Skønhed og dog kulde

[Aaron]

Aaron nikkede langsomt med et tankefuldt smil. Hun var altså magiker. Det var interessant.
”Jeg forstår.” Sådan som han forstod hendes ord, sagde hun egentlig, at hun ikke stolede på ham, og derfor ikke ville vise ham sine evner. Det kunne han ikke betænke hende i. Slet ikke når man tog de tanker, der lige havde kørt rundt i hans hoved, i betragtning. Et øjeblik tænkte han over, hvordan han skulle få samtalen drejet ind på det emne, der i virkeligheden optog ham. Til sidst besluttede han sig for den hurtigst mulige vej, han kunne forestille sig, uden at spørge direkte.
”Jeg hører, at Quinha har mange stærke krigere og magikere.” Sagde han. ”Jeg håber på at prøve kræfter med nogen af dem. De kunne vel ikke nævne nogen af dem?”
Aaron havde besluttet sig for ikke at regne pigen foran ham for et bytte. Han kendte ikke hendes magiske potentiale, og hun havde gjort det tydeligt, at hun ikke agtede at vise ham det. Dermed kunne han ikke bedømme hende, og han måtte dermed regne hende for en af de mange andenrangsmagikere, der løb rundt, indtil videre. Det eneste, der stadig holdt hans interesse fanget, var enhjørningen. Den alene kunne gøre kampen spændene. Pigen selv virkede dog ikke som en kriger, og det var nok først og fremmest det, der gjorde, at Aaron ikke regnede hende som et muligt bytte.

[Afrodite]

Enhjørningen forsøgte at skubbe hende om bag sig og det lykkedes den faktisk en smule. Havde det været et vilddyr ville den have vist tænder, dens blik hvilede uafbrudt på manden foran dem. Den prustede højere end før nok til at man kunne høre den på godt afstand, den forsøgte at kalde på vagterne og da Afrodite ikke brød sig om at de dukkede op når der ikke var noget skyndte hun sig at tysse på den, hun forstod ikke dyrets opførsel, normalt var det opmærksom og forsigtig, men aldrig havde den gjort det den var i færd med at gøre nu. “ja det har vi” svarede hun med blikket rettet mod enhjørningen der nu sendte hendes irriteret blikke. Hun ignorerede det og vendte blikket mod ham , et lille smil gled hen over hendes læber “jeg ved nu ikke, det er vel mere spændende hvis du falder tilfældigt over dem er det ikke?” sagde hun uskyldigt, ærligt kunne hun godt anses for et fjols men hun var blot forsigtig på sin egen måde, denne mand ville ikke have problemer med at skade hende i fysisk nærkamp, men det gjaldt jo om at komme tæt på noget der sikkert ville blive svært. Hendes blik hvilede dog fortsat på ham “men du er da velkommen til at besøge os, du skal bare spørg efter Afrodite af Quohang”

[Aaron]

Aaron så tænksomt på enhjørningen, mens pigen talte. Det så ud til, at enhjørningen havde gennemskuet ham. Hvordan anede han ikke, og han var også ligeglad. Pigen så dog ikke ud til at have bemærket faren. Hun gav ham endda sit navn. Aaron så op på hende med et venligt smil.
” Jeg takker mange gange for indbydelsen. Det ville være mig en ære. Mit navn er Aaron.”
Han blik gled atter ned til enhjørningen.
”Den er meget beskyttende.”
Oppe på hans skulder skulede Darric på enhjørningen, som forsøgte den at dræbe den med blikket. Det var et ganske komisk syn. Den lille, hvide ugle, der skulede udfordrende til den store enhjørning. I en kamp ville det dog næppe ende til Darrics fordel, og Aaron ville heller aldrig lade ham gå på enhjørningen. Hvis det usandsynlige skulle ske, at enhjørningen angreb, var han dog forberedt, men selv da ville han ikke slå den ihjel. Der var ingen grund til at udgyde blod midt om dagen.

[Afrodite]

Hendes blik gled hen over enhjørningen vis blik hvilede mod Aaron og uglen, inden den sendte et irriteret blik da hun fortalte Aaron sit navn, den sagde nærmest ´hvad har du gang i´ og hun sendte den et blik der sagde ´helt ærligt du mistænker ham for meget, han har ikke gjort noget´ dog var hun forsigtig. “mig en ære” svarede hun med en blid tone, en brise fik hende til at gyse og hun tabte blomsterkronen mellem hendes fingre.
Kulden var hård denne vinter og temperaturen faldt dristigt lynhurtigt, hende slik gled hen over himlen hvor skyerne endnu hang, og mens hende slik hvilede der begyndte det at sne.
Hendes blik blev først fjernet da han snakkede igen, og gled hen over ham “Månesky er min bedste ven og livvagt” sagde hun med et stort smil “den ved altid når der er fare på færre” hun kunne ikke se på Aaron at han var ond på nogen måde, men Månesky´s opførsel havde vakt hendes opmærksomhed yderigere så hun var mere forsigtig.

