Aaron af Orohan

[Aaron]

Grundlæggende:
Fulde navn: Aaron af Orohan
Kaldenavn: Aaron af Joskus, Aaron Frosthånd, Jægeren.
Køn: Mand
Alder: 409 år
Race: Vampyr
Klasse: Elementarist
Profession: Jæger
Religion: Ingen
Sprog: Median, Normansk, Üthar, Arkanisk og Xarrim.

Udseende:

Ansigt: Aaron har et ganske smukt, blegt ansigt, der er overrasket uberørt af hans hårde liv. Det eneste mærke, der ødelægger det, er et brandsår på hans venstre kind. Med sit let lange ansigt har han en ung mands udseende. Han ser måske en smule drenget ud ved første øjekast, men hans intelligente, rolige øjne står i stærk kontrast til dette. Han har matte, røde øjne, der afspejler hans intelligens og overblik. Dette ændrer sig dog brat, når han bliver ophidset eller ivrig. Så tændes en gnist i hans øjne, der næsten ser ud til at ændre farve til en kraftigere rød, og de viser det vilde og ustyrlige dyr, der i virkeligheden er Aaron. Under sine øjne har han små, fine ar, der gør ned på kinderne og danner mystiske tegn. Aaron har sort, fyldigt hår, der dækker hans pande og ører, og skjuler hans øjne, hvis han sænker sit hoved en smule. Han har en adelsmands fine næse og mund, med flotte hvide tænder, som han dog sjældent viser for at skjule sine hugtænder.
Krop: Aaron har en spinkel kropsbygning, og han har en lys, bleg hud. Han har mange ar og mærker efter utallige kampe hvor det tydeligste er et langt sår fra hans venstre skulder til lige under ribbenene på højre side. Hans fingre er tynde men har mange gamle ar fra sår han fik, da han skulle lære at mestre kædevåben. Aaron har gennem tiden udviklet et meget sigende kropssprog. Hans bevægelser er rolige og velovervejede, og han har en god kontrol over sin krop. Han bevæger sig meget stille, næsten lydløst.
Tøj: Aaron er altid iklædt en brun kutte med en hætte, der skjuler hans våben. Inden under går han klædt i et par sorte bukser og en sort, tynd trøje. Omkring livet har han et specielt bælte af læder, der er hult, så Aaron kan opbevare sin kæde inden i den. Dette isolerer kæden, så den ikke skader Aaron, og forhindrer samtidig kæden i at lave lyde, når Aaron bevæger sig. Der er to huller foran i bæltet, hvor Aaron hurtigt kan hive sin kæde ud gennem. I bæltets højre side hænger Aarons pisk. Aaron går klædt i sorte, lasede sko, med en ekstra blød bund, så han laver færre lyde end normalt, når han går, og han går altid med et par kraftige, sorte læderhandsker, der mindsker skade til hans hænder en smule.
Våben: Aaron kæmper med et våben, der består af fire kæder med tre jernringe imellem. De to yderste kæder har lange, spidse pigge indbygget mellem leddene, der bliver større og større jo længere udad kæden går:

Aaron kæmper desuden med en lang, sort pisk:

Kendetegn: Man kan kende Aaron på brandsåret på hans kind og hans specielle kædevåben.
Andet:

Historie:
Biografi: Engang, for over 400 år siden, blev en lille dreng født i byen Orohan i midten af Det Nordlige Rige. Faren var Markis Thorvald af Orohan og moren var Markise Ingrid af Orohan. Barnet blev modtaget med stor glæde af begge forældre, for han var deres første søn og derfor arvtager til Markistitlen og byen. Sådan skulle det dog ikke komme til at gå. Efterhånden som drengen voksede op, blev han ikke en stor, stærk og modig kriger, som faderen havde håbet på. I stedet blev han en spinkel, tænksom og, efter faderens mening, tøset dreng. Allerede fra en tidlig alder viste han talent for magi, men dette var blot endnu et minus for faderen, der betragtede magi som et middel for svæklinge og kujoner, der ikke kunne eller turde kæmpe på ærlig vis. Da det derudover viste sig, at Aaron hverken havde talent for krigskunst eller våbenkunst, vente faderen i stedet sin opmærksomhed mod Aarons to år ældre bror, Darric. I modsætning til Aaron var Darric en stærk dreng, der havde talent for kampkunst og våbenbrug, og han var desuden karismatisk og handlekraftig, endnu to evner Aaron manglede. Markisen begyndte at oplære Darric til at lede byen, og lod i stedet Aaron komme i lære hos magikeren Hegrim. Hvis Aaron ikke havde, hvad der skulle til for at blive en stærk kriger, så var han i midlertidig en talentfuld magiker, og Hegrim blev snart begejstret for sin nye elev. Aarons magiske potentiale var kun middelmådigt, men han var lydig og flittig. Hegrim fandt desuden ud af, at Aaron havde talent for en slags våben. Kædevåben. Dette overbeviste dog blot endnu engang faderen om, at Aaron ikke var egnet til at lede en by, da han ikke betragtede kædevåben som rigtige våben. Forholdet til faderen kom til at præge hele Aarons liv. Han gjorte alt, hvad han kunne, for at vinde faderens anerkendelse, og langsomt begyndte Markisen også at få øjnene op for hans evner, men Darric var og blev hans yndling. Dette gjorde at Aaron fik et noget anspændt forhold til sin bror, og han forsøgte hele tiden at overgå ham. Egentlig var han stærkere end sin bror, men når de sloges forbød faderen alle former for magi, og så var det Darric, der sejrede.

En dag, da Aaron var 18 år gammel, fik han dog en chance for at vise sit værd. Byen blev angrebet af en fremme hær fra Det Sydlige Rige, og Markisen samlede derfor sine mænd for at møde fjenderne lidt uden for byen. Darric og Aaron skulle også kæmpe. Det var hans første kamp, og Aaron var meget nervøs, men han var fast besluttet for en gang for alle at overgå sin bror. Endelig skete det, at fjendens hær kom til syne. Aaron var rædselsslagen, men forsøgte ikke at vise det. Et øjeblik var han lige ved at miste modet og vende om for at løbe hjem, men så tænkte han på sin bror, og hans frygt forsvandt som dug for solen. Kort efter begyndte Aarons første slag. I starten holdt Aaron sig lidt tilbage og brugte sin magi på afstand, men da han så sin bror og far kæmpe siden om side på kamppladsen samlede han mod til sig og løb ned for at kæmpe sammen med dem. Han var dog stadig meget forsigtig og ramte helst sine fjender med sine kædevåben fra en sikker afstand. Efterhånden fik han dog kæmpet sig frem til fronten og da han kom tættere på sin far og bror begyndte han at blive modigere for at imponere sin far. Han undveg, slog, løb og blokerede med det eneste ønske at nå hen til sin far og bror, og han var kun nogle få skridt fra dem, da han så en pil bore sig ind i faderens bryst. Med et var det som om Aarons styrke blev fordoblet, og han fik hurtigt kæmpet sig hen til sin far. Det lykkedes ham at holde stand indtil nogle soldater fik dannet en beskyttende cirkel rundt om dem, og han fik derefter transporteret faderen i sikkerhed. Han fik hurtigt fat i en hest og red derefter tilbage til byen så hurtigt, han kunne. I byen fik han fat i byens præster, der straks tog sig af faderen. I mellemtiden kom broren hjem. Det var lykkedes broren at jage fjenden på flugt, og han var nu meget bekymret og ville høre, hvordan det gik faderen. Efter nogle timer blev der givet besked om at faderen var ved bevidsthed, men svag, og at han sendte bud efter dem begge. Faderen lykønskede Darric, men sagde intet til Aaron. Derefter forklarede han dem, at han snart ville dø, og at de to brødre skulle kæmpe om, hvem der skulle arve Markistitlen.

