|
Post by Steve on Jan 4, 2010 23:47:55 GMT 1
Steve kunne mærke en irritation boble i maven. Denne person, der uden viddere kunne helbrede sig selv, kunne åbenbart også gennemskue ham ganske godt. Han kom på benene i en glidende bevægelse uden at tabe for meget fart og begyndte at styrte mod Aaron, for bare at se en istap komme flyvende mod ham. Han vidste han ikke kunne undvige på så lille en afstand, og valgte i stedet at sætte sin venstre skulder forrest og bukke sig så istappen ramte hans skulder i stedet for at flænse hans mave åben. Uden at tænke over smerten fortsatte ham med fuld fart mod Aaron og huggede agressivt mod hans arm. Et øje for et øje, en skulder for en skulder tænkte han og ænsede ikke en eneste tanke til blodet der sprøjtede fra hans skulder som han løb. Ville han vinde denne kamp kunne han ikke lade sig slå ud af sår som det. Som han havde set istappen flyve gennem luften havde han forestillet sig at hans skulder ville have splintret i tusinde stykker men det så ikke ud til at den var nået ind til knoglen. Han mente det var en meget god ting da en brækket arm kunne være en sikker vej til nederlag for ham. Dog måtte han vinde lidt tid til at stoppe blodet fra at strømme ud. Han brød sig bestemt ikke om denne persons måde at kæmpe på, alle de overraskende angreb. Han håbede bare at se alle de tricks Aaron måtte have i ærmet. Selvom han ikke brød sig om den trolddom Aaron brugte var der noget over det... Den måde han kunne skabe og bruge is som sit våben var i sig selv meget imponerende, men med det tempo. Han var nok en del mere erfaren end Steve havde regnet med.
|
|
Aaron
Administrator
Posts: 81
|
Post by Aaron on Jan 5, 2010 12:34:25 GMT 1
Aaron så smilende til, mens Steve vendte rundt for at angribe igen blot for at stå ansigt til ansigt med den istap, Aaron lige havde sendt imod ham. Frem for at prøve at undvige valgte Steve dog at tage angrebet med sin skulder, hvilket fik ham til at stige i Aarons agtelse. Han så opmærksomt på, mens istappen borede sig ind i skulderen, men den gjorde ikke den skade, Aaron havde regnet med på den korte afstand, og uheldigvis ikke nok til at standse Steves angreb. Aaron måtte tage hatten af for hans modstander. Han havde vurderet, at han ikke kunne undvige angrebet, og derfor havde han i stedt valgt at tage imod det, hvor det gjorde mindst mulig skade. Derudover havde han bidt smerten i sig og fortsat sit angreb. Alt dette var korrekt reageret. Steve havde måske ikke kæmpet før, men han havde en krigers sjæl og krop, og Aaron var lykkelig over at få lov til at kæmpe mod ham. For de fleste mennesker ville en sådan glæde virke total absurd, men for Aaron var kampen på liv og død selve meningen med livet, og han nød hvert et øjeblik af den. Aaron befandt sig nu i en farlig situation. Igen valgte Steve ikke at gå efter hans krop, men i stedet efter hans arm for at svække ham. Aaron trak armen til sig, så hurtigt han kunne, man sværdet ramte alligevel og lavede en dyb, blodig flænge på underarmen. Aaron måtte skære ansigt af smerte idet sværdet skar gennem hans hud og fik blodet til at sprøjte ud. Aaron trådte et skridt tilbage og så på Steve med et grumt smil. Det så ud som om, han måtte vinde noget tid. Han hævede sin højre, uskadte hånd, og begyndte at mumle en række besværgelser. Dette var Aarons kraftigste besværgelse, og han brugte den kun mod modstandere som Steve. Magiens kraft lå ikke i selve magien, men i det, at den fuldstændigt kunne ændre en kamps vilkår. Aaron mærkede manaen strømme ud fra hele hans krop og danne et tykt lag i hele området. Der fangede den hurtigt vandets molekyler i luften og samlede dem, så de gradvist dannede en tyk tåge omkring Steve og Aaron. Nu var det Aarons plan at forsvinde i tågen, så han kunne pleje sit sår og udtænke en strategi. I mellemtiden var Darric landet på en gren, hvor den sad og hvilede sig. Når tågen var der, kunne den alligevel ikke hjælpe sin herre, så den kunne lige så godt bruge tiden på at komme til kræfter.
