Åh hvilken herlig kro

[Zelda]

((Fortsættelse af Taksigelser til Libra))

En sky var gledet over månen, og henlagde gaderne i mørke. Zeldas hoved dunkede kraftigt, og hun havde måtte støtte sig til Lyrios et par gange i løbet af deres tur fra templet. Hun var utrolig taknemmelig, men lige nu ønskede hun bare at ligge lidt ned. Det så også ud til at hendes ønske snart ville blive opfyldt, da de stansede ude foran en kro. "Er dette stedet?" spurgte hun stille. Selvom hun prøvede at skjule det, kunne man stadig spore trætheden i hendes stemme. Hun lød mere og mere anstrengt.

[Malekith]

Malekith lød også en anelse træt han havde haft en duel tidligere på dagen og hans krop var for at sige det mildt ikke lavet til fysisk aktivitet "Ja endelig er vi her, krofatteren er en mand af typen der med glæde vil hjælpe så længe man betaler" Normalt brød Malekith sig ikke om grådige folk, bortset fra det faktum at de var nemmere at snyde og vende til ens egen fordel. Og i dette tilfælde var han som sådant udemærket tilfreds med at krofatteren var ligeglad med hvem hans gæster var når de betalte. Det gjorde Malekiths liv en hel del nemmere, og især fordi han klarede sig godt i turneringen, han havde ikke været en publikum favorit, han var alt for beregnende til det, men han havde formået at nå ret langt, hvilket havde gjort krofatteren mere positivt stemt over for ham, krofatteren ville gerne kunne prale med at have haft en turnerings vinder boende under turneringen. Malekith ledte hende indenfor og op til krofatteren. De nysgerige blikke fra de andre folk i kroen ignorede han totalt det samme gjaldt for så vidt den hvisken der forløb hvilken kvinde ville dog være sammen med en mørkelver

[Zelda]

Zelda nikkede stille. Hun havde beholdt sin rejsekutte på, og hætten oppe. Normalt ville hun måske have påtalt de fordomsfulde kommentarre, men lige nu kunne hendes interesse for pøblens tanker og meninger ligge på et meget lille sted. Hun fulgte med Malekith ind til krodisken. Hun støttede sig til disken med den ene hånd, mens hun med den anden fremdog en lille, hvid fløjelspung. "Jeg ønsker at blive på ubestemt tid" hun lagde pungen på disken, og man kunne høre mønterne klirre mod hinanden "Her er et mindre forskud, og så håber jeg alt vil være tilfredsstillende" sluttede hun roligt og fattet. I pungen lå 4 guldstykker, nok til fuld forplejning i uger. Normalt brød hun sig ikke om at ødsle penge væk, men de var godt lagt ud. Ikke blot havde hun sikret sig ordenlig forplejning, men også adgang til information.

[Malekith]

Malekith kommenterede ikke på hvor mange penge hun havde lagt han havde selv gjort næsten præcist det samme få dage forinden. Han nikkede snare lidt halvanerkendende hen for sig selv. Krofatteren ragte Zelda's nøgle over disken til hende, interessant nok lige ved siden af Malekiths eget, de to dyreste værelser på kroen. Så det var ikke unaturligt, men alligevel interessant. Malekith vendte sig imod hende "I ville gøre mig den ære at indtage jeres aftensmåltid med mig inden de hviler dem ville jeg være taknemmelig, vi kan få bragt maden op til et af vores værelser" imens han talte lavede han et halvvejs buk. Kunne gudinden Frida virkelig have sendt den unge kvinde som et tegn på at hun havde hørt hans bøn. Det var et underligt tilfælde at de var stødt ind i hinanden lige efter at han havde bedt til Frida, Frida var jo ud over en beskytter, kærlighedens og ægteskabets gudinde interessant nok. Det kunne jo også være et tilfælde, men hvem kunne vide med guderne ud over måske nogle af de vigtigste og helligste præster i verden.

[Zelda]

Zelda snubbede hurtigt nøglen fra disken, og vente sig mod Lyrios, med mine til at gå ovenpå. Hun stoppede dog op da han begyndte at tale igen. Et øjeblik tøvede hun, inden hun lavede et diskret nik mod hvad hun antog var trappen op til værelserne, og gik derover og op. Først da de var ovenpå, udenfor nysgerrig blikke og øre, vendte hun sig mod ham igen, og trak hætten af. "Jeg beklager dybt Lyrios, men jeg må virkelig ligge ned snarest" svarede hun undskyldende. Hvis hun stod op meget længere, frygtede hun at falde om. Stadig fortsatte hun lidt endnu "Men jeg vil med glæde dele morgenmåltidet med dem, hvis de kan tage dem til takke med det?". Det var tydeligt at hun oprigtigt beklagede det, men allerede nu stod hun og støttede sig til væggen.

