Aften om bålet

[Opal]

Mørket havde lagt sig over Det midterste som en tung mørk dyne, der ikke lod noget lys komme igennem. Dog ville man kunne se hvis de tunge skyer ellers gad fjerne sig, at en smuk halvmåne lyste på himlen, om kap med det smukke tæppe af stjerner. En let regn faldt fra himlen. Den havde været kraftigere i løbet af dagen, men hen af aftenen var den stilnet en smule af, til den stille regn den var nu. En stille vind blæst i træernes øverste grene, men dog var vandet i Naisøen alligevel blik stille. Det eneste der forhindrede en i at tro at det var en kæmpemessigt spejl, var de ringe de små regndræber konstant lavede i overfladen. Selvom det var en mørk nat, var der alligevel en ting der lyste op. Et lille bål i en lysning der mundede ud ved søbredden. Ved det sad en ung kvinde, og varmede sig, eftersom kulden kun lige lå et stykke over frysepunktet. Hun lignede tydeligt en af de rejsende, som færdedes overalt i landende. Hendes tøj var slidt, og hun havde ikke mange ting med sig. Desuden var hun alene, hvis man altså så bort fra den hvide jagtfalk der sad på en gren over hendes hoved og skuede ud over området. Hun skuttede sig lidt, og trak den sorte tykke uldkappe hun bar tættere om sig. Måske burde hun havde tilbragt vinteren i det sydlige rige, der var kendt for at være en smule varmere, men på den anden side, foråret var vel snart på vej.

[Aaron]

Som en skygge bevægede Aaron sig gennem natten med et djævelsk smil på sit ansigt. Hætten på hans kutte var slået ned, og han kunne mærke blæsten og regnen i sit ansigt. Det var en skøn følelse. En følelse af at være i live, hvilket var ironisk, eftersom Aaron ikke havde været i live i flere hundrede år.
Aaron var normalt i godt humør når han jagede. Det var trods alt nattens højdepunkt. Denne nat var humøret dog langt højere end normalt. Dette skyldtes flere ting. For det første foretrak Aaron Det Midterste rige frem for noget andet sted i verden. Det var mere end noget andet sted berørt af den krig, der herskede i verden, og her kunne man for alvor mærke den virkning, flere tusinde års krig havde haft. Betydningen af ordene lov og orden var næsten glemt, og dermed var det jungleloven, der herskede. For Aaron var det ensbetydende med paradis. Her stillede ingen spørgsmål, hvis man pludselig fandt et lig på gaden, eller stødte ind i to krigere midt i et slag. Man lukkede blot øjnene for det og passede sine egne sager, for ikke at få problemer.
Dernæst var det vinter, og for Aaron, der kom fra det Nordlige Rige, hvor temperaturen altid var sådan, var dette klart at foretrække frem for sommeren. Desuden var nætterne jo længere om vinteren, hvilket også var til hans fordel. Af disse grunde var Aarons humør oppe på et punkt, der normalt krævede at han først var slået halvt ihjel. Hans kamp med Steve for nylig var også med til at hæve hans humør betydeligt. At der fandtes en så underholdende modstander, var helt utroligt. Han havde nær mistet livet i den kamp, men det var uden betydning. Han havde ikke haft det så sjovt siden sin kamp mod sin gamle våbenfælle, hvor de havde raseret en hel by. Kun på grund af sin trofaste ugle, Darric, der lige nu fløj over Aaron og spejdede efter modstandere, havde Aaron overlevet. Det var lykkedes Darric at fange mindre dyr på trods af sin brækkede vinge, og disse havde han bragt til Aaron, der havde næret sig med deres blod. Dette havde lige givet ham kraft nok til bringe sig af vejen, da der kom en gruppe fremmede og tog Steve med sig. Derefter var det lykkedes ham at dræbe et rovdyr, hvis blod han havde næret sig af. Det var en af fordelene ved at være vampyr. Aaron slap hurtigt af med de sår, han skaffede sig. Darric havde derimod stadig spor fra kampen i form af et ar tværs over det højre bryst. Derudover var hans vinge stadig ikke helet helt.
Med et begyndte Darric at tude, og Aaron standsede op og så sig omkring. Han fandt hurtigt ud af, hvad der havde fanget Darrics opmærksomhed, og et smil bredte sig på hans ansigt. En røgsøjle. Det betød et offer. Han begyndte straks at løbe langs floden, mens Darric fløj oven over ham. Efter et stykke tid kunne han se lyset fra bålet, og hans standsede op, trak hætten over hovedet og fortsatte i et mere roligt tempo. Endelig kom han så tæt på, at han kunne se, hvem der hvilede sig ved bålet. På afstand kunne Aaron kun identificere det som en kvinde, eller en mand med meget langt hår. Over hende lagde han mærke til en hvid fugl, der sad på en gren og holdt vagt.
Aaron havde ikke tænkt sig at afsløre sin egen identitet endnu. Han nærmede sig blot langs søens bred med et venligt smil, mens han allerede i tankerne udkæmpede et drabeligt slag med den fremmede. Han var ikke i tvivl om, at han eller hun var en kriger. Ellers ville man aldrig kunne rejse alene gennem Det Midterste Rige og overleve. Han havde allerede truffet sine egne forberedelser. På maven af den dragt af hvidt læder, Darric var iført, sad en blålig rune, hvori han havde forseglet sin magi.

