Post by mivoix on Feb 16, 2010 22:02:01 GMT 1
Fulde navn: - ikke kendt
Kaldenavn: Douleur
Køn: Mand
Alder: Omkring 25, præcise alder usikker
Race: Menneske
Klasse: Snigmorder
Profession: Slave
Religion: ingen
Sprog: Üthar, Median
Udseende:
Ansigt: Skarpe ansigtstræk, Azurblå øjne og langt kornblondt hår og et lille skæg på hagen.
Krop: Douleur er ikke det højeste menneske med sine 176 cm i højden men han er i god form og det kan ses på hans markede aflange muskler. Hans hud er bleg efter at have spenderet det meste af tiden under jorden og fine hvide ar dækker hans ryg efter piskeslag.
Tøj: Hans tøj svinger meget, den ene dag kan han rende rundt i tiggertøj og den anden adelstøj. Han skifter efter humør og for det meste tager han det fra de døde. Han undgår dog enhver form for smykker.
Våben: Han bruger 2 kort sværd og har en hjemmelavet dagger med et skarpt blad og et skæfte lavet ud af en blanding af menneske og dyreknogler.
Kendetegn: ikke andet end de ar han har på ryggen.
Andet:
Historie:
Biografi:
Douleur husker intet fra hans fødested eller fra hans familie. Han blev bortført af mørkelverne i et voldsomt angreb på hans hjemby og blev taget med sig for at blive brugt som slave. Fra tidlig alder blev han placeret i minerne hvor han udvandt jernmalm.
Jeg var ung og ikke særlig nyttig, for det meste blev jeg sat til nogen af de lettere opgave som jeg kunne klare, andre gange ikke. Hvis jeg fejlede gik det som med alle andre at jeg fik pisk. Det skete ikke ofte da de kunne risikere enten at miste slaven eller gøre dem invalide. Hvis et barn endelig blev gjort invalid blev det slået ihjel. Hvis de voksne forsøgte at hjælpe de yngre var det dem der blev straffet. Jeg lærte hurtigt rutinen i det.
I hans tidlige teenage år arbejde han stadigvæk i minerne sammen med de andre slaver. Han var blevet ganske god til det og havde fået nogen af de lidt mere besværlige opgaver. Det krævede mindre styrke men mere erfarenhed end hvad de fleste andre foretog sig. En dag blev de overrasket af kampbrøl da en stor gruppe af underverdens væsner angreb minen og slaverne. Skønt han stadigvæk var ung formåede han at slå nogle stykker af dem ihjel og holde sig i live til mørkelverne fik dem slået tilbage.
Det var en dårlig dag den dag. Der havde været en masse ulykker, vi havde mistet en lille dreng og en af de ældre slaver havde brækket benet. Jeg vidste han ikke havde længe igen da, og at dømme på hans blik i øjnene viste han det også selv. Faktisk var det ligesom en af de opsynshavende skulle til at tage fat i ham at angrebet faldt. Jeg havde skimtet nogle af de væsner der fandtes ofte, men aldrig så tæt på og aldrig nogen mere intelligente end dyr. De bevægede sig med styrke og en vildskab jeg kun havde set hos folk med febervielse. Jeg vil nødig sige jeg var helt klar over hvad jeg gjorde, jeg tror mere det var instinkt end noget andet, og det meste af det er sløret for mig i dag som det var dengang. Det eneste jeg rigtigt husker er en masse blod og smerte. En deling af mørkelver krigere var kommet for at slå dem tilbage. Jeg havde i panik slået 3 af væsnerne ihjel med de værktøjer vi fik til at mine med, til gengæld på bekostning af mit eget helbred. Jeg kan huske smagen af jern som min mund gentagne gange fyldtes med blod og det føltes som om der var ild i mit bryst. Meget andet noget jeg ikke at opfatte før jeg gik ud.
