En Guddommelig Rejse

[Aaron]

3/1

Det var midt på dagen, og Seies havn var et aktivt sted. Alligevel standsede folk op et øjeblik, da et større skib nærmede sig. De fleste fortsatte dog hurtigt med deres gøremål, men nogle enkelte blev stående og så skibet nærme sig. Ikke at det var nogen speciel begivenhed i Seies. Skibe kom ofte med folk, der søgte Oraklets råd. Endelig lagde skibet til, og kort efter strømmede passagerer ud, mens skibets besætning læssede varer af.
En af passagererne, en bleg, ung mand med rødlige, rødlige øjne og sort hår, iklædt en brun kutte, der dækkede hele hans krop, standsede op på havnen og så sig omkring. Så var han altså endelig i Seies. Et smil, der dog ikke biste hans tænder, bredte sig på hans ansigt, mens han så sig omkring. I over en uge havde han nu rejst med det forbandede skib, og han var godt tilfreds med at være tilbage på fastlandet. Ikke at han ikke brød sig om havet. Det var trods alt hans element. Det var bare forbandet svært at få stillet sin sult uden at blive opdaget. Så længe han kun dræbte et par stykker, kunne han få det til at se ud, som om de bare var faldet om bord, men det betød, at han ikke havde mulighed for at jage dem eller kæmpe imod dem, og hvad værre var, måtte han sørge for at tappe dem for blod og drikke det samme offers blod flere dage i træk.
Nu var han dog på land, og i aften ville han finde det stærkeste offer, han kunne opstøve og drikke sin rus ud i dets blod. Det eneste, der ødelagde hans humør, var den forbandede sol, der drænede hans kræfter som en igle. Han var nu heller ikke så lidt fræk at møde op i Seies. Har var gudernes magt særdeles stor, og de brød sig ikke videre om udøde. Det var den unge mand dog ligeglad med. Med et lød der en høj tuden, og en hvid ugle iklædt en dragt af hvid læder, der bestod af et firkantet areal på maven og fire strimler, der var bundet sammen på ryggen, landede på hans skuder. Manden nussede den kort under næbbet og så sig så om efter et interessant bytte. Der var længe til natten, men han kunne lige så godt begynde at lede med det samme.

[Malekith]

Malekith havde begivet sig ned på havnen, der var et forfærdeligt mylder, et skib var lige ankommet. Han havde hætten over hovedet for at dække lidt for solen. Han havde ikke været i byen længe, han så på skibet med en mild nysgerrighed, han havde aldrig været ude at sejle i sit liv. Han havde studeret lidt geografi inden han var rejst op til overfladen og havde med vilje valgt en by kendt for at være åben for alle. Endnu engang bifaldt han sin egen genialitet, overalt hvor han så, stirrede folk hadefuldt på ham, naturligvis var han ikke velkommen, nogle af dem havde sikkert kære som var blevet taget til slaver af hans folk. Det var ligegyldigt for ham hvis ikke det havde besværliggjort det at finde en eller anden med våben færdigheder til at beskytte ham. Han vidste at han med magi godt ville kunne tage nogle svage fjender ud men det ville være nemmere med en beskytter. Det kunne dog hurtigt volde ham problemer at finde en sådan person når næsten alle mennesker tilsyneladende ikke kunne se igennem hans hudfarve. Selvom han var lavere end de omgivende mennesker var han nem at skille ud i mængden, han havde helt sort hud under sit tøj som også helt tydeligt lå i en anden klasse end de omgivende menneskers hvad angik, håndværket, dekorationen, stoffet og deraf helt tydeligt også prisen, hans gule katteagtige øjne scannede mængden, han var stadig ny i overfladeverdenen. Hvem og hvor ville det mon være et godt sted at lede. Han begyndte snart at se en kende fortabt ud som han stod og var helt malplaceret iblandt alle de generelt en del større mennesker på havnen. Hans umiddelbare indtryk af mennesker var ikke godt, de stank generelt mere, var yderst mere højrystede, grimmere og grovere end hvad han var vandt til

[Aaron]