Aaron havde hele tiden vidst, at han ikke ville få markistitlen, men at høre det fra faderens mund kom alligevel som et chok. Da han havde sundet sig, gik det dog op for ham, at det ikke var så slemt endda. Faderen havde godt nok ikke givet ham markistitlen som han jo egentlig burde, da Aaron var den ældste søn, men han have trods alt heller ikke givet den til Darric. Aaron havde stadig en chance for at blive Markis. Aaron forberedte sig nøje op til kampen. Han gennemgik sine forrige kampe mod Darric, tænkte over sine fejl og ledte efter sin brors svage sider. Han prøvede at se, hvordan kampen ville gå, lagde sin egen taktik og prøvede at forudse, hvordan Darric ville reagere. Nok var Darric stærkest og bedst i nærkamp, men Aaron stolede på at han alligevel ville have en chance hvis han blot lagde en god taktisk og gjorde sit bedste. Endelig kom dagen, hvor kampen skulle stå, og Aaron var meget nervøs. Hele hans krop rystede mens han gik ind på arenaen, hvor hele byen var samlet for at se på, men han var samtidig fast besluttet på endelig at overgå sin bror. Til hans store irritation så hans bror ikke ud til at være det mindste nervøs. Dette vækkede en vrede i Aaron, han ikke havde følt før, og med et glemte han helt at være nervøs. Endelig gik kampen i gang. Aaron kæmpede med fire kæder forbundet af tre jernringe, hvor de to yderste kæde havde lange metalpigge, hvor hans bror kæmpede med et mindre tohåndssværd, der var let at håndtere. Begge kæmpede de i læderrustning, hvilket ville blive til Darrics fordel, da Aarons våben ikke på samme måde var egnet til at bryde gennem rustninger og skjolde. I starten nærmede Aaron sig hurtigt sin bror, men da han nærmede sig, satte han farten ned og holdt sig i udkanten af brorens rækkevidde, mens han hele tiden svingede sine kæder rundt. Denne taktik havde han brugt før, og den kom ikke bag på broren. Med et lavede Aaron et hurtigt udfald med en af sine kæder, men broren blokerede med sit sværd. Han trådte nu et skridt frem, for at angribe Aaron, men Aaron trådte lynhurtigt tilbage, så han kom uden for brorens række vidde. Han bevægede sig lidt rundt, mens han stadig sørgede for at holde sig lige uden for brorens rækkevidde, og gjorde så endnu et udfald mod broren. Igen blokerede broren, hvorefter han forsøgte sig med et modangreb, men også denne gang sørgede Aaron for hurtigt at komme i sikkerhed. Sådan fortsatte kampen. Hele tiden holdt Aaron sig i sikkerhed, mens han af og til lavede et udfald mod sin bror, uden at han gav denne en chance for at lave et modangreb. Langsomt blev broren mere og mere frustreret, og hans udfald blev mere og mere hidsige. Dette var præcis, hvad Aaron havde håbet. Han trådte et skridt tilbage og lod som om, han mistede balancen, og straks så broren sit snit og slog med al kraft mod hans bryst. Lynhurtigt genvandt Aaron balancen, undveg angrebet og slog ud efter brorens hoved med sin kæde. Broren var ude af balance på grund af sit angreb, og kæden ramte sit mål. Darric vaklede og hans blod farvede kæden, men han faldt ikke. Kæden havde kun såret ham. Han var stadig ikke besejret, og nu var han for alvor sur. Kampen mellem Aaron og Darric fortsatte nu. Aaron var hele tiden i defensiven og blev presset tilbage af Darrics mere og mere aggressive angreb. Det var lykkedes ham at tirre Darric, men dette fik kun Darric til at kæmpe hårdere og ikke, som Aaron havde håbet på, lave fejl. Desværre havde Darric lært noget af første gang, hvor Aaron havde såret ham, og nu sørgede han for at presse Aaron så langt tilbage, at han ikke havde tid til at slå tilbage. Det lykkedes Aaron at få nogle angreb ind på Darric, men rustningen afbødede de fleste, og Aaron kunne mærke, at hans kræfter svandt ind. Efterhånden kunne han mærke, at han kun havde overskud til at undvige, og han begyndte at frygte for sit liv. Med et lykkedes det Darric at komme ind på livet af ham, og et af hans hug ramte og sårede Aarons højre overarm og væltede ham omkuld. Aaron skreg af smerte, men han fik snart andet at tænke på, da Darric tårnede sig op over ham med sværdet hævet til slag. Hurtigt svag Aaron sin kæde mod ham som en pisk, og den ramte Darric over øret og fik ham til at tøve med sit slag. Dette gav Aaron tid nok til at komme på benene og skabe en afstand mellem dem. Han kunne dog mærke, at han ikke ville kunne holde broren tilbage meget længere, og med et besluttede han sig for, at han måtte sætte alt på et bræt. Med sine svindende kræfter og sårede arm svandt Aarons chancer for at sejre for hvert sekund, så han måtte afslutte kampen her og nu. Dette kunne koste ham livet, men han nåede frem til, at hvis han tabte i dag, var livet alligevel ikke værd at leve. Dette fik ham til at føle ham mærkelig afklaret, og med et vidste han, hvad han måtte gøre. Næste gang hans bror for frem for at angribe, undveg Aaron ikke. I stedet svang han sin kæde mod brorens hoved af al kraft. Ramte dette, ville det kunne slå broren ihjel, men Aaron var ligeglad. Selv det var han villig til, hvis det kunne give ham sejren. Skæbnen ville dog, at Aaron og Darric ramte hinanden på samme tid, og Aaron faldt sammen, idet Darrics sværd borede sig ind i hans side. Hvad der skete med Darric, vidste han ikke, men han nåede at mærke sin kæde ramme noget, og hørte brorens smerteråb.

Da Aaron kom til bevidsthed igen, var han i byens tempel. Han var blevet hårdt såret, men han var i live. Her fik han at vide, at han og hans bror havde såret hinanden hårdt, men at Darric havde vundet kampen. Dette fik hele Aarons verden til at falde sammen, og med et ønskede han, at Darric virkelig havde slået ham ihjel. Kort efter besøgte Darric ham. Aaron kunne konstatere, at han havde et langt, grimt ar hen over ansigtet, men han var ligeglad. Darric lykønskede ham med hans præstation under kampen, og tilbød ham pladsen som byens øverste magiker. Aaron takkede dog nej. Han kom sig hurtigt under templets pleje, og så snart, han var rask nok, pakkede han sine ting for at tage væk fra byen. Han havde ikke længere noget at blive for, og ville forsøge lykken som kriger. Inden han tog af sted besøgte han dog templet, for at bede Vlazar om krigslykke. Han fik lov at være alene i rummet, og bad så sin bøn så stille, at ingen andre kunne høre den. Udover krigslykke bad han om hjælp til, at han en dag ville kunne vende tilbage og dræbe sin bror og tage pladsen som Markis af Orohan, som det var hans ret som sin fars førstefødte, og han bad om styrke til, at han en dag ville kunne hævne den ydmygelse, der var blevet påført ham, da han havde tabt kampen mod sin bror. Derefter tog han af sted.

