|
|
Post by Guderne on Feb 17, 2010 18:23:42 GMT 1
1. Del:
36 år senere…
Det var midt om sommeren, og solen stod højt på himlen og ramte den strand, hvor Kaptajn Darroc havde sat sin fod får flere årtier tilbage. Siden dengang havde intet levende væsen udefra betrådt jorden, men nu kunne et skib anes i det fjerne, og efter en halv time var det skib blevet til en hel flåde at skibe med retning mod øen. Efterhånden som skibene nærmede sig deres mål, kom væsner fra alle racer til syne på dækkene, hvor de stimlede sammen ved skibets sider for at iagttage deres nye hjem. I nu næsten to måneder havde de været på vej mod deres mål, og mange var omkommet af sygdom eller ulykker. Langt de fleste havde dog overlevet og så nu frem til en ny begyndelse i en ny verden. Endelig lagde skibene til ved stranden, og nybyggerne strømmede ud og begyndte at transportere deres ting fra skibene til det tørre sand. Snart var de i gang med at lave en lejr under ledelse af en række overordnede. En skikkelse skilte sig klart ud fra resten, idet den gik hen ad stranden. Det var en høj mand iklædt en kåbe og en spids hat med skygge der konstant skiftede mellem gule, røde og orange farver. Han havde et langt, hvidt, velplejet skæg, et ansigt, der var usædvanlig ungdommeligt for hans høje alder, skarpe, himmelblå øjne og et par spidse ører, der afslørede ham som højelver. Han gik med faste, hurtige skridt og en rank holdning, der udstrålede selvtillid og magt, og i hans højre hånd bar han en lang træstav. Ved hans side gik en ung menneskedreng med blondt hår og et usikkert ansigtsudtryk, iklædt en orange kåbe og en spids, orange hat med skygge. Drengen så sig hele tiden nysgerrigt omkring og måtte af og til løbe for at komme op på højelverens side, hvis noget fangede hans blik lidt for længe.
”Nå, Jarco. Hvad synes du om dit nye hjem?”
Det var højelveren, der brød tavsheden, efter at de havde gået et stykke tid. Jarco måtte rive sit blik løs fra de mange mennesker omkring sig og se op mod højelveren.
”Det ser godt ud, Mester.” Svarede han hurtigt.
Højelveren nikkede stille og fortsatte.
”Det er godt, du synes det. Her skal vi skabe en ny by og en ny fremtid. Først mig, og sidenhen skal du, som min lærling, overtage hele min magt og dermed også mit ansvar.”
Jarco vendte sit blik mod jorden og sank en klump. ”Ja, mester.” Svarede han med en lille stemme. De ord havde han hørt lige siden ham kom i lære som Viconte Marcus af Zera, men han havde alligevel aldrig vænnet sig til tanken. Det havde været slemt nok i Viscontens by, Zera, men nu, hvor de havde rejst til Orocas, ville Visconten få langt mere magt, og dermed ville Jarco få langt mere at leve op til. Problemet var, at Visconten var så stærk en magiker og så klog en leder. Hvordan skulle Jarco nogen sinde kunne leve op til det? Han vidste godt, at hans evner var meget store for en magiker på hans alder, men stadig. Visconten havde haft over hundrede år til at opnå sine færdigheder, og Jarco var kun et menneske.
”Visconte! Vil I ikke beære mig med Jeres selskab?”
Råbet kom fra en mørkglødet mand. Manden var sidst i tyverne og klædt i smukke, røde og mørkorange klæder, og med en turban på hovedet. Han så ud til at være sidst i tyverne, og havde et venligt ansigt med et krøllet fuldskæg.
Han gik smilende hen til Marcus og fortsatte uden at vente på svar.
”Goddag, Visconte. Jarco. Så nåede vi det endelig. Jeg lover jer at en helt ny tid vil begynde her.”
Marcus så på manden og nikkede roligt.
”Vær hilset Kanaka. Ja. Så nåede vi det omsider. Folk er allerede nået langt. Inden længe vil vi kunne begynde at bygge lejren op.”
Imens Marcus og Kanaka talte, skævede Jarco til Kanakas livvagt, der ikke så ud til at tage nogen notits af ham. Dette var en østligt udseende mand med et langt hoved, skæve øjne og langt hår, der var bundet sammen til en hestehale. Mandens ansigt var ganske pænt, men viste ingen tegn på følelser overhovedet. Han var iklædt fuldstændig sort tøj med en lige så sort kappe uden over, som han svøbte sig i på trods af varmen. Jarco vidste ikke meget om ham. Kun, at han hed Lee, og var en lejesoldat fra det Østlige Rige, som Kanaka havde hyret. Lee benyttede sig af et moderne våben, revolveren, og mestrede, ifølge Kanakas fortællinger, dette til fulde. Jarco havde på fornemmelsen af, at især det gjorde ham til en vigtig person at have med. Man havde, efter Kanakas rådgivning, investeret mange penge i revolvere og geværer til turen, og på turen havde Lee brugt lang tid på at lære skytterne at benytte disse rigtigt.
”Vi bliver vist nødt til at afbryde vores samtale for en stund, kære Visconte. Der kommer Muorta med nyheder.”
Ved lyden af Kanakas stemme vendte alle de fire sig rundt og så på Marcus rådgiver, der nærmede sig. Muorta var en mystisk person iklædt en lille kutte med en hætte, der altid var trukket over hans hoved. Han bar handsker og en maske af metal, og han gik altid foroverbøjet, så han virkede mindre, end han var. Muorta havde rådgivet Marcus i snart et år nu, efter at Kanaka havde introduceret dem for hinanden. Når han ikke lavede sine pligter, holdt han sig mest for sig selv, og han talte stort set ikke med andre end Marcus. Af den grund vidste Jarco ikke meget om ham. Kun at han led af en frygtelig sygdom, der gjorde, at han så ganske forfærdelig ud, og at han af den grund dækkede hele sin krop og sit ansigt til.
Muorta standsede foran de fire og så på dem med sine røde øjne.
”Visconte. Herre Kanaka. Rådsteltet er rejst, og Rådet er er kaldt til møde angående vores ankomst.”
Marcus nikkede. ”Udmærket.”
Derefter begav de sig alle fem mod teltet.
Skjult bag træerne i junglen stod en skikkelse, mens den holdt øje med de fremmede. Det var en ork iklædt stramme skindbukser og med malede symboler på brystet. På ryggen bar han et kogger med lange, primitive kastespyd med spidser af sten. Han var ikke stor for en ork, men han havde muskler af den slags, der bruges til at bevæge sig hurtigt og præcist. Orken havde kort, sort hår, med to fjer i. Hans øjne hvilede på de fremmede, mens de begyndte at slå deres telte op og flytte deres ting ind i dem. Derefter vendte han pludselig om og satte i løb ind i junglen.
Orkens navn var Matuc Skovløber, og han var en jæger i Fjargo-stammen, inde i junglen. Matuc bar sit navn og sit erhverv med stolthed. Jæger var ikke en titel, hvem som helst fik. Jægere var hævet over de almindelige krigere og deres indbyrdes fejder om magt. Kun Høvdingen og shamanen stod over jægerne. For at blive jæger, krævede det ikke nødvendigvis, at man var speciel stærk. De blev udvalgt på grund af deres hurtighed og evne til at bevæge sig lydløst og uset. Jægere skulle kunne fungere som spejdere og stifindere, og vigtigst af alt skulle de være dygtige jægere. Størstedelen af en stammes bytte blev fanget af dens jægere.
Det var mens, han var på jagt, at Matuc havde opdaget de fremmede. Han vidste, at øen en gang før havde været besøgt af fremmede. Dengang havde en gruppe krigere opdaget og angrebet dem, for at slå dem ihjel. Det var dog lykkedes de fremmede at slå krigerne på flugt, men angrebet var alligevel succesfuldt. De fremmede stak af og kom ikke igen. I hvert fald ikke indtil nu.
Endelig nåede Matuc Fjargo-stammens boplads. En af orkkrigerne, der sad og reparerede sin kølle, så op på ham.
”Matuc? Du kommer tilbage uden bytte?”
Matuc gengælde hans blik og kunne se et strejf af bebrejdelse i det.
”Der er ting, der er vigtigere end mad lige nu, Vhondrar. Jeg må tale med høvdingen og shamanen hurtigst muligt.” Svarede han med tydelig irritation i stemmen.
Vhondrar så køligt på ham, men pegede så hen mod landsbyens midte.
”Han taler med ældrerådet. Hvis det, du har at fortælle, virkelig er så vigtigt, vil han nok ikke have noget imod at blive afbrudt.”
Matuc ignorerede den andens ord og gik med hastige skridt hen mod bopladsens midte. Snart efter ankom han til rådsbygningen, hvor en enøjet ork stod og talte med en gruppe gamle orkere.
”Høvding Tynva. Ældreråd. Jeg kommer med store nyheder. Jeg må straks tale med jer og shamanen.” Afbrød Matuc dem.
Høvdingen, en ældre ork med kun et øje, kastede et irriteret blik på ham, men nåede så frem til, at Matuc ikke ville besvære ham, medmindre det var vigtigt. Han nikkede.
”Nuvel. Shamanen er i sin hytte. Vi henter hende og snakker bagefter.”
De to gik hen til shamanens hus, hvor Tynva gav Matuc besked på at vente før han selv gik ind.
”Mishana. Vi skal bruge dig. Det er vigtigt.”
Der lød nogle lyde af skåle, der blev rykket rundt, hvorefter en ung, kvindelig ork kom ud af huset. Mishana var en ganske smuk ork. Han var stor, muskuløs og havde intelligente øjne og langt, smukt hår. Det var ærgerligt, at ånderne havde valgt at gøre hende til shaman. Hun ville have kunnet føde mange stærke og sunde børn. Desværre måtte shamaner ikke pare sig. Til gengæld var det den eneste måde, hvorpå kvinder kunne få status i stammen, med undtagelse af de få, der havde talent nok til at blive jægere. Der var kun få kvinder, der fik lov at vælge denne vej, men til gengæld var de ofte nogen af de dygtigste jægere.
Høvdingen så nu utålmodigt på Matuc. ”Kom så. Du kan tale, mens vi går.”
Derefter begav de tre sig gennem byen, mens Matuc fortalte sin historie.
”Jeg var ude at jage i dag.” Sagde han. ”Jeg fandt spor fra et stort, fedt svin. Sporene ledte mig ud i udkanten af junglen, men der standsede de, og det syn der mødte mig, fik mig til at tvivle på, om jeg kunne stole på mine egne øjne. Sletten og stranden var fyldt med fremmede væsner. På en måde lignede de orkere, og på en måde ikke. De havde en orks kropsbygning, men de var mindre og svagere, og de havde mærkelige hudfarver. De gik i mærkeligt tøj, og de stillede mærkelige telte op og havde mærkelige ting med sig. I havet, ved stranden, stod store, store, flydende træting, præcis ligesom i historien for flere generationer siden.”
Da Matuc havde talt færdig, stod Tynva et stykke tid, og så på ham med et granskende blik. Han nåede dog ikke at stå længe, før en lyd fangede Matucs øre, og han vendte sig hurtigt mod den og trak et spyd fra sit kogger.
”Tag det roligt, Matuc Skovløber. Jeg kommer med fred for at fortælle, at vores høvding, Grurtog Klippeknuser, har indkaldt til fællesmøde.” Lød en kølig stemme.
Stemmen kom fra en ork få meter fra dem. Slarker Skyggekniv var hans navn. Slarkar var slankere end normale orkere, men højere end Matuc. Han gik i et par stramme, korte skindbukser med et bælte, hvor han bar de korte knive med klinger af sten, som han kæmpede med. Hans hår var langt og hans ansigt udtryksløst. Slarkar havde fået sit navn på grund af sin evne til at snige sig lydløst ind på sit bytte og myrde det med sine stenknive. Det irriterede dog alligevel Matuc, at han først havde fået så sent øje på ham, selv om han var jæger. Var Slarkar kommet for at erklære krig, villa han let have kunnet nå at dræbe Matuc. Matuc måtte bittert erkende, at Slarkar bar titlen som den dygtigste jæger af alle de otte klaner med rette.
Rådet var en samling af de vigtigste personer blandt nybyggerne, og det var til rådsmøderne, alle vigtige beslutninger blev truffet. Lige nu var samtlige medlemmer af Rådet samlet i det store telt, der var rådsteltet, indtil man fik bygget en egentlig rådsbygning. Medlemmerne sad på stole i teltet og talte i alt tolv personer.
Der var Visconte Marcus af Zera, der var kendt som en mægtig troldmand i Det Vestlige Rige. Marcus havde fra en tidlig alder viet sit liv til magien, og han havde derfor opnået en styrke, kun få andre kunne prale af. Derudover var han intelligent, og han havde en stærk udstråling, og af den grund havde Fyrsten af Tugui ofte brugt ham som rådgiver på trods af hans lave titel.