Aarons blik gled gennem menneskemængden, mens hans hjerne hurtigt bearbejdede de informationer, han fik. De fleste omkring ham var klædt i varmt tøj, men det var også midt om vinteren. Aaron gjorde det ikke noget. Han kom trods alt fra det Nordlige Rige, hvor det var den her temperatur hele året rundt. Her og der var der nogen af byens beboere, derså interessante ud, men Aaron håbede på et lidt mere interessant bytte. Med et fangede hans blik et væsen, der skilte sig ud i mængden, og et smil, der dog ikke viste hans tænder, bredte sig på hans ansigt. En mørkelver.
Aaron havde levet 100 år i Underverdenen, og der havde han nået at stifte bekendtskab med blandt andet mørkelverne. Det var en interessant race, der havde meget til fælles med ham selv. Først og fremmest deres interesse for magi. Da de kom fra Underverdenen, var de også bedre egnet til at klare sig i mørket og natten, meget lig hans egen race. Desuden mindede deres kulde og nådesløshed blandet med deres høje intellekt ham om ham selv. Sammen med magien, var dette en farlig blanding, der kun blev opvejet af deres mangel på fysiske færdigheder. En mangel også dette eksemplar så ud til at være i besiddelse af. Ikke at Aaron kunne prale af at være meget bedre. Lige nu, da solen drænede hans kræfter, var hans fysiske kundskaber også meget mangelfulde.
Desværre brød mørkelvere, ifølge Aarons erfaringer, sig ikke om andre væsner, og også dtete eksemplar så ud til at være isoleret. Dette var der ikke noget at sige til. Væsner fra Underverdenen var altid frygtet, og de blev udsat for en lige så stor mistro, som de selv viste over for andre. Denne fjendtlighed fra omverdenen var endnu en ting, de havde til fælles med Aarons race.
Aaron havde derfor ingen grund til at frygte mørkelveren mere end så mange andre, og han satte derrfor i bevægelse imod den. Han bevægede sig hurtigt og beslutsomt, men sørgede som altid for at lave så lidt lyd så muligt. Hurtigt fik han tilbagelagt den lille afstand, der skilte dem ad, og snart stod han i nærheden af mørkelvere.
"Der kan man bare se." Sagde han, mens hans stemme interesseret løb op og ned af den fremmede. "Det er længe siden jeg har set en af din slags, fremmede."

[Malekith]

Malekith vendte sig imod den fremmede som havde tiltalt ham med et ryk. Hvordan manden var kommet så tæt på uden at Malekith havde opdaget ham irriterede Malekith, hans sanser var ganske skarpe normalt. Naturligvis kunne det skyldes at Malekith befandt sig i et mindre stadie af forvirring og paranoia, iblandt de mange mennesker som hadede ham og ville slå ham ihjel hvis ikke loven i byen forbød det.
Malekith sendte den fremmede et vurderende blik "En interessant hilsen fra et menneske, ifølge mine studier ville en sådan hilsen blive betragtet som værende uhøflig eller direkte krænkende i de fleste menneske lande" efter et par sekunders tænkepause fortsatte Malekith "Jeg ved godt at jeg ikke kan forvente mig det store iblandt mennesker hvis jeg tager i betragtning hvor meget min race er hadet, så for det vil jeg tilgive dig. Hvis jeg skal reagerer på dit underlægende spørgsmål vil jeg nok mene at det undre mig at du har set en af min slags før uden at hade os så meget at du ville blæse på byens lov og overfalde mig så snart du så mig"

[Aaron]