En af de yngre mørkeelverkvinde havde fået nys om hans bedrifter i angrebet og havde fundet interesse i ham. I stedet for at slå ham ihjel fik han helet sine sorg so han kunne begynde sit nye hverv hos sin nye herskerinde. Hun havde taget ham som sin personlige slave og det viste sig snart at han skulle oplæres i kunsten at dræbe. Hun lød resten af mørkelverne tro han var død så hvis hun fik brug for ham til at slå andre ihjel ville ingen mistænke hende.
Det var en noget usædvanlig opvækning jeg fik da jeg endelig vågnede igen. Jeg må indrømme jeg var i vildrede, jeg havde vænnet mig til hvordan tingene fungerede og pludselig var alting vendt op og ned. Mine sår var mere eller mindre helt væk. Jeg har på fornemmelse min herskerinde havde efterladt noget for sin egen fornøjelses skyld. Under alle omstændigheder var hun der da jeg vågnede. Hun fortalte mig kort at jeg kun skulle lyde hende fra nu af og at jeg kun skulle tale til hende. Som jeg har nævnt før var jeg vant til at få pisk men det var ingenting i forhold til hvad denne kvinde kunne finde på. Jeg tror hun nød det. Min træning blev altid sørget for personligt af hende og jeg så ikke andre mørkelver i mange år. Hun holdt mig skjul fra sine artsfæller. Jeg tror ikke hun havde så meget magt igen.
Han blev for det meste sendt ud i menneske byerne for at tage sig af hendes fjender der, men kom uset tilbage for at rapportere hos hende. Douleur begyndte med tiden at få følelser for sin herskerinde på trods, eller måske på grund af afstraffelserne. Han kunne mærke hvordan han savnede hende når han var væk og hvordan det glædede ham at se hende igen når han kom tilbage. Han havde godt nok fået mere frihed end han havde da han arbejdede i minerne og det var første gang siden barnsben at han fik åben himmel at se, men afstrafningerne hos hans herskerinde var meget hårdere og blev givet meget oftere.
Ja hun sendte mig væk flere gange for at tage mig af fjender oppe under den åbne himmel. Menneskene kiggede ofte mærkeligt på mig når jeg snakkede men heldigvis tror jeg ikke de kunne placere min accent. Jeg var stadigvæk dog kun et menneske. Hvis jeg skal være ærlig tror jeg ikkem min herskerinde havde fjender hos menneskene, jeg tror bare hun ville have mig væk fra hende. Måske fordi hun havde lagt mærke til jeg nogen gange sneg mig ind og stirrede på hende mens hun sov. Det var en fantastisk fri følelse at være ude, men den blev blokeret af mit savn. Jeg tror ikke der gik lang tid før jeg tog min beslutning om at gøre end ende på savnet, det tog længere tid at udføre det.
Det var først mange år senere at han lod hende indånde en dose dødelig gift samlet fra dybere nede i undergrunden, og det var med blandede følelser han så hende dø, før han stak af fra mørkelvernes by. Han gik ud fra at ingen kendte til ham og ville komme efter ham da han officielt døde flere år tidligere. Han sad i nogle dage ved nedgangen til dødens rige og tænkte på hans første forelskelse før han tog afsked med hende i sit sind og begyndte sin rejse til det midterste rige.
Jeg viste godt hvor giften var. Når jeg ikke var hos min herskerinde eller i menneske byerne vandrede jeg omkring i de lange gange og huler i undergrunden. Jeg havde ofte fundet planter til at skabe gift, det var trods alt en del af min træning. Det var sværere at gøre end jeg havde regnet med, jeg er ikke helt sikker på hvorfor. Det var en smertefuld gift og som hun kiggede på mig, døende, og i krampeagtige smerter skar hendes smukke stemme igennem mig som en syl ”jeg forbander dig Douleur”. Jeg havde aldrig haft et navn før, det betød ikke noget om hun gav mig det for at give sin forbandelse mening. Jeg kunne lide det og beholdt det. Jeg var overrasket over hvor lig alle andre lig jeg havde set hun var da hun endelig var død. Smuk var hun stadigvæk men livløs og uden kræft. Jeg havde originalt set tænkt mig at tage ned i underverden og takke hende men ændrede mening. Det ville have været selvmord og selvom jeg ikke ligefrem er kendt for at være fornuftig kunne jeg dog se meningen i det. Jeg sad dog ved nedgangen. Om det var for min egen skyld eller som en stille tak til hende er jeg ikke helt sikker på. Jeg forlod nogle dage senere, tilfreds med min frihed
Slægt: Ukendt
Minder: Mindet om sin herskerinde hvis navn han holder for sig selv.
