Newcomer

[Hvalpen]

Vinterens kulde havde mildt sagt tørret smilet af hans ansigt, da han endelig var nået frem til byen. Han ville ikke have noget imod en varm kro, men de steder han havde stdt på indtil videre, havde ikke været for andre end rendestensbeboere, da endelig havde skrabet nok sammen i deres punge til at få det de vil kalde et ordentligt måltid mad. Men han havde mistanke om, at de små stykker såkaldt svinekød, som de solgte på de kroer, ikke var andet end stegt rottekød. Og det skulle han ikke nyde noget af. Så hellere være lidt kræsen og stå ude i kulden lidt længere. Det var så også, hvad han gjorde. Hans stille vandren mellem gaderne havde ført ham til pladsen, hvor statuer af drager stod oprejst. Mægtige væsner. Stolte. Han stod og betragtede dem dybt koncentreret, mens han kugede sin højre hånd fastere om sin bue for at få varmen, mens hans venstre hånd holdte om den grønne kappe for bedre at holde kroppen varm. Hans ansigt var dækket af kappens hætte, og forbipasserende værdiede ikke den fremmede unge mand så meget som et enkelt blik.

[mivoix]

Douleur trak den tykke forede kappe omkring sig. Han følte sig indelukket og selvom tøjet var lavet af de fornemmeste stoffer kradsede det. Varmen var uudholdelig men det nyttede ikke noget at gå rundt i køligt tøj her. Hans lange blonde hår var samlet i nakken i en blå silkesløjfe. Han var ikke synderligt nervøs for at der var nogen der skulle tage ham i at gå i stjålent tøj, han havde stjålet det fra et helt andet rige.. De kølige blå og hvide farver det var lavet i fremhævede hans egne naturlige kølige farver og fik ham til at se arrogant og ligeglad ud. Adels rollen var ikke den bedste rolle han kunne tage. Han havde aldrig været god til menneskelig etikette og manerer, men selv det bekymrede ham ikke. Han havde for længe siden erfaret at mange adels sønner var langt fra velopdragne. Mange af dem var forkælet og blev ofte set i de mindre fine dele af byen. Han havde i øjeblikket ingen våben på sig og han følte sig en smule nøgen uden hans velkendte dagger, men det var en ting der passede meget lidt ind i de fine kredse. Han havde aldrig været i byen før, men det generede ham heller ikke. Han håbede blot på at få et job så han kunne få noget guld på lommen igen. Han stoppede op da han nåede til pladsen hvor drage statuerne stod. Han havde selvfølgelig hørt at byen skulle være tossede med dem, men han tvivlede nu på sandheden bag legenderne. Ikke desto mindre stoppede han op for at betragte disse ældgamle reptiler stå og blive ignoreret af de fleste. Sjovt at folk kan have så meget stolthed i en enkelt ting og dog kan de gå forbi uden at ænse det. Han havde armene krydset henover brystet mens han betragtede dem, med et arrigt blik.

[Hvalpen]

Mens han betragtede statuerne lyttede han til fodtrin af fremmede mennesker, der kom, og gik forbi ham, uden så meget som at stoppe et splitsekund. Fodtrinene var fjerne i hans bevidsthed, men han lagde alligevel mærke til dem. På vagt. Som altid.
Noget fik ham væk fra hans lette drømmeri. Nogen var stoppet op på pladsen. Ganske langsomt, mens hans venstre hånd stadig holdt om kappens hætte, drejede han sit hoved i retning af de fodtrin, der nu var stoppet. Der stod en fremmed. En fremmed, der ligesom ham selv betragtede statuerne. Statuer af de store, stolte, skællede reptiler. Kulden i hans krop var pludselig så godt som glemt. Den fremmede havde nu hans opmærksomhed. Hans fulde opmærksomhed.
Ved første øjekast var de nogenlunde på samme alder. Samme højde. Men denne unge mand bar finere klæder end ham selv. En adelig? Måske, måske ikke. Tøjet kunne godt passe til det. Hvis han var en adelsmand, så var spørgsmålet bare om han var en af de fine herre, eller en af de snotforkælede overklassesønner, der også fandtes blandt de højere kredse. Højst sandsynligvis det sidste, hvis man kiggede på hans kropssprog. Arrogant. Det østlige rige havde ry for at være stramme, når det gjaldt om hvem, der hørte til i hvilken klasse. Derfor var det bedst at være varsom. Dog havde den fremmede ikke våben på sig. I hvert fald ikke nogle som var synlige.
Disse ting havde han lagt mærke til på få sekunder. Han rettede kort på sit pilekogger, der hang på hans højre skulder og hen over hans brystkasse, slap kappens hætte med hans ventre hånd og bukkede sig ned efter sin rejsetaske. Den var let, hvilket kun var godt, når man som han var rejsende. Han rettede sig op og gik med lette skridt hen mod den fremmede. "Flotte væsner, ikke sandt? Frygtelige som fjender, men flotte. Du har måske interesse for drager?" spurgte han den fremmede og stoppede op få meter fra ham. Ret henkastede spørgsmål i et henkastet tonefald. På vagt. Som altid. Især her, foran en fremmed. Dog høflig nok. Hætten skjulte lidt af hans ansigt, men man kunne dog se et venligt smil på hans læber.