[Malekith]

Malekith tog smilende hendes hånd og berørte den let med sine læber, en perfekt bevægelse, hvori han efterlignede en tegning han havde set i en bog om overfladens adelige, hvorvidt denne bog stod i overenstemmelse med virkeligheden vidste han faktisk ikke, han prøvede bare at følge disse regler om ridderlighed, indtil videre havde det ikke givet ham problemer at han fulgte dem. "Det var mit håb at de ville gøre mig den ære" Han rettede sig op og hjalp hende til hendes værelse, ind til hendes seng. "Jeg vil forlade dem nu for i aften medmindre der er mere de ønsker af mig? Jeg bor i naboværelset skulle det blive nødvendigt, men hvis ikke de ønsker vil jeg nyde natten en anelse endnu, min race foretrækker at være natteaktive på overfladen mørket tiltaler os og beskytter os" Han smilede som han gjorde mine til at gå, natten på overfladen var en skøn ting, næsten intet lys til at forstyrre hans øjne, en nattehimmel fyldt af smukke stjerner og der var kun få mennesker på byens gader.

[Zelda]

Et smil krydsede over Zeldas læber, og hun nejede let, da han kyssede hendes hånd. Det var sjældent hun havde mødt så eksemplarisk ridderlighed udenfor de adelige kræse. Det var folk som Lyrios der holdt hendes håb oppe, om at verden ikke var helt fortabt endnu. "De har gjort mere end rigeligt. Tak. Jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort hvis de ikke havde hjulpet mig" hun så ham til døren "De må have en fortsat god aften" sluttede hun med et anerkendende nik, ingen hun lukkede døren med et stille suk. Hun låste den roligt, lod nøglen sidde i, inden hun tog rejsekutten og sine smykker af, og lagde sig til ro.

[Malekith]

Malekith vågnede med et smil på sine læber det havde været en god nat, som han var vandret på byens gader og havde kunnet orienterer sig ordentligt se tingende som de rigtigt var, lærer byen bedre at kende. Han kunne efterhånden finde vej til de vigtigste steder i byen. Han trådte ud af sin seng og klædte sig på. Et øjeblik så han på sit eget ansigt i det lille spejl på værelset, et smukt mørkelver ansigt. Ihvertfal iblandt hans egne, hans lange hår hang ned af ryggen. Hans ryg var rank hans ansigt skarpt med katteagtige øjne, og et høfligt smil på læberne. Han forlod sit værelse, det var vidst efterhånden lidt op ad formiddagen som han bankede på Zelda's dør og så stille og roligt ventede på et svar.

[Zelda]

Zelda vågnede ved en banken på hendes dør. Hun skubbede sig op fra sin liggende position på maven, til en halvt oprejst stilling, og tog sig til hoved. "Øjeblik" kaldte hun ud, og satte sig ordenligt op. Hendes hoved dunkede ikke mere, men var ørt. Hvad pokker havde hun lavet? Hvorfor havde hun det som om nogen havde hoppet på hendes hoved med pladestøvler på?
Der gik et par minutter før døren blev låst op og åbnet halvt. Zeldas blonde hår lå løst nedover hendes skuldre, og hun stod i en simpel, hvid kjole uden stropper og med et fint lyselilla mønster i bunden. Hun så på Lyrios, uden genkendelse i blikket. "Ja? Hvad kan jeg hjælpe dem med?"

[Malekith]

Malekiths ansigt viste ikke tegn på skuffelse eller irritation over at hun ikke genkendte ham. Man kunne lige skimte et glimt af et eller andet i hans øjne, hvorvidt det var irritation, vrede eller skuffelse var ikke til at vurdere. Et øjeblik stod han og ventede, inden han snakkede igen "Hvordan har jeres hovede det idag, de slog dem jo igår husker de nok" Malekith havde kontrol over sin stemme, og fjernede de fleste tegn på skuffelse fra sin stemme. Det var sandsyneligvis efterdønninger fra det slag hun havde fået som havde givet hende en smule hukommelses tab. Hvis ikke hun huskede ham, ville det være godt detsamme og han måtte lade hende være i fred.