Bopæl: Forskelliger kroer i Zerion
Person:
Personlighed: Hans personlighed har været holdt nede som slave og det er først efter hans frihed han er i gang med at genfinde den. Det forvirrer ham ofte og for ham til at virke meget kaotisk og personlighedssplittet. Det ene øjeblik kan han være legesyg og drillende og det næste kold og kynisk. Han har aldrig lært morale eller interesseret sig for det. Han har stadigvæk nogen gange en dårlig vane med at gøre hvad folk beder ham om. Det kommer og går dog.
Interesser: Stort set alt der afviger fra hans idé om hvad normen er.
Mål: Finde meningen med livet og verden.
Andet: Douleur er afhængig af smerte (skal ikke forvirres med at han kan lide det) men ville aldrig kunne finde på at påføre sig det selv hvilket kan føre til at han bevist fremprovokerer dumme eller ligefrem farlige situationer for ham selv. F.eks provokerer hidsige folk og bryde små love der medfører enhver form for smertefuld afstrafning.
Raceevner: Mennesker får 3 ekstra statpoint og 3 ekstra skillpoint.
Stats:
Udholdenhed: 8
Styrke: 5
Hurtighed: 9
Smidighed: 9
Kamuflage: 11
Sanser: 7
Magi: 3
Mana: 3
I alt: 55
Skills:
Anatomi: 5
Gift: 1
Kampdans: 3
Våbenteknik (Ubevæbnet): 2
Våbenteknik (Små klinger): 2
I alt: 13
Magiske genstande: Egenskabernes Bog
Guld: 5
Kaldenavn: Douleur
Køn: Mand
Alder: Omkring 25, præcise alder usikker
Race: Menneske
Klasse: Snigmorder
Profession: Slave
Religion: ingen
Sprog: Üthar, Median
Udseende:
Ansigt: Skarpe ansigtstræk, Azurblå øjne og langt kornblondt hår og et lille skæg på hagen.
Krop: Douleur er ikke det højeste menneske med sine 176 cm i højden men han er i god form og det kan ses på hans markede aflange muskler. Hans hud er bleg efter at have spenderet det meste af tiden under jorden og fine hvide ar dækker hans ryg efter piskeslag.
Tøj: Hans tøj svinger meget, den ene dag kan han rende rundt i tiggertøj og den anden adelstøj. Han skifter efter humør og for det meste tager han det fra de døde. Han undgår dog enhver form for smykker.
Våben: Han bruger 2 kort sværd og har en hjemmelavet dagger med et skarpt blad og et skæfte lavet ud af en blanding af menneske og dyreknogler.
Kendetegn: ikke andet end de ar han har på ryggen.
Andet:
Historie:
Biografi:
Douleur husker intet fra hans fødested eller fra hans familie. Han blev bortført af mørkelverne i et voldsomt angreb på hans hjemby og blev taget med sig for at blive brugt som slave. Fra tidlig alder blev han placeret i minerne hvor han udvandt jernmalm.
Jeg var ung og ikke særlig nyttig, for det meste blev jeg sat til nogen af de lettere opgave som jeg kunne klare, andre gange ikke. Hvis jeg fejlede gik det som med alle andre at jeg fik pisk. Det skete ikke ofte da de kunne risikere enten at miste slaven eller gøre dem invalide. Hvis et barn endelig blev gjort invalid blev det slået ihjel. Hvis de voksne forsøgte at hjælpe de yngre var det dem der blev straffet. Jeg lærte hurtigt rutinen i det.