[mivoix]

Hans blik fulgte de skyggefulde konturer, på de gigantiske stenøgler, med en ligegyldig interesse. På en bedre dag ville han måske have fundet det en smule mere fascinerende, men hans utilpashed gjorde ham rastløs og alting virkede til at være til for at genere ham. Han blev hurtigt distraheret og revet ud af sine tanker da den fremmede bevægede sig hen imod ham. Han overvejede kort hvordan han skulle håndterer situationen, mens han lyttede til den fremmedes spørgsmål. Han vendte sig langsomt om og betragtede den fremmede med samme ligegyldige interesse som han havde gjort med dragerne. Han var overrasket over at se den fremmedes hud var så bleg som hans egen. Han overvejede i et sekund om mande kunne komme fra det samme sted som ham selv, men han forsøgte irriteret at slå tanken fra sig. Det ville jo være absurd.. Men så igen. Måske var de endelig kommet efter ham. Under alle omstændigheder vil det gavne mig ingenting at handle på det. ”Interesse for drager er så meget sagt. Jeg er fascineret af folks evne til at idolisere alting og tro på ingenting.” Hans stemme dryppede af bitterhed, både på grund af folks ligegyldighed og på grund af sit humør.

[Hvalpen]

"Mennesker er uforudsigelige væsner. Hvilket væsen er ikke det? En mand er vel ikke kun på jorden for at tro? Men hvorfor er han er så? Nej nej - lad os ikke bekymre os om disse ting. Denne mand har fået nok af byens kulde, og er ikke interesseret i meget andet end et varmt sted i form af en kro. Men hvorfor står en ung mand som dig herude i kulden, hvis disse stenstøtter ikke er fascinerende for den unge mand?" Hans stemme var blød og høflig, næsten venlig. Og lidt nysgerrighed kunne han skam heller ikke nægte, at han havde for denne fremmede, der var klædt i formelle klæder, men som alligevel ikke virkede til at passe helt i dem.

Han smed sin rejsetaske ned på jorden foran ham selv. Den venstre hånd, der før havde holdt kappens hætte, løftede han nu og lod den glide over hætten, så hætten nu hang ned ad hans ryg. Hans hår, ansigt og hals var nu helt synlig for den fremmede. Det røde hår, der nåede næsten helt ned til hans skuldre, lå om hans hoved som var det en løves manke, og gav en forklaring på hans blegere hud.
De fine træk i hans ansigt, de smaragdgrønne øjne og smilet på hans læber, hvilket virkede venligt nok. Det hele var nu synligt. Og det ville trods alt også virke ganske uhøfligt at snakke med sådan en fin herre som denne, hvis han havde en hætte over hovedet, der skjulte næsten hele hans ansigt. Eller var det en fin herre han stod over for? Selv var han en rejsende, hvilket enhver tydeligt kunne se, selvom han ikke ligefrem var fyldt med mudder fra top til tå.

[mivoix]

Han lod den kølige vind kærtegne hans hud mens han stirrede på den fremmede. Som en stille ubevægelig statue stod han og så ud til at lytte til noget der ikke var der. Lige som man skulle tro han ikke havde nogen intentioner om at svare rykkede han sig let på sig, som for at se om han nu endelig var frosset fast. Bitterheden var forsvundet fra hans stemme og i stedet var den rolig men uden meget følelse. ”Hvis du ikke vil bekymre dig om den slags ting bør du ikke stille et opfølgende spørgsmål.” Han vendte sig om og skulle til at gå fra samtalen da det så ud som om han kom på andre tanker. Han kiggede sig henover skulderen ”Medmindre selvfølgelig det var en hentydning til at vi burde gå et andet sted hen. Du er rejsende ikke sandt? Jeg kunne bruge nogle historier fra verden omkring mig. Jeg vil bytte det for et glas Luthendrank. Jeg kender en kro i nærheden der laver det ganske godt.” Han havde meget tidligt fået en forkærlighed for den krydrede drik, og det var ikke særlig ofte han befandt sig på de kroer der solgte dem. Men i hans adelige rolle ville det næsten være uforskammet ikke at bestille et glas. Den unge rejsende ville måske kunne fortælle ham noget han ikke viste og folk stillede altid færre spørgsmål når man ikke var alene.

[Hvalpen]

Den fremmede foran ham så ikke ud til at være videre interesseret i noget af det, han sagde. Og på hans svar lod det til, at han måske heller ikke helt havde forstået, hvad han sagde. Han måtte indrømme, at denne fremmede lod til at være en person, der ikke udtrykte sine følelser åbenhjertigt over for fremmede. Interessant. I hvert fald efter hans mening. Som rejsende lærte man forskellige kulturer, forskellige mennesker, forskellige levemåder. At generellisere ville aldrig gå godt, men det lod til, at folk her i det østlige rige, levede i mere firkantede rammer, der bestod af ære og samfundsgrupper, end man gjorde andre steder.
Mens han talte til ham, virkede denne fremmede person lige så stiv og urokkelig som de store dragestaturer, der omgav dem. Opserverede dem. Der var noget meget gammelt over disse staturer, noget helligt. Og alligevel virkede staturerne så godt som ligegyldige for de fleste, der passerede forbi dem.
Men samtidig. Da den fremmede kom med sit svar, var bitterheden forsvundet fra hans stemme. Han virkede rolig, men vendte sig alligevel om for at gå. Utroligt nok, så valgte han at række hånden ud, som man kunne sige det i billedsprog, for at tage på kro med en fremmed, for at få at vide, hvad der skete omkring i denne krigshærgede verden, uden en egentlig konge.
"Rejsende er jeg uden tvivl. Og hvis denne unge herre foran mig gerne vil byde på et glas Luthendrank vil jeg med glæde tage imod dette tilbud. Når det gælder historier fra vores omverden, så har jeg nogle ting at fortælle om, men det er desværre ikke alle nyheder, der er gode nyheder i denne tid." Tanken om en god, varm kro og lidt selskab var ikke det værste, der på dette tidspunkt kunne blive tilbudt ham. Så kunne han også lære denne fremmede bedre at kende.