Destruktive Kræfter [D]

[Aaron]

D. 2/1

Aaron smilte forventningsfuldt, mens han bevægede sig gennem junglen. Det var nat, og de fleste af junglens dyr var gået til ro. Her og der kunne man dog høre en panter på jagt eller en fugl, der skreg. Aaron havde rejst gennem Dairajunglen et stykke tid nu, og han havde måttet tage til takke med dyreblod i den tid. Han var derfor blevet intet mindre end begejstret, da han fandt spor fra et intelligent væsen. For en gangs skyld var Aaron ligeglad med, hvor stærk hans modstander var. Efter det, han havde måttet tage til takke med de senere dage, ville blod fra et hvilket som helst intelligent væsen være tilfredsstillende. Hele dagen havde han fulgt sporet og glædet sig, men det var først nu, hvor det blev mørkt, at jagten gik ind. Aaron havde endnu ikke taget sin kæde frem. Den ville larme og afsløre ham. I stedet løb han tomhændet gennem junglen, mens han sørgede for at holde sig i skyggerne, hvor han ville være sværere at få øje på. Han var som altid iklædt sin brune kutte, men han havde slået hætten ned, så hans ansigt kunne ses. Det var et syn, der kunne skræmme de fleste. Hans røde øjne var store og opspilede og fyldte med vildskab, og hans læber var skilt ad i et lydløst grin, der afslørede hans to hugtænder.
På himlen over jorden fløj Aarons hvide ugle, Darric, mens den holdt udkig efter Aarons bytte. Dens dragt af hvid læder var spændt fast, og på det lille område det fyldte på maven havde Aaron ristet en lille, lyseblå rune ind.

((Runeristning: Istap
Kasteren udsender en spids istap.
Mp: 5

Mp tilbage: 75))

[Steve]

Steve sad op af et mellemstort træ. Han havde været inde i junglen i et par dage og forsøgte nu at finde sin vej ud, men hans stedssans havde aldrig været noget at råbe hurra for. Et par meter fra ham var et bål hvor en død slange ristede over, og ved siden af lå hans kappe og hans sværd. De mange lyde generede ham ikke, faktisk havde han også nydt at mærke slangen kravle op af hans arm tidligere. Han følte sig som nyfødt her ude i naturen. Langsomt bevægede han sig hen mod bålet for at spise slangen der så ud til at være færdig. Med et hurtigt bid, bed han hovedet af krybdyret og spyttede det ud. Det havde han lært for længe siden, tilbage da han var slave. Man skulle aldrig spise hovedet... Han havde set en anden slave blive forgiftet af at sluge de store hugtænder. Han skulle lige til at nyde sin fangst da han lagde mærke til noget nær himlen. En fugl af en slags. Et grumt smil bredte sig på hans læber da han huskede hvordan han altid havde nydt fugle. Han skyndte sig at slukke bålet, greb sin kappe og sit sværd og lagde sig i noget højt buskads. Han smed den stegte slange ud mod bålet for at lokke den flyvende rotte tættere på. Han anede ikke om sådan en fugl kunne li slanger men det var et forsøg værd. Som han lå og holdt øje med fuglen blev hans opmærksomhed rettet mod noget under sig. Noget kravlende. Han havde placeret sig oven i en myretue. Godt nok var myrene små men de bed stadig ganske hårdt. han rullede hurtigt til siden og ind i en anden busk og bad til at han ikke havde skræmt sin flyvende aftensmad væk altimens han børstede de sidste myrer væk.