Et skævt smil bredte sig på Aarons ansigt, mens mørkelveren talte. Som forventet var han ganske reserveret, og han indbød ikke ligefrem til samtale. Det kunne Aaron dog leve med. Han grinte bredt til den fremmede, men sørgede for ikke at åbne munden nok, til at hans tænder ville blive synlige.
”Hør nu.” Sagde han. ”Hvis jeg skulle komme op og slås mod hver eneste væsen, jeg haft uoverensstemmelser med, ville jeg komme på et stort arbejde. Din race har jeg intet imod, selv om i ikke just er kendt for jeres gæstfrihed. Faktisk synes jeg ganske godt om jer. Ser du, jeg deler en af jeres passioner, selv om mit niveau nok ikke er så højt i forhold til de magikere, der sidder i jeres råd. Hvad mine manerer angår, må du have mig undskyldt, men jeg har aldrig været så forbandet formel.”
Derefter holdt han inde, dels for at give den fremmede en mulighed for at fordøje de oplysninger, han havde givet ham, dels for at give ham en chance for selv at sige noget. I virkeligheden var det meste af Aarons attitude og påtagede munterhed et stort skuespil, men det var en nødvendighed. Som vampyr var han nødt til at spille sin rolle ordentlig om dagen, hvis han da ikke ville slagtes, og efter et par hundrede års træning var han blevet helt god til det. Desuden var den slags maskerade ikke fremmed for mørkelverne, med alle deres intriger og hemmelige alliancer. Det skulle faktisk ikke undre Aaron, og den fremmede også stod og tænkte på at slå ham ihjel.

((Btw. I sollys har Aaron de her stats:
Udholdenhed: 3
Styrke: 3
Hurtighed: 4
Smidighed: 5
Kamuflage: 6
Sanser: 6
Magi: 8
Mana: 7
Beklager at jeg først gør opmærksom på det nu.))

[Malekith]

Malekith løftede svagt et øjenbryn, et menneske som synes godt om mørkelvere, det var noget nyt, men at han skulle sammenligne en menneskelig passion for magi med mørkelvernes var ganske enkelt latterligt. Malekith grinede da også hjerteligt som om mennesket som stod over for ham morede ham helt utroligt.
Hoveder drejede sig i forvirring efter hvem der var fremkommet med denne smukke perlene latter, disse hoveder som havde vendt sig vendte sig hurtigt igen da kilden var blevet lokaliseret, de ville ikke kendes ved at de havde fundet hans smukke latter bare en anelse smuk og charmerende.
"De den herrer er det morsommste menneske jeg har mødt, men de har da så evigt ret i at det er spild af tid at slå hvert eneste væsen der er kommet en på tværs ihjel, det er en ting mange af min race kunne lære en hel del af." han kvalte det sidste af sin latter, at han havde grinet af at menneskets passion for magi nævnte han ikke, der var jo ingen grund til at fornærme det morsomme menneske, "De kan kalde mig lyrios, men hvad er dit navn hvis jeg må være så uhøfflig at spørge dig direkte"

[Aaron]

Aaron så på mørkelveren med et venligt, men neutralt blik, der ikke afslørede hans tanker. Han kendte mørkelvere godt nok til at vide, at den fremmede højest sandsynligt havde leet af ham hellere end med ham. Dette irriterede ham en smule, men når det kom til stykket var det jo komplet ligegyldigt, og han valgte derfor ikke at gøre noget ved det. Det ville være direkte latterligt at lave en scene ud af sådan en bagatel, noget, de fleste væsner ikke havde forstået. Aarons opgave lige nu var udelukkende at undersøge, om den fremmede var værd at kæmpe mod, og så længe han nærmede sig det mål, var alt andet fuldstændig underordnet.
”Mit navn er Aaron.” Svarede han. ”Mig en ære Lyrios. Må jeg være så fri at spørge, hvordand et kan være, at en af din slags befinder sig her oppe på overfladen? Så vidt jeg ved, er jeres race lige så uvillige til at komme herop, som overfladevæsnerne er uvillige til at rejse ned i Underverdenen.”

[Malekith]

SÅ mange beslutninger, opfinde en sandhed, komme med den rigtige sandhed. Malekiths ansigt var udtryksløst "Jeg kunne jo være kommet for at finde nogle egnede slaver og bringe dem med mig ned"
Han holdt et øjebliks kunstpause inden han smilede let "Nej i virkeligheden er jeg her for blandt andet at studere menneskerne og deres vaner, måske finde noget magisk viden som vil øge mine magiske kræfter, det enelige mål vil være et storstilet overfald som vil bringe en stor mængde slaver, rigdom og hæder til mit hus, hvis jeg kan vil jeg også gerne lokaliserer og skaffe nogle drageæg" Malekith havde en smuk let syngende accent når han snakkede, hvorvidt mennesket overtroede ham tvivlede han på, de fleste anså mørkelvere som en stor flok lystløgnere og snydetampe. "Men når nu jeg har været helt ærlig over for dig og afsløret mit formål med mit overflade besøg måske de ville være så venlig at delagtiggøre mig i deres formål med deres besøg i byen, de slår mig som værende en anelse anderledes af udseende en de andre mennesker her i byen, og det er få mennesker som faktisk ville gå hen og snakke med folk som mig" han smilede stadigt venligt