I hans tidlige teenage år arbejde han stadigvæk i minerne sammen med de andre slaver. Han var blevet ganske god til det og havde fået nogen af de lidt mere besværlige opgaver. Det krævede mindre styrke men mere erfarenhed end hvad de fleste andre foretog sig. En dag blev de overrasket af kampbrøl da en stor gruppe af underverdens væsner angreb minen og slaverne. Skønt han stadigvæk var ung formåede han at slå nogle stykker af dem ihjel og holde sig i live til mørkelverne fik dem slået tilbage.
Det var en dårlig dag den dag. Der havde været en masse ulykker, vi havde mistet en lille dreng og en af de ældre slaver havde brækket benet. Jeg vidste han ikke havde længe igen da, og at dømme på hans blik i øjnene viste han det også selv. Faktisk var det ligesom en af de opsynshavende skulle til at tage fat i ham at angrebet faldt. Jeg havde skimtet nogle af de væsner der fandtes ofte, men aldrig så tæt på og aldrig nogen mere intelligente end dyr. De bevægede sig med styrke og en vildskab jeg kun havde set hos folk med febervielse. Jeg vil nødig sige jeg var helt klar over hvad jeg gjorde, jeg tror mere det var instinkt end noget andet, og det meste af det er sløret for mig i dag som det var dengang. Det eneste jeg rigtigt husker er en masse blod og smerte. En deling af mørkelver krigere var kommet for at slå dem tilbage. Jeg havde i panik slået 3 af væsnerne ihjel med de værktøjer vi fik til at mine med, til gengæld på bekostning af mit eget helbred. Jeg kan huske smagen af jern som min mund gentagne gange fyldtes med blod og det føltes som om der var ild i mit bryst. Meget andet noget jeg ikke at opfatte før jeg gik ud.
En af de yngre mørkeelverkvinde havde fået nys om hans bedrifter i angrebet og havde fundet interesse i ham. I stedet for at slå ham ihjel fik han helet sine sorg so han kunne begynde sit nye hverv hos sin nye herskerinde. Hun havde taget ham som sin personlige slave og det viste sig snart at han skulle oplæres i kunsten at dræbe. Hun lød resten af mørkelverne tro han var død så hvis hun fik brug for ham til at slå andre ihjel ville ingen mistænke hende.
Det var en noget usædvanlig opvækning jeg fik da jeg endelig vågnede igen. Jeg må indrømme jeg var i vildrede, jeg havde vænnet mig til hvordan tingene fungerede og pludselig var alting vendt op og ned. Mine sår var mere eller mindre helt væk. Jeg har på fornemmelse min herskerinde havde efterladt noget for sin egen fornøjelses skyld. Under alle omstændigheder var hun der da jeg vågnede. Hun fortalte mig kort at jeg kun skulle lyde hende fra nu af og at jeg kun skulle tale til hende. Som jeg har nævnt før var jeg vant til at få pisk men det var ingenting i forhold til hvad denne kvinde kunne finde på. Jeg tror hun nød det. Min træning blev altid sørget for personligt af hende og jeg så ikke andre mørkelver i mange år. Hun holdt mig skjul fra sine artsfæller. Jeg tror ikke hun havde så meget magt igen.
Han blev for det meste sendt ud i menneske byerne for at tage sig af hendes fjender der, men kom uset tilbage for at rapportere hos hende. Douleur begyndte med tiden at få følelser for sin herskerinde på trods, eller måske på grund af afstraffelserne. Han kunne mærke hvordan han savnede hende når han var væk og hvordan det glædede ham at se hende igen når han kom tilbage. Han havde godt nok fået mere frihed end han havde da han arbejdede i minerne og det var første gang siden barnsben at han fik åben himmel at se, men afstrafningerne hos hans herskerinde var meget hårdere og blev givet meget oftere.