((Runeristning: Istap
Kasteren udsender en spids istap.
Mp: 5

Mp tilbage: 75))

[Opal]

Kvindens navn var Opal, eller det var i hvert fald det navn hun gik under for tiden. Hun havde gennem tiden haft mange navne, i håbet om at finde et der ville føles rigtigt, men hun havde endnu ikke fundt et der føltes rigtigt. Opal havde blot været hendes navn i et par måneder, Før da havde hun præsenteret sig med navnet Ithil. Nogen ville måske finde det underligt bare sådan at skifte navn fra den ene dag til den anden, men på et tidspunkt var det bare som om Opal kom til et punkt, hvor et navn havde mistet sin styrke, og hun blev nødt til at finde et nyt. Hun vidste ikke hvor længe hun ville gå under navnet Opal, eftersom dette ganske vidst var et passende navn, men ikke det rigtige.. Hendes mørke øjne spejdede ind over bålet, ud over søen. Regnen havde efterhånden fået gennemblødt hendes krop selvom uldkappen dog varmede alligevel. Hætten var slået ned, så hendes hoved var synligt. Hendes halvlange sorte hår hang en smule slasket ned omkring hendes hoved, eftersom det også var gennemblødt. Det var et mirakel at hun overhovedet havde kunne tænde et bål, men på den anden side, hun havde efterhånden rejst i tyve år, og havde tilsidst lært at mestre de grundlæggende vildmarks frdigheder. Det var ikke sent på aftnen endnu, og derfor havde hun ikke tænkt sig at ligge sig til at sove endnu. Man vidste desuden heller ikke hvad der lurede i mørket i dette land. Hun burde måske have fundet en nogenlunde sikker kro at overnatte i, men det var svært for en person som hende, også selvom hun havde en smule penge. Derfor ville hun hellere overnatte for sig selv herude i skoven. Desuden var hun jo ikke helt forsvars løs, men i sidste ende en erfaren kriger. Hun havde også sit lange dobbeltbladede spyd liggede vedsiden af sig, hvis det skulle komme til kamp i løbet af aftnen. Hun håbede dog ikke ligefrem på det, eftersom hun ganske vidst var en nådesløs kriger, men hun følte at hun trængte til at slappe lidt af, oven på de sidste dages lange vandring, der ikke havde været uden farer. Oppe i træet lod falken, hvis navn var Ferao sine gule øjne glide rundt i mørket. De var gode, selvom mørket dog hæmmede deres syn en smule. Den fik øje på en anden hvid fugl, og under den en mørkskikkelse. Den baskede diskret med vingerne, som Opal havde lært den, hvorefter den roligt blev siddende på grenen. Opal rettede sig en smule op, eftersom hun havde hørt signalet, og rakte diskret ud efter kampstaven, mens hendes øjne begyndte at spejde efter en anden person, selvom hun dog ikke kunne se nogen.