[Aaron]

Aaron så på Lyrios med det samme neutrale, venlige ansigt om før, mens denne talte.
*Jamen dog.* Tænkte han. *En mørkelver med humor. Så har man set det med.*
Om Lyrios havde talt sandt eller ej vidste han ikke. Var det virkelig hans mål, ville det være vanvid at sige det, men på den anden side ville få tage en person, der sagde den slags, alvorligt. Altså sagde han ingen ting. Den slags forbandet snedige svar var typisk mørkelverne, men det var alligevel modigt gjort. Aaron var ikke sikker på, om folk i byen også havde humor, og ville tvivle på hans ord. Så vidt Aaron forstod, brød de sig ikke om mørkelvere, og mon ikke der var et par tåber, der var dumme nok til at bruge ordene som undskyldning for at angribe. Alt dette vedkom dog ikke Aaron, for var mørkelveren ikke i stand til at klare et par bøller, var han bestemt ikke værd at spilde tiden på.
”Selvfølgelig.” Svarede han Lyrios, på dennes spørgsmål. ”Jeg er, som så mange andre, kommet til byen for at spørge Oraklet til råds. Hvis nogen kan hjælpe mig med at forøge mine magiske kræfter, er det hende. Først må jeg dog se, om jeg overhovedet får råd. Jeg brugte de fleste af mine penge på rejsen hertil. Jeg er omrejsende magiker, ser du. For nylig startede jeg min rejse, for at lære og forøge mine magiske evner. Det er ret let, for en magiker kan altid få arbejde.”
Han smilte og så på Lyrios med et interesseret blik.
”Men du er altså også en magiker?” Sagde han, med ryk på ordet er, så det var helt tydeligt, at der var tale om et spørgsmål.

[Malekith]

Malekith så på Aaron et kort stykke tid med et ledt hævet øjenbryn, "Tror du virkelig at oraklet kan øje folks magiske kræfter, den slags er der skam ingen guder som gør tro mig hvis det var muligt var halvdelen af denne bys befolkning mørkelvere, hvis du vil øge dine magiske kræfter skal det ske igennem hårdt arbejde, eller viden som tidligere magikere har nedfældet" Malekith slog sig for panden idet han undertrykte et latteranfald guderne belønner hårdt arbejde og intet andet "Måske kan du endda engang i fremtiden blive en mægtig menneskemagiker, berømt viden om i det ganske menneskeland" han smilede selvom det tydeligt lå i den måde han sagde det på at Aaron aldrig ville nå mørkelvernes niveau. Et stykke tid overveje Malekith hvorvidt han overhovedet gad at beskæftige sig med det sidste spørgsmål om hvorvidt han var en magiker, for det var han naturligvis det var langt størstedelen af hans folk, han besluttede sig til sidst for ikke at være uhøflig "Ja jeg er en magiker, det er jo meget aldmindligt iblandt min slags, men jeg ved ikke rigtigt har det nogen stor betydning for dig?" han smilede let, han skulle ikke bruge en eller anden betydningsløs menneskelig magiker til noget det handlede om at få fat i et eller andet menneske som virkede ærlig, venlig, som var god til at slås og gad at beskytte ham når han rejste til andre lande for at finde magikere som kunne lære ham om nogle af de magiske traditioner som ikke blev praktiseret iblandt hans egen race

[Aaron]