Ja hun sendte mig væk flere gange for at tage mig af fjender oppe under den åbne himmel. Menneskene kiggede ofte mærkeligt på mig når jeg snakkede men heldigvis tror jeg ikke de kunne placere min accent. Jeg var stadigvæk dog kun et menneske. Hvis jeg skal være ærlig tror jeg ikkem min herskerinde havde fjender hos menneskene, jeg tror bare hun ville have mig væk fra hende. Måske fordi hun havde lagt mærke til jeg nogen gange sneg mig ind og stirrede på hende mens hun sov. Det var en fantastisk fri følelse at være ude, men den blev blokeret af mit savn. Jeg tror ikke der gik lang tid før jeg tog min beslutning om at gøre end ende på savnet, det tog længere tid at udføre det.
Det var først mange år senere at han lod hende indånde en dose dødelig gift samlet fra dybere nede i undergrunden, og det var med blandede følelser han så hende dø, før han stak af fra mørkelvernes by. Han gik ud fra at ingen kendte til ham og ville komme efter ham da han officielt døde flere år tidligere. Han sad i nogle dage ved nedgangen til dødens rige og tænkte på hans første forelskelse før han tog afsked med hende i sit sind og begyndte sin rejse til det midterste rige.
Jeg viste godt hvor giften var. Når jeg ikke var hos min herskerinde eller i menneske byerne vandrede jeg omkring i de lange gange og huler i undergrunden. Jeg havde ofte fundet planter til at skabe gift, det var trods alt en del af min træning. Det var sværere at gøre end jeg havde regnet med, jeg er ikke helt sikker på hvorfor. Det var en smertefuld gift og som hun kiggede på mig, døende, og i krampeagtige smerter skar hendes smukke stemme igennem mig som en syl ”jeg forbander dig Douleur”. Jeg havde aldrig haft et navn før, det betød ikke noget om hun gav mig det for at give sin forbandelse mening. Jeg kunne lide det og beholdt det. Jeg var overrasket over hvor lig alle andre lig jeg havde set hun var da hun endelig var død. Smuk var hun stadigvæk men livløs og uden kræft. Jeg havde originalt set tænkt mig at tage ned i underverden og takke hende men ændrede mening. Det ville have været selvmord og selvom jeg ikke ligefrem er kendt for at være fornuftig kunne jeg dog se meningen i det. Jeg sad dog ved nedgangen. Om det var for min egen skyld eller som en stille tak til hende er jeg ikke helt sikker på. Jeg forlod nogle dage senere, tilfreds med min frihed
Slægt: Ukendt
Minder: Mindet om sin herskerinde hvis navn han holder for sig selv.
Bopæl: Forskelliger kroer i Zerion
Person:
Personlighed: Hans personlighed har været holdt nede som slave og det er først efter hans frihed han er i gang med at genfinde den. Det forvirrer ham ofte og for ham til at virke meget kaotisk og personlighedssplittet. Det ene øjeblik kan han være legesyg og drillende og det næste kold og kynisk. Han har aldrig lært morale eller interesseret sig for det. Han har stadigvæk nogen gange en dårlig vane med at gøre hvad folk beder ham om. Det kommer og går dog.
Interesser: Stort set alt der afviger fra hans idé om hvad normen er.
Mål: Finde meningen med livet og verden.
Andet: Douleur er afhængig af smerte (skal ikke forvirres med at han kan lide det) men ville aldrig kunne finde på at påføre sig det selv hvilket kan føre til at han bevist fremprovokerer dumme eller ligefrem farlige situationer for ham selv. F.eks provokerer hidsige folk og bryde små love der medfører enhver form for smertefuld afstrafning.
Raceevner: Mennesker får 3 ekstra statpoint og 3 ekstra skillpoint.
Stats:
Udholdenhed: 8
Styrke: 5
Hurtighed: 9
Smidighed: 9
Kamuflage: 11
Sanser: 7
Magi: 3
Mana: 3
I alt: 55
Skills:
Anatomi: 5
Gift: 1
Kampdans: 3
Våbenteknik (Ubevæbnet): 2
Våbenteknik (Små klinger): 2
I alt: 13
Magiske genstande: Egenskabernes Bog
Guld: 5
Ellers er der kun tilbage at sige, at du må lægge 3 statpoint mere (mennesker får 3 statpoint ekstra fra deres raceevne og med egenskabernes bog giver det 55 i alt)