Med Marcus var hans unge lærling, Jarco Helwinssøn, og hans rådgiver Muorta. Marcus havde aldrig giftet sig, og derfor havde han, da han begyndte at mærke alderdommen, valgt lærling, der kunne arve ham og videreføre hans viden og magt. Valget var faldet på Jarco på grund af hans store talent for magi. Jarcos nervøsitet og vage fremtræden var ting, Marcus var overbevist om, ville forsvinde med tiden.
Muorta var den mest mystiske person i forsamlingen. Ingen vidste rigtig noget om ham, og der gik mange historier om ham. Det var dog tydeligt, at han var meget pligtopfyldende og loyal over for Marcus, fordi denne havde taget ham til sig.
Det var Kanakan Makotassøn, der i sin tid havde introduceret Marcus og Muorta for hinanden, og han var det andet medlem i rådet. Kanaka var en livlig og karismatisk person, og en igangsætter med store visioner. Hans far havde blot ejet en simpel butik i Zarabi, men da han døde, havde Makata solgt den for at rejse ud i verden. Den dag i dag var han en aktiv forretningsmand med magtfulde kontakter verden over. Hans ambitioner rakte dog længere, men han havde også evnerne til at opnå dem. Han var intelligent, veltalende og han havde en evne til at være et skridt forud for alle andre og opdage muligheder, når han mødte dem. Det var ham, der havde hørt om Orocas fra en fattig, gammel mand, der engang havde været kaptajn i Dragarmias flåde, og det havde kun kostet ham denarer nok til at drikke den gamle fuld. Det var også ham, der havde brugt sin magt og indflydelse til at samle medlemmerne af rådet og fået dem med i sit projekt. Størstedelen af planlægningen var ligeledes hans arbejde. Som han havde forudsagt, havde det ikke været noget problem at få folk til at flytte til øen. Der var stor fattigdom i verden, og adskillige mennesker havde med kyshånd taget imod muligheden for at flytte til en ø langt fra krigen og begynde et nyt liv. Med Orocas havde Kanaka lavet en alt eller intet satsning, og alle hans penge og magt havde han investeret i dette projekt.
Bag Kanaka stod hans livvagt, Lee Daxinssøn. Lee var en stille lejesoldat fra Det Østlige Rige. Han var kendt for at være professionel og effektiv, men Kanaka havde først og fremmest valgt ham på grund af hans effektivitet med en pistol. Pistoler var et forholdsvist nyt våben som Kanaka var meget fascineret af og så en stor fremtid i. Lee havde dog sine egne grunde, til at tage med. Han var født ind i en fattig familie og havde fra en tidlig alder måttet klare sig selv. For ham var Orocas en mulighed for at starte et nyt liv. Med de penge, Kanaka havde lovet ham, ville han kunne spare rigeligt op, og om en ti år ville han kunne trække sig tilbage som en rig mand, måske endda som medlem af råddet.
Sir Geran af Fjellborg i Det Nordlige Rige var det tredje medlem af Råddet. Han var en ung, muskuløs mand med rødt hår og et sammenbidt ansigt. Han var en ridder, og gik derfor altid iklædt rustning og altid med et sværd ved sin side. I kamp eller hvis han skulle rejse, red han desuden på sin grif, Gondai. Sir Geran havde sine helt egne grund til at støtte projektet. Da han var sin fars yngre søn, var det hans ældre bror, der havde arvet farens titel og by, og dette fået Geran til at forlade byen i raseri og bitterhed for selv at vinde sig magt. Siden da havde hans liv dog været i modvind. Han var ikke speciel modig eller intelligent, og fik derfor aldrig den status, han håbede på, selv om han rejste fra by til by. Nu, hvor han var kommet til Orocas, regnede han dog med, at det ville vende. Han havde arvet en, ikke ringe, sum penge fra sin far, som han havde kunnet gøre krav på, og ved at støtte projektet med dem, var det lykkedes ham at opnå en plads i Råddet.
Det fjerde medlem af Råddet var Baron Jahan af Ismedi, der havde været en af rådgiverne til Ismedis fyrste. Baronen havde, ligesom mange andre medlemmer af Råddet, støttet projektet med alle sine penge og al sin indflydelse. Han var en middelaldrende mand med mørkt hår og et bekymret ansigtsudtryk, iklædt smukke, blå klæder. Baronen var en svag og ubeslutsom person. Han var hverken kendt for sine evner i kamp, sit mod eller sin intelligens. Den egentlige magt lå hos hans kone, Baronesse Zaima af Ismedi.
Baronessen kom fra en anden af Ismedis adelige familier, og hun var godt tyve år yngre end sin mand, men langt klogere. Hun var en smuk, charmerende kvinde med glat hud, langt, sort hår, skæve øjne og en smuk kropsbygning. Denne dag var hun klædt i en smuk, grøn kjole af silke. Hun var desuden intelligent og erfaren inden for magtspil, og fungerede derfor som den drivende kraft bag sin mand. Desuden havde hun nogle basale, magiske kundskaber, hun kunne benytte sig af.
Det femte medlem af Råddet var Sodomar Butassøn, en af Zoraks frygtede ypperstepræster. Sodomar kom fra Mazaborg, hvor han havde stor anseelse, og hvor han havde fungeret som leder for Zoraks tilbedere. Han var en meget vigtig person på grund af hans status. I et projekt som dette var det meget vigtigt at have gudernes velvilje, og dette sørgede Sodomar for. Om ikke andet holdt han moralen oppe hos folk. Så længe han var i Råddet, ville de ikke turde gøre oprør. Det eneste problem ved ham, var, at han var en fanatiker. Han stoelde fuldt ud på Zoraks bud og love, og overholdt dem til punkt og prikke. Han var magtgal, hævngerrig og sværm, hvis ikke umulig, at diskutere med.
Med Sodomar var hans tjener, Ryrtok. Ryrtok var en middelalderlig skaldet mand. Han var forholdsvis lille og havde intelligente grønne øjne og et ansigt som en rævs. Han var klædt i en sort kutte med hætte, og var et næsten lige så stort mysterium som Muorta. Ingen vidste noget om ham, udover at han var fuldstændig loyal over for Sodomar og havde en evne til at opsnappe andres hemmeligheder, som han derefter fortalte videre til sin herre.
Det sjette medlem af Råddet var Baron Tom af Hemarci. Baronen var en gammel mand, der i sin tid havde kæmpet for Den Nordlige Konge, og var blevet belønnet for det med en titel og en by. For et par år siden var han dog blevet uvenner med Kongen, og siden havde han ikke følt den samme loyalitet over for ham. På trods af sin gamle alder havde Tom et skarpt blik og en fast holdning. Det var dog også tydeligt, at han ikke var ung længere. Hans krop havde ikke længere den styrke, den engang havde, og hans korte hår var gråt. Han bar også tydelige præg af de mange kampe, han havde deltaget i. Han manglede det ene øre, havde et ar på kinden og haltede slemt. Hans sind var dog lige så friskt som hans blik. Han var intelligent og en god strateg. Han var loyal, modig og ærefuld, men han var dog samtidig stædig og hård, og var ikke bange for at sige sin mening.
Med Tom var også hans søn, Thesym af Hemarci. Thesym lignede overhovedet ikke sin far. Han var høj, havde store, blå øjne, lyst hår og et smukt, aflangt ansigt. Han var slank, alt andet end muskuløs, og havde talent for magi. Hvad opførsel angik var Thesym også så fjern fra Tom, at man kunne undre sig over, om de overhovedet var i familie. Thesym var indelukket og virkede sårbar og skrøbelig. Han havde heller ikke haft en nem opvækst. Han havde aldrig haft nogen mor. Pludselig var hans far blot dukket op med ham. Ud fra det havde man konkluderet, at Thesym var et barn uden for ægteskabet, affødt af en kort affære, og Tom havde tydeligvis altid set ham som sin egen fejltagelse. Han havde taget sig af Thesym, som hans ære bød ham, men han havde aldrig givet ham kærlighed. Der var dog ingen tvivl om, at Thesym en dag ville følge i sin fars fodspor og blive baron.
Dette var de seks personer, der havde den egentlige magt i Råddet. De sidste seks personer i Råddet virkede mere som Rådgivere og officerer, end egentlige magthavere.
Det syvende medlem var Sir Wan Xymarssøn. Han var en ganske pæn, middelaldrende mand med et velplejet, let arrogant ansigt og langt hår, sat i en hårpisk. Han var iklædt smukt, grønt tøj, der samtidig var let at bevæge sig i, og ved hans side bar han et sværd. Wan var en intelligent og erfaren kriger. Han var vant til at adlyde ordre, men kunne samtidig tage beslutninger selv. Han handlede altid hurtigt, men gav sig også tid nok til ikke at tage forhastede beslutninger. Wan havde i sin tid været samurai i Quihangs hær, men han var stukket af og havde levet som herreløs samurai et stykke tid. Nu fungerede han som den overordnede general blandt nybyggerne.
Det ottende medlem af rådet var Kaptajn Ghum orkassøn, også kendt under navnet ”Tyren”. Kaptajn Ghum var en sørøver fra Midterhavet, frygtet af både sine fjender og sin besætning. Han var en stor, muskuløs Ork med mange sår. I sin tid havde han mistet et øje i kamp, hvorfor han gik med klap. Derudover var han iklædt en brun læderrustning, og han bar to et sværd ved hver side. Et menneske ville være nødt til at bruge to hænder for blot at kunne håndtere et af dem, men Ghum svang dem begge i kamp. Han var kendt for sin vildskab og blodtørst i kamp, men også for at være en voldelig og sadistisk tyran, især når han drak sig fuld. Han var dum og grådig, og traf derfor ofte forkerte beslutninger. Ære var et begreb, der var ham fjernt, og han stak gerne en modstander i ryggen, hvis han fik chancen. I dette projekt var det hovedsagligt hans viden om søfart, man havde eftertragtet. At han var en stærk kriger med en kamptrænet besætning var dog også en fordel.
Det niende medlem var Kaptajn Jibelin Varmisdatter, der også var kendt under navnene Det Sydlige Oceans Dronning eller Syddronningen. Hun var en havboer født på overfladen, der siden var stukket til søs og havde skabt sig et liv som pirat. Da hun var havboer, og desuden beherskede vandets element, var havet hendes hjemmebane, og hun havde før sænket hele skibe alene. Hun var en smuk kvinde med smukke former, klædt i orange og gule klæder, der stod godt til hendes mørkeblå hud. Hun gik i store støvler, bar en sabel ved sin side og havde en hat med skygge på hovedet, hvorfra hendes mørke hår faldt ned. Hendes ansigt var kønt, men alvorligt og hendes smaragdgrønne øjne følelseskolde. Man skulle dog ikke lade sig narre af hendes smukke ydre. Hendes humør var omskifteligt som havet selv. Det ene øjeblik kunne hun være rolig, det næste kunne hun eksplodere i raseri. Hun glemte aldrig en uret begået mod hende og var desuden kontrollerende og kommanderende. På Det Sydlige Ocean havde hendes evner og fornemmelse for havet dog givet hende en stor magt, og det var hovedsagligt det sidste, man havde eftertragtet, da man gav hende en plads i Råddet.
Det tiende medlem var Kaptajn Jack Lameussøn også kendt som Den Sorte. Jack var sørøverkaptajn, men helt anderledes end sine to kolleger. Han var charmerende, intleligent, veltalende og humoristisk. Han var en glimrende strateg, og så modig at det nogle gange grænsede til det tåbelige. Han var en ung mand med sort, velplejet skæg, langt, sort krøllet hår og et muntert ansigt med to smilende, grønne øjne. Hans hud var solbrun og hans krop smidig og stærk. Han gik i smagfuldt tøj, store støvler og med en brun hat med skygge. Ved sin side bar han en kårde. Jack var kendt som et muntert væsen, der nød livet og gerne spillede højt spil. Han havde dog samtidig bevaret en vis følelse af ære, på trods af sit hverv, og han havde derfor visse principper, som både han og hans besætning måtte overholde. Han var kendt som damernes ven og havde forført mange unge kvindehjerter.
Det ellevte medlem af Råddet var Deshar Verdinassøn. Deshar var en mørkelver snigmorder, der engang var flygtet til oververdenen. Han var iklædt sort tøj, der var let at bevæge sig i, deriblandt et sort slør, der skjulte hans mund for fremmede. Han talte sjældent, hvis nogensinde. Adlød blot ordrer, og hvis han skulle give dem videre, skete det med tegnesprog. Han var blevet anfører for en gruppe af snigmordere, der skulle fungere som spejdere og spioner på turen. Deshar var professionel og kunne bevæge sig noget nær lydløst. Han bar et bælte med adskillige knive, der alle var smurt i gift.