[Aaron]

Aaron kunne ikke lade være med at brede sine læber i et smil.
”Så jeg er altså en fare.” Konstaterede han. ”Mig behøver i nu ikke være bekymret for. Jeg gør jer ikke noget.”
*… Endnu.*
For en gangs skyld havde Aaron faktisk talt sandt. Endnu havde han ingen intentioner om at skade dem. De var en smule interessante, men det var dag, pigens livvagter var i nærheden og han var endnu ikke sikker på hendes niveau. Han havde vist nok selv mindet om hende engang. Uerfaren og uden at have oplevet, hvad det ville sige at være i live. Det mente han i hvert fald at kunne huske, men efter al den tid med kampe og jagt kunne han ikke længere huske det. Dagene og nætterne gled sammen og mindede om hinanden, og alligevel var hver nat en helt ny oplevelse.
Et øjeblik kunne han se sig selv i pigen, som han havde været engang. Det var en mærkelig følelse efter 400 år, og Aaron var ikke helt sikker på, om han brød sig om den. Han rystede et kort øjeblik på hovedet for at ryste følelsen af sig, og så derefter atter på pigen. Nu lignede hun sig selv, men alligevel var det som om følelsen ikke helt var væk, hvilket irriterede Aaron.

[Afrodite]

Hun smilede blot venligt tilbage “Det betyder ikke at man ikke skal være forsigtig, jeg håber ikke de bebrejder mig min forsigtighed, det følger med opdragelsen” sagde hun med et skævt smil, det var nu sandt, hendes far havde lært hende at være forsigtig, til trods for de ting han havde lært hende, og hendes egne kundskaber som han umærket kendte til, var han altid bekymrede for at der skulle ske hende noget og derfor sørgede han altid for at sende mindst 6 vagter med hende, nogle gange, når hendes humør ikke var i top gjorde hun sit bedste for at slippe af med det undervejes, og da hun var en godt rytter, og hendes transportmiddel ikke var en hest men en enhjørning som var langt hurtigere end en normal hest så slap hun altid fra sine vagter, ikke noget godt hvis hun skulle ende i kamp. Enhjørningen stod fortsat beskyttende foran hende, hun strøg den beroligende over ryggen og dens krop sitrede ved den blide kærtegn, den faldt en smule til ro men var endnu på vagt overfor den fremmed, som for den altid ville være en fremmed, indtil den underlige følelse den havde forsvandt, og det gjorde den ikke lige med det samme.

[Aaron]

Aaron blev med et kaldet tilbage til virkeligheden, da pigen talte til ham. Han rettede sit blik mod hende og smilte venligt.
”Naturligvis. I disse tider kan man ikke være for forsigtig. Kaos hersker alle steder, med undtagelse af byerne. Det har jeg selv oplevet alt for mange gange.”
Kun Aaron vidste, hvor ret, pigen i virkeligheden havde i sin mistro. Efter den mærkelige følelse, han havde før, havde han dog mistet al lyst til at dræbe hende. Også enhjørningen havde efterhånden mistet hans interesse. Med et kom han til at tænke på, at han også ville være nødt til at fortsætte ind til byen på et tidspunkt. Han ville helst nå derind om dagen, så han kunne nå at jage om natten.
”Kunne de sige mig, hvor langt der er ind til byen, hvis man er til fods? Er det et stykke, der kan tilbagelægges inden dagen er omme?”

[Afrodite]

Hendes blik forlod enhjørningen og gled hen over Aaron inden det gled hen over himlen, udefra solens position kunne hun vide hvor lang tid der var til solnedgang, men da det var skyet tog det hende et par sekunder at regne det ud, hendes blik blev igen vendt mod manden “til fods når du der desværre først et godt stykke tid efter solnedgang” sagde hun, selv ville det tage hende mindre tid fordi hun var med hest, men medmindre de galoperede en del af vejen ville de heller ikke være hjemme inden solnedgang. En grund til at hun endnu stod hvor hun var, var fordi hun ville ride, og vagterne gav hende ikke lov medmindre de skulle skynde sig.
Noget af det gode ved de vagter var at de ikke altid lagde mærke til tiden, især når de havde andre ting at tage sig til, såsom at jage, eller hygge sig mens hun gik rundt, dog var de opmærksomme på hvor hun var så hun ikke kom for langt væk, nogle gange følte hun sig som et barn der blev overvåget af en voksen de rar bange for at hun gjorde noget forkert eller rodede sig ud i problemer.