Fra Orohan satte Aaron kursen mod Højborg hvor Kongen boede. Der ville han tage hyre som magiker for Kongen. Dette ville ikke være noget problem, da der altid var mangel på magikere i krigstid, og Aaron vidste, at hans evner ikke var de dårligste. Det blev dog en lang og hård prøvelse at rejse alene gennem Det Nordlige Rige. Aaron havde kun sjældent været hjemmefra og blev derfor overrasket over hvor stort riget var. Han måtte hele tiden tage sig i agt for vilde dyr, røvere, udøde, fjendtlige stammer og andre, der ville ham ondt, og ting som mad og et sted at sove, som han før havde kunnet betale sig fra, måtte han nu selv klare. Flere gange var det kun hans magi, der reddede hans liv. Endelig, efter nogle hårde måneder, nåede han sin destination. Her bad han straks om audiens hos Kongen, men dette var sværere at få, end han havde regnet med. Aaron var dog heldig at kunne komme lidt foran i køen, da hans far var Markis. Efter nogle dage kom han op foran Kongen, som han hilste og tilbød sin tjeneste. Dette var særdeles belejligt for Kongen, der stod og skulle sende en mindre hær til Det Midterste Rige, og han gjorde straks Aaron til officer i hæren. Derefter overlod han Aaron til hærens general. I de følgende tre dage klargjorde Aaron sig til rejsen. En rejse til Det Midterste Rige var netop det, der kunne vinde ham hæder og ære. Han var egentlig nervøs, men hadet mod hans bror gjorde ham fast besluttet på at vise sit værd. En sådan chance bød sig kun en gang. Tog han sig ikke sammen ville han enten dø eller falde betydeligt i Kongens agtelse og blive reduceret til en ligegyldig magiker i dennes hær. Endelig oprandt dagen, hvor de skulle af sted. Syv skibe ville sejle hæren til Det Midterste Rige. Derfra ville de være overladt til sig selv. Da skibene sejlede væk, så Aaron ind mod bredden og i sit stille sind ønskede han sit hjemland farvel. Samtidig svor han ved Vlazars navn, at han en dag ville vende tilbage og tage hævn over alle, der havde krænket ham.

Rejsen over havet blev en længere og hårdere affære, end Aaron havde forventet. En dag rendte det skib, han var med, ind i en hård storm. Bølger hamrede mod skibet, og samtlige søfolk begyndte at bede til Kvartina, for at hun skulle tæmme havet og få dem sikkert frem. Om det var Kvartina eller ej, så stilnede stormen af og efter nogle ugers tid nåede skibene frem til deres destination. Her blev hæren sat af og overladt til sig selv. For første gang i sit liv var Aaron uden for Det Nordlige Rige. I de følgende år skulle Aaron opleve ting, han ikke i sine værste mareridt havde kunnet forestille sig. Det Midterste Rige var et land i kaos, og hele tiden var hæren enten i krig eller på vej til den næste krig. Hvor de kom hen, drænede de byer for alt, hvad de havde brug for, og ville byerne ikke give dem det frivilligt, tog de det med magt. Det var planen, at Aarons hær skulle mødes med en anden hær tæt ved Zerion, så de kunne belejre byen. Hæren begyndte derfor deres rejse gennem landet men efter et par dage stødte de ind i en hær fra Det Østlige Rige, der afskar dem vejen. De havde ingen mulighed for at komme forbi dem og kunne ikke håbe på hjælp fra den hær, de skulle møde. Altså måtte de kæmpe sig igennem dem. Natten før slaget kunne Aaron ikke sove. Han var dog ikke så bange, som han havde frygtet. I stedet var han fast besluttet på at vise sit værd i denne kamp. Dagen efter skulle slaget stå, og Aaron skulle lede en deling soldater, der skulle angribe fjenden fra højre. Det var Aarons andet slag, og denne gang var han ikke nær så bange. Han bevægede sig hurtigt gennem kamppladsen og ramte sine fjender med sin magi og sine kæder, samtidig med at han holdt sig i sikker afstand og opildnede sine folk. Hver gang han var ved at tabe modet eller blive træt, tænkte han blot på sin bror, og så vækkede hadet og vreden kræfter i ham, han ikke før havde kendt til. Efter nogle timers kamp lagde Aaron dog mærke til, at hæren begyndte at vige for fjenden. Grunden var en mindre gruppe magikere blandt fjenden, der brugte kraftfulde magier til at skabe huller i deres rækker, som fjenderne straks udnyttede til at lægge pres på Aarons folk. Magikerne var beskyttet af en gruppe krigere, der ikke deltog i kampen men udelukkende forsvarede magikerne. Irriteret forsøgte Aaron at kæmpe sig ind til magikerne med sin egen magi, men deres livvagter veg ikke tilbage og magikerne tvang ham tilbage med deres egen magi. Nu skyndte Aaron sig i stedet tilbage og fik fat i to andre magikere, som han beordrede at følge med. Derefter samlede han en mindre gruppe soldater, og med dem kæmpede han sig målrettet frem mod magikerne. Det lykkedes ham at komme tæt på de fjendtlige magikere igen, og da han og de to andre magikere sammen lod deres stærkeste magi ramme et par stykker af deres livvagter, fik det et kort øjeblik skabt et hul i deres forsvar. Dette var dog alt, hvad de havde brug for, og krigere kastede sig straks frem og kæmpede sig frem til magikerne. Aaron var en af de første til at trænge frem, og han blev opfyldt med en helt ekstatisk følelse, mens han kastede sig frem mod magikere og huggede løs til alle sider, samtidig med at han undveg angreb mod sig selv. Følelsen, der opfyldte ham, var helt utrolig, som om han først oplevede hvad det ville sige at leve i dette øjeblik. Snart efter stod han dog ansigt til ansigt med to magikere fra Det Østlige Rige. Stadig opfyldt af en følelse af uovervindelighed og frygtløshed gik han til angreb og slog vildt om sig, men med deres magi lykkedes det dem at trænge ham tilbage. En magisk duel begyndte nu mellem dem, og Aaron fandt hurtigt ud af, at han var i problemer. De to magikeres samarbejde var uhyggeligt godt, og de var tydeligvis begge erfarne og stærke magikere. Dette gjorde ham dog ikke bange, men fyldte ham i stedet med en følelse af lykke, han aldrig havde oplevet før, og havde han haft tid til det ville han have leet højt. Flammer, istapper og kugler af lys for gennem luften, og selv hvis nogen havde villet blande sig i kampen, ville det have været med livet som indsats, for chancen for at blive ramt af en magi var overhængende stor. Efter et stykke tid lykkedes det Aaron at såre en af magikerne hårdt, men i det han skulle til at gøre det af med ham, sendte den anden magiker en ildkugle mod ham, der strejfede hans ansigt, slog ham omkuld og efterlod et mindre brandsår. Frem for at dræbe Aaron valgte magikeren dog at få sin sårede ven i sikkerhed. Noget fortumlet kom Aaron på benene igen, men det lykkedes ham ikke at finde de to magikere. For første gang mærkede han irritationen over ikke at kunne afslutte en kamp mod en spændende modstander, og rasende begyndte han at lede sine mænd frem. Næsten alle magikerne og krigerne i området var enten blevet nedkæmpet eller dræbt, og Aaron kunne nu angribe fjendens hovedstyrker fra højre. Efter sin duel mod de to magikere var han næsten fuldstændig drænet for mana, men han kunne stadig kæmpe med sine kæder, og dette gjorde han til fulde. Fjendens hovedstyrker blev nu angrebet fra to sider, og de blev tvunget til at trække sig et stykke tilbage, men da holdt de pludselig stand igen. Dette skyldtes en større grupper bueskytter, der stod på en bakke og lod pile regne ned over hæren. Aaron forsøgte at finde en måde at nå frem til dem på, men forsøgte han at kæmpe sig frem til dem til fods, ville de skyde ham ned med deres pile. Til alt held gik der dog ikke længe før hærens general ledte en større gruppe ryttere til et angreb mod bueskytterne. Angrebet var vellykket, og skytterne blev nedkæmpet. Derefter kunne resten af hæren, inklusiv Aaron, hurtigt trænge fjenden tilbage og sprede dem for alle vinde. Da kampen var forbi, var Aaron stadig opfyldt af en sådan kampgejst og blodtørst, at han følte at han ikke kunne stå stille. Han ville ønske, at der stadig var flere fjender tilbage, de kunne kæmpe mod. Han blev dog hurtigt hevet ned på jorden, da han fik besked om at alle officerer skulle samles. Det viste sig, at generalen var blevet hårdt såret i det sidste angreb mod skytterne. Hæren skulle fortsat marchere mod den anden hær som planlagt, men i kamp ville generalens øverstkommanderende få kommandoen indtil generalen igen var i stand til at kæmpe.

