Skønhed og dog kulde

[Afrodite]

Hvordan hun var kommet derud kunne ikke ses, for der var hverken hest, hestevogn eller andet der indikeret transportmiddel. til trods for det var hun fuldkommen ren, og håret sad perfekt. Hun sad på et tæppe som hun havde bredt ud over græsset, lænede op ad et træ som havde beholdt bladende til trods for kulden og med nogle vinterblomster mellem sine fingre som hun flettede til en krone. Udsigten var fortryllende da en flod bugtede sig hen over landskabet omkring to meter fra hende. Vejret var køligt, men det havde ikke sneet i nogle dage. Hun var iført en kongeblå kjole, med lange ærmer, over den havde hun en frakke som skulle holde kulden bort, hvad den også gjorde flittigt, håret hang i en fletning ned ad hendes hår og læberne var en anelse blå da vinden gjorde sit, hun fugtede læberne med tungespidsen. Himlen var lys og solen stod højt, og det så ikke ud som om det foreløbigt hverken ville regne eller sne, men vinden der kom af og til generede hende en smule. Hun nynnede for sig selv og brød snart ud i sang, noget hun kun gjorde når hun var alene. Stemmen var blid, harmonisk og fortryllende på sin helt egen måde, hun havde ikke besvær med at nå hverken de høje toner, og heller ikke de lave.

[Aaron]

I det fjerne travede en kutteklædt skikkelse hen ad vejen. Skikkelsen gik foroverbøjet, mens den støttede sig til en lang vandrestav, og dens hoved var dækket af kuttens hætte, så man ikke kunne se dens ansigt. På dens skulder sad en hvid ugle, der af og til lettede og fløj højt op i luften eller hen ad græsset ud til siden, før den atter vendte tilbage og satte sig trofast på sin ejers skulder. Aaron, som skikkelsen hed, var godt tilfreds med det kolde vejr. Oprindeligt kom han fra Det Nordlige Rige, hvor det altid var koldt, og han foretrak derfor kulden frem for den varme, man oplevede om sommeren. De fleste foretrak sommeren med dens lys og varme, der spredte liv og glæde, men for en udød var livet et overstået kapital, og da solen kun svækkede Aaron brød han sig ikke om de lange sommerdage. Men nu var det vinter, og han var derfor i godt humør. Det gjorde det heller ikke værre, at han sidste nat fandt en omrejsende kriger, der havde ydet ham en god kamp, før han blev hans middag. Med et hørte han en mystisk sang, der fik ham til at hæve hovedet og kigge sig om efter kilden til de fortryllende toner. Et smil bredte sig på hans ansigt, og han så på sin ledsager.
Hvad siger du Darric? Skal vi se hvor musikken kommer fra?”
Med et skrig lettede uglen op i luften, hvor den begyndte at flyve hen over træerne på vej mod det sted, lyden kom fra. Aaron så efter den, og begyndte så selv at traske hen imod lyden.
Det tog ikke Darric mange sekunder at finde sangens kilde. Det var en smuk ung dame iklædt en blå kjole og med en frakke uden på. Darric landede på tæppet foran hende og så nysgerrigt på hende. Den betragtede hende ikke som en trussel. At Darric var tam var tydeligt. Den var iklædt en dragt af hvidt læder, der bestod af et firkantet areal på maven, hvorfra fire læderstrimler gik om på ryggen, hvor de var bundet sammen.

[Afrodite]

Som menneske opdagede hun ikke at der var et andet væsen i nærhed, et andet væsen der gik på to ben altså. Hun sang derfor lystigt videre uden at bemærke noget og gennem tonerne kunne man høre at hun sang lige fra hjertet, hjertet i endes bryst der hamrede, det varme blod der fossede gennem hendes årer uden at tage hensyn til den fare hun kunne være i når hun som kvinde var ude helt alene. Hun var ikke den største kriger, og sammenlignede man hende med hendes egen køn betragtede man hende sikkert for svag, så hvis hun skulle stå overfor en mand ville hun ikke kunne stå længe oprejst hvis det udviklede sig til fysisk kamp. Mange adelig betragtede kvinder som de svage og som skulle beskyttes sådan følte hun sig ikke, men hun måtte se i øjnene at hun ikke kunne betragtes som stærk, dette bekymrede hende dog ikke da hun ikke følte behov for at være fysisk stæk, hun ønskede ikke at kæmpe, sådan var hun ikke. Hendes blik blev dog vendt mod himlen mens hun sang og faldt straks på uglen der kredsede over hendes hoved, få sekunder inden den landede på tæppet foran hende, hun standsede ikke sin sang men sang videre, glad og lystigt og med et drømmende blik i øjnene og et fortryllende smil over læberne, alt imens hun flettede blomsterne sammen mellem hendes fingre. Hun standsede dog bevægelserne og rakte langsomt en hånd frem mod uglen, og sangen døde langsomt hen. Hun rørte den ikke da den måske ville føle sig truede og bide ud efter ende, men hun havde standsede sin sang da uglens tomhed og klæder indikeret at den var ejet, og at ejeren måtte være i nærheden “hej lille ven” lød hendes harmoniske klokkeklar stemme