Det sidste medlem af Råddet var Grau Moriassøn, en enfoldig dværgeopfinder fra Hieraga. Grau var en speciel type, selv for en dværg. Han var lille og bleg og iklædt beskidte, brune klæder. Han så dårligt og gik derfor med briller. Han var ikke stærk og udholdende som andre dværge. Til gengæld var han et mekanisk geni. Han virkede til at være fuldstændig ligeglad med, hvad der gik rundt omkring ham, så længe han fik lov til at pusle med sine opfindelser. På trods af sin opførsel og ringe indflydelse var han en af de vigtigste personer i Råddet. Det var ham, der havde lavet samtlige af de pistoler og geværer, der var blevet medbragt. Desuden fungerede han som arkitekt. Han havde til opgave at bestemme, hvordan byen skulle bygges op og organiseres, samt hvordan de enkelte huse skulle se ud.
Råddets medlemmer var de eneste personer, der kendte til projektets virkelige formål, at vinde titlen som Kejser. Det officielle formål var, at skabe et nyt samfund på en ø, langt fra resten af verden, men i virkeligheden ville Rådet bruge øen til at opbygge en hær, langt væk fra alle andres blikke, og derefter pludselig gå til angreb og erobre resten af verden. Det var en risikabel plan, men den skulle nok lykkedes. De afgørende var, at ingen uden for øen fik mistanke om det egentlige formål.
Det blev Kanaka, der indledte det første rådsmøde.
”Mine damer og herrer.” Sagde han med munter stemme. ”Tillad mig at lykønske os alle med den succesfulde ankomst.”
Råddets medlemmer så på ham og nikkede bifaldende, og mange smilte også. Turen til øen var gået over al forventning takket være de tre kaptajners erfaring og viden. Derefter tog Baron Tom ordet.
”Godt godt. Nu, hvor det er gjort, kan vi måske komme til at diskutere vores nuværende situation. Det er vigtigt, at vi for undersøgt øen hurtigst muligt. Vi ved endnu ikke, hvilke uhyrer og vanskabninger der bor her.”
”Jeg er enig med Baronen.” Tilsluttede Visconte Marcus sig. ”Men jeg vil foretrække, hvis vi får lejren op at stå først. Vi må have sikret alle ly til natten, og til det får vi brug for alle kræfter. Vi kunne selvfølgelig danne en mindre gruppe, der kan undersøge omgivelserne, men som Baronen sagde, ved vi endnu ikke, hvad der skjuler sig derude. Jeg ville foretrække, hvis vi venter og så sender større grupper af sted i morgen.”
Da Visconten havde talt færdig, lød der bifaldende mumlen fra Råddets medlemmer. Baronesse Zaima så på Visconten med et smil. ”Hvad er det helt præcist, I foreslår, kære Visconte?”
”Jeg foreslår, at vi bygger lejren op indtil i morgen. I morgen deler vi mændene op. Halvdelen bliver hjemme og halvdelen bliver delt op i tre grupper, der skal undersøge omgivelserne. To grupper bevæger sig med kysten på hver side, og en går ligeud ind i junglen. Hver gruppe bliver ledet af et medlem af Råddet.”
Medlemmerne nikkede bifaldende af forslaget, og Baron Tom så på Sir Wan.
”Sir. I er blevet udnævnt til den øverste general for vores styrker. Hvad mener I om dette forslag?”
Samuraien så tænksomt på baronen. ”Jeg mener, at det lyder som et ganske glimrende forslag. Det er vigtigt, at vi får lejren op at stå så hurtigt så muligt. Desuden er det en fordel at efterforske i store grupper. Til den tid vil vi også have et forsvar bygget op, så vi kan være i stand til at forsvare lejren, skulle der vise sig at være en fare på øen.”
”Strålende!” Sagde Kanaka. ”Så er det på plads. Så mangler vi blot at beslutte, hvem der skal lede de tre grupper, og hvem der skal deltage i dem. Jeg går ud fra, at vi får brug for geværer, helbredere og magikere i hver gruppe. Derudover vil jeg foreslå en fjerde gruppe bestående af Deshar Verdinassøn og hans folk. De er jo egentlig de mest kvalificerede til denne type opgave. De er i stand til at bevæge sig hurtigt, lydløst og uset, og opdage ting, vi andre måske ville overse.”
Dette kunne råddets medlemmer kun tilslutte sig.
Det var aften, og mørket havde indhyllet junglen og lokket mange rovdyr ud af deres skjul. Samtlige otte orkstammer var samlet omkring det enorme bål ved Fjargo-stammens bålplads. En mindre ork var kravlet op på taget af et hus, hvorfra han spændt så på orkerne omkring bålet. Orken hed Hjarto Kvist, og han var ganske lille og svag, selv for en ork på hans alder. Han var en forældreløs ork fra Huuti-stammen, og da han hverken havde udvist evner som jæger eller shaman, havde han kun ringe udsigter for fremtiden. Han var dog stadig i en alder, hvor man kunne tillade sig at drømme, og dette privilegium udnyttede han groft.
Hjarto var spændt. Fællesmøder var en sjælden ting. Der var kun få ting, der kunne forene stammerne, der normalt konkurrerede og endda førte krig mod hinanden. Forrest ved bålet kunne han se de mest ansete orkere fra hver stamme. De vigtigste var de otte høvdinge. Aller forrest stod høvding Grurtog Klippeknuser af Kroxor-stammen, også kendt som Konge-stammen. Kroxor-stammen var den største stamme, men derudover havde den også den bedste shaman og den bedste jæger, hvorfor det også var den uden tvivl stærkeste stamme. Stammen holdt til midt i Slettelandet ved Kroxor-søen. Grurtog Klippeknuser var en stor ork iklædt stramme, korte skindbukser og en kappe af skind. Han kæmpede med to store stenøkser i kamp, og var en strålende leder i krig. Grurtogs styrke lå i, at han ikke blot var stærk og udholdende som normale orkkrigere, men også hurtig og smidig. Det var ham, der havde indkaldt til klanmøde.
Hjarto kunne også se høvding Tynva Letfod af Fjargo-stammen, også kendt som Ældre-stammen. Fjargo-stammen var den ældste af samtlige otte stammer, og deres boplads lå midt i den østlige jungle. Det var en gammel plads med en stærk forbindelse til forfædrenes ånder, og det var her, fællesmøderne blev holdt. Stammen var den eneste, der havde et ældreråd, hvis opgave det var at rådgive høvdingen. Tynva Letfod var en usædvanlig gammel høvding, hvilket var lidt af en bedrift. Høvdinge sad kun så længe, de kunne besejre alle udfordrer. I det øjeblik de tabte en udfordring, mistede de samtidig deres høvdinge status. For Tynva var det dog lykkedes at blive siddende i adskillige år. Man kunne dog se alderdommens tegn og spor på Tynva. Han var ikke længere så muskuløs, og han var blevet en anelse krumrygget. Han manglede nogle tænder, og hans venstre øje havde han mistet i kamp. Han havde langt, sort hår, og var klædt i en skindkappe og et par stramme skindbukser. Tynva havde i sin tid fået sit tilnavn på grund af sin hurtighed, og selv om alderen også havde svækket den, havde han stadig sin erfaring, der gjorde det muligt for ham at holde pladsen som høvding lidt endnu. Han bar sine våben, en stenkølle og et skjold.
Den største af høvdingene var Vranto Blodøkse fra Ugaro-stammen, også kendt som Kriger-stammen. Stammen havde boplads ved den sydlige del af sletterne, og var den mest krigeriske af de otte stammer. Den havde ingen jægere, men havde i stedet en gruppe af stærke bersærkere. Vranto var den stærkeste af disse bersærkere. Han var enorm og klædt i en skindkofte. Hans lange, sorte hår var bundet op i fletninger med perler, og ved sin side bar han sin enorme stenøkse. Vranto var en tyrannisk og aggressiv leder, det straffede selv den mindste forseelse hårdt, men han var også en frygtet kriger.
Den ældste af høvdingene var Ghamji Skarpsind af Wyxi-stammen, også kendt som Ånde-stammen. I Wyxi-stammen var dette dog ikke så meget en bedrift. Wyxi-stammen havde ikke mindre end tre shamaner, hvor andre stammer kun havde en, og det var blandt disse shamaner, høvdingen blev fundet, og han sad derefter, til han døde. Stammen holdt til ved de nordlige sletter, hvor forbindelsen til ånderne var stærk. Ghamji var gammel nok til, at han ville kunne komme med i Fjargo-stammens ældreråd, hvis han havde været en af dem. Han var en vis høvding med god kontakt til ånderne. Han var dog ofte også meget fjern, men på grund af sin status var han respekteret blandt orkerne, og hans mening havde stor vægt. Hans lange hår var gråt og han var klædt i en kutte af skind. Han stod og støttede sig op ad sin åndestav, hvorpå et kranium af en ork hang.
For Mjippeli-stammen, også kaldet Dyre-stammen, var høvding Tadesh Spydslynger. Mjippeli-stammen holdt til midt i den vestlige jungle. Stammen var kendt for de mange kamphunde, de brugte til at bevogte deres lejr eller kæmpe i krig. Desuden havde de en bæsttæmmer, der kunne berolige og tæmme dyrene. Nogle påstod endda, at han kunne tale med dem. Tadesh var en ældre, erfaren ork. Han havde langt, løstsiddende hår og et firskårent ansigt med intelligente, brune øjne. Han var klædt i korte, stramme skindbukser og bar desuden et kogger med kastespyd på sin ryg. Tadesh var kendt som en vis og fornuftig høvding og en god lytter, men han var samtidig en stærk spydkaster, der kun sjældent forfejlede sit mål. Samtidig var han i stand til at bruge spyddene effektivt i nærkamp, hvilket gjorde ham til en farlig modstander.
Hjartos egen høvding, Hurtho Trætunge af Huuti-stammen, kendt som Kaste-stammen, var også til stede. Hjartos stamme holdt til i den sydlige del af den østlige jungle. Alle krigerne i stammen var trænede i at bruge kastevåben. Det foretrukne våben bestod af to sten bundet sammen af en lang snor. Man sigtede efter sit offers ben, og ramte man, ville offeret falde sammen. Hurtho var et særtilfælde. Han var høj og ung med et glat, roligt ansigt og intelligente, mørke øjne. Han var ikke speciel stærk, men kunne bevæge sig hurtigt og lydløst som en jæger. Hurtho var velsignet med specielle evner. Han kunne tale med naturen og styre den med sin magi. Desuden var han i stand til at antage form som et dyr, hvilket var en evne kun få besad, og han var endda i stand til at tage form som vinden selv. På grund af disse evner var Hurtho i en tidlig alder blevet høvding uden kamp. Han havde dog siden bevist, at han, med sine evner, sagtens kunne besejre samtlige af klanens krigere og jægere. Hjarto kunne godt lide ham. Han var intelligent og fornuftig. Han var også meget venlig, men det så de fleste orkere som et svaghedstegn. Der var dog ingen tvivl om, at Hurtho udelukkende tænkte på, hvad der var bedst for sin stamme. Han stod mellem de andre høvdinge med sin lange træstav i hånden.
Som høvding for Irash-stammen, Fisker-stammen, var Durko Stærkarm. Irash-stammen havde boplads ved den nordlige kyst i den vestlige jungle. Udover jagt og planter ernærede stammen sig ved fiskeri, og de havde mange kanoer. Durko var lige så ung som Hurtho, men alligevel næsten lige så stor som Vranto. Han var klædt i en skindkofte og havde sort, kortklippet hår og rolige øjne. Durko var en stille person, der sjældent sagde meget. Med sin enorme styrke var han dog blevet høvding i en tidlig alder. Ved sin side bar han den enorme stenkølle, han brugte som våben.
Den sidste høvding var Gunfol Dobbeltknuser af Tottoa-stammen, også kendt som håndværker-stammen. Tottoa-stammen havde boplads ved den nordlige del af den vestlige jungle. Det var den svageste af stammerne, men medlemmerne var dygtige redskabsmagere, og det gjorde dem i stand til at handle med de andre stammer, frem for at kæmpe mod dem. Gunfol var den dygtigste af disse redskabsmagere. Gunfol var en lidt speciel ork. Han var ikke meget ældre end Hurtho og Durko. Han var en eftertænksom og stille ork, der gik mere op i sine redskaber end i sine pligter som høvding. Man sagde, at han ville være lykkelig, hvis han blot kunne få lov til at sidde og lave redskaber hele dagen. Gunfol var ganske stærk og udholdende, men han var mindre end de fleste andre orkere. Han havde langt, sort hår, hvori der var smykker af rav og perler. Han gik i korte, stramme skindbukser og bar udskårne armbånd af træ, der var i forskellige farver. Ved sin side bar han sin berygtede dobbelthammer. Dobbelthammeren var et våben, Gunfol havde opfundet, og kun han forstod at bruge det. Det bestod af en lang, kraftig træstav, hvor der i hver ende var bundet et stort, kraftigt hammerhoved af sten fast. Det var takket være det våben, at Gunfol var blevet høvding.