((Tågeslør Kasteren indhyller et større område i en tyk tåge. Tågen forsvinder igen efter 4 posts. Mp: 20
Runeristning: Istap Kasteren udsender en spids istap. Oplader niende post
Mp tilbage: 45))
|
|
|
Post by Steve on Jan 5, 2010 14:41:36 GMT 1
Steve så irriteret frem for sig da hans mulighed for at angribe Aaron endnu engang forsvandt i tågen. Han skulle til at fare rundt for at fange ham men bestemte sig for i stedet for at blive hvor han var. Han brugte sit sværd til at skære ærmet af sin skjorte og bandt det rundt om sin arm så hurtigt som muligt. Det stoppede ikke blødningen fuldstændigt men i det mindste mistede han ikke alt for meget blod. Han tog en dyb indånding og lod sig ikke røre af smerten. Han kunne have ondt af sig selv efter kampen. Hvis han altså var i live til den tid. Han satte sig sværd i jorden så han kunne støtte sig hånd på det, dog var han hele tiden klar til at hive det op. Han måtte stole på sine instinkter fra nu af, selvom det ikke var noget han var alt for god til. Han stod helt ubevægelig og ledte efter lyde han kunne navigere efter. "Jeg må sige, jeg begriber ikke hvordan du kan forvrænge virkeligheden gang på gang. Du har sgu forstand på at slås det må jeg gi dig" Sagde han for at fordrive den efter hans mening lange ventetid. Han vidste at Aaron aldrig ville lave den mindste lyd så længe han havde en sådan fordel i kampen men hver en muskel i Steves krop skreg efter at slås og han havde brug for at gøre et eller andet, om det så var at løbe forvildet rundt som en hovedløs høne eller bare sige et par ord. Selvom han stod bom stille og kiggede roligt ud i luften var han ved at eksplodere. Han kunne ikke vente med at se hvad Aarons næste træk var. For det næste træk tilhørte Aaron. Det skulle heller ikke undre Steve hvis Aaron brugte tågen til at skjule sig så han kunne heale det sår han lige havde fået. På den ene side hadede Steve de evner Aaron besad, men han kunne stadig ikke undgå at beundre den effektivitet de havde.
|
|
Aaron
Administrator
Posts: 81
|
Post by Aaron on Jan 5, 2010 18:50:18 GMT 1
Mens Steve tog sig af sit sår, gik Aaron langsomt baglæns, indtil han var et stykke fra Steve. Her satte han i løb, mens han sørgede for ikke at bevæge sig hurtigere, end at han stadig kunne bevæge sig forholdsvis lydløst. Han bevægede sig til højre fra det sted, hvor han og Steve før havde stået, og først da han var et godt stykke fra det sted, han stod før, standsede han op. Aaron så nu på sin sårede arm. Det så ikke alt for godt ud. Han ville ikke være i stand til at kæmpe med den arm. Han udnyttede det hul, Steve havde skåret med sit sværd, til at rive en strimmel af sin kappe, og begyndte derefter at forbinde såret, mens han tænkte over, hvad hans næste træk skulle være. Hans sidste angreb mod Steve havde ikke været så effektfuldt, som han havde regnet med, og nu undrede han sig over, hvorfor. Var det fordi, det var magi? Eller havde Steve et andet forsvar? Hvis Steve havde et slags forsvar mod magi, ville det ikke se godt ud. Med sin arm i sin nuværende tilstand ville Aaron ikke kunne bruge sit våben optimalt, og han ville slet ikke kunne klare sig i en kamp mod Steve. Han overvejede i et kort øjeblik, om han skulle forsøge at snige sig ind på Steve og tappe noget af hans blod for at hele sit sår, men droppede så ideen. Han ville ikke have mulighed for at holde Steve fast imens, og hvis han gik i nærkamp med Steve uden våben igen, var han ikke sikker på, at han ville kunne slippe godt fra det. Den anden var både hurtigere og mere udholdende end ham. Forhåbentlig havde han dog ikke flere overraskelser i ærmet til Aaron. Aaron blev færdig med forbindingen og så på sit værk. Han havde næsten stopper blødningen, og det måtte han stille sig tilfreds med. Han havde før kæmpet mod modstandere, der