Øjne i natten [E]

[Link]

Folk der har tilbragt længer tid på vejen ved at det kan regne på mere end blot en måde. Det kan regne den lette regn, som man sagtens kan klare også kan det regne den temmelig våde regn som gør alt vådt. Denne sene aften var det heldigvis den første af slagsen her var tale om. Det regnede men det var kun i en sådan grad at man blot skulle knappe frakken lidt op og rette på hatten så var problemet løst. Dog opstår der helt andre problemer når det har regnet for det meste af en dag, alt er stor set gennemblødt, hvilket har den trælse tendens at det brænde man finder, også har det med at være meget meget vådt. Link sukkede endnu engang opgivende og lagede det pinde brande han have samlet fra sig i sit ildsted, som manglede en ret vigtig ting nemlig ild! Link gik atter i gang med ildstålet men med ligeså stort held som de sidste tolv forsøg. Endnu engang sukkede den unge elver inden han så over på sin hest med et, hey jeg kunne bruge en hånd her, udtryk. Til hvilket den blot prustede en smule ud inden den forsatte med at gumle græs. Link rystede opgivende på hovedet og rejste sig op for at finde sit sove grej, det var efterhånden mere end bare sent. Han var ikke meget mere end lige nået over til sin oppakning vinden vendte i lejren og Epona løftede hovedet og gav et lavt hvin fra sig. Link grab øjeblikkeligt sit sværd og trak blankt, dog holdte han det passivt ned ved siden, der var ingen grund til at pege et sværd mod fremmede. Det var dog direkte dumt ikke at være varsom mod fremmede i natten. Link bed hårdt sammen en enkelt gang og åbnede så munden ”Hvem går i natten?” forlangt han så at få af vide i et venligt men bydende tonefald.

[Steve]

Steve kom langsomt gående gennem kviste og blade. Han var fuldstændig gennemblødt fra top til tå og han så ud til at have været i skoven i et godt stykke tid. I sin ene hånd holdt han sine gennemblødte sandaler og hans anden hånd hvilede roligt på skæftet af hans sværd. Han lagde knap nok mærke til Link og hans hest før han blev mødt af et eller andet spørgsmål han ikke helt fik fat i.
"Øøh..." Startede han og trak sit sværd en anelse op med sin venstre hånd for at være klar hvis denne person skulle finde på at angribe. "Det er sgu ikke noget der rager dig"Bestemte han sig for at sige. Han var ikke meget for at socialisere sig med fremmede i skoven, men på den anden side var han faret vild og måske kendte Link vejen ud. "Sæt dit sværd tilbage, så kan vi hyggesnakke bagefter!" Sagde han med en kommanderende tone. Det ville være direkte idioti at stole på en person med trukket våben midt ude i en skov. Sidst han mødte nogen i en skov om natten endte han også næsten som en færdig mand. En fejl han ikke ville gentage to gange.

[Link]

Link trak vejret stille og roligt imens han ventede på svar, men frygtede dog at det eneste han ville blive mødt af var klør eller tænder og masser af pels. Dette var i midlertidigt ikke tilfældet i stedet blev han mødt af en ung mand med sanddaler i sin hånd. Alt i alt så denne ikke videre truende ud, men så igen, han virkede ikke som om han havde pakket til at rejse. Måske denne var flygtet fra et eller andet sted, eller sågar desateret. Da den fremmede løftede på sin klinge vippede Link sit sværd op i opposition. Det her blev bare bedre og bedre. Link brød sig bestemt ikke om den fremmede måde at tale på, der var noget ved dette her der bare ikke passede. Link valgte dog at løbe en risiko ellers ville stemningen blot blive ringere. ”Høflighed og respekt er et af samfundets grundsten” kommenterede Link lidt spidst, men valgte dog at vippede sætte sit sværd tilbage i skeden, som han så hang om på ryggen. Det var en af de forbandede ting ved halvanden-hånds ryttersværd de var alt for lange til at have hængende ved siden.
”Velkommen til min lejer… hvis vi da kan kalde den det...” hilste Link ,den fremmede.
”Jeg prøver at få tændt op så vi har varme og lys”. Det var dog noget der var nemmere sagt end gjort, i det her vejr. ”Nogen forslag?” Måske den fremmede var magikere eller havde et eller andet at tænde op med.