[Aaron]

Oppe fra himlen opdagede Darric bålet, og den fløj tættere på og begyndte at kredse om det. Den fløj ikke ned for at spise slangen, som Steve havde ventet. I stedet udstødte den en kort, høj tuden.
Ved lyden af dette stivnede Aaron og så op med Darric. Et bredt, forventningsfuldt grin bredte sig på hans ansigt, og han for hurtigt og noget nær lydløst frem mod stedet. Han havde opdaget røgen, der steg op mod bålet, og det måtte betyde, at det var der hans bytte var. Han kunne næsten ikke vente med at sætte jagten ind. Lejrbålet tydede på, at hans bytte var ved godt helbred, og hvis hans bytte begav sig alene ind i ørkenen, betød det, at det kunne klare sig selv, og sandsynligvis kunne yde ham modstand. Dette fyldte hans hjerte med glæde og fik hans krop til at dirre af spænding.
I mellem tiden havde Darric lagt mærke til nogle lyde i buskadset, og den fløj lidt tættere på for at undersøge det. Den holdt sig dog stadig på en afstand, den betragtede som sikker. Den var inden for rækkevidde, men den var vagtsom, og ved tegn på fare ville den straks stikke af.

[Steve]

Steve begyndte at blive utålmodig. han skulle lige til at droppe at fange fuglen, men han opdagede hurtigt at det ikke var spild af tid. Så snart fuglen var inde for han sværds rækkevidde, sprang han op med al den kraft han kunne præstere og svingede sit sværd mod fuglen. Selv havde han aldrig prøvet at fange fugle så han havde ingen anelse om hvordan man fangede sådan en, men det var vel forsøget værd. Det var først da han havde svunget sit sværd at han lagde mærke til den hvide dragt. Det betød at den var ejet af et andet væsen. Han ville spise den uanset hvad. Men nå det var gjort ville han lede efter det uhyre der ville tilfangetage en stakkels dyr og bruge det til sine egne mål. Det var en form for vendetta han fik planlagt i det øjeblik. Dog følte han også en form for nervøsitet. Hvad hvis han nu fik slagtet fuglen? Måske var ejeren lige i nærheden. Dog slog han denne tanke ud af hovedet ganske hurtigt. Et normalt menneske ville aldrig kunne følge en fugl. Det var alt for hurtige.

[Aaron]

Selv om den var på vagt, blev Darric overrasket og skræmt af steves angreb. Det var mest den fart, angrebet kom med, der overraskede den. Darric forsøgte at komme uden for angrebets rækkevidde, men den blev alligevel snittet hen over brystet, og med en høj, forskrækket tuden fløj den op i sikkerhed på himlen. En af de strimlet, der holdt dens dragt, var blevet snittet over, men dragten med runen hang stadig på den. En person, der kendte til runeristning, ville straks genkende den som en magisk rune, men for en person, der ikke interesserede sig for dette, ville det ligne et hvilket som helst andet, mystisk tegn. Steves sværd havde lavet en nydelig flænge hen over Darric, hvorfra en mindre flod af mørkerødt blod begyndte at løbe. Angrebet havde ikke såret den alvorligt, men det ville alligevel blive ubehageligt i det lange løb. Darric i vrede tudede Darric højt, mens den begyndte at kredse om Steve i sikker afstand.
Et stykke derfra for Aaron forventningsfuld frem mod sit byttes tilholdssted. Som et rovdyr for han gennem natten, mens han slikkede sig forventningsfuldt om munden. Med et blev hans forventnings dog ændret til frygt, da han hørte Darric tude af smerte. Aaron kendte Darric godt nok til at høre frygten i hans stemme, og han satte farten op. Med tiden havde han knyttet sig til den lille fugl. Den var nyttig og effektiv, og Aaron ville ikke miste den endnu. Han sørgede dog for at holde sin hastighed på et niveau, hvor han stadig ville være svær at høre. Hvis Darric var i fare, ville han sandsynligvis alligevel ikke kunne nå at redde den. Kort efter hørte han den tude endnu engang, og han smilte lettet. Den var vred, men den var i live. Ikke desto mindre var der sket noget, og Aaron ville forfærdelig gerne vide hvad. Han satte farten ned, da han nærmede sig sit byttes lejr, og stille og lydløst som en panter gled han ind bag et træ i nærheden af bålet. Nysgerrigt stak han sit hoved frem, for at se, hvordan det stod til.