Hæren fortsatte nu mod deres destination. De mødte endnu nogle forhindringer på vejen, men det værste var klaret, da de havde besejret den østlige hær. Efterhånden som han blev mere og mere hærdet og vant til kamp, fandt Aaron ud af, at han for første gang var lykkelig. De mange kampe, og især duellerne mod værdige modstandere, fyldte ham med en lykkefølelse, han aldrig før havde kendt til, og han takkede ofte Vlazar for, at han havde fået lov at opleve dette. Kampene blev en måde at få afløb for hans vrede og had, men han glemte dog aldrig sit løfte om en dag at vende tilbage og kræve titlen som Markis af Orohan. På grund af sin indsats blev Aaron forfremmet efter kampen mod den østlige hær, men han var stadig ung og uerfaren. Han lærte dog hurtigt krigens regler. Han var snedig og en glimrende strateg, og selv om han ikke var lige så karismatisk som sin bror, var hans vrede og vildskab et forbillede for hans bror i kamp. Efter et par ugers tid kom de endelig til den anden hær. Hæren havde allerede begyndt belejringen af Zerion, og de havde hårdt brug for den hjælp, Aarons hær kunne tilbyde. Hvor Aaron elskede kampene, fandt han snart belejringen af byen kedelig. Det eneste, hæren foretog sig, var, at vente uden for byen. I starten trænede Aaron sine evner for at fordrive tiden, men også det kedede ham snart, og han begyndte i stedet at udtænke en plan for at komme ind i byen. Dette var mere spændende. Aaron følte det, som når han spillede et spændende spil mod en værdig modstander. Han studerede byen, prøvede at finde svage punkter i dens forsvar og tænkte over, hvordan man bedst muligt kunne udnytte dem. I flere dage tænkte han over det dag og nat, men at trænge ind i byen med en hær var en enorm udfordring. Efter nogle måneder kom der besked med spejdere om, at endnu en hær fra Det Østlige Rige var på vej for at slå dem tilbage. Dette fik hærføreren til straks at kalde officererne til samling. Her blev det, trods mange protester, besluttet at man skulle sætte alt ind i et angreb på byen. Aaron vidste, at dette var det rene selvmord, men han var ligeglad. Det eneste, der bekymrede ham, var, at han risikerede at dø, før han kunne tage hævn over sin bror. Han lovede derfor sig selv at holde sig lidt tilbage i denne kamp. Som han havde forudset, blev det ikke nogen speciel spændende kamp. Hæren forsøgte gang på gang at komme over bymuren, men de blev konstant trængt tilbage og skudt ned. Magikerne var blevet delt i grupper, der havde til opgave at beskyde murene med magi, og Aaron var i spidsen for an sådan gruppe. I ly af krigerne sørgede han for hele tiden at trænge frem og ramme murene og angriberne med magi, men hans gruppe blev hele tiden beskudt af magikere og skytter på murene, og da de andre magikere i hans gruppe begyndte at dø som fluer, trak han sig tilbage. Han forbandede krigsherren, der havde startet et så håbløst angreb, og forsøgte så at finde en anden måde at komme ind i byen på. Det eneste, han kunne finde på, var at forklæde sine folk som normale soldater, og så kæmpe sig frem til murene. På denne måde kunne han komme tæt på, uden at fjenderne opdagede det, men så snart hans folk begyndte at bruge magi, begyndte man at beskyde dem fra murene. Alligevel lykkedes det Aaron og hans folk at skabe et hul i forsvaret på murene, så soldaterne kunne klatre op, og et kort øjeblik troede Aaron, at de faktisk havde en chance, men der gik ikke længe før soldaterne var blevet kæmpet tilbage igen. Ikke længe efter trak hæren sig tilbage og officererne blev samlet til et møde. Her erklærede generalen, at de ville møde og besejre den østlige hær, der var på vej, og derefter fortsætte belejringen. Dette udløste store protester, men krigsherren var urokkelig. Dette gjorde Aaron rasende, og han bebrejdede krigsherren for hans dårlige taktiske evner, hvilket fik krigsherren til at degradere Aaron og true ham med henrettelse, hvis han ikke holdt mund. Aaron var intelligent nok til ikke at gøre mere ved sagen, men han var stadig rasende.

Dagen efter lagde Aaron mærke til, at der var en dårlig stemning i lejren. Dette fik Aaron til at tænke, og med et fik en han ide. Ideen var fuldstændig vild og fremmed for Aaron. Han havde aldrig gjort noget sådant før, og blev han fanget, ville det med sikkerhed koste ham livet. Alligevel var han fast besluttet på at gøre det. Aaron begyndte nu højlydt at udtrykke sin utilfredshed over for sine mænd og de andre officerer, og han kritiserede hærføreren åbenlyst. Dette fik en konsekvens kort efter, da to vagter beordrede Aaron at følge med til hærførerens telt. Hærføreren var rasende, og han advarede Aaron om, at han ville slå ham ihjel, hvis han ikke stoppede. Dette lovede Aaron, og resten af dagen holdt han lav profil, men om natten samlede han en gruppe af sine mest trofaste soldater, og de snigmyrdede hærføreren. Derefter kaldte Aaron hele hæren til samling, og han fortalte hvad han havde gjort og hvorfor han havde gjort det, og han tilbød alle, der ville, at følge med ham og skynde sig væk, inden den østlige hær kom og udslettede dem. Dette vækkede vrede hos mange, men andre gav Aaron ret, og med et angreb nogle af officererne Aaron. Aaron var dog forberedt, og han svarede igen med sin magi. Det ledte til et større slag blandt dem, der holdt med Aaron, og dem, der var rasende over det, han havde gjort, men Aaron fik hurtigt nedkæmpet sine værste modstandere, og derefter fulgte de fleste fra hæren med ham. Hæren var blevet kraftigt formindsket efter angrebet på Zerion og den indbyrdes kamp, men det var alligevel den betydelig gruppe krigere, Aaron rådede over. Hans første beslutning var at flygte fra den østlige hær. Han satte kursen vestpå indtil han kom til en by, som han overtog. Derfra indlemmede han byens soldater i sin hær, og forberedte sig så på slaget med den østlige hær. Han lod størstedelen af hæren blive i byen, men selv ledte han en del af hæren, som han ledte ind i en skov i nærheden. Efter nogle dage kom den fjendtlige hær, og dens leder beordrede straks, at de skulle angribe byen. Så gik slaget i gang, og mændene i byen havde svært ved at holde angriberne ude. Dette ændrede sig dog, da Aaron ledte de mænd, han havde taget med ud i skoven, i et angreb på den østlige hær. Da mændene i byen så dette, åbnede de portene, og alle de mænd, der havde stået klar der, angreb den østlige hær. Den østlige hær blev fuldstændig forvirret, da den pludselig blev angrebet fra to sider, og Aarons folk huggede dem ned for fode. Forvirringen var dog kun midlertidig, og hvis hæren fik lov at komme sig, ville det blive en hård kamp for Aaron og hans folk. Vel vidende om dette søgte Aaron efter fjendens leder, og han fandt ham snart efter ridende på en hest omgivet af andre ryttere, mens han red rundt og slagtede Aarons folk. Aaron samlede en større gruppe krigere omkring sig, og angreb på rytterne. Hans folk havde ikke meget held med angrebet, men det lykkedes Aaron at ramme lederens hest med sin kæde, så den væltede. Dette skabte et kort øjeblik forvirring, og i den forvirring lykkedes det Aarons mænd at sprede rytterne så de ikke kunne beskytte lederen. Aaron gik nu til angreb på lederen, mens hans mænd holdt andre krigere væk. Lederen var i mellemtiden kommet på benene, og han parerede Aarons første angreb. Derefter fulgte en kort men intens kamp. Aaron forsøgte hele tiden at holde sig på afstand, men lederen var hurtig, og hans angreb regnede ned over Aaron, der svarede igen med sin magi og holdt ham væk med sin kæde. Til sidst lykkedes det dog Aaron at få ram på sin fjende med en formular, der dræbte ham. Han greb lederens sværd, og skilte hans krop fra resten af hovedet. Derefter kæmpede han sig vej op til byen, og han løb op på bymuren og holdt lederens hoved op i vejret. Der erklærede han, at lederen var død, og at alle, der fortsatte, ville lide samme skæbne. Hvis de overgav sig, ville han dog vise nåde og lade dem komme med i sin hær. Dette fik den del til at flygte eller overgive sig, men til Aarons overraskelse valgte de fleste at kæmpe videre. Aaron skyndte sig nu ned på kamppladsen, hvor han udså sig fjendens stærkeste krigere og dræbte dem en efter en. På den måde mistede fjenden lidt efter lidt sine stærkeste officerer, og endelig, efter en lang od udmattende kamp, tog de flugten.