kunne tilse deres sår effektivt i kamp, men han havde aldrig selv lært sig den kunst. Med et hørte han Steve råbe, og han stivnede. Så bredte der sig et bredt smil på hans ansigt og han vendte sig mod lyden, rakte sin venstre hånd ud mod den og hviskede en magisk besværgelse. I samme øjeblik mærkede han den tilfredsstillende følelse af mana, der strømmede ud i hans arm og ud af hånden, hvor den samlede en del af vandet i tågen og skabte en spids istap. Istapen var ikke lydløs, men tågen gav Aaron den fordel, at Steve ikke ville vide, hvor den kom fra. Til gengæld gjorde tågen også, at han ikke selv kunne se Steve, og derfor ikke var sikker på om han overhovedet havde sigtet på Steve. Han satte sig nu straks i bevægelse, for at Steve ikke ville kunne finde ham ud fra retningen på istappen. Han bevægede sig så lydløst, han kunne, mens han lyttede efter Steve.
((Istap Kasteren udsender en spids istap. Mp: 5
Runeristning: Istap Kasteren udsender en spids istap. Oplader tiende post
Mp tilbage: 40
3 posts til tågen forsvinder.))
|
|
|
Post by Steve on Jan 5, 2010 19:11:06 GMT 1
Steve kunne med det samme genkende den hvislende lyd da istappen kom mod ham. Instinktivt rykkede han sig til siden som den fløj forbi men af en eller anden grund valgte han at hamre en knytnæve ned i den som den passerede. Han skreg vildt af smerte, som havde den ramt ham lige i ryggen hvorefter han faldt til jorden. Han lå helt stille og ventede. Aaron ville have hans blod, og hvis han nu troede at Steve var død ville han nok komme tæt nok på til at Steve kunne få endnu et slag ind. Han valgte ikke at tage sig af sin brækkede kno, og gemte den blødende hånd under sin mave. Steve fandt det selv ganske utroligt at han havde tænkt alt dette igennem i det splitsekund istappen havde fløjet mod ham. Han brugte Aarons tåge imod ham, kunne man sige. Til gengæld var han helt åben for angreb hvis Aaron ikke faldt for tricket. En istap i ryggen ville være nok til at uskadeliggøre ham og det var noget der gav ham kuldegysninger, men alligevel var det for spændene til at rejse sig og være forberedt. Han holdt for det meste vejret som han lå, tog en gang imellem en lille indånding, men slet ikke nok til at det kunne høres. Dette var specielt svært da han var forpustet som bare fanden.
|
|
Aaron
Administrator
Posts: 81
|
Post by Aaron on Jan 5, 2010 19:31:24 GMT 1
Aaron hørte med tilfredshed Steves hyl, og han måtte undertrykke en latter. Istappen havde altså fundet sit mål. Han lyttede nu opmærksomt efter, for at finde ud af hvad Steves næste træk ville blive, men til hans undren kom der ikke en lyd. Så bredte et smil sig på hans læber. Steve var altså enten død eller for hårdt såret, til at kunne foretage sig noget. Aaron håbede på det første. Det ville være for kedeligt, hvis Steve allerede var død. Han satte sig nu i bevægelse mod det sted, Steve var blevet ramt, samtidig med at han hviskede magiske besværgelser og samlede sin mana i sin arm. Selv om kampen i sig selv var guddommelig, var der intet som spændingen ved at give et offer dødsstødet, og Aaron mærkede hvordan hans puls steg bare ved tanken. Derudover var der følelsen af manaen, der pumpede gennem hans krop og gav ham en følelse af at være uovervindelig. Han var dog stadig forsigtig og parat til at undvige og besvare ethvert angreb. Intet var farligere end et såret bytte og tågen ville gøre det svært at få øje på Steve, før et var for sent. Alligevel havde Aaron nær trådt på Steve, før han opdagede ham. Hans blik gled straks ned på skikkelsen, der lå på jorden, og en følelse af skuffelse gik gennem hans krop. Hans offer var forhåbentlig ikke allerede dødt. Så gik det op for ham, at han hver kunne se blod eller istappen nogen steder, og med et var der noget, der fik en alarmklokke til at ringe.
