Recuperation i skoven ikke langt fra Seies

[Shailiha]

"Tja, selvom jeg nødig ville indrømme det har min mentors konstante prædiken om 'retfærdighed' og 'ære' vel smittet lidt af på mig. Jeg kunne ikke lide at stå på sidelinjen uden at gøre noget, mens den pøbel udøvede deres version af retfærdighed," forklarede hun med en blid latter, "Det tog ham ellers sin tid... jeg kan stadig huske dengang jeg var 8, og han prøvede at forklare mig hvorfor det var forkert at putte myrer ned i modstanderes underbukser før en kamp. Han lignede en tordensky! Jeg holder nu stadig på han bare var en dårlig taber." Mens hun fortalte historien med en nostalgisk krusning omkring læberne gned hun det sidste af salven ind i den mørke hud, og lod hænderne glide op for blidt at massere musklerne omkring hans nakke og skuldre, mens hun sørgede for at holde sig langt væk fra sårene. Hun kunne lige så godt, nu hvor hun alligevel havde fat i ham - hun havde engang haft en ven der var magiker-lærling, og han klagede altid over hovedpine og spændinger i nakken når han havde brugt for megen magi. Lidt efter rejste hun sig, fandt et rent hjørne af stoffet hun havde brugt til at vaske ham med, og tørrede sine hænder af. Salven blev pakket sammen og smidt skødesløst ned i hendes taske, før hun vendte tilbage til den kogende gryde.
"Hvorfor rejste du så, hvis du og din søster kommer så godt ud af det? Løber du ærinder her på overfladen eller noget i den stil?" spurgte hun mens hun satte sig på hug ved siden af gryden og rørte lidt rundt i den. En liflig duft var begyndt at brede sig i grotten, og hun kunne mærke sin mave røre på sig mens hun smagte på suppen og begyndte at tilføje en lille anelse af det ene og det andet, før hun til sidst var så tilfreds med det som hun kunne blive. "Så er maden vist ved at være klar... jeg håber du er sulten."

[Malekith]

Malekith sukkede som Shailiha blidt masserede hans nakke og skuldre, at spændingen skyltes stresset fra oplevelserne som ledte til flugten fra Seies, og ikke overbrug af magi var for så vidt ligegyldigt. Malekiths krop var bygget til at kanaliserer magi, han var en mørkelver af herskerslægt, og kunne endda blive betragtet som værende talentfuld iblandt de mest talentfulde i mørkelvernes samfund. Mennesker kunne lide under den slags skavanker ved overbrug af magi, Malekith gjorde ikke. Han nød tydeligt følelsen af Shailiha som masserede hans nakke og skuldre. Han havde aldrig i sit liv fået en massage før.
Malekith smilede hen for sig "Jamen i så fald må jeg takke din læremester for din gode opdragelse, men hvis jeg skal være ærlig så skal man bare være forberedt på at afværge den slags knep ellers har man ikke fortjent at vinde, sejren tilfalder den vel forberedte, det er reglen der hvor jeg kommer fra, hvis det er en træningskamp imellem venner ville jeg mene at reglerne er lidt anderledes naturligvis, men alligevel"
Malekith trak sin robe op om sine skuldre igen, slået af et anfald af tavshed da hun spurgte hvorfor han havde forladt sin søster og sit folk. Hans blik fæstnet imod et ubestemmeligt punkt på jorden, han savnede hende meget. "Bare glem at jeg nævnte min søster, jeg er taget til overfladen for at studerer nogle af de typer af magi som ikke bruges iblandt min race" et strøj af smerte i hans stemme viste at der var et eller andet med den søster tydeligt og at magiske studier ihvertfald ikke var hele grunden til at han var rejst til overfladen. "Sulten er jeg ihvertfald, det ser interessant ud" han tilføjede det efter et kort stykke tid, tydeligt i et forsøg på at skifte emne.