Udover de otte høvdinge kunne Hjarto også se nogle af de mest kendte medlemmer fra hver klan.
Blandt shamanerne var den eneste, han lagde mærke til, Warnu Åndetaler fra Kroxor-stammen. Warnu var en middelaldrende ork. Han var høj med et intelligent blik og langt, løstsiddende, sort hår, der var pyntet med perler. Warnu var klædt i et par korte, stramme bukser af skind og en stor skindkappe. Warnu var kendt som åndernes yndling, og han var derfor den stærkeste shaman. Han havde en tæt kontakt med ånderne, og fik ofte syn af dem. Denne aften var hans ansigt alvorligt og hårdt.
Blandt krigerne kunne Hjartto se Braig Tordennæve fra Kroxor-stammen. Braig var en lovende, ung kriger. Han var høj og muskuløs og gik klædt i et par korte, stramme skindbukser. Hans ansigt var firskårent med et par rolige, intelligente, brune øjne. Han var skaldet, og ved sin side bar han sin berygtede klinge. Klingen var engang blevet efterladt af fremmede, der ankom for mange år siden. Krigere fra Fjargo-stammen havde jaget de fremmede væk, men de fremmede havde efterladt mange, mærkelige ting, deriblandt mange af deres våben. Din klinge, Braig kæmpede med, bestod af et håndtag, og en stor klinge af et mystisk materiale, der var hårdt og skarpt, selv om det var tyndt. Kun Braig forstod at bruge det, og kun Tottoa-stammens håndværkere kunne vedligeholde det. Det var det eneste af de fremmede våben, der stadig holdt. Braig var ikke blot en stærk kriger, men også intelligent, og mange regnede med, at han en dag ville blive høvding for Kroxor-stammen.
Hjarto kunne også se Umoy Håndtaler af Wyxi-stammen. Hjarto så op til Umoy. Umoy var en lille, tynd ork, med langt, løstsiddende, sort hår. Han var iklædt et par stramme, korte skindbukser og bar et skjold og et langt spyd med en stenspids. Umoys forældre var døde ved fødslen ligesom Hjartos, og han havde været lille og spinkel ligesom Hjarto. Derudover var han ude af stand til at tale, og han måtte forklare sine meninger og tanker gennem sine hænder. Alligevel var det lykkedes ham at blive den stærkeste kriger i samtlige otte klaner. Han kæmpede ikke som nogen anden ork. Umoy var hurtig og smidig, og i kamp dækkede han sig med sit skjold, samtidig med at han stødte ind mod sine modstandere med sit spyd. Når han kæmpede, var det næsten som om, han dansede.
En skikkelse, der et kort øjeblik fik Hjarto til at gyse, var Morzak Bjørnenæve. Morzak Bjørnenæve var en af Ugaro-stammens bersærkere, og han var frygtet af de fleste. Han var næsten lige så stor som Vranto og havde sort hud og røde, ondskabsfulde øjne. Morzak var ikke normal. Han kæmpede kun med næverne, men alligevel var han blandt de stærkeste krigere, der var til stede. Hans styrke og vildskab i kamp var berømt. Morzak var desuden aggressiv og hævngerrig, og han havde ofte skadet sine modstandere så slemt, at de måtte tilses af en shaman. Andre orkere frygtede ham med rette.
Hjarto havde også lagt mærke til Mjippeli-stammens bæsttæmmer, Gruzar Tigersjæl, der stod ved siden af sin tamme tiger, Flammeøje, med armene over kors. Gruzar var skaldet og klædt i et par korte, stramme skindbukser. Han bar et bælte, hvor der hang adskillige kasteøkser. Han var kendt som en ærefuld kriger, der var nådesløs over for sine fjender, men respekterede dem, der gjorde sig fortjent til det. I kamp red han på sin tiger, mens han kastede kasteøkser mod sine fjender.
En gruppe af orkere, der fangede Hjartos blik, var jægerne. Ligesom de fleste andre unge orkere havde Hjarto en stor respekt for jægerne. Blandt almindelige krigere var det ens styrke i kamp, der afgjorde ens status, men blandt jægerne var det ens færdigheder. Alligevel stod jægerne over de almindelige krigere i hierarkiet.
Hjarto kunne se Slarkar Skyggeklinge fra Kroxor-stammen. Slarker var en høj, slank ork med et udtryksløst ansigt og kolde øjne. Han gik i korte, stramme skindbukser mede et bælte, hvor han bar sine skarpe stenknive, og havde langt, løstsiddende hår. Slarkar var kendt som den bedste jæger i alle otte klaner. Han bevægede sig hurtigt og lydløst og var ekspert i at snige sig ind på sin modstander bagfra og myrde ham med sine stenknive. Han viste aldrig følelser og man var fuldstændig loyal over for sin høvding og sin stamme.
Den sidste person, der fangede Hjartos blik, var Matuc Skovløber. Matuc var af normal højde, men han havde en stærk og hurtig krop uden overflødigt fedt. Han havde kort, sort hår og et firskårent ansigt med alvorlige øjne. Han gik i et par korte, stramme skindbukser og bar et kogger med kastespyd på ryggen. Matuc var en alvorlig person og en dygtig jæger. Han var desuden en dygtig spydkaster.
Med et startede Grurtog mødet med en høj stemme, og stilheden bredte sig med lynets hast.
”Venner. Jeg har indkaldt til dette møde, fordi vores shaman, Warnu Åndetaler, har fået et ildevarslende syn fra ånderne, som vi må tage stilling til.”
Derefter vendt han sig mod Warnu, der begyndte at tale.
”Kære artsfæller. Ånderne har skænket mig et syn, der bekymrer mig dybt. Jeg frygter, at en stor fare nærmer sig. I synet stod jeg på en klippe, og jeg så adskillige stor ting af træ fare over havet, hvert af dem lige så stort som tusind orkere. På disse mystiske ting så jeg adskillige fremmede fare rundt. Det næste øjeblik stod jeg midt i en kampplads, og jeg så de fremmede kæmpe mod os. De havde lange rør af metal, der spyede ild, og hver gang et af rørene spyede ild, fladt en af vores folk døde om. Nu flød verden sammen omkring mig, og med et stod jeg midt i min boplads, og der så jeg medlemmerne af alle otte stammer ligge døde på jorden.”
Denne ildevarslende fortælling vækkede en bekymret og ophidset mumlen blandt tilhørerne. Hjarto så vantro og chokeret på shamanen. Kunne det passe? Havde shamanen set stammernes undergang?
Høvding Tynva Letfod rømmede sig og talte. ”Venner!”
Ved lyden af hans stemme forstummede den tale, der havde bredt sig blandt orkerne, og alles blikke blev rettet mod ham.
”Jeg er bange for, at Warnus syn ikke er tom snak. Fjargo-stammens jæger, Matuc Skovløber, har set de fremmede med sine egne øjne.”
Der lød spredte gisp ved denne nyhed, og Tynva vendte sig mod Matuc og nikkede til ham som tegn på, at han kunne tale. Matuc trådte frem.
”Jeg var ude at jage, da jeg kom til den østlige jungles udkant, og der så jeg de fremmede. De var ligesom i fortællingen. Små og spinkle, men de var mange. Frygtelig mange. Og de satte mærkelige telte op, og flyttede ting rundt. De gik i mærkelige klæder, og i vandet var de enorme trævæsner, der har bragt dem hertil. De var mange. Mange flere end os.”
Derefter holdt han inde, og den ophidsede mumlen blandt orkerne vendte tilbage med større styrke. Den standsede dog brat igen, da Ghamji Skarpsind begyndte at tale.
”Kære venner. Dette er foruroligende nyheder. Vi må straks beslutte os for, hvad vi vil gøre. Jeg vil gå og spørge ånderne til råds.”
Derefter forlod han mødet. Der blev en kort tavshed, før Vranto Blodøkse tog ordet.
”Det er tydeligt, hvad vi må gøre.” Råbte han, samtidig med at han vendte sin knyttede næve mod himlen. ”Vi må knuse de fremmede, før de knuser os.”
Dette forslag fik en del orkere til begejstret af råbe kampråb, men de holdt inde igen, da Hurtho Trætunge hævede sin hånd, som tegn på, at han ville tale.
”Kære brødre og søstre. Lad os nu ikke handle uden at tænke. Hvis jeg har tolket Warnus syn rigtigt, er det tydeligt, at en krig vil føre til vores undergang. Jeg siger, at vi prøver at forhandle.”
Ved disse ord udstødte Vranto en ed.
”Hurtho din kujon! Er du bange? Selv du må da vide, at vi må angribe de fremmede, før de angriber os. De fremmede er kommet for at udrydde os. Vores eneste chance for at overleve er, at komme dem i forkøbet.”
Hjarto krympede sig sammen ved disse ord. Vrantos fornærmelse gav ikke Hurtho andet valg, end at udfordre ham til en duel for sin æres skyld. Han kunne da også se en mørk sky fare over sin høvdings ansigt, men idet Hurtho åbnede sin mund for at svare Vranto, blev han afbrudt af Tadesh.
”Rolig. Det nytter ikke, at vi skændes blandt os selv. Når sådan en fare står for døren er det vigtigt, at vi står sammen. Jeg foreslår, at vi ikke går i krig lige straks. Lad os i stedet iagttage de fremmede for en tid. Måske er det muligt, at forhandle med dem. Ellers vil vi i hvert fald få nyttig viden, som vi kan bruge imod dem.”
”Ved alle ånder, Tadesh.” Råbte Vranto vredt. ”Du er endnu værre end Hurtho. Hører du ikke, hvad jeg siger? Vores eneste chance er, at angribe de fremmede, før de angriber os. Vi må lave et samlet angreb allerede i morgen.”
Dette udløste både jubelråb fra Ugaro-stammen og vrede tilråb fra Huuti-stammen og Mjippeli-stammen, men Tynva tog ordet, før det nåede at udvikle sig til et rigtigt skænderi.
”Var din tunge, Vranto.” Sagde han vredt. ”Du er ved at splitte os, nu, hvor vi har brug for at stå sammen. Ikke desto mindre må jeg give dig ret. Hvis de fremmede er kommet for at udslette os, vil vi udslette dem først.”
Ved lyden af dette kom der adskillige jubelråb fra de tilhørerne orkere. Med et lagde Hjarto mærke til, at Ghamji var på vej tilbage. Efterhånden fik andre også øje på den gamle ork, og al tale blev forstummet. Ghamji gik ind midt i forsamlingen.
”Forfædrenes ånder har talt til mig.” Bekendtgjorde han med høj stemme. ”De siger, at vi skal føre krig mod de fremmede. Jeg foreslår, at vi straks stemmer om det.”
Dette udløste jubel fra samtlige orkere. I afstemningen bagefter var det kun Hurtho og Tottoa, der var imod krig.
Det var midt om natten, og månen stod højt på himlen og kastede sit spøgelsesagtige lys ned over landskabet. I udkanten af junglen stod en skikkelse og så hen mod nybyggernes lejrplads. Skikkelsen var høj og iklædt en hvid kimono af den slags, østlige samuraier ofte gik i, med et bælte om livet og et sværd ved sin side. Skikkelsen var høj og slank med kortklippet, sort hår og en bleg hud. Hans ansigt var skarpt og firkantet med et par alvorlige, røde øjne. Engang havde han været menneske, men det var nu længe siden. Nu var det eneste menneskelige ved ham hans hævntørst. Han stirrede mod byen med kolde øjne.
*Derinde.*[/b] Tænkte han. *Han er derinde. Denne gang slår jeg ham ihjel.*
Manden mærkede, hvordan tanken fik ham til at knytte sine hænder hårdt i vrede. Han lukkede øjnene og vendte hovedet mod himlen, for at slappe af. Han måtte være rolig. Det nyttede ikke, at han lod vreden få overtaget. Hvis man lod følelserne kontrollere, ville man fejle sin opgave.