((Runeristning: Istap Kasteren udsender en spids istap. Oplader elvte post
2 posts til tågen forsvinder.))
|
|
|
Post by Steve on Jan 5, 2010 20:04:28 GMT 1
Som Aaron gik mod Steve ventede han bare på det rigtige tidspunkt. Han sprang op, og i en snurrende bevægelse vendte han sig og huggede mod Aarons lår. Det var et øjeblik som dette der fik Steves blod til at pumpe hurtigere. Smagen af jord og blade, lugten af blod og følelsen af ens åndedræt langsomt svinde ind til man knap kunne stå... det var en ubeskrivelig følelse. Han vidste at hvis han ikke ramte nu ville han være på bar bund igen. Aaron ville efter al sandsynlighed forsvinde i tågen igen og det samme trick ville nok ikke virke to gange. Desuden var han ved at nå sig grænse. Det havde ikke hjulpet særlig meget at slå på istappen så hans hånd praktisk talt blev flået op. Sammen med såret på sin skulder kunne han ikke rigtig bruge sin til noget. Han kunne hverken knytte sim hånd eller tage fat om sit sværd. Han vidste også at hvis han fortsatte alt for længe uden at kampen blev afsluttet ville han besvime af blodmangel. Dog virkede alt dette så ligegyldigt. Så længe han kunne bevæge sin krop ville han gøre alt han kunne for at vinde. Han undrede sig over om Aaron havde det på samme måde. Det var tydeligvis ikke hans første kamp, måske havde han prøvet det så meget at det ikke gav ham det samme sug. Måske havde det aldrig. Det ville Steve dog finde underligt da han havde set hvordan Aaron havde hylet op med sit hysteriske grin.
|
|
Aaron
Administrator
Posts: 81
|
Post by Aaron on Jan 5, 2010 20:44:54 GMT 1
Aaron havde kun lige opfattet faren, da Steve bekræftede hans bange anelser ved at springe op og svinge sit sværd mod hans lår med en uhyggelig fart og kraft. Det var dog ikke frygt, der fyldte Aarons krop. I stedet blev hans krop fyldt af en ubeskrivelig følelse af lykke, og hans læber blev skilt ad i et bredt, uhyggeligt smil, idet han holdt sin højre hånd ud imellem Steves sværd og hans lår. Med et frydefuldt skrig færdiggjorde han sin formular, og mana strømmede ud af hans hånd og samlede sig til endnu en skarp istap. Aaron brugte nu istappen til at blokere Steves angreb, som det var sket før, og han sørgede for at holde istappen, så den pegede ned mod hans lår. Dette ville sikre, at Steves sværd ville glide ned mod hans ben, og ikke op mod hans eneste funktionelle hånd, og dermed gøre ham forsvarsløs. Steves sværd gled dog ikke af på istappen, som første gang Aaron brugte den teknik. I stedet skar den lige igennem istappen og fortsatte mod Aarons lår. Der skar den igennem Aarons hud, men den havde dog mistet en del kraft og skar ikke ind til låret. Aaron udstødte et højt råb af fryd og smerte, idet hans ben knækkede sammen, så han faldt på knæ foran Steve. Han måtte sætte sin raske hånd i jorden, for ikke at falde så lang, han var, og var nu pludselig et oplagt offer for Steve. Alligevel prydede et rovdyrs smil hans mund, og hans pupiller var udspillede og lyste af galskab, mens han så mod jorden. *Så godt.* Tænkte han. *Så forbandet godt!