[Shailiha]

"Tja, det kommer vel an på så meget. Ære er relativt... man kunne for eksempel spørge hvor grænsen går mellem at være 'vel forberedt' og at snyde?" sagde hun med en lille skuldertrækning mens hun fandt et en lille stofbylt frem, der da hun bandt knuden op, viste sig at indholde en skål med tilhørende bestik og en kop. Det hele var lavet af træ for at undgå risikoen for at det gik i stykker på rejsen, og det var simpelt og uden udsmykninger.
"Jeg har desværre kun én skål - har du selv noget med eller?" hun sendte ham et spørgende blik. før hun begyndte at hælde op i sin egen skål, mens hun fortsatte samtalen fra før. "Men altså, jeg plejer at holde mig til retningslinjen om at vise respekt hvor man finder respekt, og når man har råd til det. Kæmper jeg mod en værdig modstander og de falder, vil jeg vente til de kommer op før jeg kæmper videre - da jeg ved de ville gøre det samme ved mig. Men kæmper jeg mod afskum som dem du stiftede bekendtskab med i gyden, ser jeg ingen grund til ikke at udrydde dem som de rotter de er." Hun lod sig dumpe ned på jorden nær bålet, omhyggelig med at få sig placeret på sin kappe da hun ikke havde specielt lyst til at ende med en våd bagdel fra den fugtige jord. Hun gav ham et skarpt blik ved antydningen af smerte der havde sneget sig ind i hans stemme, selvom det tog hende et øjeblik at genkalde hvad han egentlig havde sagt da hun havde været mentalt fraværende et øjeblik. Hun overvejede hvilke kvaler den unge... tilsyneladende unge... mørkelver kæmpede med. Måske var det blot savn efter sin søster?
"Interessant bliver maden man laver på en rejse ofte... og ikke altid på den gode måde," sagde hun muntert og godtog hans emneskift. "Jeg mener dog selv at jeg er sluppet nogenlunde fra dette forsøg... hvilke slags magier er det du vil studere?" Det sidste spørgsmål blev tilføjet da hans tidligere ord vendte tilbage til hende, mens hun begyndte forsigtigt at puste på den dampende suppe.

[Malekith]

Malekith smilede "Så sandelig ære er relativt, de ord du sagde indeholdt stor visdom, og grunden til at jeg måske har et andet syn på den slags har endnu ikke kæmpet imod en som ikke ville 'snyde' hvis han fik chancen. Jeg tror snyd er hvad den dårligst forberedte part i en kamp kalder den bedst forberedte sides forberedelser"
Malekith fandt en skål og en ske frem fra sin oppakning, det var pænt i et robust materiale, det lignede lidt træ men så alligevel ikke, langs skålens kant, og på skaftet af skeen var der en række udskæringer "Rejste da ikke til overfladen uden at være velforberedt, oppaknings mæssigt ihvertfald"
Han sad på et soveskind, og pustede på suppen som Shailiha havde hældt op til ham. Da han smagte på suppen fortalte hans ansigtsudtryk at den måske var en anelse for interessant og ikke på en god måde, "Jeg tror ikke jeg er stor tilhænger af at min mad er interessant, på rejse måden hvis jeg skal være ærlig" han spiste en smule af den portion han havde fået, og satte skålen fra sig med et veltilfredst ansigtsudtryk, han var mæt. Hans krop var mindre end Shailiha's og han var ganske slank og krævede ikke en stor mængde af føde for at holde sig gående. "Hvilken type magi spørger du? Det er ret simpelt, jeg vil studerer og mestre det hele, al hvad der findes af magi i denne verden, jeg vil overgå alle andre og blive den mægtigste mager i denne tidsalder måske nogensinde" selvom Malekith smilede, var det tydeligt at han selv ikke nærede noget der så meget som lignede tvivl om at han kunne og ville nå det mål

[Shailiha]

De grønne øjne snævredes en anelse mens hun tydeligvis gentog hans indviklede sætning om forberedelser i sit hoved, hvor det tog hende et øjeblik at finde hoved og hale på den. Hun tog sig tid til omhyggeligt at puste på sin skefuld suppe inden hun lod den glide ned i halsen, før hun svarede. "Måske, men det gør stadig ikke visse handlinger rigtige, lige meget om man kalder dem forberedelser eller snyd," sagde hun mens hun med tvungen tålmodighed prøvede at lade være med at spise suppen for hurtig. Hun fejlede dog, og endte med at ånde skarpt ind mens den varme væske skoldede hendes tunge. Med et indvendigt suk prøvede hun at sætte farten ned. Nysgerrigt holdt hun øje med ham ud af øjenkrogen da han tog sin første skefuld, og hans ansigt sagde alt før han åbnede munden. Hun følte et lille stik der var tydeligt at se i hendes ansigt - hun var stolt af sine kogekunstner.
"Ja jeg undskylder hvis min mad ikke lever op til Jeres standarder Sire," bemærkede hun i et sarkastisk tonefald der afspejlede det stik af indigneret vrede hun følte. En rationel stemme i det bagerste af hendes sind fortalte hende at det var en tåbelig ting at blive fornærmet over... men kontrol over sit temperament var ikke ligefrem noget hun var kendt for. Og han gjorde det ikke ligefrem bedre ved kun at nippe til maden før han satte den til side. Lettere surmulende vendte hun tilbage til sin egen mad, og begyndte at skovle den nu nedkølede suppe ind. Hvis han havde tænkt sig at overleve på et skefuld suppe og universets energi, så var det hans sag - hun var sulten.
"Den mægtigste mager nogensinde? Det er ikke små mål du sætter dig for en der ikke engang kan forsvare sig selv mod rotter," røg det ud af munden på hende, hvorefter hun få sekunder efter kunne have bidt tungen af sig selv. Det var en bemærkning under bæltestedet, og det vidste hun også godt selv... stædig stolthed holdt hende dog fra at undskylde sig, og hun beskæftigede i stedet sig selv med at fylde sin tomme skål op med suppe.