Engang havde han haft et navn og en identitet. Han havde heddet Wesho Chaozussøn, og været en lovende og loyal samurai fra Sezaiborg. Han havde haft en god mester, der havde lært ham om en samurais vej, og han havde haft evnerne til at nå langt. Hans forældre havde allerede fundet et godt parti for ham, og fremtiden havde tegnet sig lyst. Så var det hele pludselig blevet ødelagt på en eneste nat. Han kunne stadig huske det. Han var på vej hjem. Gik på gaden. Så, pludselig. Følelsen af at blive forfulgt. Han havde trukket sit sværd. Havde vendt sig om. Det næste han mærkede, var et hårdt slag i baghovedet, og så blev alt sort. Da han vågnede, var han bundet. Han kunne huske skikkelserne. Kunne huske ham. Han havde talt til ham. Sagt, at det ikke hjalp at stritte imod. Alligevel havde han kæmpet. Hans mester lært ham aldrig at give op, men det havde været forgæves. Han havde bidt ham, og han havde mærket, hvordan alt liv forlod hans krop. Han havde langsomt forberedt sig på at dø. Havde allerede ønsket det næste rige velkomment. Så, pludselig, var han vendt tilbage til livet. Han havde mærket livet strømme igennem sig, lige så kraftigt som før. Skikkelserne havde bundet ham fri. Havde lykønsket ham. Han havde siddet et stykke derfra med blod strømmende fra et sår i armen. Han havde smilet. Havde sagt, at Wesho var en af dem nu. At han ikke havde andre steder at gå hen. At han var en del af deres familie. Da var sandheden gået op for ham. Det havde føltes som timer, men det havde nok blot varet nogle få sekunder, mens den indfandt sig. Sandheden om, hvad der var sket. Sandheden om, hvad han var blevet til. Derefter var vreden kommet. Han var eksploderet. Havde trukket sit sværd og dræbt dem en efter en. Han havde forsøgt at dræbe ham. Havde såret ham. Men han slap væk. Alle andre døde, men han slap væk.
Wesho måtte kæmpe hårdt for ikke at skrige sin vrede ud, mens minderne vendte tilbage som en flodbølge. Han trak vejret dybt, og mærkede hvordan hans krop slappede af, da han endelig fik kontrolleret sine følelser. Derefter så han hen mod lejren med et beslutsomt blik fyldt med had. Siden dengang havde han hadet det, han var blevet til, og han havde hadet sig selv. Det eneste, der holdt ham i live, var tanken om, at han måtte dræbe ham. Derefter ville han kunne give slip og forlade dette liv i fred.
Han vendte rundt, og gik ind i junglen. Det var endnu ikke tid. Hævnens time skulle nok komme.
|
|
|
|
Post by Guderne on Feb 20, 2010 16:00:42 GMT 1
2. Del:
Den følgende dag kæmpede tre grupper med nybyggere, foruden Deshar og hans spejdere, sig gennem junglen. En af disse grupper var ledet af Kaptajn Jack Larmeussøn, der huggede sig frem med sin sabel, mens han så sig omkring. Jacks gruppe skulle bevæge sig langs med den sydlige del af kysten for at undersøge den del af junglen, men indtil videre var de ikke stødt på noget særligt. Mens han gik, skuttede Jack til Rey af Maquesta, der bevægede sig lige bag ham. Jack havde fået besked på at holde særligt øje med Rey. Rey var en ung adelssøn fra Det Vestlige Rige. Han havde en ældre bror, og havde derfor ikke arvet sin fars titel eller status. Han havde arvet en sum penge, men ikke nok til, at han havde kunnet få en plads i råddet. Han var til gengæld intelligent, og han skulle være en dygtig luftelementarist. Af den grund så man ham som et potentielt medlem af råddet. Rey var en ganske smuk, ung mand. Han var af normal bygning, lidt tynd, som magikere typisk var, men han havde et ganske kønt, lidt drenget ansigt. Han havde sort hår og brune øjne. Han var klædt i smukke, gule klæder og hans holdning og ansigt udstrålede en enorm selvsikkerhed og arrogance. Jack kunne ikke lade være med at more sig lidt over det. Med et blev Jacks tanker afbrudt, da han hørte lyden af et spyd, der for gennem luften. Han dukkede sig instinktivt og råbte en advarsel. ”Ned!”
Det var dog forgæves. Bag ham hørte han spyddet bore sig ind i en af sine folk, der faldt til jorden med et skrig. Jack rejste sig straks og så i den retning, spyddet kom fra. Han troede næsten ikke sine egne øjne. Til venstre for ham kom adskillige orkere, iklædt skindtøj og med fuld krigsmaling og primitive våben, løbende under høje skrig og råb. Jack mærkede med et en kraftig blæst bevæge sig forbi ham og vælte de forreste orkere omkuld, og det gik op for ham, at Rey var et skridt foran ham.
”Træk jeres våben!” Råbte han.
Reys træk havde vundet dem et par sekunder, men snart var orkerne over dem. Jack undveg en primitiv stenhammer, som en af orkerne svingede mod ham, og stak til gengæld sin kårde ind i orkens side. Orken brølede af smerte, men til Jacks overraskelse trak de sig ikke tilbage. Derimod slog den ud efter Jack med endnu større styrke og hurtighed. Angrebet kom helt bag på Jack, der kun undveg med nød og næppe. Han stak endnu engang ud efter orken, og valgte denne gang at sætte dens ene ben ud af spil. Derefter så han sig hurtigt omkring. Overalt faldt hans folk for de større og stærkere orkere. Det gik op for Jack, at de ville tabe, hvis de blev og kæmpede, og derfor valgte han at gøre det eneste rigtige.
”Træk jer tilbage!” Brølede han. ”Retræte!”
Denne ordre var folk ikke sene til at følge. Alle som en vendte man rundt og satte i løb gennem junglen. Jack selv og en håndfuld af hans mænd trak sig langsommere tilbage, mens de holdt deres modstandere i skak. Pludselig lagde Jack mærke til en person foran ham, der var i kamp mod to orkere, og til hans store skræk opdagede han, at det var ingen ringere end Rey af Maquesta. Jack for frem, greb Rey om skulderen og trak ham tilbage med et hårdt greb. Derefter satte han i løb, mens han sørgede for at hive Maquesta med sig. Først, da han ikke længere kunne høre orkernes vilde kampråb, standsede han op og slap den noget udmattede Rey af Maquesta. Jack så på adelsmanden med et flammende blik.
”Er du fuldstændig skør? Du kunne være blevet dræbt. Hvorfor fulgte du ikke min ordre?”
Rey så på Jack, først med overraskelse, så med vrede.
”Hvad? Vover du at kritisere mig? Du, en simpel sørøver.”
”Det er fuldstændig ligegyldigt hvad jeg er.” Brød Jack ind med en skarp stemme. ”Her, på Orocas, er jeg medlem af Råddet og dermed din overordnede, og det gør du ret i at huske.”
Reys ansigt lignede en tordensky, men han bed sine protester i sig, og Jack gættede på, at han havde lært sin lektie. Han vendte rundt og gik mod lejrpladsen.
”Kom. Vi må tilbage, før orkerne indhenter os.”
Demar af Mazaborg gik roligt gennem junglen et stykke bag Kaptajn Ghum. Da nybyggerne var blevet delt op i de tre grupper, der skulle udforske junglen, og dem, der skulle blive tilbage, var Demar havnet i kaptajn Ghums gruppe, og skulle dermed lige ud igennem junglen. Dette betød, at man ikke bare kunne følge kysten hjem, hvis man for vild, men til gengæld var det også den største gruppe. Demar brød sig ikke synderligt om Kaptajn Ghums adfærd, men han havde valgt at give manden en chance. Han havde jo selv valgt, at han ikke ville lade fordomme og fine følelser styre sit liv. Engang havde han været en lovende, ung adelsmand, men et sådant liv havde forekommet ham kedeligt og trivielt, og han var stukket af, en beslutning, han aldrig siden havde fortrudt. Selvfølgelig kunne det være hårdt, men friheden ved det og den enorme viden, man kunne tilegne sig, gjorde, at Demar var kommet til at elske livet som aldrig før. Han havde over det meste af verden og selv Underverdenen og De Syv Have havde han besøgt, og han havde mødt alverdens forskellige kulturer og oplevet ting, han ikke i sine vildeste fantasier ville kunne forestille sig. Nu var der ikke meget af den nydelige, unge, blåøjede adelsdreng, der havde heddet Demar af Mazaborg, tilbage. I stedet var han blevet til den høje, mystiske eventyrer Traver. Han var høj og slank og havde et langt ansigt med blå, intelligente øjne og langt, rødt hår, foruden en, næsten altid smilende, mund. Han gik iklædt en rødbrun kappe, rødbrune bukser, en kraftig læderkofte, læderstøvler og en lang, spids rødbrun hat med en skygge, der skjulte det meste af hans ansigt. Ved sin side bar han et gammelt sværd. Efter sin seneste rejse til Underverdenen havde Traver haft en følelse af ikke at vide, hvad han nu skulle give sig til. Da han derefter hørte om Orocas, havde han betragtet det som svaret på sine bønner. Umiddelbart lød det meget uskyldigt. En gruppe af rige og magtfulde personer, der ville skabe et nyt samfund på en ukendt ø. Traver havde dog på fornemmelsen af, at der lå mere bag det, end det. Af den grund holdt han sine øjne og ører åbne. Indtil videre var der dog ikke sket noget særligt. Turen dertil var forløbet overraskende let, hvilket bekræftede, at de her mennesker vidste, hvad de gjorde. Direkte efter ankomsten havde de fået stillet lejren op, og nu undersøgte de området, mens halvdelen af dem blev hjemme og fortsatte med at bygge lejren op. Alt forløb som planlagt. Ikke så meget som en sulten tiger havde de stødt på. Det så ud til at blive en temmelig triviel tur, da en bevægelse til venstre for ham fangede Travers blik. I næste nu hørte han vilde kampråb, og han så en gruppe orkere, som måtte have ligget på lur, fare frem til venstre for dem. Traver trak hurtigt sit sværd og forberedte sig til kamp. Travers første modstander blev en stor ork med to stenøkser, som han svang vildt foran sig. Traver undveg slagene hvorefter han trængte frem mod sin modstander og huggede sit sværd dybt ind i sin modstanders lår. Orken brølede af smerte og faldt om, men nåede at levere et sidste angreb med forøget styrke og hurtighed. Traver havde dog kæmpet mod orkere før, og han kendte derfor til deres evne til at få styrke af deres skader. Han var derfor forberedt og fik pareret angrebet. Derefter kiggede han sig omkring, og han opdagede hurtigt, at ikke alle var bekendte med orkernes fysiske egenskaber. Faktisk var den eneste anden, der ikke så ud til at være i problemer, Kaptajn Ghum.
*Dette ville være et godt tidspunkt at trække sig tilbage.* Tænkte Traver for sig selv. Kort efter lød Ghums stemme.
”Bliv og kæmp, i forbandede hunde.”
*Nå, måske ikke.*
Traver brugte et sekund på at forbande Ghum for hans dumhed og stædighed, der nu ville koste mange personer livet, og så sig derefter omkring efter en ny modstander. Han fik øje på en ældre, enøjet ork i nærheden, der kæmpede med et skjold og en kraftig kølle. Orken havde allerede fældet to af Travers ledsagere, så Traver besluttede sig for, at han hellere måtte få sat en stopper for hans massakre hurtigst muligt. Han satte i løb mod den gamle ork og svang derefter sit sværd i en bue mod hans hoved. På det tidspunkt havde den gamle opdaget ham, og han dukkede sig for slaget og langede ud efter Traver med sin kølle. Det var et hurtigt angreb, og Traver blev fanget på det forkerte ben. Køllen ramte ham i maven og slog ham omkuld. Orken var over ham som et lyn. Han trådte hurtigt hen foran ham og hævede sin kølle til slag, men Traver fik sparket ham omkuld, hvorefter han hurtigt rullede rundt og kom på benene. Den gamle var måske mindre og svagere end de andre orkere, men han var også en hel del klogere, kunne Traver konstatere. Gennemsnitsorken ville have lagt al sin styrke bag slaget for at gøre det af med Traver med det samme, men denne modstander havde valgt at bruge en finte for at bringe Traver ud af fatningen for derefter at gøre det af med ham. Det betød, at han kunne tænke flere træk frem, hvilket, kombineret med orkernes fysisk, gjorde ham til en farlig modstander.
Den enøjede kom på benene få sekunder efter Traver og angreb ham kort efter. Han slog ud efter Traver med sin kølle, men Traver undveg. Idet Traver forsøgte at sætte et modangreb ind, blokerede den enøjede hans sværd med sit skjold, hvorefter han atter slog ud efter Traver med sin kølle. Traver undveg med nød og næppe. Han kunne mærke køllen fare forbi hans ansigt. Han havde dog ikke tid til at slappe af. Den enøjede var straks over ham igen. Langsomt men sikkert trængte han Traver tilbage. Traver gik dog ikke i panik. I stedet lod hans langsomt den enøjede vinde ind på sig, mens han ventede på en chance for at få et slag ind. Chancen kom kort efter, da den enøjede blev lidt for ivrig. Et kort sekund var den enøjedes side fri, og det var den chance, Traver havde ventet på. Han stak ud med sit sværd og snittede den enøjedes side. Den enøjede brølede af smerte og vrede og slog rasende ud efter Traver, der hurtigt fik trukket sig tilbage. Med et standsede den enøjede op, og Traver fandt hurtigt ud af hvorfor. Rundt omkring dem var nybyggerne kommet tilbage i kampen, og en nybygger var i dette øjeblik på vej hen til Traver for at hjælpe ham. Den enøjede skænkede Traver et ondt blik før han udstødte et højt råb på et sprog, Traver ikke kendte til, og stak af. Snart fulgte resten af orkerne med ham, og Traver kunne lettet ånde ud. De havde vundet denne runde. Omkring ham jublede hans kampfæller, men de blev snart afbrudt af Ghums høje stemme.