Til Aarons irritation viste mørkelveren sig at være nøjagtig så arrogant, som hans race havde ry for. Aaron smilte blot og modtog hans hån uden at svare igen. Han valgte at undlade at fortælle elveren, at Oraklet måske ikke kunne forøge ens magiske kræfter, men derimod kunne give en et godt praj om, hvor man skulle begynde at lede. Det var fuldstændig irrelevant. Mørkelveren havde derimod givet Aaron en udmærket mulighed for at gøre det, han var kommet for. Afprøve elverens evner.
”Jeg er en venlig mand, Lyrios. Men nu har du krænket mig.” Han smilte stadig venligt, men hans øjne var blevet hårde. ”Hvis du virkelig ser dine magiske kræfter som så overlegne, må du også lægge vægt bag dine ord. Der, hvor jeg kommer fra, plejer magikere at udfordre hinanden til en magisk duel, hvis den ene part har krænket hinanden. Nu udfordrer jeg dig til en magisk duel. Accepterer du, skal jeg nok forklare dig reglerne, og vi kan begynde. Accepterer du ikke… Tjah. Så er det ikke til at sige, hvad der sker.”
Aaron så nu afventende på mørkelveren. Han håbede inderligt, at den anden ville acceptere. Alt det med at mørkelveren havde krænket ham, var han ligeglad med. Han ville udelukkende afprøve elverens kræfter og se, om han var en værdig modstander. Godt nok havde elveren irriteret Aaron, men Aaron var ikke dum nok til at lade sig påvirke af det. Han havde befundet sig på det forbandede skib i over en uge, og hans første måltid i Seies skulle være et værdigt bytte og ikke en eller anden snothvalp.

[Malekith]

Malekith smilede stadig "Jamen kæreste menneske dog, jeg mindes et menneske jeg engang mødte som sagde at hvis han skulle slås med alle som han følte fornærmede ham ville han komme på et stort arbejde" hans smil forsvandt som dug for solen "Men hvis de den herrer tror jeg er dum nok til at gå ind i en duel uden at kende præmisserne inden, så vil den fornærmelse de har udsat mig for være af dimensioner som de næppe fatter"
Hvorvidt Malekith var vred eller ej var ikke til at fornemme på hans toneleje, det var så totalt blottet for alt hvad der så meget som ligner følelser at de fleste mennesker ville tro det umuligt. Malekith's ansigt var nu en stivnet maske, blottet for følelser, hans læber bevægede sig knap imens han snakkede. Malekith havde brugt sin grå sjælemagi nok til at hans sjæl stod i midten imellem god og ond, han havde ingen ære som bød ham at accepterer duellen, han havde heller intet had til mennesket over for ham som ville få ham til at ønske at slås. Hans eneste motivation ville være at det kunne bringe ham tættere på at mestre sin grå magi samt sin dimensions magi når han øvede sit brug af dem i en kampsituation. Denne enestående mulighed fik ham til at overveje at modtage duellen, men først præmisserne

[Aaron]

Som før viste Aaron ikke sine følelser, mens Lyrios talte. Der gik heller ikke længe, før mørkelveren antog en lignende maske. Et tydeligt tegn på fjendskabet, der var opstået imellem dem. Til alt held lød mørkelveren ikke helt uinteresseret. Hans følelser var dog svære at aflæse nu, hvor han holdt et neutralt ansigtsudtryk. Han kunne dog stadig analysere på det, Lyrios sagde.
Aaron havde dog intet imod at fortælle den anden reglerne i en magisk duel. Det andet gad han dog ikke kommentere på. Aaron hadede ligegyldigt mundhuggeri, især når det udsatte hans kamp. Desuden var der intet mere meningsløst end at diskutere med en mørkelver. Opfattelsen af deres egen race som overlegen prægede dem for meget.
”Det er rimelig enkelt.” Begyndte han at forklare. ”Våben, rustninger, kæledyr og andre hjælpemidler er forbudt, og det er forbudt deltagerne at komme i fysisk kontakt med hinanden eller bevæge sig uden for et på forhånd aftalt område. Desuden er det forbudt at dræbe sin modstander. Så er der selve kampen. Man kæmper i runder, og fra starten aftaler man, hvor mange runder kampen skal strække sig over. I hver runde får hver deltager en angrebs- og en forsvarsbesværgelse. Runden starter med, at en af deltagerne bruger sin angrebsbesværgelse. Denne besværgelse må påvirke modstanderen direkte på næsten enhver tænkelig måde. Derefter kan modstanderen vælge at bruge sin forsvarsbesværgelse til at blokere angrebet, men det er ikke et krav. Men kan også vælge at forsøge at undvige eller lade angrebet ramme. Forsvarsbesværgelsen må ikke påvirke modstanderen direkte. Så bruger den anden deltager sin angrebsbesværgelse, og hans modstander bruger sin forsvarsbesværgelse, og så er runden slut. Har man først brugt sin angrebsbesværgelse, er det modstanderens tur. Dygtige magikere kan angribe og forsvare med den samme besværgelse. Dermed behøver de ikke bruge deres forsvarsbesværgelse, og de kan spare mana. Man vinder, hvis ens modstander mister bevidstheden, giver op eller løber tør for mana.”