[Steve]

Steve fnøs kort da han begyndte at snakke om respekt. Respekt var ikke noget han havde for særlig mange. "Det tro jeg godt du kan opgive..." Sagde han kort og kiggede op mod træernes toppe for at se hvor meget vand der egentligt faldt ned. Han satte sit sværd tilbage og gik et par skridt hen mod Link, der efter Steves egen mening ikke virkede som om han stolede på ham. "Nu vi er på så god talefod kunne du måske fortælle mig dit navn?" Spurgte han som han nærmede sig. Han forstod udemærket godt hvorfor Link var så varsom. Steve ville nok ikke selv have sænket sit sværd hvis han en dag mødte sig selv i en kold og mærk skov. Hvad der undrede ham var dog at Link ikke bare red længere ind i skoven hvor der var tørrere. Sådan en hest måtte kunne løbe ufattelig stærkt. Med et fik Steve et lumsk smil over læberne, og kiggede meget interreseret på den yderst smukke hest. "Mit navn er forresten Steve" Indskød han mens han langsomt og varsomt gik mod det store kreatur af en hest.

[Link]

Link valgte at ignorere den fremmedes, i grund direkte fornærmende opførsel. I stedet valgte han at være glad for at situationen var afværget og løst på en fredelig facon. Da den fremmede forsatte sine krav rynkede link en smule på næsen. Denne indtrænger, ville Link faktisk kalde ham, var faktisk så grov i sin fremtoning at Link ønskede at den fremmede ville forsvinde tilbage i natten og lade ham være. Den fremmede virkede blot for… risikable at have i nærheden.

"Nu vi er på så god talefod kunne du måske fortælle mig dit navn?"

Link nikkede, det var vel kun rimeligt. Måske var denne fremmedes grundlag ikke fantastisk, men blot fordi at den fremmede ikke var høflig kunne man jo selv sagtens være det. ” Lin’Kaelthina Claella ” sagde han uden at blinke. Hvorefter han med et lille grin tilføjede ”Link, hvis du syntes det er nemmere”. Hvorefter han rakte hånden. ”Må solen skinne på din sti Steve” sagde han så en smule påtvunget. "Men hvad bringer dig så på disse kanter Mister Steve".

[Shailiha]

En slank skikkelse manifesterede sig fra skyggerne mellem de høje træer, for at styrte ind i lysningen og tumlende skride til et holdt sekunder før sammenstød med Steves noget større krop. Skikkelsen viste sig at være en kvinde, høj og senet med det røde hår hængende i våde tjavser som det klingede til hendes spidse ansigt. En brun og slidt rejsekappe hang om hendes skuldre og faldt bølgende til ro omkring hendes ankler. Normalt priste hun sig på at have elegante og koordinerede bevægelser, men i dette forbandede regnvejr var græsset glat som bare pokker, og hun følte sig som et dådyr på glatis. Det var et under at hun ikke var faldet og havde brækket et eller begge ben under sin flugt gennem skoven.
"Steve..." gispede hun mellem åndedræt der gik som en blæsebælg pumpet af en smededreng fast besluttet på at brænde hele smedjen ned. Hun blev nødt til at bøje sig fremover og støtte sig med hænderne på sine knæ, mens blodet strømmede igennem hendes krop. Lyden af hendes eget hjerteslag dunkede højlydt i hendes øre, og det ville ikke have undret hende skulle det der jagtede hende være i stand til at finde dem på lyden alene. Slimet sad tæt i hendes hals, og hun sendte en spytklat flyvende ned for at slutte sig til blandingen af vådt græs og mudder på jorden.
"For helvede Steve... vi skal væk. Nu," prøvede hun igen mens hun forsøgte at få sin vejrtrækning under kontrol. Hun var udholdende, men sådan at styrte af sted for fuld fart i længere tid, det tog alligevel sin pris. Først nu så hun op og fik øje på den lille mand der stod på den anden side af hvad der lignede opstillingen til et bål. De skæve øjne, spidse øre og spinkle skikkelse afslørede ham som tilhørende højelvernes race. Frygten blev for et kort øjeblik glemt, mens hun rynkede panden i forvirring.
"Hvem er du?" spurgte hun bryskt, alle manerer og høflighedsfraser glemt i hendes forbløffelse. Det var et 'hvad fanden laver du her?'-spørgsmål. En distanceret knagende lyd fik hende til at snurre rundt på stedet - det var lyden af grene der knækkede og træer der protesterende blev bøjet... det var lyden af noget stort der bevægede sig igennem skoven, og den havde retning mod dem.
"Arias nåde," mumlede hun lavt, mens hendes hånd søgte ned til sværdet der hang ved hendes bælte. Sværdfæstet var koldt og vådt mod hendes håndflade, men det føltes alligevel betryggende.