”Det er nok! I lusepustere får 5 minutter til at slikke jeres sår. Så går vi videre.”
Traver så overrasket på Ghum. Kaptajnen ville fortsætte på trods af faren. Irriteret tørrede han sit sværd af i sin kappe, hvorefter han stak det i skeden. Han kendte selv en del til helbredende urter og behandling af sår, og i de følgende 5 minutter tog han sig af sine rejsefællers sår. Derefter fortsatte de gennem junglen. Folkene omkring ham var bange og modløse. Mange havde sår efter kampen, men ingen turde sætte sig op mod Ghum. Et stykke tid efter så Traver orkerne komme igen, denne gang med forstærkninger. Nogle få nybyggere tog straks benene på nakken, men et råb fra Ghum fik de fleste til at blive og kæmpe.
”Den, der stikker af, får sin ene hånd hugget af.”
Traver var ret sikker på, at kaptajnen mente det. Han trak sit sværd og forberedte sig på endnu en kamp. Foran ham stod Ghum med begge sine enorme sværd hævet til kamp, og Traver var ret sikker på, at han glædede sig. Pludselig kastede en af orkerne et mystisk våben mod Ghum. Våbnet ramte Ghums ben og fik ham til at falde omkuld. Traver smilte for sig selv. Han havde set lignende våben før. Det var en bolas, et kastevåben, der var beregnet til at slå folk omkuld ved at binde deres ben. Våbnet bestod i sig selv af et reb og to sten eller metalkugler. Traver legede lidt med tanken om at lade Ghum blive liggende til orkerne, men han vidste, at det ikke var en mulighed. I stedet løb han op til Ghum og skar hurtigt det reb op, der holdt hans ben. Kort efter angreb orkerne. Traver stod snart over for to modstandere, og han valgte at kæmpe defensivt og langsomt trække sig tilbage. Ghum selv stod ligeledes over for to modstandere. Han forsøgte at holde stand og nedkæmpe dem, men da endnu en ork kort efter sluttede sig til dem, fik han nok.
”Tilbagetog!” Brølede han rasende, hvorefter han vendte rundt og stak af. Traver og resten af nybyggerne var ikke sene til at følge trop.
Jarco så sig omkring med en blanding af nysgerrighed og nervøsitet, imens han gik gennem junglen. Det var både en spændende og skræmmende tanke, at gå rundt på uudforsket land. Det var som om, hele junglen udgjorde en stor trussel mod dem. Hvert blad, hvert træ, ja selv det mindste insekt kunne i virkeligheden være en skjult fare. Jarco havde tilbragt det meste af sin tid indenfor i færd med at studere sjælemagi og dimensionsmagi, og hans krop var mærket af dette. Han var bleg og tynd, og blev derfor let udmattet, men han var fast besluttet på ikke at blive en byrde. Marcus havde foreslået, at Jarco tog med en af grupperne. Han havde sagt, at Jarco ville have godt af erfaringen, og at hans evner nu var så stærke, at han ikke ville blive en byrde. Jarco stolede på Marcus vurdering, og han var fast besluttet på ikke at skuffe sin mester. Det var Lorem Ericssøn, der ledede denne gruppe af nybyggere. Lorem var Baron Toms mest betroede mand, og Tom havde talt meget stærkt for, at han skulle stå i spidsen for en af grupperne. Lorem var en bredskuldret, muskuløs ung mand med kort, rødbrunt hår. Han gik iklædt en læderrustning og bar et skjold og et sværd. Han havde et firkantet ansigt med et par alvorlige, mørkebrune øjne. Efter hvad Jarco havde hørt, var han en modig, pligtopfyldende mand, en dygtig leder og en udholdende kriger. Lorems gruppe skulle bevæge sig langs med den nordlige del af kysten. Indtil videre havde det, til alt held, været en fredelig tur. I starten havde Jarco været meget nervøs, men nu var han så småt begyndt at slappe af. Med et hørte han skrig og råb til venstre for sig, og han drejede hovedet og stod pludselig ansigt til ansigt med et større antal orker i skindtøj og med malede kroppe og ansigter, bevæbnet med økser, køller og spyd af sten.
*Orkere?* Tænkte han forvirret. *Jamen øen skulle jo være ubeboet.*
”Tilbagetog!”
Lorems stemme skar igennem orkernes kampråb, og det gik op for Jarco, at han nok ikke kunne tillade sig bare at stå stille. Han vendte rundt og gav sig i løb, ligesom samtlige andre nybyggere. Nu mærkede Jarco først for alvor sin svage fysik, og han måtte til sin forbitrelse konstatere, at han sakkede bagud.
*Jeg når det ikke.* Tænkte han, idet han mærkede panikken brede sig. *Jeg bliver slået ihjel.*
Med et mærkede han en hånd gribe fat i sin arm, og han hørte Lorems stemme ved sin side.
*Løb til, knægt.*
Jarco mærkede, hvordan Lorem trak ham fremad. Alligevel gjorde det ham ikke glad. Lorem blev sænket af ham. Nu ville de bare begge to blive fanget. Til sin forbitrelse måtte han konstatere, at han var blevet en byrde.
Mens han tænkte disse dystre tanker, glemte Jarco at holde øje med, hvor han løb, og pludselig blev hans fod fanget af en rod, og han faldt lige så lang han var. Han blev dog hurtigt hevet op ad Lorem.
”Løb, knægt. Jeg holder dem hen.”
Jarco så overrasket op på ham. Lorem havde vendt sig rundt, og stod nu klar med sit sværd og sit skjold. Hans ansigt var præget af en beslutsomhed, Jarco aldrig havde set mage til før. Der var ikke den mindste frygt at spore i hans blik. I det øjeblik tog han en beslutsomhed.
*Ved alle dæmoner, nej. Hvis han ikke er bange, vil jeg heller ikke være det.*
Han hævede sine hænder mod orkerne, der nu blot befandt sig nogle få meter væk, og råbte en række besværgelser. Stråler af forskelligfarvet lys skød mod orkerne fra hans fingre, for derefter at eksplodere i kraftige lysglimt.
Jarco lukkede øjnene, men han kunne høre orkerne brøle, idet de blev blændet af de skarpe lys. Da han åbnede sine øjne igen, var samtlige orkere holdt op med at løbe, mens de tog sig til øjnene. En del af dem var faldet om på jorden.
Jarco så på Lorem og opdagede, at også han var blevet blændet.
*Jeg tåbe.* Tænkte han vredt. *Jeg skulle have advaret ham.*
Han greb beslutsomt fat i Lorems arm, og denne gang var det Jarco, der ledte Lorem frem, mens de løb. Til alt held virkede det til, at orkerne havde opgivet forfølgelsen. Idet de nærmede sig lejren, kunne Jarco mærke en boblende følelse i sin mave. En følelse af stolthed.
Det var midt på dagen, og hele lejren genlød af stemmer. Alle snakkede om det, de tre udforskningsgrupper havde oplevet, da de tog ud i junglen. Hele lejren var i chok. Øen var beboet af vilde orkere. Der var udstedt et forbud for alle, mod at bevæge sig for langt væk fra lejren, og Råddet var blevet indkaldt til et ekstraordinært møde, for at beslutte, hvad der nu skulle gøre. Kedo var en af lejrens smede, og den dygtigste af dem, og han havde derfor ikke været i en af de tre grupper, der havde været ude at udforske. Han havde arbejdet i sin midlertidige smedje siden morgenen, men han havde alligevel fået rigelig med informationer ude fra. Sladderen løb gennem hele lejren med samme hast som en skovbrand om sommeren. Kedo tog sig dog ikke synderligt af det. Der var alligevel ikke noget, han kunne gøre. Kedo var dværg, og alle fra hans fars slægt havde været smede i Det Østlige Rige. Det var et hverv, han havde taget på sig med stolthed. Han var bredskuldret og muskuløs på grund af sit hverv, og hans hud var brunlig. Han havde langt, rødt hår og skæg, og et par rolige, brune øjne. Hans hænder var store og grove og fyldt med brændemærker. Hans overkrop var beskidt og glinsede af sved efter dagens arbejde, men han ænsede det ikke. Kedo tog sig af sine pligter, og intet andet. At der var vilde, fjendtlige orkere på øen var ikke noget, han behøvedes at bekymre sig over. Det var Råddets hovedpine. Alligevel kunne han ikke være helt ligeglad.
*Typisk.* Tænkte han, idet han slog sin hammer mod det rødglødende jern med forøget styrke. *Ikke engang her kan man slippe for de forbandede orkere.*
Kedos fordomme over for orkere og elvere af enhver art var lige så indgroet i hans familie, som smedehvervet, og tanken om, at de befandt sig her, havde ødelagt hans dag.
”Smed!” Lød en stemme pludselig fra indgangen.
Kedo fnyste irriteret.
”Jeg er optaget!”” Brølede han tilbage. ”Hvis i vil mig noget, må i komme herind!”
Kort efter kom en middelaldrene mand med rødt hår og skæg ind. Han holdt et knækket sværd frem for sig.
”Klingen brækkede midt over, under kampen i junglen.”
Kedo kastede et enkelt blik på det, og fortsatte så med det, han var i gang med.
”Læg det der. Jeg ser på det, når jeg får tid.”
Manden gik, og Kedo fortsatte. Da han var færdig, gik han hen, og kiggede på sværdet. Han fnyste irriteret.
*Typisk. Han har ikke vedligeholdt det ordentligt.*
Rådsteltet genlød af ophidset mumlen. Til forskel til det forrige møde, var det kun Råddets tolv medlemmer, der var samlet denne gang, med Baronesse Zaima som den eneste undtagelse. Endelig trådte det sidste medlem, Grau Moriassøn, ind i teltet. Han gik hen og satte sig på sin stol uden så meget som at kaste et blik rundt på de andre medlemmer, og stilheden sænkede sig idet, det første møde endelig kunne begynde. Det blev Baronesse Zaima, der indledte mødet.
”Hvad er meningen?” Spurgte hun. ”Jeg havde fået at vide, at øen var ubeboet.”
Adskillige af Råddets medlemmer nikkede billigende, og Kaptajn Ghum brølede endda et ”Hørt, hørt.”
Kanaka Makotassøn tog ordet.
”Jeg beklager dybt. Det må vist være min fejl.” Sagde han med et undskyldende smil. ”Det lader til, at den gamle Darroc ikke fortalte mig alt om denne ø.”
Derefter blev der stilhed. Det blev Marcus, der brød den.
”Nuvel. Så øen er altså beboet. Det kan ikke komme som den store overraskelse. Vi vidste alle, at der kunne opstå forhindringer undervejs. Hvis der er forhindringer, så lad os rydde dem af vejen.”
”Sandt!”
Det var Sodomar, der tog ordet.
”Ved Zorak. De svage må adlyde de stærke eller blive knust af dem. Er det ikke en af de vigtigste naturlove, i denne verden? Krig. Lovbrud. Dårligdom. Er det ikke alt sammen ting, der opstår, fordi de svage ikke kender deres plads? Jeg siger, at vi må lære de orkere deres plads i Zoraks navn. Hvis de nægter at acceptere dette, vil vi udrydde hver eneste af dem.”
I det øjeblik, var det tydeligt, hvordan Sodomar havde fået så høj en plads blandt Zoraks præster. Han var en dygtig taler, der forstod at bruge kropssprog, og han talte med en lidenskab, der fik samtlige af råddets medlemmer til at mumle og nikke bifaldende til hans ord. Ghum trådte endda op fra sin stol og trak sit sværd.
”Hvad venter vi på?” Udbrød han med et vildt udtryk i øjnene. ”Lad os straks samle en hær og vise de svæklinge hvem der bestemmer.”
Jack hævede overrasket et øjenbryn. Ghum virkede lige lovlig opsat på at udrydde sine egne artsfæller. Var det for at forsikre dem om, at han var på deres side? Eller var det simpelthen fordi, han bare var helt igennem rådden?
Ghums ord havde sat en stopper for det meste af snakken, men nu trådte Jibelin hen til ham og så rundt på Råddets tilbageværende medlemmer.