((Runeristning: Istap
Kasteren udsender en spids istap.
Oplader tredje post.))

[Steve]

Steve grinede triumferende da han så blodet flyde fra fuglen. Da den alligevel fløg viddere blev han en smule skuffet. Normalt ville en sådan fugl flyve langt væk efter at blive angrebet men denne kredsede bare rundt om ham så han ikke kunne nå den. Han vendte sig rundt for at få øje på ejeren men kunne ikke just se nogen. Han satte sig på en stamme nær sit bål og ventede. Hvis ejeren ikke ville vise sig kunne han intet andet end at vente. Han skiftede mellem at kigge mod fuglen og rundt mellem træerne. Han prøvede at gennemgå hvad han havde set for måske at få et hint af hvem ejeren kunne være. Fuglen havde en hvid dragt på. Og så var der en eller anden sten med et symbol på... Det første han tænkte på var at fuglen var ejet af en organisation eller en klan. Han havde før i tiden set sin adelige herres gæste, der ofte bar tøj med logoer inprintet. Det var måske for at indikere hvem der ejede fuglen. Selv havde Steve ikke følt friheden særlig længe og han kendte derfor ikke til meget i denne verden. Der var endda racer han aldrig havde set.
Han satte sit sværd tilbage i beltet, da han endnu ikke havde fået købt en skede der passede med klingen. "Kom frem kom frem..." Sagde han højt i håbet af at det kunne lokke ejeren frem i lyset. Hvis ejeren altså var i nærheden. Fuglen kunne jo også være stukket af. Han valgte derfor at vende sin opmærksomhed tilbage mod det flyvende væsen der blot kredsede rundt.

[Aaron]

Hvad Aaron så, da han kiggede frem, gjorde ham ikke klogere, som han havde håbet på. Tværtimod stillede det flere spørgsmål uden at besvare dem, han havde i forvejen. Hans bytte var det første, han lagde mærke til. Det var en yngre mand, der sad på en træstamme lidt derfra. Han lignede ikke en større kriger. Han havde ikke engang en skede til sit sværd. Aaron havde dog for længst lært ikke at dømme folk på grund af den slags ligegyldige bagateller. Så man igennem det, ville man i stedet lægge mærke til den trænede krop og de stærke arme. Aaron var ikke i tvivl om, at han ville kunne yde modstand, og han glædede sig allerede til kampen. Det næste han lagde mærke til var Darric, der fløj rundt oppe i luften. Han havde det okay, men Aaron lagde straks mærke til den stribe af blod, der flød fra såret på brystet, og det var her, det blev forvirrende. Så vidt Aaron kunne bedømme, kunne såret fint stamme fra et sværd, og den fremmede havde blod på sin klinge, men hvordan skulle det lykkedes den fremmede at såre Darric med et sværd? Darric plejede altid at være forsigtig. Var den fremmede i besiddelse af evner ud over det sædvanlige? Eller havde han en ven skjult et eller andet sted? Men hvorfor overhovedet angribe Darric. Det var en helt normal fugl. Det kunne være for at få mad, men det virkede heller ikke som en gyldig grund. Aaron havde lagt mærke til den brændte slange, der lå et stykke væk. Et svar kunne være, at den fremmede troede, at fuglen tilhørte en anden, men hvorfor så bruge sværd? Til sidst måtte Aaron konstatere, at han var ude af stand til at finde en tilfredsstillende forklaring, men det pirrede blot hans nysgerrighed. Med et stak den fremmede sit sværd i sit bælte og rejste sig og råbte. Aaron smilte, mens hans øjne hvilede på den fremmede. Så han var altså opdaget. Den fremmede kendte ikke hans præcise skjulested, men han havde tydeligvis lagt mærke til ham.
*Du kan altså ikke lide fremmede?* Tænkte han ved sig selv. *Fint fint. Så får jeg ikke fornøjelsen af at jage dig, men det passer mig udmærket at gå direkte til kampen.*
Han trådte frem fra det træ, hvor han havde stået skjult, og så på den fremmede med et smil.
”Hvis du insisterer.” Svarede han lavt, men alligevel højt nok til at den fremmede ville kunne høre ham. ”Godaften. Må jeg spørge hvem du er, du, der åbenbart har såret min ledsager uden grund.”
Mens han talte gjorde han intet for at skjule sine tænder. Tværtimod sørgede han for at de blev tydelige for den fremmede. Ved den sidste sætning vendte han kort øjnene mod Darric, før han atter lod dem hvile på den fremmede, for at gøre det helt tydeligt, hvad han mente.

