En ganske almindelig dag [I]

[mivoix]

Det var en kølig dag og solen gjorde sit bedste for at strække sine stråler igennem de tunge skyer og få kål på resten af den frost, der havde lagt sig i løbet af natten, men isen lå stadig i klager på de steder der havde været dækket af skygge. Douleur sad oppe af et træ foran et udbrændt bål, der stadigvæk røg en smule. Han betragtede de små skyer af damp der steg til vejrs og forsvandt hver gang han trak vejret. Ved siden af ham var resterne af hvad der engang havde været en hare og en skuldertaske der så halvfyldt ud. Han var taget ud i skoven på jagt efter livstræet som han havde hørt rygter om fra byen. Han havde dog indtil videre ikke set noget til det. Til gengæld havde han fundet en del af de planter han brugte til sine gifte som kun voksede om vinteren. Efter at have fyldt sit laget op besluttede han sig for at holde et hvil ved søen. Det var endnu kun middag og han havde ikke synderligt travlt og det passede ham fint at lytte til søens sagte bevægelser og se smådyr komme ned for at sippe til det. Han havde stjålet tøjet han havde på fra en uagtsom bonde der havde ladet det hænge i sin lade. De grønne hørbukser virkede en smule for store men et solidt læderbælte holdt det oppe. Hverken den tynde skjorte af ufarvet hør eller den åbne lædervest gav ham meget beskyttelse fra kulden. I modsætning til hans anden beklædning gav nogle store forede læderstøvler og et par handsker af blødt læder massere af varme. Det eneste våben han havde taget med sig var den dagger han så fornemt selv havde skabt.

[Shailiha]

Iklædt sine sædvanlige posede, praktiske og behagelige rejseklæder, med en brun oppakning slynget over skulderen og en slidt rejsekappe bølgende fra skuldrene, var Shailiha det typiske billede på en rejsende. Det eneste bemærkelsesværdige var måske det røde hår der for øjeblikket svingede frit omkring hendes spidse ansigtstræk. Måske havde hun endnu ikke rejst verden rundt som andre, men hun havde rejst nok til at have tilegnet sig den flydende og jævne gang der kendetegner den erfarne vandringsmand, en gangart der sparede på kræfterne fordi den var solid og uden unødige svinger i valsen. Hun manifisterede sig fra mellem træernes kølige skygger, og det var med glæde og et smil på læben at hun trådte ud i den sparsomme varme den tildækkede sol gav. Hun havde ikke gået længe for dagen, og det var med raske skridt at hun skred ned mod søens vande. Hun stoppede et øjeblik da hun nåede dens bred, for at beundre synet. Hun havde altid elsket søer - himlens afspejling i vandet, den sagte lyd af vandets klukken på en vindblæst dag, den friske duft. Måske hun skulle tage en lille pause, og finde sin tegneblok frem? Det var efterhånden lang tid siden hun sidst havde tegnet, og det havde været med en vis nostalgi at hun havde lagt notesbogen ned i sin oppakning. Med disse tanker sværmende i hovedet, satte hun sig på hug, smagte på vandet, og begyndte derefter at fylde sin næsten tomme vanddunk, tilfreds med at vandet var klart og drikkeligt. Pludselig fik hun den prikkende fornemmelse i nakken - den når hårene rejser sig som følehornene på en kakerlak, den der indikerede at nogen betragtede hende. Nogen gange var alarmen falsk, men hun havde for længst lært at det var bedre at være ekstra på vagt, end det var at få en pil i nakken. Langsomt løftede hun sit hoved og lod blikket glide rundt langs søens kant. Derefter drejede hun hovedet og kiggede over skulderen. Det tog hende et øjeblik at lokalisere det udbrændte bål, og de grønne øjne gled videre til den ukendte mand der sad lænet op ad et træ. En rejsende som hende? Eller noget mere ildevarslende? Hun betragtede ham roligt, men hele hendes krop spændtes, og som hun sad der på hug lignede hun mest af alt et dyr der var søgt til vandhullet for at drikke. Et dyr der havde fået færten af jægeren, og nu var ved at beslutte sig om det skulle boltre eller angribe. Hvis den fremmede viste sig at være fjendtlig, så havde hun planer om at vise ham at dette dådyr var en ulv i forklædning.