* Det var over hundrede år siden Aaron havde haft sådan en modstander, og han nød det i fulde drag. Rusen fyldte hans krop og slørede hans tanker, så han ikke kunne tænke klart. Kun kampen mod Steve betød noget. Det var i øjeblikke som dette, at Aaron havde det med at lave sine største fejl, men rusen havde også sine fordele. Den fortrængte smerten fra Aarons sind, og gjorde ham i stand til at kæmpe videre trods det sår, Steve havde påført ham. Med et rettede Aaron sig op og svang sin højre hånd mod Steves venstre lår, som holdt han et usynligt våben. Frydefuldt skreg han en hurtig besværgelse, og mana pulserede gennem hans arm, samlede en del af tågen og frøs den ned, så en skarp istap kom til syne i Aarons hånd, mens den hurtigt tilbagelagde afstanden til Steves lår. Istappen var et improviseret våben, og Aaron havde ingenlunde Steves styrke, men den korte afstand var alligevel til hans fordel. Den resistens mod magi, Steve før havde udvist, faldt ham ikke ind, og det var også ligegyldigt. I hans nuværende situation var dette faktisk hans eneste mulighed.
((Istap Kasteren udsender en spids istap. Mp: 5 x2
Runeristning: Istap Kasteren udsender en spids istap. Oplader tolvte post
Mp tilbage: 30
2 posts til tågen forsvinder))
|
|
|
Post by Steve on Jan 5, 2010 21:08:23 GMT 1
Steve der nu var ganske træt af Aarons samme kedelig magi nægtede at flytte sig fra sit perfekte punkt. Det var et syn for guder at se Aaron på knæ. Han forsøgte at sætte sig sværd for, men det var ikke til noget nytte. I stedet stak han det ned i jorden og lod angrebet gå lige ind. Som han væltede forover da hans ben gav op forsøgte han at tage fat om nakken på Aaron og nikke ham en skalle, klar til at gribe sit sværd... Hvis han altså kunne. Blodet sprøjtede fra hans lår og det var tydeligt at dette angreb havde lavet langt større skade end det på hans skulder. Han kunne mærke sine sidste kræfter svinde ud fra sit åbne sår. Det var også tydeligt at han manglede blod, da hans ansigt var helt blegt. Han kunne ikke helt finde ud af om Aaron var lige så afkræftet som han selv var. Det var svært at se, blandt andet på grund af tågen men også fordi Aaron hele tiden smilede og grinede. Han opførte sig ikke som en der var ved at falde død om. Og det var noget som Steve på den ene eller anden måde havde respekt for. Dog følte Steve også selv en lyst til at grine hysterisk hvis han altså havde haft energien til det. Han ville måske kunne komme på benene igen og slå et svagt slag men det ville også være det absolutte maksimum af hvad hans krop kunne tillade ham.
|
|
Aaron
Administrator
Posts: 81
|
Post by Aaron on Jan 5, 2010 21:45:14 GMT 1
Aaron mærkede med tilfredshed hvordan istappen borede sig ind i Steves ben, og han så blodet fosse ud. Han fangede endda noget af det på sin tunge, og nød smagen af det et kort sekund, men det var overhovedet ikke nok til at helbrede hans sår det mindste. Han smilte en gal mands smil og hævede sit ansigt lige tids nok til at mærke Steves hænder gribe fat om hans nakke. Aaron nåede ikke at reagere, før Steves pande nærmede sig og hamrede ind i hans ansigt. Aaron mærkede sin næse brække og blodet fosse ud. Det var første gang Aaron var blevet ramt af Steves fulde styrke, og kraften var knusende. Han faldt om på jorden og mærkede, hvordan han var ved at miste bevidstheden. Hans tanker var slørede og det var som om, han blev omgivet af et mystisk mørke. Fortumlet fik han kæmpet sig om på maven, og han begyndte at mave sig væk med sin raske arm og sit raske ben. Han kunne svagt mærke smerten skyde gennem sine sårede lemmer, hvis han gjorde en forkert bevægelse, men det var som om han ikke rigtig kunne mærke sin krop længere. Han havde også besvær med at tænke, men han vidste, at han ville dø, hvis han blev liggende.