((Runeristning: Istap
Kasteren udsender en spids istap.
Oplader fjerde post.))

[Steve]

Steve vendte hurtigt sit hoved mod Aaron. Endelig viste han sig. Mit navn er Steve, men ikke at det har nogen betydning" sagde han spydigt mens han holdt en rolig hånd hen over skæftet på sit sværd, klar til at trække det hvis han skulle blive angrebet. "Og jeg har ikke såret din ledsager uden grund. Jeg forsøgte at slå fuglen ihjel så jeg kunne få noget at spise" Han var ikke helt sikker på hvordan Aaron ville reagere, og selvom han altid havde været frisk på en slåskamp følte han en underlig fornæmmelse i maven. Han så Aarons tænder og undrede sig over hvorfor han havde filet dem på den måde. Måske var han kannibal? Han havde set det før når slaver var blevet efterladt. Folk der enten havde spist deres døde venner og i et enkelt tilfælde en mand der havde spist noget af sit eget ben. Måske havde denne person selv været slave. Det kunne også forklare hans trang til at tilfangetage dyr. I øjeblikket havde Steve allerede dømt Aaron til at være et ondt menneske. "Hvad er du ude efter? Hvis ikke du vil noget, ka du holde dig væk!" Sagde han kommanderede og viftede med sin som som et tegn på at han skulle gå væk.

[Aaron]

Aaron så undrende på Steve. Havde han ikke opdaget, at Aaron var en vampyr? Eller var han bare komplet ligeglad. Med et lænede Aaron hovedet tilbage og udstødte en høj latter, der fik alle væsner i nærheden til at stikke af eller søge i skjul. Da han først var kommet i gang, kunne han slet ikke stoppe, og i et halvt minuts tid stod han bare og lo. Med et suk holdt han endelig op og så på Steve.
”Jeg kan lide dig.” sagde han. ”Men desværre det ser ud som om, vi har et lille problem. ” Han trådte et skridt frem mod Steve. ”Ser du. Mig og min ledsager havde egentlig tænkt os, at du skulle være vores aftensmåltid.”
Med de ord bredte Aaron sine læber i et ondskabsfuldt grin, og hans øjne lyste næsten med et rovdyrs blodtørst. Med et hvæs satte han pludselig i løb mod Steve, mens han begyndte at hviske magiske formularer og finde frem til manaen i sin krop. Nu havde de snakket nok, og tiden var inde til at kæmpe. Aaron havde allerede sluppet krigeren i sig løs, og det eneste han ville nu, var at se blod. Ikke at han havde opgivet enhver form for tankevirksomhed. En del af kampens glæde var at analysere modstanderen, og finde den bedst mulige måde at besejre ham på, og gennem årene var Aaron blevet så trænet i den kunst, at hans hjerne gjorde det helt af sig selv.

((Runeristning: Istap
Kasteren udsender en spids istap.
Oplader femte post.))