[Aaron]

Darric rørte sig ikke, da den fremmede kvinde rakte hånden ud mod den, men den var straks på vagt, og ved ethvert forsøg på at gøre den fortræd ville den stikke af. Den hoppede et par skridt væk fra hende for at være på den sikre side, og begyndte så at nusse sine fjer med næbbet, mens den holdt øje med den fremmede. Lige nu skulle den blot vente på Aaron, og indtil da havde den ingen interesse i at komme for tæt på den fremmede.
Med et trådte Aaron frem i skyggen af et træ i nærheden. Som altid sørgede han for at lave mindst mulig lyd, når han bevægede sig. Han nød også at komme væk fra vejen, og ind i skovens skygger. Udøden havde givet ham mange fordele, hvor det evige liv var den mest fremtrædende, men den kom også med den irriterende bagside, at solen næsten gjorde ham lige så svag som et almindeligt menneske. Lige nu, hvor solens stråler ikke kunne nå ham, kunne han dog mærke hvordan hans styrke blev forøget. Han hævede hovedet og så på den unge dame, der stod foran ham, og hans blik blev mildt da han tiltalte hende.
”Undskyld mig frøken, men jeg kunne ikke indgå at høre en himmelsk melodi, mens jeg vandrede forbi, og nu undrer jeg mig over, om det var dem, der frembragte den?”

((Btw. Du skal have et link til din karakter i din signatur ))

[Afrodite]

Hun betragtede uglen med et blidt udtryk i øjnene men vendte så blikket rundt, prøvede at finde ejeren til dette væsen, der var noget så smukt i hendes øjne. Hendes blik faldt på denne mand som stod ved skyggen af et træ i nærheden, hun havde end ikke hørt ham nærme sig, lydløs måtte han da være. Hun sænkede kort blikket i en venlig hilsen som hun havde lært og hævede det så mod ham igen, hun så ikke direkte på ham men sørgede for at vende sig mod ham. Hun havde rejste sig op, forsigtigt så uglen ikke blev skræmt bort. Hun så på ham ud gennem de lange tætte øjenvipper ”Det var ganske sandt mig der sang” sagde hun med en svag rødme som var gledet hen over hendes gyldne hud, hun brød sig ikke om at folk hørte hende synge for de reagerede altid ved at enten at stå og glo på hende eller insistere på at hun snag for dem, dette resulteret i at hun blev generet eller forlegen. Hendes stemme havde været blid, venlig men en anelse forsigtig.

[Aaron]

Aaron smilte skævt, da pigen foran ham rødmede. Det lignede godt nok ikke en ordinær pige. Hverken en fra borger-, kriger- eller magikerklassen. Altså måtte det være et medlem af herskerklassen, eller en omvandrende pige. Eller det kunne være et af de utallige mystiske væsner, der fandtes i verden, eller en snedig fælde. Mest sandsynligt var det, at det var et medlem af herskerklassen, men så gav det bare ingen mening, at hun befandt sig helt herude alene. Aaron havde dog god tid til at få sin nysgerrighed besvaret.
”Og må man have lov at spørge, hvad den unge dame laver helt herude alene?” Spurgte han venligt. ”Det her er et farligt sted, og vi lever i farlige tider. Mange tyve og røvere og det, der er værre, ville give meget for at få fingrene i en ung, fin dame som dem.”
Da Aaron havde talt, lettede Darric med en lav tuden, og fløj hen på hans skulder, hvor den tilfredst satte sig til rette.
Aaron gjorde ikke mine, til at gå ud af skyggen. Han ville helst være i skyggerne, så længe så muligt. Det forbandede sollys kunne han godt undvære.