[Zelda]

Hun sukkede let og rystede på hoved. "Jeg har det bedre.. tror jeg.. Jeg husker desværre intet" sagde hun beklagende. Hendes blik faldt på ham, og blev en smule mere indtrængende "Vent.. jeg husker dem.. De var der igår, de hjalp mig!" et lille smil bredte sig på hendes læber "Tak, hvis jeg ikke allerede har sagt det, så tusinde tak!". Hendes øjne smilede om kab med hendes læber, og hendes taknemmelighed var tydelig. Hun trådte lidt tilbage, og åbnede døren helt, med en indbydende mine. Hun blev selv stående ved døren, for at lukke den efter ham. Inde på værelset lå hendes rejsekappe over en skammel ved siden af sengen, og man kunne se der lå et par ting under den. "Jeg ved dette måske virker underligt, men.." hendes ansigt blev en smule usikkert "Jeg fortalte dem vel ikke mit navn i går, gjorde jeg?"

[Malekith]

Et smil bredte sig på Malekith's læber da hun huskede ham og bød ham ind. Han gik ind og satte sig i den sofa som stod på hendes værelse. "Jamen glæden ved at hjælpe jer er på min side, i takkede mig skam også igår"
Han holdt en kort kunst pause "Hvis ikke jeg husker galt er det navn I bad mig bruge om Jer Zelda" Han smilede stadigt venligt "Husker i mit navn? Hvis ikke skal jeg med glæde reintroducerer mig selv, I bedes kalde mig ved navnet Lyrios, vi havde en aftale om et dele et måltid morgenmad sammen idag hvis i skulle have glemt det" Malekith lænede sig tilbage, "Har i en foretrukken form for spise i ønsker eller skal vi få krofatteren til at bringe noget op når i har skiftet til noget andet end jeres natkjole?"

[Zelda]

Zelda lukkede døren bagved ham, og satte sig i en stol der stod overfor sofaen og smilede til ham "Zelda.. Ja, det siger mig noget..." Hun så tænksom ud en tid, som om hun prøvede at huske noget der var meget meget fjernt. Til sidst rystede hun en smule på hoved, og vendte opmærksomheden mod Lyrios igen. "Det kommer nok tilbage til mig med tiden. Men det glæder mig at gøre deres bekendtskab igen Lyrios. De må virkelig undskyld denne ulejlighed" undskyldte hun. "Men morgenmad ville være skønt. Jeg er sikker på hvad end krofatter kan bringe vil være tilstrækkeligt" sagde hun med et nik og rejste sig roligt. "så vil jeg klæ mig en smule mere anstændigt i mellemtiden" sluttede hun med et lille smil.

[Malekith]

Malekith rejste sig smilende "Jeg for bragt lidt af hvert op" Han lagde et svagt tryk på ordet lidt han spiste ikke selv særligt meget og han regnede dømmende efter Zeldas spinkle form ikke med at hun spiste synderligt meget.
Herefter forlod han rummet, ned af trappen indtil han nåede krostuen hvor han fortalte krofatteren hvad han ønskede at få bragt op til Zeldas værelse. Herefter gik han stille og roligt tilbage til Zeldas værelse hvor han bankede på "Jeg kommer ind nu" Herefter åbnede han døren og gik ind "Krofatteren kommer op med noget mad om et kort stykke tid når maden er lavet"

[Zelda]

Zelda nikkede, og så lidt efter Lyrios da han forlod rummet. Han virkede så rar og forstående. Han var nok en gammel ven! Hun smilede for sig selv, lykkelig over at have en ven nær nu hvor hun knap kunne huske hvem hun selv var. Hun vendte tilbage til sengen, og begyndte at klæde sig på.
"Bare kom ind!" svarede hun muntert da han bankede. Hun stod, nu fuldt påklædt, ved vinduet, og nød formiddagssolen. Den simple hvide kjole viste sig at være hendes underkjole, for hun bar den stadig, med en lys lilla overdel. De hvide handsker Lyrios havde fået et glimt af dagen før, viste sig at dække helt op til skuldrene, der var dækket af gyldne skulderplader. Alt i alt var hun et imponerende syn som hun stod i solens stråler. "Det lyder fantastisk" svarede hun og sendte ham et taknemligt smil.