((Runeristning: Istap Kasteren udsender en spids istap. Oplader trettende post
1 post til tågen forsvinder))
|
|
|
Post by Steve on Jan 5, 2010 21:58:37 GMT 1
Steve væltede selv i jorden og lå i et par sekunder efter sammenstødet. Nok havde det gjort rigelig skade på Aaron men han havde også selv fået et godt stød, hvilket var nok til at sende ham i gulvet da han ikke havde særlig meget blod. Han kiggede frem for sig og lagde først nu mærke til at han så dobbelt. Dog kunne han skimte Aaron kravle væk, og det var noget han ikke ville tillade. Han greb ud efter sit sværd men kunne ikke nå, så i stedet gjorde han det samme som Aaron. Han brugte sin ene arm og sit ene ben til at kravle frem mod sin fjende. "Kujon!" Fik Steve fremstammet lige præcis højt nok til at Aaron ville kunne høre det. Han ville afslutte denne kamp uanset hvad. Han nægtede at spilde så meget blod for ingen verdens nytte. Han kunne mærke at hans mund blev fyldt med blod. Hvorfor vidste han ikke. En gang imellem var han nød til at spytte en god mængde blod ud på jorden for ikke at blive kvalt. Han havde mest af alt lyst til at give op. Han havde overlevet hvad der var værret. Men selvom det var hans liv der var på spil nægtede han at stoppe. Han kendte ikke rigtig Aaron men han havde aldrig troet at han ville begynde at stikke af.
|
|
Aaron
Administrator
Posts: 81
|
Post by Aaron on Jan 5, 2010 22:12:31 GMT 1
Langsomt bevægede Aaron sig væk fra Steve, mens han mærkede sine kræfter ebbe ud. For hver gang blodet forlod hans krop, forlod en del af hans kræfter det sammen med ham, og hans bevægelser blev efterhånden svagere og svagere. Det var som om et tungt mørke hvilte over ham, og langsomt trak ham ind i sig. Han vidste instinktivt, at han ville dø, hvis han blev trukket ind i mørket, og han kæmpede derfor imod, men til sidst kunne han ikke undgå at glide ind i mørket og han faldt bevidstløs om. Imens begyndte tågen at lægge sig over de to, og Darric kunne nu atter se, hvad der foregik. Han havde brugt sin pause på at samle kræfter, mens han hørte på sin herres og den fremmedes kamp, og han var egentlig en smule bekymret. Det lød som om hans herre var i problemer. Nu var tågen endelig væk, og det, han så, chokerede ham. Hans herre lå på jorden i en pøl af blod, og den afskyelige fremmede var på vej hen imod ham. Darric tvivlede ikke på, at den fremmede ville skade hans herre, og i vrede lettede han straks og fløj så hurtigt mod den fremmede han kunne. Han udstødte en høj, rasende tuden idet han fløj mod den fremmede med udstrakte kløer, for at bore dem ind i hans nakke. Darrics herre havde engang reddet Darrics liv, og Darric var fast besluttet på at kæmpe til døden for ham. Desuden havde han et regnskab at gøre op med den fremmede. Hans sår blødte ikke længere, men det var stadig en smertelig påmindelse om, hvad den fremmede havde gjort mod ham.