[Malekith]

Malekith smilede "Jeg vil i så fald gerne beære dig med en magisk duel" han fik et øjeblik et snedigt udtryk i de katteagtige øjne "Jeg har dog en enkelt betingelse, du skal overtale en Justar præst til at holde øje med at ingen af os snyder" Malekith var ikke dum han agtede ikke selv at snyde og ville derfor have en sikring på at modstanderen heller ikke gjorde det. Mennesker var generelt ikke til at stole på Justar præster var noget andet eftersom han endnu ikke praktiserede nekromanti eller anden ond magi havde han intet at frygte fra en sådan præst. "Medmindre du naturligvis praktiserer magi som mennesker ikke bør lege med" Et listigt smil bredte sig om hans læber mængden af mennesker omkring ham afventede Aarons reaktion, hvis han frygtede gudernes præster ville byen være på hans side til trods for hans mørkelver afstamning, alting ville blive nemmere hvis han afslørede en nekromantiker i den ellers neutrale by var nekromantikere ikke velkommende de var hadet helt enormt i denne gudernes by, og de blev henrettet uden nåde "Hvis du indvilliger så sig mig hvor og hvornår duellen vil finde sted og jeg skal være der"

[Aaron]

Aaron smilte skævt. Mørkelveren troede, at han var nekromantiker. Han kunne mærke, hvordan folk rundt omkring straks blev opmærksomme, men han lod sig ikke påvirke af det. Det var bare en sikring, Lyrios skulle lave, og Aaron havde intet imod det. Tværtimod. Han så kampen mod Lyrios som en leg hellere end en reel kamp. Om dagen spillede han rollen som den ligefremme, gode eventyrerfuldt ud, og han havde derfor ikke tænkt sig at snyde, og forbudt magi beherskede han ikke. At præsten så havde god grund til at dræbe ham på grund af hans race var en anden sag, men Aaron plejede at være ganske god til at skjule det. Desuden havde han kræfter til at slippe væk, hvis det skulle ske.
”En dommer. Glimrende ide.” Sagde han ubekymret. ”Så slipper vi også for ubehagelige snyderier. Mørkelvere har jo en kedelig tendens til at stikke folk i ryggen. Selv deres egne.”
Derefter vendte han rundt og begyndte at gå væk.
”Mød mig foran templet. Vi slås der, eller et sted præsten udvælger.”
Mens han gik smilte han tilfreds. Han havde fået, hvad han var kommet efter. Vilkårene, han havde indvilliget i, stillede ham i et ekstremt dårligt lys. Han praktiserede magi kampsituationer. Ikke på samme, forfinede måde som mørkelverne. Dette betød, at han ikke var i besiddelse af det samme arsenal af besværgelser. Derudover var det jo dag, og han ville derfor være kraftig svækket. Ikke desto mindre var Aaron sikker på at han ville kunne besejre de fleste amatørmagikere, og hvis mørkelveren var så svag, at Aaron kunne besejre ham på disse vilkår, var han uden for Aarons interessefelt. Hvis han derimod var i stand til at besejre Aaron, ville han straks komme på Aarons spisekort.