[mivoix]

Douleur opdagede først den fremmede da hun havde sat sig ved søens bred for at drikke. Han betragtede hende med en høflig henkastet interesse, som han havde gjort med de fleste andre væsner der var kommet. Han havde ingen direkte planer om at springe på en tilfældig kvinde i skoven, men han var også mæt og tilfreds dog en smule rastløs. Hvis han var generet af hendes tilstedeværelse lod han det ikke bemærke. Det var først da den fremmede hævede blikket for at kigge på ham at han tog videre notits af hende. Han sad godt nok ikke skjult men han var overrasket over at hun lagde mærke til ham. Måske havde hun hørt ham? Det var tydeligt at hendes nervøse holdning havde sat noget i gang i ham for han lavede en smidig, flydende bevægelse og kom let på benene. Han sendte hende et smørret smil. Hans blege hud og gyldne hår, der smørrede sig som silke omkring ham i vinden stod i stærk kontrast til den mørke bark bag ham og i det sparsomme sollys kunne han nemt havde lignet en luftspejling hvis ikke hans lejr havde været der som et tydeligt bevis på hans menneskelighed. Hans smil blev bredere og endte i et grin som han afgav en lav latter der lod sig føre med vinden hen til kvinden. Hans højre hånd hvilede på skæftet af hans efterhånden godt slidte dagger, og han kærtegnede ganske ubemærket de gulnede knogler der udgjorde skaftet. Om det var en advarsel, en udfordring eller bare en naturlig stilling var ikke til at sige. Udover hans tvetydige gestus virkede han ikke aggressiv, nærmere afprøvende. Han forholdt sig rolig og virkede henkastet, og en smule arrogant.

[Shailiha]

Som hun sad på hug ved vandbredden bevægede hun ikke en muskel, hvor det kun var de grønne øjne der fulgte hver eneste af hans bevægelser som han rejste sig op og satte i bevægelse over imod hende. Den lette glæde hun havde følt ved dagen var forsvundet, begravet under vægten af mistænksomhed. I princippet hadede hun at enhver fremmed skulle mødes med en sådan vagtsomhed, i stedet for åben venlighed, men på den anden side var hun ikke en kraftfuld nok sværdkæmper - endnu - til at hun kunne tillade sig at sænke sit forsvar overfor en fremmed mand. Hun inddrak ham med øjnene; de grønne bukser, tynde skjorte og åbne vest. Han lignede mest af alt en farmer-dreng fra området. Men han bevægede sig ikke som en... hans gang var for, smidig. For vagtsom... det tog en kriger at genkende en anden kriger.
"Hvem er du?" spurgte hun kort og kontant da han stoppede, mens hun rejste sig i en glidende bevægelse og uden at fjerne øjnene fra ham strammede lædersnøren i en knude omkring vanddunkens hals. Hun smed den ned til hendes oppakning der stadig befandt sig på jorden. Hendes blik gled ned til daggerten ved hans side som hun afsøgte ham med øjnene for våben. En... knoglekniv? Hvor morbidt. En ubestemmelig gysen løb ned ad ryggen på hende, mens hun kiggede tilbage til de kornblå øjne. Hun kunne ikke lide ham. Bestemt ikke lide ham.

[mivoix]

Hans blik fulgte hver enkelt bevægelse hun lavede, med en blanding af forventning og noget andet ubestemmeligt. Hendes smidige bevægelser der nemt kunne hamle op med hans egne fik ham til tøve et øjeblik og overveje situationen igen. Som en yngling der lige netop har opdaget at joken måske kan gå ud over ham selv. Hans øjne faldt på det røde hår der så ud til at leve dets eget liv i den kølige vind. I naturen, ikke bare her men også i underverden, var rød et tydeligt tegn på fare. Men så igen. Det var ikke kun farlige ting der bar den røde farve, det var også ting der ville forgive at de var farlige. Uanset hvad irriterede hendes tydelige påpasselighed ham lige pludseligt. Hendes vejrbidte og trænede krop, hendes vagtsomme øjne der mistænksomt betragtede ham og hendes indgående spørgsmål som han så ofte havde stillet sig selv i hans tanker. Han forsøgte at ryste følelsen af sig men uden meget held. Hans krop spændtes og han borede sine øjne trodsigt ind i hendes ”Sikke et ligegyldigt spørgsmål. Men hvis du absolut er så interesseret i at vide det er mit navn Douleur.” Hans stemme var en smule hæs og han havde en tung, blandet accent. ”Min tur.. Hvad laver du herude helt alene?” Der var et hint af provokation i hans spørgsmål men ikke nok til at det direkte kunne anses som en trussel.