Aaron satte nu kurs mod den nærmeste større by, Joskus, for at overtage den. Angrebet kom uventet, men efter over tusind års krig var byen forberedt på den slags situationer, og byens hertug fik hurtigt samlet sin hær sammen og mødte Aarons hær lidt uden for byen. Aarons hær var i overtal, men hertugens mænd gav dem alligevel en hård kamp. Aarons første modstander blev en vild bersærker, der forsøgte at komme ind på livet af ham, men Aaron fik skabt afstand mellem dem og gjorde derefter kort proces med sin magi. Derefter søgte han efter Hertugen, og kort efter fandt han ham. Hertugen var en kraftfuld magiker og Aaron endte endnu engang i en magisk duel. Hertugen var ældre og mere erfaren, og Aaron måtte indse at hans magi var stærkere, men Aaron gav ikke op af den grund. Han var i bedre fysisk form og mere opfindsom end hertugen, og derfor begyndte han at kæmpe for at komme tæt på Hertugen. Dette opdagede hertugen dog hurtigt, og han trak sig tilbage og lod sine mænd beskytte sig. Aaron var irriteret, men også han trak sig tilbage. Aaron holdt nu lav profil og lod Hertugen kæmpe sig fremad. Derefter kæmpede han sig ind fra siden og ramte hertugen med sin magi. Angrebet kom uventet, og Aaron fulgte hurtigt op på det med flere magier. Hertugen forsøgte nu at forsvare sig, men han var såret, og Aaron fik derfor hurtigt slået ham ihjel. Resten af hæren fortsatte dog med at kæmpe, så Aaron fik fat i en hest, og fra den erklærede han, at hertugen var død. Han sagde derefter, at han ville være den nye hertug, og at han ville lade dem tjene sig frem for at slå dem ihjel. Skulle nogen af dem dog fortsætte med at yde modstand, ville han ikke blot dræbe dem men også hele deres familie. Dette fik de fleste til at overgive sig, og Aaron kunne derefter indtage byen.

Aaron herskede nu som Joskus hertug. Han brugte mest byen som en base, og tog ofte ud med størstedelen af sin hær for at røve og plyndre. Med tiden fik han skabt sig et navn i området, og han blev kendt som Aaron af Joskus med tilnavnet Aaron Frosthånd. Mange forsøgte at slå ham ihjel og tage hans hoved, men forgæves. Det var især Aarons vildskab i kamp og taktiske evner, der gjorde ham berømt, og mange kom til at frygte ham. Dette gjorde dog, at Aaron hurtigt blev uvenner med den lokale fyrste. En dag, mens Aaron var ude at plyndre, angreb fyrsten borgen med hele sin hær, men det lykkedes Aarons tilbageværende folk at slå ham tilbage, og fyrsten stak derefter af. Dette gjorde dog ikke Aaron synderlig nervøs, selv om Fyrsten havde langt flere mænd og mere magt end ham selv. En dag viste en ny fjende sig dog. En hær viste sig i nærheden af byen, og Aaron lod sine folk møde dem lidt uden for byen. Her sagde hærens general generalen, at han var sendt af Den Nordlige Konge for at straffe Aaron, for hans forræderi. Han ville dog lade byen være, hvis de udleverede Aaron. Aaron var stille lidt, men tilbød så at kæmpe mod deres stærkeste kriger i en tvekamp. Vandt de, ville de have fået, hvad de kom efter, men vandt Aaron, skulle de straks forsvinde, med undtagelse af dem, der ønskede at slutte sig til Aarons hær. Efter en smule diskussion indvilligede generalen, og hans stærkeste kriger trådte frem. Det var en mægtig, rustningeklædt kæmpe, med svulmende muskler og en stor tohåndsøkse i hænderne, og fra det øjeblik vidste Aaron, at det ville blive en hård kamp. Han var dog ikke bange. Tværtimod. Han glædede sig, som han aldrig havde glædet sig til en kamp før. De to hære dannede en stor cirkel omkring Aaron og den fremmede kriger, og de to begyndte at nærme sig hinanden. Med et for krigeren frem og huggede efter Aaron med et vildt brøl. Aaron undveg behændigt og svarede igen med et slag fra sin kæde. Kæden ramte og sårede krigerens arm, men han så ikke ud til at kunne mærke det. I stedet for han atter frem mod Aaron og svang endnu engang sit våben mod ham. Sådan fortsatte kampen. Aaron var hele tiden presset, og måtte konstant vige for krigerens vilde og kraftfulde angreb. Kun, når han fra tid til anden fik en mulighed for at bruge sin magi, fik han en chance for at trænge sin modstander tilbage. Ikke desto mindre nød han kampen, som han aldrig havde nydt en kamp før. Hele tiden i defensiven, hele tiden på vagt, og alligevel fik han igen og igen delt slag ud til hans modstander, der ikke så ud til at mærke dem. Efterhånden som kampen skred frem blev begge modstandere mere og mere sårede og udmattede, men i deres vildskab lagde ingen af dem mærke til det. Ingen af dem sansede omgivelserne, og tilskuerne blev ofte nødt til at trække tilbage, hvis de nærmede sig, for ikke at blive såret. Endelig, efter en lang og udmattende kamp, lykkedes det Aaron at besejre sin modstander. Aaron havde opbrugt sin mana på det tidspunkt, og krigeren havde tabt sit våben og sloges nu med de bare næver. Alligevel måtte Aaron hele tiden vige for krigerens kraftfulde slag. Det endte med, at Krigeren kastede sig frem mod Aaron, men Aaron dukkede sig og fik samtidig såret krigerens ben med sine kæder. Til Aarons held borede en af kædens pigge sig ind i krigerens ben, så da han rev den tilbage af al kraft, fik smerten krigeren til at falde om. Aaron udnyttede dette til at springe på krigeren og svinge sin kæde om dennes hals. Nu væltede de begge to om på jorden, og et stykke tid kæmpede krigeren for at få Aaron til at slippe grebet om kæden. I starten så det ud som om krigeren havde overtaget, men det lykkedes Aaron at holde fast, og til sidst blev krigerens krop stille og livløs. Aaron blev ved med at stramme lidt endnu. Så slap han grebet og kom fri af krigerens krop. Han var hårdt såret og dødeligt udmattet, men alligevel havde han aldrig haft det så godt før. Derefter tog størstedelen af den nordlige hær væk, men nogle få sluttede sig til Aaron.