[Aaron]

Aaron udstødte en ed på Normansk. Han valgte med vilje at bruge et sprog, han ikke regnede med at pigen kendte til, for ikke at støde hende, selv om det nok ville være forholdsvis let at gætte meningen med hans ord. Han lagde armene over kors og rettede blikket mod jorden, idet han begyndte at tænke over sine muligheder.
Så måtte han altså håbe på, at han ville støde ind i en eller anden omrejsende kriger eller magiker, som han kunne tømme for blod. Det var sket før, men han ville hellere ind til byen, hvor der var et større og mere spændene udvalg. Med lidt held kunne han måske også nå byen, inden natten var omme. Tanken tiltalte ham.
Han hævede atter blikket og så på Afrodite. ”vis jeg rejser om natten, vil jeg så kunne nå byen inden daggry?”
Hvis ikke måtte han bare acceptere, at han ikke ville nå sin destination i dag. Det ville være ærgerligt, men ikke nogen katastrofe.

[Afrodite]

Hun blinkede flere gange, forstod ikke ordet men regnede ud at det ikke var noget pænt, heldigt at hun ikke forstod det sprog han snakkede for hun brød sig ikke om denne slags ord. Dog smilede hun, at det gjorde ham vred fik hendes interesse højere op, hun tøvede og tænkte over om det var klogt at stille det spørgsmål hun havde i sit sind.
Dog blev hendes tanker afbrudt af hans spørgsmål og igen så hun eftertænksom ud “ja det vil De” svarede hun “de vil endda nå derind et godt stykke tid inden daggry” hun tav og tavsheden sænkede sig over dem.
Hun rømmede sig dog og enhjørningen sendt ende et sigende blik der fortalte at hun skulle tie men hun trodsede dens blik og vendte blikket mod Aaron “de er ikke menneske?” sagde hun med en tone der sagde, hvad er du så? Hun havde gættet at han muligvis var vampyr men hun var endnu ikke helt sikker. Måske var hendes spørgsmål ikke det klogeste, men hvis han som han selv sagde ikke havde ond hensigter så ville det ikke være noget problem at fortælle.

[Aaron]

Aaron smilte lettet ved nyheden om, at han ville være fremme inden daggry. Så ville han kunne nå at jage alligevel. Han hævede sit blik mod himlen, hvor det igen lagde op til sne. Det kølige vejr mindede ham om Det Nordlige Rige, og gjorde ham i godt humør. Alt i alt lod det til alligevel til at blive en god dag.
Hans tanker blev dog brat afbrudt af pigens spørgsmål, og han så på hende med rynket pande.
”Hvad skulle jeg dog ellers være?”
Han havde ingen intentioner om at afsløre sig selv uden videre. Ikke desto mindre var han med et på vagt, selv om han ikke viste det. Hvis pigen regnede ham ud, var det lige meget, om han havde lyst eller ej. Så måtte hun dø. Han havde ikke råd til at lade hende leve med den viden. Hvordan hun var kommet på sporet, vidste han ikke. Det var også lige meget. Det var dog ærgerligt, at hendes skarpsindighed muligvis ville tvinge ham til at slå hende ihjel, nu da han endelig havde besluttet sig for at lade hende leve.

[Afrodite]

Hendes blik hvilede på ham, længe endda. Det var fuldkommen roligt, afsløret ingen frygt men var blot venlig som de hidtil havde været. Hun kunne se at han straks var mere på vagt og det forstærkede blot hendes følelse af at han var alt andet end menneske. Hun ville have trukket på skuldrene men sådan var hun ikke opdraget til at gøre derfor svarede hun ”det ved jeg skam ikke derfor spørg jeg, men du har ikke den samme aura som et menneske har så jeg går udefra at du ikke er et” sagde hun og lod som om det var det de rhavde ledet hende på sporet. Den der havde ledet hende på sporet var Månesky´s opførsel, den opførte sig sjældent så mistroisk overfor mennesker, men straks var den på vagt overfor væsner der var langt stærkere end et normalt menneske.