[Shailiha]

Den måde den fremmedes muskler spændtes en anelse, mens hans øjne blev trodsige, beroligede på en eller anden måde Shailiha. Måske blot fordi det indikerede at manden ikke var en eller anden magtfuld psykopat af en magiker, der havde tænkt sig at forvandle hende om til en tudse... det håbede hun i hvert fald. Hun lod sine tommelfingre hage sig fast i sit bælte i en bevægelse der ligesom 'tilfældigt' slog kappen tilbage og afslørrede sværdskeden ved hendes side - en usagt advarsel om at hun ikke var nogen jomfru ude at gå tur for at plukke svampe. Stillingen var tilsyneladende afslappet, men på denne måde var hendes hænder tæt nok på hendes våben til at hun følte sig en anelse bedre tilpas.
"Douleur..." hun smagte på navnet mens hendes hoved gled en anelse på skrå som en hund der lytter. Hun kunne ikke umiddelbart genkende hvor navnet kom fra, eller placere hans accent for den sags skyld - men det var der ikke nogen overraskelse i, da musik og toner aldrig havde været hendes stærke side. Faktisk var hun ret rædselsfuld når det kom til at synge. Men selvom hun ikke kunne genkende navnet, så prikkede det alligevel til noget i det bagerste af hendes bevidsthed - en mening hun ikke helt kunne sætte fingeren på, men som sendte endnu en kuldegysning ned langs hendes rygrad. Hun arkiverede navnet, og lavede et mentalt notat om at hun skulle spørge Samuel når hun engang kom tilbage.
"Jeg vågnede op her til morgen, og tænkte at det sjoveste i verden ville være at tage ud i skoven, iføre mig et lyserødt forklæde og intet andet, og rende rundt i cirkler mens jeg synger sange til ære for den Navnløse," dette blev sagt i et henkastet tonefald med et fuldstændigt seriøst tonefald, "Hvad tror du selv? Jeg er på rejse," fortsatte hun så med et øjenbryn løftet en anelse, mens hun slog ud med hænderne mod sit rejsetøj og sin rejseoppakning. Hendes tonefald havde nu antaget et lettere sarkastisk strøg af "kunne-du-ikke-selv-regne-det-ud?". Måske var det at provokere en halv-uhyggelig fremmed måske ikke det bedste... men hvad pokker. Man fik dumme svar når man stillede dumme spørgsmål.

[mivoix]

Han lod sit blik glide henover det blottede våben med en ligegyldighed der tydeligt viste han ikke anså det som en trussel. Den fremmedes bevægelser udtrykte langt fra at hun var klar til angreb og det ville også virke højst usandsynligt at en rejsende ville vælge en slåskamp for at bevise en pointe. Selvfølgelig ikke så usandsynligt som så mange andre ting der hændte omkring i verden så det ville ikke være en umulighed. Han forsøgte så vidt muligt at kopiere hendes hovedbevægelse om end ikke en smule overdrevent. Det mindede mere om en ugle end en hund. ”Det var da ærgerligt.” Svarede han med et smil om læberne. Han følte sig ikke videre utilpas eller aggressiv over hendes spydige bemærkning, om ikke andet så det mere ud til at behage ham ”Dit første svar ville være så langt mere underholdende” Han greb en af de lavthængende grene der strakte sig udover vandet på søen og svang sig op i den, ubesværet og legende. ”Og det ville give mig ting at tænke på til de ensomme nætter i skoven” tilføjede han med et kry smil der kun alt for vel understregede hans tankegang. Som han sad på hug blandt bladende faldt han rimelig godt ind med træet og det ville ikke være nemt at få øje på ham hvis man ikke havde lagt mærke til ham fra starten af. Tøjet han havde på passede utrolig godt til netop det formål. I øjeblikket forsøgte han sig dog ikke med at skjule sig, men varmede sig i solens skær der faldt på ham igennem de tunge skyer.