Efter dette fortsatte Aaron sit liv, som om intet var hændt. Han regnede med, at der ville komme endnu en styrke ud efter ham, men det til hans store overraskelse så det ud til, at Den Nordlige Konge ville lade ham være i fred. En dag mistede Aaron alligevel sin by. Han og hans hær var vendt tilbage efter en måneds plyndring, men da de gik ind i byen, var der underlig stille, og med et kom der utallige krigere ud fra husene og angreb dem. Aaron og hans folk kæmpede vildt for sig, men deres modstandere var for mange, og Aaron gav ordre til, at de skulle trække sig tilbage. Selv holdt han modstanderne tilbage så længe så muligt for at nyde kampen. Til sidst stak han dog også af, og overlod byen til sine fjender. Han mødte sine folk et stykke fra byen, og der fortalte de, at de havde genkendt nogle af deres modstandere som soldater fra den fyrste, der før havde angrebet deres by. Aaron opgav at få byen tilbage. I stedet begyndte han at rejse rundt med sin hær og hærge over alt hvor han kom frem. Han angreb de byer, han kom til, men holdt sig sjældent længe et sted ad gangen. Når hans mænd en sjælden gang fik samlet mod til at spørge ham om hans planer, svarede han, at der var en bestemt by, han ville erobre. Indtil da rejste han blot rundt for at styrke sine evner, samle erfaring og nyde kampens glæder. Aaron var i sin bedste alder, og han nød livet fuldt ud. Overalt hvor han kom, spredte han skræk og rædsel. En dag kom de til en mindre by, hvor Aaron ville holde sin hær et stykke tid og samle forsyninger. Byen nægtede dem dog adgang, og Aaron blev så rasende at han straks angreb byen. Der gik ikke længe før Aarons hær brød gennem byens forsvarsværker og hærgede byen. Aaron gav sine mænd frie tøjler, og selv hærgede, plyndrede og ødelagde han, hvor han kom frem. Selv templet raserede han i sin rus, og han ødelagde Orics statue. Dette vakte dog bekymring blandt hans mænd, og en af dem kritiserede ham for det. Aaron svarede igen ved at slå ham ihjel, men den følgende nat var der mange, der deserterede. For fremtiden holdt Aaron sig dog fra templerne. Selv han var ikke dum nok til at gøre sig uvenner med guderne.

En dag, seks år efter at han var taget af sted, betrådte Aaron atter Det Nordlige Rige. Han var nu en berømt og berygtet krigsherre, helt forskellig fra den unge, uerfarne mand, der var taget af sted, og med sig havde han hele sin hær. Han rejste hurtigt med sin hær op gennem Det nordlige Rige, og undgik større byer. Aaron havde ingen interesse for at kæmpe mod tilfældige fyrster lige nu. Han havde kun et bestemt mål for øje. Orohan. Endelig ville han få sin hævn og sin by. Aaron var utålmodig, og han lod ikke sin hær få et øjebliks hvile eller standse op i nogen af de byer, de kom forbi. Derfor var det en træt og udmattet hær der stod foran Orohan nogle uger efter. Markis Darric af Orohan var mødt op med byens hær, og han var bestemt ikke i et godt humør. Aaron kunne tydeligt se vreden i sin brors ansigt, men den fik ham blot til at smile. Han red frem på sin hest og hilste sin bror. Darric besvarede ikke hilsenen, men spurgte i stedet hvad han ville. Hans vrede morede Aaron, og han skjulte det ikke. Et kort øjeblik spillede han forarget over den kolde modtagelse, men så sagde han, som sandt var, at han var kommet for byen. Dette gjorde Darric rasende, og han beordrede sin hær at angribe. Da gav Aaron ligeledes sine mænd ordre om at angribe, og de to hære mødtes. Aaron og hans bror red med det samme mod hinanden, og ignorerede de andre kæmpende omkring dem. Kort efter stødte de sammen, og det lykkedes Darric at såre Aaron over brystet og slår ham af hesten. Aaron kom dog hurtigt på benene og dræbte Darrics hest med sin magi. Nu stod begge de kæmpende på jorden, og de genoptog den kamp, der havde startet deres strid for over seks år siden. Darric for hele tiden frem mod Aaron og svang sit sværd mod ham, men Aaron holdt ham tilbage med sine kæder og satte sine egne angreb ind mod ham. De to for rundt om hinanden, uddelte slag og modtog slag, parerede og undveg. Aaron følte en usigelig glæde ved endelig at få opfyldt det, han havde drømt om så længe, og hans vildskab var så stor som aldrig før. Aarons mænd vidste bedre end at blande sig i hans kampe, men det skete at nogen af Darrics folk forsøgte at hjælpe ham. De faldt dog hurtigt for Aarons hurtige slag. Aarons vildskab og broderens vrede gav de to kræfter, de ikke havde haft før, og kampen trak ud. Aaron var blevet meget stærkere med tiden tiden, men det samme gjaldt hans bror, og efter en længere kamp lykkedes det broren at slå ham omkuld. Han hævede nu sit sværd for at gøre det af med Aaron, men i samme øjeblik sendte Aaron en magi mod sin bror. Dette kom fuldstændig bag på broren, der blev slået omkuld og snart efter var de begge kommet på benene igen. Broren var rasende og beskyldte Aaron for at være en kujon, men Aaron lo blot og svarede, at deres far ikke bestemte reglerne i denne kamp. Derefter fortsatte de med at kæmpe. Nu holdt Aaron sig ikke tilbage, og han brugte sin magi hver gang han så sit snit til det. Dette tvang broren i offensiven, og han måtte hele tiden presse Aaron for at få angreb ind. Aaron var i midlertidigt vandt til at kæmpe på den måde, og han nedbrød langsomt men sikkert sin bror. Endelig efter en lang og hård kamp, gik Aaron i offensiven og svang sin kæde mod sin brors hoved. Broren var hårdt såret efter Aarons angreb, og kæden ramte ham over ansigtet og rev hans kind op. Broren kom langsomt på benene igen og forsøgte at samle sig efter angrebet, men Aaron trådte hen foran ham og slog ham ihjel med sin magi. Aarons hævn var endelig fuldført, og han kunne nu indtage sin by. Han tog et af sin brors hår som minde, og lagde det i en pose. Derefter lod han sin brors lig smide i havet, og han lod brorens familie henrette. Derefter havde han ryddet op, og han indtog pladsen som byens markis. Han fik dog snart bud fra sine spejdere om, at en fyrste i var på vej i spidsen for en kæmpe hær, for at fjerne ham fra byen. Dette bekymrede dog ikke Aaron synderligt, og han begyndte at forberede sin hær og byen på angrebet. Kort efter kom der bud om, at Kongen havde sendt en hær ud fra den anden side, men Aaron var stadig fast besluttet på at blive og kæmpe, trods sine mænds protester. Sådan gik dagene, og spændingerne i Aarons hær steg. Dagen inden de to fjendtlige hæres forventede ankomst ombestemte Aaron sig dog og tog af sted med sin hær. Da havde han været Markis af Orohan i 3 dage, og han havde besluttet sig for, at ingen anden skulle være det efter ham. Da de to hære senere kom til byen, var den derfor brændt ned til grunden, og alle indbyggerne var blevet myrdet.