[Aaron]

Aaron så tænksomt på Afrodite, mens han overvejede sin situation. Hvad skulle han gøre, hvis hun fandt ud af, at han var vampyr. Slå hende ihjel, eller stikke af? Med den forbandede enhjørning ville hun være i stand til at komme frem til Quihang langt før ham, og i så fald ville hun kunne advare byen imod hans ankomst. Ikke at det ville udgøre en fare for ham. I byen herskede der måske orden, men hvis han holdt sig i naturen ville de ikke kunne nå ham. Her herskede ingen orden. På den anden side ville Aaron så kunne risikere flere dage, før han igen fik fat i et ordentligt bytte. Han kunne også liste sig ind i byen og holde sig skjult. Quihang var en stor by, og selv hvis hun fik ham eftersøgt, ville han blive svær at finde, hvis han først var inde i byen.
Aaron kunne også forsøge at dræbe hende. Så risikerede han dog, at hun kaldte på sine vagter. Hvis han fik dræbt hende og slap væk, uden at blive set, ville det ikke være et problem, men hvis vagterne så ham, ville han også være nødt til at slå dem ihjel. Desværre havde vagter en dårlig vane med at stikke af for at fortælle deres herre, hvad der var sket, hvis den person, de skulle beskytte, døde. Så skulle Aaron nøjes med at såre Afrodite og så bruge hende som lokkemad, for at hole vagterne på stedet. Det kunne dog godt gå hen og blive en mere avanceret affære, især fordi pigen havde givet udtryk for, at hun havde stor tiltro til sine evner. Andre ville måske se alt dette som et problem, men for Aaron var det et interessant dilemma. Foran sig havde han utallige muligheder, han kunne vælge. Nu gjaldt det om at finde den kombination af muligheder, der førte til det bedst mulige udfald. Hans første valg var fortsat at benægte.
Han smilte, stadig uden ar vise sine tænder, og hævede sin højre hånd.
”Nå det. Jeg har jo allerede nævnt, at jeg er en magiker. Alene det gør jo min udstråling anderledes.”
Imens han talte havde han fundet frem til sin mana, der var gledet ud af hans hånd, og havde samlet fugten omkring ham, og nu lod han manaen danne en istap, der så ud til at vokse frem ud af ingenting i hans hånd.
At bruge magi uden at fremsige formularer var en ting, Aaron sjældent gjorde. Sidste gang var flere år siden. Han var dog god til at skjule hvor meget koncentration, det egentlig krævede af ham. Det kølige vejr var også til hans fordel. Det var generelt lettere at bruge magi baseret på is om vinteren.

((Istap
Kasteren udsender en spids istap.
Mp: 5

Mp tilbage: 65))

[Afrodite]

Hendes blik hvilede på ham, han undveg at svare på hendes spørgsmål det var helt tydeligt, enhver ville være klog nok til at lade emnet ligge, dum var hun ikke selvom hun ikke lige valgt den løsning men hendes interesse var blevet vagt og hendes tiltro til sine egne evner var stor nok til at hun ville rode sig ud i problemer.
Månesky så dog advarende på hende, hans blik sagde at hun skulle tie, lade være med at spille med muskler hun ikke havde, nogle gange valgt hun at lytte til ham men ikke altid og denne gang valgte hun at lade være.
Enhjørningen spidsede ørerne men vagterne var for langt væk så selv en råb om hjælp ville de ikke være i stand til at høre medmindre han bevægede sig omkring tyve meter mod vest og han ville selvfølgelig ikke forlade Afrodites side. Han skubbede hende igen med mulen tilbage men hun ignorerede ham igen, den vrinskede irriteret men hun tog sig ikke af det.
”De ved at jeg ikke mener den aura, for den ville ikke føles fremmed for en magiker, som jeg jo også er” hendes blik hvilede mod istappen han havde fremmandede, smukt, det måtte hun give ham han kunne tricks, og hun vidste at hun ikke havde set dem alle endnu.

[Aaron]

Aaron så på pigen med et venligt smil, mens han overvejede, hvad han skulle gøre. Igen havde han flere muligheder. Den letteste var at slå hende ihjel på stedet. Aaron var træt af hende og hendes besværlige spørgsmål. Der var dog et par problemer forbundet med den løsning. For det første var der hendes vagter. Dernæst lod det til, at hun var ret sikker på sine evner. Aaron kendte ikke hendes magi, men han var også ret sikker på sine egne evner. Enhjørningen kunne dog blive et problem. Det største problem var dog, at det var dag. Dette ville reducere Aarons evner betydeligt. Hvis der var noget, Aaron havde lært, var det, at det var en ekstrem dårlig ide at starte en kamp på liv og død om dagen. Hans kræfter ville ganske enkelt ikke række til det.
Aarons anden mulighed var at begynde at lyve og finde på en eller anden forklaring. Dette var direkte idiotisk, da det først for alvor ville vække pigens nysgerrighed, og man risikerede alt for let at trænge sig selv op i en krog, når man løj. Altså valgte han den tredje mulighed. Benægtelse.
Han slog ud med armene og så på hende med et skævt, venligt smil og hvad han regnede med var et tillidsvækkende blik.
”Så må I undskylde mig, men i så fald har jeg ingen anelse om, hvad I mener.”
Aaron havde før brugt denne mulighed med succes, og han anså den som et meget effektivt middel til at undgå problemer. Forhåbentlig ville den også virke denne gang.