”Jeg er enig. Der er ingen grund til at vente. Jo hurtigere, vi får de bæster af vejen, jo bedre.”
”Jeg er enig.” Lød det fra Sir Wan. ”Lad Deshar tage ud og finde fjendens tilholdssted og vurdere deres styrke hurtigste muligt. Derefter kan vi sende vores samlede styrker ud og gøre kort proces med dem.”
En efter en tilsluttede resten af Råddets resterende medlemmer sig også forslaget.
”Til våben! Til våben! Orkerne angriber!”
Råbene gjaldede ud over lejren, hvor mennesker, elvere og dværge for frem og tilbage for enten at hente deres våben og udstyr, stille sig klar til orkernes angreb eller komme i sikkerhed så hurtigt så muligt. Alle de våbenføre mænd havde taget stilling på sletten foran lejren for at holde kampen væk fra selve lejren. På en bakke i nærheden stod nybyggernes hemmelige våben. Kanoner. Endnu var det kun de færreste, der benyttede sig af disse store skydevåben, men Grau havde fået bygget ikke mindre end tolv kanoner, som man havde transporteret til øen.
Fra junglen stormede horder af orkere frem under vilde kampråb. De var alle iklædt skindtøj og havde malede kroppe og ansigter. Mange af dem var også pyntet med perler eller fjer, og de bar tunge stenvåben eller. Synet af de store, grønne væsner fik modet til at sænke sig blandt nybyggerne, der endnu ikke havde fået samlet alle deres mænd.
Med et lød der et brag, idet den første kanon blev skudt af. Kort efter ramte kuglen, men den ramte desværre langt forbi orkerne. Folkene, der bemandede kanonerne, var endnu ikke sikre på, hvordan man sigte med dem. Snart fulgte de andre efter, men kun halvdelen ramte blandt orkerne. Alligevel fuldførte de deres formål. Orkerne blev forvirret af de enorme brag, der dukkede op omkring dem, men de det afskrækkede dem ikke. De fortsatte deres angreb, selv om kanonerne havde spredt dem. Nu tog geværskytterne, der stod bag nærkampskrigerne på sletten, sigte, og skød mod orkerne. Lees træning havde gjort stor nytte, og her på sletten var geværerne langt mere effektive end de havde været i junglen. Adskillige orkere faldt for deres kugler. Synet af deres faldne kammerater styrkede dog blot orkernes vrede og vildskab, og de fortsatte nu fremad med endnu større beslutsomhed. Kanonerne gik af endnu engang, og de skabte små eksplosioner og hvirvlede støv og jord op, hvor de ramte, hvilket virkede til at forvirre orkerne endnu mere, men dette forhindrede samtidig geværskytterne i at ramme effektivt, og de måtte blot skyde ind i støvskyerne og håbe, at de ramte. Endelig kom de første orkere til syne fra støvskyerne omkring ti meter fra nybyggerne på sletten. De tilbagelagde hurtigt de sidste par meter hen til de for resten nybyggere, mens geværskytterne skød et par sidste, desperate skud mod dem, og så gik det egentlige slag i gang.
I nærkamp var orkerne klart de stærkeste. De var større og stærkere end nybyggerne, og de var trænede i kamp. Hver enkelt ork var lige så stærk som tre nybyggere, og de slog vildt omkring sig med deres stærke slagvåben. Det eneste punkt, hvor de fejlede, var deres manglende koordination. Hver enkel ork kæmpede for sig selv. Til gengæld lykkedes det dem hurtigt at bryde rækkerne blandt nybyggerne og sprede forvirring blandt dem, så det blev en kamp i kaos.
Nybyggerne havde dog to fordele. Den ene var deres geværskytter, der kunne skyde orkerne ned på afstand. Den anden var deres magikere, ledet af Visconte Marcus af Zera. Visconten stod som en mægtig fæstning foran de andre magikere og lod kugler, stråler og bølger af energi regne ned over sine modstandere. Ikke engang da en ork kriger stormede frem mod ham, fjernede han sig. Han standsede orkens angreb med en kraftig mur af energi og sendte den derefter til jorden med en velplaceret energikugle. Orkerne havde dog også deres egne magikere. Shamanerne holdt sig tilbage i kampen og fremmanede afdøde ånder der angreb eller svækkede nybyggerne og styrkede deres allierede. Shamanernes magi spredte frygt og kaos blandt nybyggerne og Visconten indså, at de måtte standses. En stærk shaman i nærheden fangede hans blik. Det var Høvding Ghamji Skarpsind af Wyxi-stammen. Den gamle shaman havde fremmanet tre ulveånder der løb foran ham og spredte frygt og kaos blandt nybyggerne. Alle angreb mod ulvene røg lige igennem dem, så de frit kunne tynde ud i nybyggernes række. Marcus bandede indvendigt og sendte en stråle af energi mod Ghamji. Strålen fløj gennem luften og borede sig gennem den gamle shamans bryst. Shamanen udstødte et svagt skrig af smerte, før han faldt om. Til Marcus irritation var han dog ikke død. To orker fra hans stamme fik kæmpet sig hen foran ham og hjalp ham med at trække sig tilbage, så han kunne forbinde sine sår. Han var dog ude af kampen for en tid.
Midt iblandt menneskene kæmpede Demar mod den ene ork efter den anden uden at ænse kampene rundt omkring ham. Han havde før kæmpet i større slag og hans erfaring kom ham til gode. Han dukkede sig for et kølleslag fra en større ork og tilføjede den et drabeligt sår i siden, hvorefter han så sig om efter sin næste modstander. Det, han så, fik ham til at standse op et sekund. Lidt derfra var en ork i gang med praktisk talt at slagte nybyggerne. Orken var langt mindre end andre orkere, men den var hurtig og smidig, og med sin teknik sendte den ene efter den anden nybygger til jorden med kraftige stik fra sit spyd, samtidig med at den dækkede sig bag sit skjold. Den undveg, stak, blokerede og drejede rundt som var den i gang med en smuk dans. Det var ingen ringere end den stærkeste af alle orkere, Umoy Håndtaler. Umoy havde også lagt mærke til Demar. Mennesket var stærkere end de andre fremmede, og han havde allerede besejret flere af Umoys artsfæller. Umoys havde bedømt ham til at være en værdig modstander. Hvad Demar angik havde han ingen synderlig lyst til at prøve kræfter med den lille ork, men han vidste også, at han ikke kunne lade orken blive ved med at slagte nybyggerne. Orken måtte standses, og lige nu var han den eneste i nærheden, der havde en chance for at gøre det. Om ikke andet kunne han i det mindste forsinke den. Umoy og Demar nærmede sig nu hinanden, mens de holdt deres våben frem for sig. Demar holdt sit sværd foran sig i begge hænder. Mens Umoy dækkede sig med sit skjold og holdt sit spyd klar til stik. Det blev Umoy, der angreb. Den lille ork trådte frem og stak ud efter Demar med sit spyd. Demar blokerede spyddet med sit sværd og trådte selv frem. Umoy havde den længste række vidde af de to, så det gjaldt for Demar om at komme tæt på. Han svang sit sværd mod orken, men Umoy var hurtig til at blokere med sit skjold, samtidig med at han trak sit spyd tilbage. Han trådte hurtigt et skridt tilbage og stak atter ud efter Demar med sit spyd. Orkens hurtighed kom bag på Demar, og spyddet snittede ham i siden. Han måtte trække sig et skridt tilbage, men Umoy var hurtig til at følge op. Orken trådte frem og stak endnu engang ud efter Demar med sit spyd. Demar fik afværget spyddet med sit sværd, men Umoys næste angreb kom straks efter, og denne gang var det uhyggeligt tæt på at ramme sit mål. Det gik op for Demar, at han ikke ville kunne følge orkens tempo, og at det blot var et spørgsmål om tid, før orkens spyd ramte sit mål. Med et standsede Umoy midt i et angreb, og han dækkede sig hurtigt bag sit skjold. Kort efter lød der et skud, og træsplinter fløj til siderne, idet en kugle gik gennem skjoldet. Umoy var dog ikke blevet såret. Han vendte rundt og stak af, mens han sørgede for at løbe i sik-sak. Demar så vantro efter ham. Ikke nok med at denne ork havde såret ham og slået ham tilbage. Den havde samtidig været i stand til at opfatte geværkuglen, og undvige denne, før den blev ramt. Forhåbentlig var der ikke mange orker som ham.
Et stykke derfra kæmpede Gruzar Tigersjæl fra ryggen af sin tiger, Flammeøje. Gruzar kastede sine kasteøkser mod alle fremmede i nærheden, og hvis de prøvede at komme for tæt på, slog Flammeøje dem til jorden med sine skarpe kløer. Et par gange forsøgte nogle af nybyggerne at omringe Gruzar, men Flammeøje var for hurtig for dem. Lorem Ericssøn fik øje på Gruzar, og indså, at nogen snart måtte sætte en stopper for denne trussel. Han blokerede et angreb fra den ork, han kæmpede med, og huggede derefter sit sværd ind i dets side. Derefter satte han i løb mod Gruzar. Gruzar fik først øje på Lorem, da han var ganske tæt på. Han kastede en økse mod Lorem, men Lorem parerede denne med sit skjold. I samme øjeblik kastede Flammeøje sig frem mod Lorem, og væltede ham omkuld. Lorem mærkede hele tigerens vægt presse ned mod sin krop, men han var heldigvis i form til at kunne klare det. Han stak sit sværd op mod tigeren, der udstødte et brøl, idet sværdet stak igennem dens pels og ind i dens kød. Den sprang væk, men den kunne ikke længere bruge sit højre forben, og den faldt sammen under vægten af Gruzar. Gruzar sprang hurtigt ned fra Flammeøje og kastede en kasteøkse mod Lorem, der var ved at komme på benene. Lorem var netop ved at komme på benene, og han opdagede angrebet for sent. Kasteøksen snittede ham og gav ham en flænge på højre side af hans pande. Et øjeblik var han ved at miste balancen, mens hele jorden snurrede rundt, men så genvandt han den, og den næste kasteøkse blokerede han let med sit skjold. Gruzar brummede utilfredst. ”Vi mødes igen, fremmede.” Brummede han, idet han vendte rundt og stak af sammen med Flammeøje.
I den anden ende af slagmarken løb Slarkar gennem slagmarken. Slarkar undgik helst direkte kamp. Han foretrak at angribe sin modstander bagfra eller ramme dem med en af sine knive fra en afstand, og han gjorde kort proces med sine modstandere. Pludselig fik han øje på en skikkelse ud af øjenkrogen. Skikkelsen var stort set helt dække til. Slarkar kunne kun se et par gule, slangelignende øjne omgivet af sort hud. Skikkelsen bevægede sig stille og lydløst ligesom Slarkar, og med den samme smidighed og præcision. Skikkelsen var ingen ringere end Deshar. Ligesom Slarkar undgik Deshar helst direkte kamp. Han foretrak ligeledes at stikke sine modstandere ned bagfra, eller ramme dem med en kasteknive på afstand, og det måtte være skæbnen, der gjorde, at orkernes bedste jæger skulle møde lederen af nybyggernes snigmordere. Slarkar trak hurtigt en af sine stenknive og kastede den efter Deshar, der dukkede sig for kniven, og derefter kastede en af sine egne knive efter Slarkar. Slarkar drejede sin krop for at undvige, og blev kun snittet i siden. Til hans overraskelse virkede det til, at den fremmede, ligesom ham selv, gik efter at ramme de steder, hvor han ville forvolde mest skade. Slarkar mærkede i det samme, hvordan hans krop reagerede på såret, og han brugte sin forøgede styrke til at tilbagelægge den lille afstand mellem ham og Deshar, og stikke ud efter sin modstander med en stenkniv. Stenkniven borede sig ind i Deshars side, og denne trak sig tilbage med en stønnen. Fra nu af havde Slarkar overtaget. Hans gift ville svække hans modstander og gøre det sværere for denne at slippe væk. I det samme mærkede Slarkar, hvordan den styrke, han havde fået fra såret, forsvandt, og til sin overraskelse opdagede han, at hans krop også var svækket. Som et lyn fra den klare himmel gik det op for Slarkar, at hans modstander også benyttede sig af gift. Imens Deshar flygtede, valgte Slarkar at trække sig tilbage og holde lav profil, mens han ventede på, at giftens effekt aftog.