Aaron stak nu af nordpå med sin hær. Hans plan var at tage vest om sine fjender for at stikke af ud på havet. Dette så han ingen problemer i, da hans hær var udstyret til at kunne rejse hurtigt. Sådan kom det dog ikke til at gå. Skæbnen ville, at en kraftig snestorm ramte Aarons hær og sænkede den. Aaron var sikker på, at det var Orics hævn for dengang, han ødelagde gudens statue, men det holdt han for sig selv. I stedet satte han farten op. Aaron havde regnet med at få proviant fra de byer, han stødte på, men byerne i Det Nordlige Rige gav ikke så let op, som i Det Midterste Rige, og hvor de end kom hen måtte de kæmpe, for at komme ind i byerne. Dette forsinkede dem yderligere, og det lykkedes derfor Aarons fjender at afskære kysten og hale ind på ham, så han blev nødt til at fortsætte mod nord. Sådan fortsatte det, og en dag befandt Aaron sig foran Dysseskoven. Aaron var i et dilemma. Enten skulle han blive og kæmpe mod sine fjender, og så ville han med sikkerhed dø, eller også skulle han lede sin hær gennem Dysseskoven, og så var der ingen, der kunne sige, hvad der ville ske. Han bestemte sig for det sidste, da han ikke havde den store lyst til at dø endnu. Nogle af hans mænd begyndte at protestere, men Aaron slog dem ihjel, og derefter fulgte resten ham. Som forventet turde Aarons fjender ikke følge ham ind i Dysseskoven, og som forventet blev det en besværlig og farlig rejse gennem skoven. Den første nat, blev Aaron og hans mænd overfaldet af varulve, der bed adskillige, før de blev slået ihjel. De sårede lod Aaron henrette, da de ellers blot ville blive til varulve. Efterfølgende mødte Aaron og hans folk mange forskellige uhyrer, der hurtigt gjorde indhug i hæren. Derudover mistede de det meste af deres proviant, og det var umuligt at skaffe forsyninger til så mange i skoven. En efter en faldt hans mænd, og til sidst havde han kun en mindre gruppe tilbage. En nat, mens de slog lejr, blev Aaron vækket af et alarmråb som så mange gange før, og da han rejste sig, så han, at de var under angreb. Han greb hurtigt sine kæder og kastede sig ind i kampen, og efter et længere slag havde de besejret deres fjender. Aaron så nu ordentligt på dem, og da opdagede han, at det var vampyrer. Kun få af vampyrerne havde overlevet, men Aaron udspurgte dem, der havde. Det viste sig, at Aaron var stødt ind i en stamme af vampyrer, der levede i skoven. Han regnede hurtigt ud, at vampyrerne var hans mulighed for at komme ud af skoven i live, men også noget andet faldt ham ind. Aaron lod alle vampyrerne, med undtagelse af en, binde og beordrede de fleste af sine overlevende mænd til at holde øje med dem. Så tog han længere ind i skoven med den sidste vampyr og sine to mest trofaste mænd, og beordrede vampyren at forvandle ham til en vampyr. I starten var både vampyren og Aarons mænd forvirrede, men Aaron mente det alvorligt. Han gav mændene ordre på at dræbe vampyren, hvis han døde, og lod derefter vampyren gøre det, den havde fået besked på. Da Aaron kom tilbage, meget senere, var mændene begyndte at blive nervøse for ham. De fik sig dog et chok, da de så ham, for Aaron var ikke den samme som før. Han var en af de udøde nu. Aaron gav nu ordre til, at alle hans mænd skulle forvandles til vampyrer. De af dem, der nægtede, slog han ihjel. Nu var samtlige af Aarons soldater vampyrer, og han erklærede sig nu for vampyrernes leder og levede sammen med dem i Dysseskoven.

Der gik dog ikke længe før Aaron blev træt af at leve sammen med vampyrerne, og han besluttede sig for at forlade skoven. De af vampyrerne, der ville, lod han komme med sig. Aaron og vampyrerne forklædte sig som normale mennesker, og rejste ubemærket gennem riget, men om natten, da de kom til en landsby, trak de deres våben og angreb. De raserede byen i en vild blodrus, dræbte alle dens indbyggere og jævnede byen ved jorden. Derefter rejste de videre gennem landet, og nu tog de det mere roligt. Om dagen opførte de sig som normale rejsende, men om natten trak de deres våben og gik på jagt. Aaron opsøgte de stærkeste krigere, han kunne finde, jagtede dem gennem natten og angreb dem så. Først da, når han havde bekæmpet dem og besejret dem, drak han deres blod. Derefter tog han altid deres hår, og lagde ned i en lille skindpose, hvor hans brors hår ligeledes var. Aarons mænd begyndte hurtigt at følge hans eksempel, og når de var alene pralede de af deres bedrifter og viste deres trofæer frem. Aaron selv fortalte ikke om hans bedrifter, medmindre man bad ham om det. Med tiden tyndede det dog ud i den lille gruppe vampyrer, der rejste gennem landet. Verden var farlig for en udød, og især når man levede som Aaron og hans folk. Nogle blev afsløret som vampyrer og dræbt, og andre jagede et for stærkt bytte. I starten var der relativ mange, der døde, men efterhånden som de lærte at begå sig som vampyrer, døde færre og færre. Alligevel blev Aarons fæller ved med at dø, indtil der kun var Aaron og en anden tilbage. En nat, da de skulle til at gå på jagt i en større by, udfordrede Aaron sin fælle til en kamp på døden. Han og hans fælle var de sidste overlevende, af de vampyrer, der havde startet rejsen, og de måtte derfor være de stærkeste i gruppen. På et tidspunkt ville de også dø, og da ville Aaron hade at gå bort uden at have prøvet kræfter med den stærkeste af sine våbenbrødre. Aarons våbenfælle delte disse følelser, og på det grundlag startede de deres kamp. Det blev en lang og hård kamp. Aarons våbenbroder var en særdeles talentfuld skytte, og han sendte pil efter pil mod Aaron. For en gangs skyld var det Aaron, der var nødt til at kæmpe sig ind på livet af sin modstander. De tog for over byens tage, mens pile fløj mod Aaron, der til gengæld brugte sin stærkeste magi mod sin fælle. Efterhånden fik Aarons fælle dog overtaget, men da Aaron var ved at tabe kampen, sprang han ind ad et vindue og overfladt beboerne, som han tømte for blod. Dette helbredte samtlige af hans sår og gav ham al hans energi igen, og han genoptog ivrigt kampen. Sådan fortsatte de to nu deres kamp. Hver gang en af dem var såret, angreb og tømte de et offer i nærheden, og så var de atter ved fuld energi. På denne måde fortsatte de deres kamp i flere timer, uden at nogen af dem fik overtaget. Byens soldater forsøgte snart at standse dem, og udgjorde en ny spændene faktor i kampen, men Aaron og hans fælle havde kun øje for hinanden. Hele byen blev deres kampplads, og de for hen over tagene, mens de undgik vagternes pile og hinandens angreb. Det ene øjeblik flygtede de, det næste angreb de deres modstander bagfra og påførte ham et stort sår, der snart efter blev helbredt, når han angreb og tømte en af byens indbyggere eller en uheldig vagt. Det hele endte, da Aaron blev såret i skulderen, og måtte tage flugten ind i byens tempel. Hans fælle forfulgte ham derind, og gik så gennem templet med en pil på sin bue. Langsomt sneg Aaron sig ind på ham bagfra, men med et vendte hans fælle sig om og sendte en pil mod ham. Aaron dukkede sig hurtigt, men pilen snittede ham alligevel og efterlod et mærke over hans øre. Aaron for nu frem mod sin fælle, der lod endnu en pil bore sig ind i hans lår. Dette standsede dog ikke Aaron, der blot nød smerten og sendte sin kæde mode sin fælles ansigt. Fællen undveg med nød og næppe, men den anden ende af kæden ramte hans lår, og kædens pigge borede sig ind i det. Fællen udstødte et råb af smerte, da Aaron rev kæden til sig igen, og han faldt om på gulvet. Aaron så nu sit snit til at afgøre kampen, og han hamrede kæden mod sin fælles ansigt, men fællen undveg behændigt angrebet og kom op i siddende stilling. Han greb to pile og sprang frem mod Aaron for at bore dem ind i hans hjerte, men Aaron holdt sin kæde frem for sig og fangede fællens hænder med den. De tom væltede omkuld og Aaron mærkede de to pile bore sig ind i ham, men de gik ikke dybt nok ind til at dræbe ham. Han fangede straks sin fælles hænder og hals med kæden, og strammede til, så fællen ikke kunne bevæge sig. Fællen forsøgte desperat at komme fri, men Aaron holdt sit greb stramt, og et stykke tid lå de to fastlåst på templets gulv. Aaron kunne dog mærke, hvordan hans kræfter svandt ind, og han vidste, at det kun var et spørgsmål om tid før byens soldater kom og slog dem begge ihjel. Derfor slap han med et kæden i samme øjeblik, hans fælle trak sit hoved til sig. Før hans fælle nåede at opfatte, at han var fri, plantede Aaron dog en solid næve i hans ansigt. Han fik hurtigt rystet sin fælle af sig, og kastede sig derefter over ham. Det lykkedes ham at holde sin fælle mod gulvet og plante sine tænder i ham, og med et kunne Aaron mærke, hvordan hans kræfter vendte tilbage, samtidig med at de forlod hans fælle. Da soldaterne kort efter trådte ind i rummet var Aarons fælle død, og Aaron sad midt i rummet og ventede på dem. Medet dæmonisk smil kastede han sig frem og huggede dem ned. Uden for var solen stået ned, men Aaron kæmpede udelukkende i skyggerne. I de næste timer forsøgte man forgæves at slå ham ihjel. Man sendte byens stærkeste magikere og krigere ind til ham, og lod skytter beskyde ham fra sikker afstand, men lige meget hjalp det. Aaron dræbte alle, der trådte ind i templet, og fra deres blod genvandt han sin styrke. Først da det blev nat, forlod han templet, kæmpede sig ud af byen og forsvandt i natten.