[Afrodite]

Hun undgik at se ham lige i øjnene, men hun kunne ikke undgå at lægge mærke til at han stod i skygge, hans udseende fik hende til at gyse let, ikke fordi han så skræmmende ud på nogen måde tværtimod var han ganske køn, men noget ved ham fik en underlig følelse frem i hende. Hendes blik gled hen over uglen da den lettede fra jorden og fløj hen imod ham, inden det igen blev vendt mod ham ”alene er jeg nu ikke helt” svarede hun og i det samme kunne en fjerne vrinsken høres, et blidt smil gled hen over hendes perfekte læber, som hun igen fugtede blidt med spidsen af tungen. ”de personer som de nævner, vil få besvære med at lægge en finger på mig, intet i vore tider ser ud som det i sandheden er” fortsatte hun med en rolig klang, og en adelsfrøkens værdighed.

[Aaron]

Aaron smilte skævt, da han hørte heste et stykke borte. Så det var altså en ung adelskvinde med livvagter. Det var stadig mystisk, at livvagterne var så langt fra den person, de skulle beskytte, men det var ikke længere noget større mysterium. Dette udelukkede også pigen som et muligt bytte. Ikke at Aaron kunne finde på det. Han brød sig ikke om at jage om dagen, og pigen lignede ikke en, der ville kunne forsvare sig. Altså var hun uinteressant. Aaron valgte alligevel at blive. Selv om pigen ikke kunne spises, kunne hun muligvis give ham nogle oplysninger.
”Jeg ser.” Sagde han. ”Men hvis frøkenen er i sikkerhed, kunne hun vel ikke fortælle mig, hvor den nærmeste by er?”
Han afventede pigens svar, mens han nød køligheden i skyggen. Her kunne solens stråler ikke nå ham, og han var derfor ikke så forbandet svag.

[Afrodite]

Hendes evner var på fuld styrke hvis nu han viste sig at være farlig, sådan virkede han ikke men alligevel kunne hun ikke fjerne denne fornemmelse der blev ved med at krybe op selvom hun gjorde sin bedste for at fortrænge den.
Hun smilede mildt ”naturligvis” sagde hun blidt ”der er langt til den nærmeste by, men den hedder Quihang” sagde hun, man kunne høre at hun var stolt af den by hun selv kom fra og som hun havde boet i et godt stykke af sit liv, for ikke at sige at hun jo var født der.
Hendes blik forlod ham ikke, han virkede.. interessant på sin helt egen måde, han var helt sikkert ikke menneske, og for hende føltes det som om han besad en aura som ikke var helt normal.

[Aaron]

Aaron bemærkede stoltheden i pigens stemme, men undlod at kommentere det. Det styrkede hans teori, at det altså var hendes by.
*Quihang.* Tænkte han for sig selv. *Lang tid siden jeg har været der. Det skal nok blive hyggeligt.* Desværre var der altså et godt stykke, til han var der.
Han smilte venligt til pigen, dog uden at vise sine tænder. ”De er måske fra byen?” Spurgte han.
Ved nærmere eftertanke havde Aaron egentlig ikke speciel lyst til at komme ud i solen igen, og han havde desuden lige fået den her mærkelige lyst til at høre mere om pigen foran ham. Han kunne ikke forklare hvorfor, men han var vant til at følge sine lyster i den slags situationer. Denne trang til af og til at følge sine indfald var en ting, der havde liget dybt i ham, lige siden han blev en vampyr. Desuden var det ikke helt utænkeligt, at pigen kunne levere ham et spisekort over de mest interessante ofre i byen. Som adelig måtte hun jo kende til an del af de stærkere medlemmer af Kriger-, magiker- og herskerklassen.

[Afrodite]

Hun trak sig tilbage mod træet og satte sig ned på tæppet igen, med lette elegante bevægelser. Hendes blik gled hen over de blomster hun havde været i gang med at flette sammen til en krone og hun samlede dem op og gik i gang med at arbejde på kronen igen. Hendes blik hvilede dog på ham mens hendes fingre arbejde videre, blikket forlod ham kort for at glide hen over himlen hvor solen endnu hang tydeligt, dog famlede smilet på hendes læber en anelse da hun så store tykke mørke skyer glide hen over den og derved blev det langt mørkere og mere gråt, hun vendte blikket mod manden igen ”ja det er jeg” svarede hun. Lyden af hestehove kunne svagt høres, væsnet var ikke i løb men i rolig trav, få sekunder efter stak enhjørningen hovedet frem bag fra træet hun sad lænede op ad, den prustede svagt ind mod hendes hår, ”hej søde” hviskede hun og strøg dyret hen over mulen, enhjørningen vendte blikket mod den fremmed og prustede advarende, hun smilede blot til den ”rolig Sky, han gøre os intet”