[Steve]

Steve gav et kort fnys. "Så du er altså en kannibal..." Mumlede han men blev afbrudt før han kunne tale færdig, da Aaron pludselig styrtede mod ham. Han trak sit sværd i en knap så elegant bevægelse og løb mod Aaron. Så snart Aaron var inde for rækkevidde, huggede han hurtigt mod hans ben. Han havde ikke intentioner om at slå ham ihjel uden viddere. Han havde følt megen smerte, men selv var han ikke en person der ønskede at forvolde den uden viddere. Desuden havde han aldrig slået nogen ihjel i sit liv. Dog følte han et sus i maven da han huggede efter Aaron. En lettende følelse, som når man smagte flæsk efter flere år med dårlig grød. Det føltes nærmest befriende at lade sværdet tale for sig.
Steve lagde godt mærke til de mærkelige ord Aaron hviskede. Nogle af ordene kunne han genkende, fra da hans tidligere herres rådgiver brugte sin trolddom. Steve havde aldrig rigtig forstået hvad magi var, og han havde på ingen måde i sinde at finde ud af det.
Han foretrak sine næver, og når det ikke var nok foretrak han sit pålidelige sværd. Mens adrenalinen pumpede i hans årer, glemte Steve alt om den delikate fugl. Han havde fra starten bestemt sig for at holde øje med den, det kunne jo være at den var trænet til at angribe modstandere med sig næb, men som blodet steg ham til hovedet blev tanken nærmest skubbet ud.

[Aaron]

Da Aaron satte i løb mod sit bytte, begyndte hans modstander, som ventet, at reagere, og Aaron begyndte straks at analysere hans bevægelser. Han var ikke det mest graciøse menneske, men hans teknik med sværdet var uhyggelig god, og han var hurtig. Forbandet hurtig. Det var næsten skræmmende, så hurtigt fyren tilbagelagde den afstand, der var mellem dem. Det var heldigt, at Aaron var forberedt på hans angreb, for ellers ville det nok have skilt hans ben fra resten af hans krop. Aaron nåede kort at registrere, at fyren, af årsager Aaron ikke kunne sætte sig ind i, gik efter hans ben. Da var han dog allerede begyndt at reagere på angrebet. Aarons sind var fuldt ud i gang med at forsvare ham, men desværre måtte han tage hensyn til sin lidt langsommere krop. Han holdt sin højre arm ud til siden, så den var imellem hans ben og sværdet, og fremsagde resten af sin formular. Med et mærkede han, hvordan manaen skød op gennem hans krop og gled ud af hans krop. Det var en ubeskrivelig følelse at mærke magien pulsere gennem hans krop, og havde Aaron haft tid, ville han have smilt bredt. Manaen begyndte straks at påvirke fugten i luften omkring ham, der samlede sig omkring hans højre hånd, hvor den krystalliserede sig og blev til en spids istap.
Aaron placerede nu denne istap, så den blokerede vejen til hans ben, og forberedte sig så til sammenstødet. Alligevel kom Steves styrke bag på ham. Sværdet ramte istappen med en kraft, der slog splinter af istappen og fik Aarons arm til at vige, så sværdet i stedet gled af på istappen og skar gennem hans fod over anklen. Sammenstødet havde dog taget en del af kraften bag slaget, og sværdet standsede ved knoglen. Ikke desto mindre skar Aaron ansigt af smerte, hvorefter han faldt om. Der brugte han et sekund på at analysere sin situation, og han fandt hurtigt frem til en konklusion. Han stod i lort til halsen. Den fremmede havde både en styrke og en hurtighed, der langt overgik Aarons, og han beherskede sit sværd som en mester. Aaron havde ikke mange chancer mod ham i nærkamp, men ikke desto mindre var han løbet direkte mod ham, ubevæbnet. Derudover var hans fod nu såret, så flugt ville blive en meget besværlig affære. Alt dette skræmte dog ikke Aaron. Tværtimod fik det hans blod til at fosse gennem hans årer, så han blev helt svimmel.
*Så stærk.* Tænkte han. *Så forbandet stærk.*
Og tanken fyldte ham med glæde. Det var længe siden, han sidst havde mødt sådan en modstander, og han kunne ikke vente med at fortsætte kampen. Han måtte dog først forbedre sine vilkår betydeligt, hvis han da ville have noget håb om at overleve. Han rullede derfor hurtigt om på siden, og greb derefter ud efter Steves ben med begge hænder. Lykkedes dette ville han hurtigt trække sin krop hen mod det og forsøge at sætte sine tænder fast i det for at suge så meget blod, han kunne nå. Steve var hurtig nok til at undvige, men forhåbentlig kom denne handling så meget bag på ham, at han ikke nåede at reagere.
I mellemtiden var Darric landet på en gren. Såret over brystet var begyndt at irritere ham og besvære hans vejrtrækning, og han havde nu besluttet sig for at få sin puls lidt ned. Han så hen mod sin herres og den uforskammede fremmedes kamp, og synet gav ham et chok. Hans herre var virkelig i problemer. Med sit kendskab til den fremmedes evner vidste Darric, at hans herre kunne få store problemer, og han valgte derfor at udsætte sit hvil. Han lettede fra grenen og fløj mod den fremmedes ryg så hurtigt han kunne. Darric kunne dog ikke være sikker på, at lyden af hans vingers basken var nok til at fange den fremmedes opmærksomhed, så han udstødte en høj, vred tuden. Angrebet var dog kun en afledningsmanøvre. Darric havde oplevet den fremmede hurtighed og styrke en gang, og han var ikke dum nok til at komme tæt på ham igen. Derfor sørgede han for at dreje af og flyve op i luften igen, lige inden ham kom inden for den fremmedes rækkevidde.