[Steve]

Steve så undrende på Links fremstrakte hånd. Han havde aldrig været meget for at give hånd med folk og det var ikke noget han havde tænkt sig at ændre på. Med et hørte han nogle lyde længere inde fra skoven, og i sin nysgerrighed tog han et par skridt hen imod hvor lyden kom fra. Og der var det han så at det var Shailiha. "Haha, jamen dog. Du ser sgu ikke al for got ud Shailiha. Har du været oppe og slås med en regorm?" Grinede han kort. "Og hvad er det vi skal væk fra? Jeg slår det da bare ihjel" Fortsatte han optimistisk mens han i en rolig bevægelse trak sit sværd og lavede et par hurtige knæk med nakken. Han stod lidt og lyttede efter hvad Shailiha mon kunne være blevet skræmt sådan af. Link måtte introducere sig selv, dette var alt for spændene til at lade et sekund blive spildt. "Aria... Er det navnet på hvad der følger dig?" Spurgte Steve med et sultent grin og et par fokuserede og ondskabsfulde øjne. Han kom pludselig i tanke om at Shailiha ikke var så svag, så hvis hun flygtede fra noget måtte det være noget man nok skulle være varsom over. Men i stedet for at skræmme ham gjorde det ham blot mere opsat på at finde ud af hvad i alverden det kunne være. Han trængte også til lidt motion, al den tid i skoven havde gjort ham lidt for rusten.

[Link]

Da Steve ikke valgte at tage imod Links fremstrakte hånd, lavede han blot et utilfredst grynt og trak sin hånd til sig. Den fremmede var således i sandhed uden almen pli. Link var gået i gang med at overveje hvorledes han skulle slippe af med denne Steve, da hans tanker blev afbrudt af hurtige skridt, nærmere løb. ”Der kommer nogen” nåede Link lige akkurat at mumle. Da en kvinde brød ind i deres lilles lejerplads. En kvinde der lod til ikke blot så ud til at have løbet længe, men også at kende til Steve. Hvilket tyde p åat det ikke blot var et dæknavn, måske han ikke var så utilregnelig igen. Selv om kvinden så ud til at have løbet længe og hårdt, virkede det som om hun var ved godt helbred. Dette var den primære grund til Link ikke trådte til lige med det samme. Desuden ville han heller ikke mase sig på, hvis Steve og kvinden havde en tidligere historie. Så link vendte derfor sin opmærksomhed mod sin Hest, Epona. Som var begyndt at være mere urolig. Link lagde en hånd på mulen af hesten og begyndte at hviske til den på Normansk. Dog stoppede han dette da den fremmede kvinde valgte at adressere ham. ” Lin’Kaelthina, Link hvis det er nemmere ” svarede han høfligt igen. Link skulle lige til at give hende en kommentar med på vejen om hendes manglende manere, da han opfangede lyden af noget stort der bevægede sig i skoven, noget stort der ikke hørt til her, eller noget der var efter nogen andre. Link fik et kort øjeblik et ret forundret udtryk da det gik op for ham at den gamle mand ved kroen en halvdag borte ikke havde opfundet sit monster i fuldskab men derimod havde prøvet at glemme monstret i fuldskab. Link greb fat om tøjlerne på Epona og svang sig op i sadlen ”undskyld tøs, men vi har arbejde at gøre” sagde han målrettet til hesten på Normansk, hvorefter han trak blankt. ”Aria er herre over himlen og alt hvad der flyver i den, så jeg håber i sandhed ikke at det er ham Frøknen bliver forfulgt af!” Herefter valgte han dog at fokusere på det problem der hastigt nærmede sig ”Er den alene?!” råbte han så til Shailiha. En af de største fejl du kunne gøre var at antage at du kun havde en modstander.