[Aaron]

Aaron så på en gang overrasket og fascineret på enhjørningen, der var kommet til syne, mens Darric skulede ondt til den.
”En enhjørning.” sagde han med en stemme, der fuld af ærefrygt. ”De er sjældne.”
*Og deres blod skulle være særdeles delikat.* Tilføjede han i sine tanker. Ikke at han havde tænkt sig at nedlægge enhjørningen for at smage. Han foretrak blod fra mere intelligente væsner, og helst efter en længere, jævnbyrdig kamp. Enhjørninge var ikke det samme, men selvfølgelig ville han ikke tøve med at gå på en i mangel af bedre.
Han så på pigen på tæppet foran ham og talte med en spøgende stemme.
”Hvis du er i stand til at tæmme en enhjørning, kunne man vel også tænke sig, at du har andre evner?”
Derefter holdt han sit blik ved hende. Han havde ikke regnet hende for noget særligt på grund af hendes svage ydre og unge alder, men nu var der en mindre chance for at hun faktisk kunne være interessant. Det måtte Aaron undersøge nærmere.

[Afrodite]

Enhjørningen skulede vredt mod ham, inden blikket blev hårdt og advarende på det intelligente og dog sky dyr. ”rolig” hun havde rejst sig og strøg den beroligende hen over ryggen, dyret var alt andet end lille, den var på størrelse af en hingst og virkelig stærk hvis man skulle udfordre den, at hun havde døjet med at træne og tæmme den ville have været tydeligt hvis den ikke havde følt sig så tryg ved hende. Hendes blik blev vendt mod manden, det irriteret hende én smule at hun ikke kendte hans navn men hun måtte vente lidt igen med at spørg ind til det ”ja evner har jeg skam, ellers ville mine vagter ikke forlade min side et sekund”. Enhjørningen skuttede sig irriteret ved hendes side og vendte blikket mod hende, hun kendte den godt nok til at vide at den ønskede hende langt bort fra manden, ikke kun fordi den ikke var tryg ved fremmede men fordi den også kunne fornemme ting som hun ikke slev kunne se.

[Aaron]

Aaron nikkede tænksomt.
”Jeg ser. Det undrede mig også.”
Med et blev hans blik interesseret.
”Kunne man måske driste sig til at spørge, hvilke evner? Nu har jeg jo også selv nogle kundskaber. Ellers ville jeg jo være gal, hvis jeg rejste gennem landet alene. Men mine kundskaber ligger inden for magi. Det kunne være ganske interessant, hvis De også viste Dem at være en magiker.”
Han holdt sit blik ved pigen, da han var færdig med at tale. Af en eller anden grund var det altid spændene at finde en ny magiker, også selv om hans stadig ikke betragtede pigen som et værdigt offer. Han var stadig i tvivl om, hvor godt hun ville klare sig i en kamp. Selvfølgelig ville enhjørningen blive et enormt problem. Magikere var som regel forholdsvis svage, men den enhjørning ville være i stand til at holde modstandere på afstand, mens pigen angreb dem med sin magi. Den slags taktik var udbredt og simpel at bruge. Ikke desto mindre havde Aaron præcis det middel, der kunne ødelægge den fuldstændig. Han kæmpet mod alt for mange lovende krigere, der blev besejret, på grund af deres manglende erfaring.
Aaron bemærkede dog, at han allerede var begyndt at tænke som en kriger, og han smilte indvendigt. Så snart der var det mindste tegn på udfordring, begyndte han at overveje, om det kunne betale sig og hvilken taktik man i så fald skulle bruge.

[Afrodite]

Hun smilede ”ja jeg er ligeledes magiker, men jeg foretrækker at holde mine evner for mig selv, som De selv sagde tidligere, vi lever i farlige tider” sagde hun med en klangfuld tone, hun var stolt af de kundskaber hun havde, måske var de ikke så interessante for folk men de betød en del for hende. Hendes far plejede at sige at hun støttede sig for meget til dem, og måske havde han ret, men hun ville hellere lære magi end at bruge våben.
Hun var ikke det mindste voldelig anlagt og for hende var våben en af de ting der kunne forbindes til død og uorden. Hun gik kun i kamp som sidste udvej, og tit var hendes vagter skredet ind hvis det var gået for langt, så hun havde ikke selv klart mere end 2 kampe på egen hånd, noget hun var tilfreds med hvis hun slev skulle sige det.