((Istap
Kasteren udsender en spids istap.
Mp: 5

Runeristning: Istap
Kasteren udsender en spids istap.
Oplader sjette post.

Mp tilbage: 70))

[Steve]

Steve knurrede irriteret da istappen formede sig og afveg hans angreb. Men som han troede at hans slag var fejlet, så han klingen bore sig ind i Aarons ankel. Han lo kort af skadefryd og trak sit sværd til sig for at give Aaron det endelige slag. Men så opdagede han at Aaron sprang mod hans ben, samtidig med en høj tudende lyd bagfra. Overrasket vendte Steve sig om, for at springe bagud og hugge fuglen en sidste gang, men hans fødder blev grebet og han faldt direkte på ryggen. Han lå i to sekunder og prøvede at gennemtænke hvad der helt præcist lige var sket. Han havde aldrig været i en sådan kamp om livet med rigtige våben og han havde faktisk troet at han havde fået sejren allerede da hans sværd rørte Aarons ankel men han måtte vidst tro om igen. med et mærkede han Aarons spidse tænder bore sig ind i sit kød. Han forstod hverken hvorfor, eller hvordan Aaron havde så spidse tænder hvilket bare fik ham til at miste koncentrationen om kampen endnu mere. Han rystede tankerne ud af hovedet og greb efter sit sværd, der uheldigvis var landet et godt stykke væk. I sin desperation slog han et vildt og tilfældigt slag mod Aaron i håbet om at fjerne den parasit af et menneske fra sit ben. Det gav ham en svækkende fornemmelse i kroppen da hans blod blev fortæret af hans modstander, hvilket forsagede hans slag til at være knap så kraftigt som det kunne have været.

[Aaron]