[Shailiha]

Shailihas veltrænede krop begyndte at finde sin balance igen, og selvom adrenalinen stadig pumpede igennem hendes blodbaner var den øjeblikkelig mangel på ilt forsvundet, og hun opdagede nu at hun kunne stå oprejst og trække vejret uden følelsen af at få knive stukket ind mellem ribbenene ved hvert åndedrag. Hun tvang sine lunger til at tage et dybt åndedrag af den kolde vinterluft, og kørte fingrene igennem sit våde hår mens hun forsøgte at få sine tanker under kontrol.
"Jeg håber du har en meget stor fiskekrog med til denne her regnorm Steve," svarede hun med et anstrøg af galgehumor og sendte ham et grumt smil, selvom hendes ellers normale gyldebrune hud stadig lyste hvidt i mørket - en blanding af månelysets blege skær, løbeturens krav på hendes udholdenhed, og nattens kulde. Hun så tilbage på højelveren da han præsenterede sig selv, og blinkede et par gange. Lin-ah-hvad-for-en-fisk? Heldigvis nåede hun at fange spørgsmålet før det forlod hendes tunge, og hun nikkede kort og gav ham et lille smil. Han virkede venlig nok. Meget høflig. Hun kastede et blik over skulderen i retning af hvor hun var kommet - i retning af hvor lydene kom fra. Hendes adamsæble bevægede sig kort ned og op igen, som hun sank i et forsøg på at få den tørre fornemmelse væk, der pludselig havde bredt sig i hendes hals.
"Arias nåde er hvad vi får brug for hvis den ting indhenter os. Steve, jeg ved du selv mener du er uovervindelig, men tro mig - dette her er ikke noget du har lyst til at møde i skoven en mørk og stormfuld aften," sagde hun i hvad hun havde på fornemmelsen var et forgæves forsøg på at tale manden ud af en kamp hun ikke var sikker på de kunne vinde. Endnu engang kastede hun et blik over imod elveren, med et skarpt svar på tungen over at blive kaldt 'tøs', men hun stoppede brat da hun fik øje på hesten. Hun stoppede sig selv før et forvildet 'hest?' undslap hendes læber. Hvor kom hesten fra? Hun ville have svoret at den ikke havde været der da hun sidst kiggede. Men det måtte den jo have været - det måtte være et de pus hendes sind havde spillet hende i forvirringen, en af detaljerne hendes adrenalin-forvirrede hjerne ikke havde lagt mærke til.
Et brøl fik hendes hoved til at snappe tilbage og automatisk trak hun sit sværd, den ringende lyd kun svagt hørbar gennem den silende regn og larmen af knagende træ. Et grimt skallet hoved kom til syne over trætoppene, mens væsnet stoppede op et sekund for igen at brøle sin utilfredshed over ikke at kunne finde sit bytte, ud over skoven. Shailiha havde hørt historier om trolde der med tiden kunne blive så høje som huse, men hun havde aldrig rigtig troet på dem... før nu. Et sted bagerst i hendes hjerne registrerede hun Links spørgsmål om den var alene. Hun svarede uden at tage øjnene fra trolden der endnu ikke havde fået øje på dem.
"Det håber jeg virkelig."

[Steve]

Steve så mod Shailiha i et kort øjeblik. At Shailiha var så skræmt gjorde blot det hele bedre. Det måtte være et umådelig stærkt væsen hun havde i hælene, og jo stærkere des bedre. Med et fik han øje på det enorme væsen stikke sit grimme hoved frem. Et delvist sultent, delvist forskrækket blik malede sig over Steves ansigt. Han havde aldrig i sit liv set sådan et væsen. På den ene side syntes han det var så forfærdeligt grimt, men på den anden side virkede det helt magisk som et væsen kunne blive så enormt. Han vidste han selv var fysisk stærk, men det var intet i forhold til den brutale styrke dette væsen måtte besidde.
"Wow...." Mumlede han med opspillede øjne. "Vi blir nød til at slå den ihjel! Tænk hvis den forsvandt og vi aldrig så den igen, tænk hvilken chance vi havde forspildt!" Udbrød han råbende mod Shailiha og Link. "Sådan en chance får man sgu kun et par gange i livet! Og jeg vil ikke dø uden at have kæmpet mod sådan en!" Han trak sit sværd og svingede det et par gange hvorefter han pegede det mod det store væsen. Han havde været lidt splittet om han skulle bede Shailiha og Link om hjælp, for hvad nu hvis han kunne besejre den alene?! Det ville bare gøre det hele så meget federe. På den anden side kunne han risikere at blive hugget ned i et enkelt slag, hvilket ikke ville være så fantastisk da han først rigtig havde begyndt sit liv som en fri mand for ganske nyligt.