[Malekith]

Malekith så tænksom ud "Hvad mener du med at en handling ikke nødvendigvis er rigtig, kan en handling være forkert?"
"Jamen du det behøves du da ikke undskylde for, jeg regner heller ikke med at det er din kogekunst men de ingredienser og de lidet optimale forhold til at lave mad i som gør sig gældende. Det er jo heller ikke på nogen måde uspiseligt, jeg betvivler da heller ikke at det er nærende, ligesom det er yderst mættende" Malekith ansigt viste overraskelse, han havde spist ca halvdelen af skålens indhold. At hans skål så ikke var super stor var en anden side af sagen.
Et øjeblik bare stirrede han på hende, hans ansigt udtryksløst "Jeg kan da sagtens forsvare mig imod rotter, desuden sagde jeg ikke at jeg er den mægtigste mager i verden lige nu, men at det er mit mål som jeg agter at nå. Og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at jeg nok skal nå det en skønne dag, et stort mål måske men med mit talent for magi er det inden for rækkevide"

[Shailiha]

"En handling kan være forkert i forhold til at den er uetisk. Hvis vi siger at jeg kidnapper min modstanders lillesøster, og truer med at dræbe hende med mindre mig modstander giver op... jeg kan kalde det forberedelser hvis jeg vil, men det er stadig ikke nogen etisk korrekt handling," forklarede hun efter et øjebliks tænkepause. Hun tog en pind og prikkede forsøgsvist til bålet hvis flammer efterhånden havde gnavet sig igennem træknuderne hun havde lagt på, og hun skubbede de resterende rester længere ind mod midten, og slyngede endnu en knude på. De havde ikke ret meget brænde tilbage, da hun ikke havde været i stand til at finde ret meget, men det gik vel nok. De skulle trods alt ikke være her specielt længe. Hun tyggede let på sin underlæbe ved hans overraskede ord - en vane når hun blev ubehageligt tilpas eller pinligt berørt, og en af de få svaghedstegn hun rent faktisk havde.
"Min fejl - jeg er vel for vant til adelige der rynker på næsen ad arbejdet lavet af mennesker der er lavere i hierarkiet end dem selv... også selvom de ikke selv ville kunne lave noget der var halvt så godt. Jeg er sikker på at du nok skal nå dit mål," sagde hun endelig mellem to skefulde suppe, mens hun trak en anelse på skuldrene. Det var tydeligt at det var så megen undskyldning man kunne få ud af hende, og at alene indrømmelsen om at det var hendes fejl, havde gjort ondt. Hun var ikke glad for at fejle, og endnu mindre for rent faktisk at indrømme det.

[Malekith]

Malekith's ansigtsudtryk gik fra tænksom til uforstående som han sad og tegnede lidt, prikkede lidt til jorden. "Hvis din modstander viser et svagt punkt så som en bror, søster, elsker, mand eller kone, er det vel din modstanders egen fejl at han/hun ikke har skjult sin svaghed ordentligt" han havde tegnet et omrids af en rune, runen betød søster for den som havde kendskab til runeristning. Han talte lavt, som havde hans stemme mistet noget af sin kræft. "Jeg værdsætter din undskyldning, men i din verden er jeg ikke en del af hierarkiet, i min verden eksisterer du som en del af hierakiet på en rang der hedder slave. Men vi befinder os lige nu i din verden så lad os bede til at du ikke for brug for at tage med mig til min, jeg værdsætter det hvis du tror på at jeg vil nå mit mål, selv hvis du ikke gør vil det ikke have den store indflydelse på hvorvidt jeg når det eller ej, det vil glæde mig hvis du tror på mig men gør du ikke skal jeg nok klare det alligevel"