((Runeristning: Istap Kasteren udsender en spids istap. Oplader fjortende post
Tågen er væk))
|
|
|
Post by Steve on Jan 5, 2010 22:23:33 GMT 1
Steve Så triumferende frem for sig da Aaron stoppede med at kravle. Han nåede op på siden af ham og skulle til at kvæle det sidste liv ud af ham da han hørte den forbandede lyd af en ugle. Han vendte hovedet og så dyret flyve imod ham. Da den skulle til at angribe forsøgte Steve at gribe fat om dens ben for så at slynge den ned i en sten. Dog var hans syn ikke det bedste og han var heller ikke hvad man kunne kalde klar til endnu en kamp. Hans bevægelser var meget langsommere end normalt og hans reaktioner var ikke de bedste. Som en ugle dog kunne ødelægge alt... Han kunne ikke andet end at se det komiske i at han havde overlevet hvis han bare havde fået ram på det dumme dyr inden kampen startede. Det undrede ham dog at uglen faktisk beskyttede dens ejer. Men måske var det ikke helt det samme som da han var slave. Selvom han havde set dyr blive behandlet som skidt, måtte han nu indse at det ikke var sådan overalt.
|
|
Aaron
Administrator
Posts: 81
|
Post by Aaron on Jan 5, 2010 22:42:24 GMT 1
Aaron kunne først ikke helt finde ud af, hvad det var, der havde vækket ham. Han kunne heller ikke erindre, hvad han lavede eller hvor han var. Eller hvem han var, for den sags skyld. Det eneste, han mærkede, var smerten. Han skulle lige til at lade sig glide ned i det befriende mærke igen, da han hørte en forskrækket tuden, og med et slog en eneste klar tanke ned i hans sind. *Darric.* Med et vidste Aaron præcis hvem han var, hvor han var og især hvad han lavede, og ikke havde gjort færdig endnu. Han slog øjnene op lige tids nok til at se Darric blive hamret mod jorden af den fremmede, og med et var han ganske irriteret. Han strakte hurtigt sin arm ud efter Steves sårede skulder, og slog mod såret med den smule kraft, han havde tilbage. Han kunne kun håbe, at Darric var i live endnu, men hvis ikke skulle Aaron nok hævne ham. Aaron havde slået med sin sårede hånd, og han vidste, at det ville svække slaget betydeligt, og at det ville gøre lige så ondt på ham selv, men lige nu var det uden betydning. Han forbandede sig selv for at være så svag. De sidste hundrede år havde virkelig tæret på ham. Engang havde han kæmpet en hel nat mod sin gamle kampfælle. Nu kunne han ikke klare et par timer mod denne nybegynder. Tanken gjorde ham vred, og vreden gav ham kræfter til at fortsætte med at kæmpe og afslutte det, han var begyndt på. Hans eneste bekymring var, om der nu også ville være noget blod tilbage i Steve, når de var færdige. På jorden ved siden af Steve lå Darric og kæmpede for at komme til hægterne igen. Heldigvis havde Steve ramt forbi stenen, men sammenstødet med jorden havde brækket Darrics vinge og fået hans sår til at bløde igen. Darrics kløer var også blodige, men det var fordi de havde boret sig ind i Steves hænder, da han greb fat i den ((har fået tilladelse af Steve)).
((Runeristning: Istap Kasteren udsender en spids istap. Oplader femtende post))
|
|
|
Post by Steve on Jan 5, 2010 22:56:17 GMT 1
Steve udstødte et brøl da han mærkede en næve slå mod hans åbne sår. "Nu er jeg fandeme ved at være træt af dig og din åndssvage fugl!"Råbte han irriteret og kæmpede sig op på sine ben. Han stod triumferende i et par sekunder hvorefter hans ben ige knækkede sammen og han faldt på knæ endnu engang. Han brugte sin brækkede hånd til at holde sig oppe så han kunne slå et slag mod Aarons mave med sin raske hånd, der på den anden side ikke var særlig rask da Derric havde skåret dybe sår i håndfladerne. Heldigvis for ham var blodet fra hans mund stoppet med at løbe så han kunne holde lidt endnu... Hvis han var heldig. Hans lår blødte heller ikke så meget længere, men der skulle ikke megen bevægelse til før såret gik op igen.
|
|