I samme øjeblik Aaron sprang mod Steves ben, hørte han Darrics skrig, og en frydefuld sitren for gennem hans krop. Det var derfor Aaron satte pris på Darric. Den var intelligent og vidste, hvornår Steve havde brug for den. Han var ikke nervøs for Darric. Uglen var ikke dum nok til at sætte sit liv på spil, især ikke efter at den havde mærket Steves sværd, og hvis den var, var det godt det samme. Den gav ham i midlertidig den distraktion, han havde brug for, for at få fat i Steves ben. Hvad bedre var, var Steve åbenbart i gang med en bevægelse, så Aarons indgreb resulterede i, at han faldt så lang han var. Aaron besluttede sig for at udnytte situationen, mens han kunne. Han mavede sig hurtigt det sidste stykke frem mod Steve og satte tænderne i hans ben. Snart fyldte Steves blod hans mund, og Aaron gav sig selv et sekund til at nyde det. Han mærkede hvordan Steves blod strømmede gennem hans krop og gav ham kraft, og såret over anklen begyndte straks at hele. Aaron fik dog ikke lang tid at nyde det i. Med et opdagede han Steves knytnæve, der var på vej mod ham, og han nåede kun lige at flytte hovedet, så den i stedet ramte hans skulder. Steves slag var ikke nær så stærkt, som Aaron havde frygtet, og han var heldigvis ikke lige så trænet i nævekamp, som i sværdkunst, men hans angreb fik alligevel Aaron til at bide tænderne hårdt sammen om Steves ben.
I en brydekamp med Steve ville Aaron ikke have mange chancer for at komme ud som sejrherre, så han valgte at give slip på Steves ben, rulle en omgang rundt og komme på benene, så hurtigt han kunne. Han så på Steve med øjne, der var fulde af vildskab og glæde, og en lille stribe blod flød fra hans mund. Såret, Steve havde tilføjet Aaron for blot et par minutter siden, var helbredt, og foden var nu så god som før. Hvad Steve angik, havde Aaron endnu ikke tappet ham så meget for blod, at det ville betyde noget før de kom meget længere ind i kampen, og de sår, Aarons tænder kunne give, ville næppe have nogen indflydelse på kampen.
Med et lænede Aaron hovedet tilbage og lo en høj, vild latter, hvorefter han så på Steves med øjne, der skinnede af begejstring.
”Det er perfekt!!” Råbte han. ”Helt perfekt! Denne kamp. Denne styrke. En sådan kamp har jeg ikke oplevet i hundrede år. Åhh, hvor er jeg lykkelig! Vi skal kæmpe hele natten. Såre og blive såret. Leve og dø. Er det ikke dette, livet går ud på? Hele tiden at være på kanten. Hele tiden at snyde døden. Ahh. Man har aldrig levet, før man har oplevet det, jeg oplever nu.”
Endelig blev han stille, og så på Steve med et smil.
”Nå. Nok snak. Lad os fortsætte. Kom, Steve. Kom, og lad os danse dødens vals til den lyse morgen.”
Med de ord, begyndte Aaron atter at mumle de samme formularer som før, mens han hævede sine hænder over hovedet og begyndte at bevæge sine hænder rundt i luften. Hele tiden var hans blik dog på Steve. Mens Aaron havde talt, ville Steve have god tid til at komme sig oven på kampen og rejse sig op. Aaron havde dog også udnyttet tiden til at danne sig et overblik over kamppladsen. Han havde især lagt mærke til, at Steve havde tabt sit sværd et stykke væk, og han havde ikke tænkt sig at lade sin modstander få fat i det uden problemer. Valgte Steve at gå efter sværdet, ville Aaron straks bruge sin magi mod ham. Valgte han omvendt at gå direkte mod Aaron, ville Aaron have sin magi, hvor Steve ville være ubevæbnet.
I mellemtiden kredsede Darric over de kæmpende, mens han holdt øje med tingenes udvikling. Han havde besluttet sig for at holde sig klar til at hjælpe sin herre lidt endnu, men hvis Aaron skulle få situationen under kontrol, ville han atter sætte sig og hvile sig.

((Runeristning: Istap
Kasteren udsender en spids istap.
Oplader syvende post))

[Steve]