Siden da levede sit liv alene. Han vandrede over hele verden og kamuflerede sig som et almindeligt menneske om dagen, men om natten gik han på jagt og kæmpede mod de stærkeste krigere, han kunne finde. Rejserne over jorden og over havene blev kun afbrudt, da han en dag blev tvunget til at flygte af til Underverdenen. Der blev han så fascineret af den helt nye verden, der åbnede sig, at han tilbragte utallige år dernede. Hundrede år senere kom han dog atter op over jorden, og her fortsatte han med at opsøge og kæmpe mod de stærkeste krigere, han kunne finde. Hårene fra hans ofre er med tiden blevet så talrige, at han har lavet sig et tæppe af dem, og dette tæppe bliver hele tiden længere og længere.

Slægt: Alle medlemmer af Aarons slægt er døde. Deriblandt hans far Markis Thorvald af Orohan, hans mor Markise Ingrid af Orohan og hans bror Markis Darric af Orohan.
Minder: Hans første slag. Kampen mod sin bror om titlen som Markis af Orohan. Da han for første gang forlod Det Nordlige Rige. Hans andet slag, hvor han lærte kampens glæder. Mordet på generalen for den nordlige hær. Den efterfølgende kamp mod den østlige hær. Kampen mod bersærkeren fra den nordlige hær. Da han kæmpede mod og dræbte sin bror og efterfølgende indtog Orohan. Da han lod alle Orohans indbyggere myrde og brændte byen ned til grunden. Hans forvandling til vampyr. Kampen mod sin sidste rejsefælle. Hans første tid i Underverdenen. Hans første møde med en ældre drage. Da han engang for længe siden så kraken og faktisk følte frygt.
Bopæl: Ingen fast. Han stopper dog af og til op ved ruinerne af Orohan. Her har han indrettet borgens kælder, og på væggen for enden af den gamle fangekælder opbevarer han det tæppe, han har lavet med de hår, han har indsamlet fra alle sine ofre.
Andet:

Person:
Personlighed: Aaron er en splittet personlighed. På den ene side er han intelligent, rolig, kølig og svær at bringe ud af fatningen. Han blander sig ikke i ting, der ikke vedkommer ham, og interesserer sig kun for sig selv. Andre mennesker interesserer ham ikke, og han sørger for at de lægger så lidt mærke til ham, så muligt. Det eneste, der kan fange hans interesse, er udfordringer der stimulerer hans sind og får ham til at bruge det. Jo sværere, jo bedre. Han kan være en leder, hvis det er nødvendigt. Han er ikke karismatisk person, andre instinktivt følger, men han er en dygtig strateg og taktiker, der forstår at udnytte sine muligheder, og ikke er bange for at tage kontrollen. Han trækker sig dog lige så gerne tilbage og lader andre styre, hvor han kun kommer med indvendinger, hvis han finder det nødvendigt. På den anden side er han et vildt og ustyrligt vilddyr, der kun lever for at kæmpe og blive grebet af kampens rus og galskab. Kun det adrenalinkick, han får i kampene, lader ham for alvor føle, at han er til, og han søger derfor hele tiden efter en modstander, der kan give ham et endnu vildere kick. Jo stærkere modstander, jo bedre. Aaron elsker at jage sin modstander, mens forventningens glæde stiger i ham, og han er en vild og lidenskabelig kriger. Han elsker at såre andre, som han elsker selv at mærke smerte og føle, at han er til. Især nyder han at finde en strategi mod den enkelte modstander. Når Aaron kæmper en god kamp, bliver han mere og mere vild, og så sker det, at han fuldstændig mister kontrollen over sig selv, og i disse tilfælde risikerer han altid at gøre noget dumt. Desuden har han ikke øje for andre end sit udvalgte bytte i kamp, hvilket kan få ham til at overse andre trusler. Hvis Aaron først finder et stærkt bytte, glemmer han det heller ikke lige med det samme, og nogle gange kan han finde på at følge et bytte i flere år for at slå det ihjel. Når Aaron bruger magi, giver det ham et adrenalinkick på samme måde som han kæmper, og han nyder at bruge magi mere, end han nyder noget andet. At mærke manaen strømme gennem hans krop og følge hans vilje er for ham som stoffer for en narkoman, og han lever og ånder for det.
Interesser: Aarons interesser begrænser sig til kamp, magi og andre lignende ting, der kan få ham til at føle at han i sandhed er til. Han lever efter udtrykket lev stærkt og dø ung, men alligevel er han intelligent og snarrådig nok til at han som regel kan komme ud af de situationer, han har rodet sig ind i.
Mål: Aarons eneste mål er at finde den ultimative modstander, der kan få ham til at føle, at han er på et andet plan.
Andet:

Andet:

Raceevner:
Vampyrer er udøde. Dette betyder, at de ikke regnes for levende væsner, og derfor ikke har brug for f.eks. ilt, mad, drikke, søvn og lignende. Til gengæld får de -1 i alle stats hvis de bliver udsat for sollys.
Vampyrer er i stand til at se i fuldstændigt mørke, og de kan regenerere ved at drikke friskt blod.

Stats:
Udholdenhed: 5
Styrke: 4
Hurtighed: 6
Smidighed: 6
Kamuflage: 7
Sanser: 9
Magi: 9
Mana: 8
I alt: 54

Skills:
Kædevåben: 6
Elementalform (Vand):
Runeristning: 2
Elemental Magi (Vand): 4
Dyretæmning: 2

I alt: 14

Magi:

Istap
Kasteren udsender en spids istap.
Mp: 5

Tågeslør
Kasteren indhyller et større område i en tyk tåge. Tågen forsvinder igen efter 4 posts.
Mp: 20

Magiske genstande: Ingen endnu.
Guld: 25

Kæledyr:

Navn: Darric
Køn: Han
Race: Ugle
Udseende:

Darric er en hvid ugle med sorte pletter på vingerne, ryggen og hovedet. Den har gule, intelligente øjne, lange, skarpe kløer og et spidst næb. Den har et ar over højre bryst. Aaron har iklædt den en mindre dragt af hvidt læder, bestående af et lille areal på maven med fire strimler, der er bundet sammen på ryggen. Denne dragt har Aaron lavet så han kan riste runer på Darric.
Historie: Engang, da Aaron kom tilbage til Orohans ruiner, hvor han havde indrettet sig, fandt han en udsultet ugleunge i ruinerne. Han var træt, så han besluttede sig for at smide den ud senere. Da han havde hvilet sig var han i et bedre humør, og han begyndte at iagttage uglen, der kiggede tilbage på ham. Da besluttede han sig for at beholde den. Han fangede nogle mus til den i ruinerne og hentede vand til den, og i den kommende tid passede og plejede han den. Efter hånden som uglen fik det bedre, begyndte Aaron at træne den op, og efter nogen tid havde han fået sig en ny rejsefælle, som han døbte Darric efter sin afdøde bror. Efter at Aaron og Darric havde rejst sammen et stykke tid, fik Aaron en ide, og han lavede en speciel dragt af blegt læder til Darric, så Aaron frem over kunne lave runer på dragten. Siden da har Aaron og Darric holdt sammen, og Darric er blevet det eneste væsen, Aaron bryder sig om.
Personlighed: Darric er en intelligent ugle, og siden Aaron reddede den fra at sulte ihjel, har den været meget loyal over for ham. Den er hele tiden på vagt, og kender Aaron ud og ind.

[Guderne]

Godkendt

[Guderne]

Erfaring:

Kampe:
Destruktive kræfter –Uafgjort. Belønning: 3 statpoint, 3 skillpoint og 15 guld
Duel foran gudernes åsyn -Tabt. Belønning: 1 statpoint, 1 skill-point og 5 guld.