I mellem tiden kæmpede Sir Geran af Fjellborg fra ryggen af sin grif, Mardan. Griffen og Geran huggede vildt omkring sig og fældede alle orkere, der vovede at nærme sig. Når Geran opdagede, at han var ved at blive omringet, fik han blot Mardan til at lette og flyve ham til en ny kamplads, for derefter at fortsætte sin nedslagtning. Det var en overordentlig tilfredsstillende følelses for ham, at kunne besejre disse store orkere uden større besvær. Med et opdagede han atter, at han var ved at blive omringet, og han smilte skadefro. Det havde de dumme orkere allerede forsøgt flere gange. De var i sandhed svage væsner. Med et svagt spark i siden fik han Mardan til at lette. Han var blevet en smule udmattet af al den kamp, og besluttede sig for at tage et overblik i sikkerhed for orkerne. Han fløj op i luften til en afstand, hvor han var sikker på, at orkernes kastevåben ikke ville kunne nå ham. Derefter så han ned over kamppladsen med et tilfreds smil. Sir Geran havde dog glemt at tage højde for orkernes shamaner. På himlen blev han et åbenlyst mål, og adskillige shamaner, inklusiv Warnu Åndetaler, kastede straks deres magier mod ham. Sir Geran mærkede, hvordan hans kræfter med et blev drænet af usynlige ånder, og han bandede højt, da det gik op for ham, hvad der skete. Han fik straks Mardan til at flyve ned mod jorden igen, men på vejen blev han mødt af adskillige afdøde krigerånder, der fløj ham i møde. Sir Geran forsøgte at undvige dem, men Mardan var også blevet drænet for kræfter, og en økse og et kølleslag ramte den i siden. Til alt held blev Mardan ikke slået bevidstløs, så det lykkedes den at lette uden at komme yderligere til skade, men den ville ikke blive i stand til at deltage i kampen længere.
Midt på slagmarken kæmpede en af orkernes stærkeste krigere, Braig Tordennæve, sammen med en gruppe af sine stammefæller. Lidt derfra fik han øje på en af de fremmede, der kæmpede godt for sig. Den fremmede var meget lavere end de andre fremmede, men han var næsten lige så bred, som han var høj. Det var dværgesmeden Kedo Dromarssøn, der fældede orkerne en for en. Kedo kæmpede iført en hjemmelavet rustning, der var balanceret noget nær perfekt, både hvad beskyttelse og bevægelsesfrihed angik. Han svang en kraftig krigshammer og dækkede sin krop bag et stort skjold. Kedo havde aldrig brudt sig om orkere, og nu, på slagmarken, forvandlede han denne uvilje til vrede, hvilket gjorde ham til en stærk krigsmaskine. Han lagde mærke til Braig, der var sat i løb imod ham, og forberedte sig på at møde sin nye modstander. Til sin overraskelse bemærkede han, at Braig kæmpede med et stort tohåndssværd, der overhovedet ikke kunne sammenlignes med orkernes primitive stenvåben. Han måtte have taget det våben fra en af de døde nybyggere. Ud fra dette sluttede Kedo, at Braig ikke havde nogen anelse om, hvordan våbnet skulle bruges hvilket senere skulle vise sig at blive skæbnesvangert. Braig og Kedo kredsede rundt om hinanden. Så satte Braig et angreb ind. Han trådte frem mod Kedo og svang sit sværd imod ham. Kedo blokerede angrebet med sit skjold, men blev alligevel overrasket over angrebets styrke. Hans svang sin hammer mod Braigs side, men Braig undveg med nød og næppe. Braig svang nu sit sværd, mens han sørgede for at holde sig på afstand af Kedo. Kedo parerede, men Braig havde en større rækkevidde end ham, og Kedo måtte derfor forgæves kæmpe for at komme ind på livet af Braig. Endelig mærkede Kedo, hvordan hans kræfter begyndte at slippe op, og han trak sig tilbage for at tage en pause, men i det samme trådte Braig frem og plantede et kraftigt spark på K$edos skjold. Sparket kom uventet, og Kedo blev slået omkuld. I det samme trådte Braig frem og hamrede sit våben mod Kedo. Kedos rustning beskyttede ham godt, og det lykkedes Kedo at beskytte sig og komme på benene igen, men to af Braig angreb gik igennem rustningen og tilførte Kedo svære skader. Kedo må langsomt trække sig tilbage mod en gruppe af nybyggere, mens Braig lod sine angreb regne ned over ham.
Lidt derfra kæmpede Morzak Bjørnenæve som en vanvittig. Han havde taget form som en stor, sort bjørn, og var gået i bersærk. Han lod slagene regne ned over alle de fremmede, der kom inden for rækkevidde, og skulle det lykkedes en af de fremmede at såre ham, besvarede han blot dette ved sende et endnu kraftigere angreb mod synderen. Alle, selv hans kampfæller, holdt sig på afstand af ham. Kaptajn Ghum Orkassøn fik øje på ham og brølede vredt af sine mænd.
”Kujoner! Hvis i ikke kan klare ham, skal jeg nok selv besejre ham.”
Derefter dræbte han den ork, han kæmpede mod, med et enkelt hug fra et af sine tohåndssværd, hvorefter han satte i løb mod Morzak. Morzak fik øje på den fremmede, og spærrede sine øjne op ved synet af en af sine racefæller blandt de fremmede. Derefter ramte vreden ham. Dette var en ork, der slagtede sine egne side om side med de fremmede. En sådan udåd kunne han ikke lade være ustraffet. Morkzak vendte sig mod sin nye modstander, og ventede tålmodigt på, at denne kom inden for rækkevidde. Endelig kom Ghum tæt nok på, og Morzak slog ud efter ham med en af sine store poter. Ghum bukkede sig for slaget, men fik alligevel en flænge hen ad kinden. Med et rasende brøl huggede han begge sine sværd mod Morzak. Begge sværdene ramte Morzak i siden og efterlod to store sår. Morzak brølede af smerte og slog Ghum hen over brystet med en kraft, der ville have væltet ethvert menneske omkuld. Ghum var dog ikke et menneske, og det lykkedes ham med nød og næppe at holde balancen. Morzak indså til sin forbitrelse, at dette var en kamp, han ikke kunne vinde, og han gik ned på alle fire og løb væk.
Oppe på bakkerne, blandt de folk, der bemandede kanonerne, stod de af Råddets medlemmer, der ikke havde nogen større erfaring i kamp. Disse talte blandt andet Grau Moriassøn, Baron Tom af Ismedi og Baronesse Zaima af Ismedi, Baron Tom af Hemarci, Thesym af Hemarci og Kanaka Makotassøn samt dennes livvagt, Lee Daxinssøn. Alle disse, med undtagelse af Grau, var blevet udstyret med pistoler eller geværer, og beskød nu orkerne fra bakken. Især Lee ramte den ene ork efter den anden. Med et lagde han mærke til en ork, der især gjorde indhug blandt nybyggerne. Orken var mindre end de fleste andre orkere, men han kæmpede med et specielt våben, som han beherskede til fulde. Våbnet bestod af en lang træstav med et hammerhoved af sten i hver ende, og orken fældede den ene nybygger efter den anden med sine kraftige slag. Dette var ingen ringere end Tottoa-stammens høvding, Gunfol Dobbeltknuser. Lee tog omhyggeligt sigte på den fremmede med sin pistol, og skød så. Gunfol, der ikke engang havde set Lee, havde ingen chance for at undvige angrebet, og kuglen borede sig ind i hans hjerte. Hans ansigt blev et øjeblik fyldt med overraskelse. Så faldt han sammen, og hans våben faldt til jorden. Orkerne i nærheden brølede af vrede, og vreden gav dem nye kræfter. En af høvdingene var faldet, og det skulle hævnes. Oppe på bakken tømte Lee sit magasin, hvorefter han begyndte at lade igen. Han følte hverken glæde eller afsky ved sit arbejde. Det var et arbejde, og han fik betaling for at gøre det. Længere var den ikke.
Et godt stykke derfra slagtede Høvding Vranto Blodøkse af Ugaro-stammen nybyggerne en efter en. Han svang sin enorme stenøkse med stor fart og styrke og dræbte alle, der kom i nærheden af ham. På trods af sin styrke og udholdenhed var Vranto ikke lige så stærk som Morzak, og af den grund hadede han Morzak. Morzak kunne hvert øjeblik, det skulle være, udfordre ham, og tage titlen som stammens leder. Dette betød dog ikke, at Vranto var svag. Tværtimod var han stærkere end de fleste andre høvdinge, og de fremmede faldt for hans fødder. Vranto elskede kampen og nød at se sine fjender falde, og i dette slag følte han sig som en fisk i vand. Han havde også selv fået mange skader, men han ænsede dem ikke og kæmpede videre, som var han uskadt. Med et fik han øje på en af de fremmede, der sloges med en klinge af det mærkelige materiale, de byggede deres våben af. Den fremmede var ikke stærk, men han var hurtig og adræt, og hans dansende kampstil fik Vranto til at tænke på Umoy. Dette væsen var uden tvivl en af de stærkeste fremmede. Ud fra de ordrer, han af og til gav, kunne det endda tyde på, at han var de fremmedes leder. Denne tanke huede Vranto. Hvis han besejrede de fremmedes leder, ville han vinde stor anseelse blandt stammerne, og han ville blive husket i flere generationer fremover. Den fremmede var Sir Wan Xymarssøn, og han havde også fået øje på Vranto. For Wan var denne kamp ikke nogen større begivenhed. Han havde endnu ikke mødt en udfordrer, der kunne byde ham modstand, og han betragtede heller ikke Vranto som en større udfordring. Vranto var stærk og udholdende. Dette gjorde ham i stand til at besejre mange svage fjender hurtigt og sprede skræk i en kamp. Wan, derimod, var hurtig og smidig. Et af Vrantos angreb var måske i stand til at slå ham ihjel, men disse angreb ville slet ikke få lov at ramme. Wan og Vranto satte nu i løb mod hinanden. Vranto havde den længst rækkevidde, og med et brøl hævede han sin økse og huggede ud mod Wan for at kløve ham i to og ende kampen med det samme. Wan undveg dog let angrebet ved at træde et hurtigt skridt til siden og læne sin krop i samme retning. Derefter førte han sit sværd skråt op og tilføjede Vranto et dybt sår. Orken brølede af smerte, og med den ekstra styrke, hans krop gav ham, huggede han ud efter Wan. Wan havde dog for længst vænnet sig til orkernes evne til at få styrke fra deres sår, og han undveg endnu engang Vrantos udfald, hvorefter han huggede efter sin modstander igen. Denne gang sårede han Vrantos lår for at sikre sig, at hans modstander ikke ville løbe væk. Med et brøl mistede Vranto fodfæstet, og han faldt så lang han var. Heldigvis for Vranto kæmpede Hurtho, i form af en grå ulv, ikke langt derfra. Hurtho opdagede Wan og Vrantos kamp, og opdagede sin kampfælles problemer. Han lukkede øjnene og bad naturen om hjælp, og i samme øjeblik rejste et træ sig mellem Wan og Hurtho og forhindrede Wan i at gøre det af med sin modstander. Vranto greb chancen til at tage flugten. Han forvandlede sig til en stor og mægtig tiger og humpede derfra så hurtigt han kunne med sine tre ben. Wan måtte til sin vrede se sit bytte slippe væk.
Længere fremme på kamppladsen, midt mellem nybyggerne, kæmpede Høvding Grurtog Klippeknuser fra Kroxor-stammen. Grurtog svang sine to økser som en vild og selv om han stod midt mellem sine fjender, blev han kun sjældent såret, hvorimod hans fjender faldt en efter en. Grurtogs styrke, hurtighed og udholdenhed gjorde ham til en drabelig kampmaskine, og under hans ledelse trak orkerne længere og længere frem. Lidt derfra, blandt magikerne, stod ypperstepræsten Sodomar Butassøn. Sodomar havde lagt mærke til Grurtog, og synet af denne dumme ork, der ikke kendte sin plads, gjorde ham mere og mere rasende. Sodomar hævede sine hænder mod himlen og bad til Zorak.
”Mægtige Zorak!” Råbte han med høj stemme. ”Dette er Jeres ydmyge tjener, der beder om Jeres hjælp. Lad denne usle ork, der vover at modsætte sig Jeres vilje, mærke jeres vrede og magt.”
Sodomars bøn blev hørt. Zorak tog kontrollen over de nybyggere, der stod omkring Grurtog, og med et lod han dem alle træde frem mod Grurtog og angribe samtidig. Grurtog var ikke i stand til at undvige alle disse angreb, og han faldt om med svære skader. Ved synet af dette indså orkerne, at de ville være nødt til at trække sig tilbage. En gruppe orkere fik kæmpet sig op til Grurtog og fik ham transporteret væk. Kort efter begyndte høvdingene en efter en at beordre deres krigere til at trække sig tilbage, og snart løb samtlige orkere mod junglen, hvor de forsvandt, mens menneskenes geværskytter lod deres geværkugler fare efter orkerne. Kort efter brød jublen løs blandt nybyggerne. Slaget var vundet, og orkerne var jaget på flugt for denne gang.
|
|