[Aaron]

Aaron nærmede sig langsomt den fremmede. Det var en mørk nat, og mørket og regnen gjorde ham i godt humør. Mørket gav ham en fordel i kamp, da hans syn ikke var hindret af det. Regnen, for slet ikke at tale om søen, betød massere af fugt i luften, hvilket ville styrke hans magi. Hvis han, på nogen måde, kunne få ført kampen over i søen, ville det også blive til hans fordel, og ellers kunne han altid stikke af gennem den. Udøde havde ikke brug for at trække vejret, en evne, der havde reddet Aarons liv op til flere gange. Blandt andet når en eller anden idiot forsøgte at kvæle ham.
Efterhånden som han kom nærmere, fik han et tydeligere billede af personen foran bålet. Det var en ung kvinde iført en uldkappe, med en hætte, der skjulte en del af hendes fremtræden, og hun sad med et mystisk våben i hånden. Aaron standsede et stykke foran bålet og smilte venligt til hende, dog uden at vise sine tænder.
”Godaften, fremmede. Må man have lov at spørge, hvad sådan en ung kvinde laver helt herude?”
Aaron virkede venlig nok udenpå, men bag facaden kunne han ikke vente med at kæmpe mod den fremmede. Blot på den måde, hun holdt sit våben på, kunne han se, at hun kunne finde ud af at bruge det. Hvor godt, kunne han ikke vurdere, men hun havde i hvert fald en form for træning. Han havde aldrig set sådan et våben før, og han glædede sig til at se, hvordan hun ville bruge det. Det betød dog også, at han ikke med sikkerhed kunne vurdere pigens evner med det. Hendes race var også et mysterium. Hun kunne være både et menneske eller en højelver. Eller en engel, for den sags skyld. Det eneste, han bemærkede, var, at hendes hud var usædvanlig mørk, hvilket mindskede chancen for, at hun var en anden vampyr, betydeligt.
Aaron tog også et mentalt notat af skoven bag hende. Det ville også blive ganske underholdende, hvis han kunne få ført kampen derud. Der var masser af træer at gemme sig bag, hvis hun skulle vise sig for stærk i nærkamp. Hendes fugl måtte han også tage med i beregningerne. Hvis den var for besværlig, måtte Aaron skaffe den af vejen først.
Over Aaron fløj Darric rundt, mens den holdt øje med udviklingen nede ved bålet. Kampen mod Steve havde lært den, at forsigtighed var en dyd, der nogle gange kunne betyde forskellen mellem liv og død, så denne gang ville den holde sig i baggrunden og lade Aaron tage imod slagene. Han var trods alt bedre bygget til det.

((Runeristning: Istap
Kasteren udsender en spids istap.
Oplader tredje post.))

[Opal]