Steve trak hurtigt sit ben til sig så snart Aaron var væk. Han lavede en baglæns kolbøtte, greb sit sværd og sprang op. På dette tidspunkt havde han ventet Aaron komme styrtende men i stedet begyndte han at tale. "Jeg tror aldrig i mit liv at jeg har hørt sådan en gang ligegyldigt pis" Sagde han og skulle til at løbe mod Aaron for anden gang, men så lagde han mærke til anklen... Der så ud som om den aldrig havde fået en hudafskrabning. "Din ankel!" Mumlede Steve helt forvirret. "Hvordan... Din ankel... øøh" Aldrig havde han set noget så forvirrende og mærkværdigt og hvis han nogensinde kunne vinde denne kamp ville han tvinge Aaron til at spytte ud med hvordan det dog var muligt at heale sig selv på så kort tid. Han stod og gloede lidt dumt i et par sekunder, men valgte så ikke at tænke over det. Måske var det en form for magi Aaron brugte, men det var ikke til at vide. *Hvis han kan heale sig selv er jeg så godt som død* Tænke han og sate i løb mod Aaron. Så snart han var tilpads tæt på lod han sig falde til jorden og glide mod Aaron samtidig med at han stak mod hans mave med sit sværd. Han var klar til at rulle til siden hvis Aaron skulle bruge noget af al hans åndssvage magi igen.

[Aaron]

Steve havde tydeligvis ikke opfattet livets sande mening, hvilket Aaron snart erfarede. Aaron smilte bredt, så hans tænder kom til syne.
*Nå ja. Det kommer en dag. Bare ærgerligt at han er død inden da.*
Han stillede sig på knæ og forberedte sig på Steves angreb, men til hans overraskelse standsede den anden op, og kort efter erfarede Aaron, hvorfor han ikke havde reageret på hans hugtænder.
*Det er løgn.* Tænkte han frydefuldt. *Han har aldrig før set en vampyr.*
Aaron så dog ingen grund til at oplyse sin fjende om dette. I stedet forberedte han sig atter på det angreb, han vidste, ville komme. Han stillede sig i knæ og fortsatte med at mumle sin formular. Hans analyse af Steve var efterhånden færdig. Steve var forbandet stærk og hurtig, men han var ikke mindre klodset end resten af sin race, og han havde heller ikke et bedre overblik. Sidst men ikke mindst var han tydeligvis ikke en veteran. Han var dog forbandet dygtig med sit sværd. Hvordan Steve ville klare sig i en lang kamp kunne Aaron ikke sige, men han så ikke ud til at være forpustet over hovedet, hvor Aaron var begyndt at kunne mærke den konstante kamp. De små pauser ind imellem var uden tvivl til Aarons fordel.
Nu, hvor Aaron så angrebet komme, havde han en nogenlunde chance for at undvige det, men det var stadig forbandet tæt på, da han trådte til side for Steves angreb. Steves sværd fløj gennem luften hvor Aaron lige havde stået, og lavede et hul i hans kåbe. Aaron udnyttede at Steve nu var i en angrebsposition, og derfor ville have et kort øjeblik, hvor han var sårbar, mens han gjorde klar til at forsvare sig. Han færdiggjorde sin formular og vendte sine hænder mod Steve. Med et mærkede han, hvordan manaen i hans krop gled ud af hans hænder, fangede vandmolekylerne i luften og dannede en spids istap, der fløj mod Steves mave. Aarons plan var udelukkende at få det første angreb ind på den anden, og han valgte derfor at angribe det punkt, hvor det ville være sværest at undvige, frem for der, hvor det ville gøre mest skade. Han vidste at et angreb kunne skade en uerfaren kriger psykisk, selv om det ikke gjorde den store fysiske skade. Samtidig var det dog en farlig leg for Aaron. Undveg Steve hans angreb ville han være helt tæt på Aaron, og så kunne det næste angreb afgøre kampen. Aaron kunne stadig mærke Steves slag i skulderen, og han var ikke i tvivl om at modstanderen kunne kløve ham i to, hvis han ramte rigtigt.
Oppe i luften holdt Darric sig klar til at bryde ind. Han havde bemærket, at kampen var ved at blive risikabel for hans herre. Og han holdt sig derfor så tæt på Steves ryg, han turde, uden at blive opdaget eller angrebet.

((Istap
Kasteren udsender en spids istap.
Mp: 5

Runeristning: Istap
Kasteren udsender en spids istap.
Oplader ottende post

Mp tilbage: 65))