som havde gjort de første par dage udholdelige for ham, og han regnede med at situationen ikke var anderledes for Morathy. "Du må ikke tro at det at være søn af en rådskvinde har givet mig en behagelige barndom i luksus, tværtimod, forvendtningerne hænger tungt om ørerne og det samme gør jævnaldrende som ønsker at ende dit liv."

[Shailiha]

"Jaja... behold du bare dine mystiske hemmeligheder, mere kunne man jo ikke forvente fra en troldmand," svarede hun ironisk og rullede øjne teatralsk mod stenloftet i en opgivende bevægelse, som var hun storesøsteren der nådigt affandt sig med lillebroderens lege. Egentlig var hun ved at dø af nysgerrighed - hvad i al verden ville få en mørkeelver til at bevæge sig op på overfladen, hvor han vidste han ville blive modtaget med i bedste fald kold fjendtlighed, og i værste fald ren had? Men alle havde vel ret til deres privatliv, og hun brød sig ikke om at presse på og risikere at bryde det spinkle bånd de havde opbygget gennem deres eventyr.
"Det lyder som nogle hyggelige barndomsvenner. "Hej Mal, vil du lege soldater og røvere? Så kan du være røveren der prøve at slippe fri... hvis du bare lige klatrer ned i det her dybe hul fyldt med slanger,"" sagde hun med en lys imitation af en barne-stemme. Først da ordene var fløjet ud af hendes mund indså hun hvor følsomt et emne, og hvor stødende en kommentar, det egentlig var. "Undskyld, det var ikke min plads," skyndte hun sig at sige, mens hun faktisk rødmede som blodet strømmede til hendes ansigt i forlegenhed. Hun skyndte sig at kigge tilbage i oppakningen så håret faldt ned og dækkede hendes ansigt, og efter et kort øjeblik kom hun med et lille triumferende 'aha!', som hun hev hun den lille trækasse med salven op - den hun havde fået af krofatteren. Hun sendte ham et spørgende blik under løftede øjenbryn.
"Jeg ville have forbundet dig mens du sov, men vidste ikke hvor meget du går op i sådan noget. Jeg ville jo nødig bryde en eller anden mørkeelver-skik om at kvinderne ikke må røre mændene eller hvad ved jeg. Hvis det forholder sig sådan, så bliver du nødt til at nøjes med at rense de sår du kan nå - med mindre du har en eller anden magi der kan slaske salve ud på din ryg," sagde hun med et lille skuldertræk, der tydeligt sagde at hun havde det fint hvad end han valgte. Det ville være bedst hvis han fik sårene glasskårene havde lavet på hans ryg renset, men hvis det var ham for meget imod var det hans egen sag.

[Malekith]

Det forvirrede ansigtudtryk vendte tilbage "Barndomsvenner? kunne du ikke starte med at forklare begrebet venskab for mig? jeg har aldrig haft noget sådant tror jeg" der var intet spor efter at Malekith lavede sjov, ikke det mindste Mørkelvere havde ikke Barndomsvenner. Venskaber gjorde en svag og nemmere at udnytte, det var ihvertfald mørkelvernes filosofi på det område.
Ved hendes kommentar om at hun ikke ville bryde en skik om at kvinderne ikke må røre mændene kunne Malekith ikke understå sig et lille smil, han krængede den del af hans robe som dækkede overkroppen af så hans brystkasse og ryg var blottet, hans arme og brystkasse viste ingen tegn på veltrænethed, men han var ganske tynd, uden spor efter overflødigt fedt, han var snarere en anelse for tynd "Hvis du ville være så venlig, så nære jeg ingen tvivl om at dine evner til at tilse sår overstiger mine egne en hel del, du skal på det punkt ikke bekymre dig om hvordan kvinderne gør tingene iblandt mit folk snare end mine personlige grænser. Normalt ville jeg ikke være tilbøjelig til at afklæde selv min overkrop i dit selvskab, men situationen taget i betragtning gør jeg en undtagelse"

[Shailiha]

Som Lyrios begyndte at krænge sin kutte af vendte hun tilbage til sin oppakning og fandt et stykke stof frem som kunne bruges som en slags klud. Hun udviste ingen tegn på generthed over faktummet at han var halvnøgen, blot en nysgerrig interesse som hun tog ind huden på hans overkrop der var så sort som hans ansigt og hænder. Det var trods alt første gang at hun så så meget af en mørkeelver. Hun snortede sarkastisk ved hans idé om at hun var bedre til at tilse sår end han var.
"Mine evner til at tilse sår er på ingen måde noget at råbe højt over. Jeg kender det basiske - hvis der strømmer ud med blod er det en dårlig ting. Derudover kender jeg til nogle få, grundlæggende urter, som kan hjælpe mod smerte og infektioner i såret," svarede hun med en skuldertrækning mens hun hældte vand fra dunken Lyrios havde drukket af tidligere, ud på stoffet. Hun knælede bag den siddende mørkeelver og begyndte forsigtigt at vaske hans sår og hive de glasskår ud, som hun gættede på hans ikke selv havde kunnet nå. I det mindste var de største faldet ud af sig selv, hvilket dog også betød at de der var tilbage var forholdsvist sværre at få ud, og hun rynkede koncentreret panden mens hun arbejdede til lyden af vandet der begyndte at boble og koge i gryden.
"Du har aldrig haft venner før? Ved Arias guldfarvede vinger, hvordan forklarer man venskab?" mumlede hun fraværende mens hun med neglene gravede efter et særlig modstridende stykke glas. "Altså... venskab er et bånd mellem to personer der holder af hinanden, som er baseret på ærlighed, loyalitet og tillid. Rigtige venner er dem som du ved du kan gå til når du har problemer, og hvad end det er vil de være der for dig," forklarede hun langsomt, mens hun overvejede og tyggede på hver enkel sætning før hun lod de forlade sine læber.

[Malekith]

Malekiths stemme havde et lettere sarkastisk strøg, "Allerede der hvor du har bare en basisk viden om urter overstiger du mine evner, jeg har aldrig i mit liv før været ude for at skulle tage mig af et sår"
Malekith sukkede smilende ved Shailiha's beskrivelse af venskab, dette blev dog brat afbrudt af et smertens støn som hun begyndte at krave i hans ryg efter glasskår "Venskab lyder som noget fantastisk noget, hvem der bare havde sådan en person" Han blev endnu engang afbrudt af sit eget smertes udbrud, efterfulgt at et lettelsens suk som glaskåret gled ud af hans ryg "Har du mange venner hvor du kommer fra?", Malekith havde en sådan person, en han holdt af som altid var og ville være der for ham, en som havde kendskab til hans kvaler og var der for ham, hun hed Morathy. Hun var hans tvillinge søster, den halvdel han nu manglede som ville gøre ham hel, og tanken om at han ikke ville svigte hende var en af de ting som holdt i live, som fik ham til at fortsætte og afholdt ham fra at give op

[Shailiha]

"Vi kan ikke alle være gode til alting," svarede hun med en skuldertrækning han ikke kunne se og et lille skævt smil der kunne høres i hendes stemme. Hun skar en grimasse ved hans smertesudbrud, og mumlede en undskyldning mens hun ignorerede den prikkende fornemmelse der opstod op langs hendes egen rygrad, som hendes fantasi begyndte at placere imaginære glasskår i hendes egen ryg. Ligesom når man hører om lus, og straks selv begynder at klø. Hun vaskede den sidste del af hans ryg, taknemmelig for at han i det mindste ikke virkede til at være kilden - det kunne lige passe at hun også skulle til at tackle og negle ham til gulvet. Mens hun overvejede hans spørgsmål lod hun det blodplettede stykke stof hænge over sit knæ, mens hun greb fat i salven og kort studerede den enkle trækasse.
"Nu ved jeg ikke om dette er en af den slags salver der dulmer smerten, eller om det er en der svier så meget at du vil komme til at forbande din mor for nogensinde at have spredt sine ben," observerede hun i et undskyldende tonefald, før hun gravede noget af den grågrønne salve op med to fingre, og forsigtigt begyndte at smørre den ud på de små sår og rifter. Det gik langsomt, da sårene dækkede et stort område. I det mindste var de fleste af dem ikke ret dybe, og de ville ikke tage specielt lang tid om at heale, især ikke hvis salven var blevet magisk forstærket.
"Min eneste rigtigt tætte ven er nok Samuel. Han er mere end blot en mentor; han er min støtte og på mange måder min fader. Han er en af de få mennesker jeg ville lægge mig liv i hænderne på uden at tøve," svarede hun endelig efter hun i sin tænkepause havde gået igennem listen af sine bekendtskaber. Hun havde mange personer hun betragtede som sine 'venner', men kun Samuel der faldt ind under den kategori hun tænkte mørkeelveren snakkede om.
"Hvad med dig? Du lyder ikke til at være så bekendt med begrebet venskab, og så vidt jeg kan forstå fra de få ting jeg ved om mørkeelvernes verden, så er venskaber heller ikke ligefrem noget der står højt på jeres prioriteringsliste. Har du slet ikke nogen du ville turde at lægge dit liv, din fremtid og din skæbne, i hænderne på?" fortsatte hun spørgende. Hun vidste at dansen om fortiden var et tidspunkt i et bekendtskab hvor man nemt kunne komme til uvidende at træde på tæer, da man ikke havde chance for at vide hvilke emner var følsomme og hvilke var åbne for inspektion. Derfor havde hun for lang tid siden kreeret en teori om at man lige så godt kunne spørge, og så var det op til personen man talte med at gøre opmærksom når man bevægede sig ud på tynd is.

[Malekith]

Malekith slappede mærkbart af da salven ramte huden på hans ryg, han var heldig og salven dæmpede hans smerter en hel del uden at svie. Han smilede lidt til hende "Mit umiddelbare svar er at den eneste jeg ville turde ligge mit liv, min skæbne og fremtid i hænderne på mig selv, dette ville jo så i betragtning nyelige oplevelser, være en løgn. Jeg brød mig ikke om hvordan jeg fandt ud af det, men du er tydeligvis en af dem jeg kan ligge mit liv i hænderne på og stadigt føle mig nogenlunde sikker, ud over det er der så min tvillingesøster Morathy. Under normale omstændighedder ville dem du kan stole mest på vil slå dig ihjel være dine søskende, men på det punkt er jeg en undtagelse" Ved tanken om Morathy, smilede han bredt, ret tydeligt uden at tænke over det. Hun var Malekiths defenition på kærlighed. Et ord han var stødt på i en bog om overfladen, det var beskrevet som værende en irrationel følelse som gjorde at de satte en andens liv over deres eget.