Langsomt begyndte Opal at kunne se omridset af den fremmede. Så havde Ferao altså haft ret. Det undrede hende dog ikke, eftersom det jo var hende der havde lært ham at gøre det. Dog var der alligevel enkelte gange opstået misforståelser, hvor han bare havde set en truende fugl, eller et andet dyr. Hun var ellers en person der havde viet sit liv til at leve alene, og havde også i de sidste mange år yndet at gøre sådan, men da hun havde fundet Ferao i vejkanten, havde hun ikke kunne undlade at hjælpe ham. Han var efterhånden kommet sig helt over den vinge han havde brækket den gang, og nu fløj han rask afsted hver dag, mens hun vandrede til fods. At få et ridedyr, havde hun enkelte gange overvejet, når vejen føltes for lang, men på den anden side, hun havde aldrig rigtig et bestemt tidspunkt hvor hun skulle være fremme et bestemt sted, og kunne derfor som regel tage sig al den tid hun lystede. Desuden kostede heste penge, medmindre man altså var en hestetyv, men eftersom hun ikke brød sig om at stjæle, og ikke var i besiddelse af særlig mange penge, var en hest udelukket. Det var måske ikke det bedste taktiske sted hun havde valgt at slå lejr. Der var ikke de store flugt muligheder, selvom hun ganske vidst kunne svømme ud i søen eller gemme sig blandt træerne, men kom det til kamp, ville hendes kampstav blive en smule svær at svinge inde blandt træerne. Derfor ville hun så vidt muligt holde sig til lysningen. Hun blev tavst siddende ved bålet mens hun fulgte den fremmedes gang mens han kom tættere og tættere på hende. Hun nikkede kort da han hilste, måske var han ikke fjendtligt indstillet, og dog stolede hun langt fra på ham endnu, hvilket var grunden til at kampstaven blev fast i hendes hånd. Hun nikkede stille til ham som hilsen, da han kom ind i bålets lys. Han lignede en form for menneske, selvom hans hud var meget bleg. Hun snerpede kort læberne sammen da han kaldte hende en ung kvinde. Ganske vidst ældede hun langsommere end andre, men hun ville efter menneskernes standart ikke kalde sig selv ung. Hun målte ham kort med blikket. "Ung er nu så meget sagt. Jeg har valgt at tilbringe natten herude.. Hvad med Jer selv?" Spurgte hun. Hendes tonefald var meget neutralt, og der var heller ikke nogen form for vrede at spore i hendes blik, endnu.

[Aaron]

Aaron smilte fortsat venligt, mens hun svarede ham. I mellemtiden kastede han et bedre blik på hende. Hun brød sig tydeligvis ikke om at blive kaldt ung, lagde han mærke til. Derudover var hun ikke fjendtlig, men hun var heller ikke venligt stemt endnu. Aarons blik gled op til fuglen, der sad på grenen over hende.
”Det er et smukt dyr.” Sagde han idet han nikkede til den. Forhåbentlig ville han kunne aflæse noget om hendes forhold til fuglen i hendes svar.
Derefter rettede han atter blikket imod hende, idet han besluttede sig for at svare på hendes spørgsmål.
”Åh. Jeg er blot en fattig og våd rejsende.” Sagde han med et trist smil. ”Jeg så røgen fra bålet, og så tænkte jeg om ikke jeg kunne få noget at spise her?”
Efter flere hundrede års træning var Aarons blevet en ganske god skuespiller, og nu spillede han rollen som en stakkels, fattig rejsende fuldt ud. De fleste andre ville afvise ham med det samme. Folk havde det med at tage hele hånde, hvis man rakte dem så meget som en finger. Pigens svar interesserede ham dog ikke det fjerneste. Hendes skæbne var allerede beseglet. Lige nu skulle han blot have nogle informationer, han kunne fordøje, samt skabe den rette stemning til kampen. Aaron brød sig ikke om at gå på sit offer med det samme. Han skulle først lege lidt rundt med dem og gøre dem klar på, at de skulle kæmpe nu. På den måde fik begge perter også nogle informationer om den anden, som de kunne arbejde med.
Pigens race var han dog endnu ikke sikker på. Han gættede på, at hun var et menneske fra Det Sydlige Rige, på grund af hendes mørke hud. Hun kunne dog som sagt også være en elver.

((Runeristning: Istap
Kasteren udsender en spids istap.
Oplader fjerde post.))

[Opal]

Opal sænkede ikke paraderne endnu, selvom hans smil ganske vidst var venligt og indbydende. Hun var for det meste en person der holdt sig for sig selv, men hvis folk slev opsøgte kontakt, kunne hun ikke lade være med at acceptere det, og høre havde personen havde at sige. Hun kiggede selv kort op, da han komplimenterede Ferao, der stolt sad på sin gren, som om han havde hørt komplementet, selvom dette dog bare var hans normale holdning. Hun nikkede stille. "Det har I ret i.. Man ser ikke mange af den slags dyr.." Sagde Opal, og mente Feraos hvide farve, hvilket var meget sjældent blandt jagtfalke. Hun var desuden også meget høflig, eftersom hun ikke så nogen grund til at være andet. Siraja havde altid lært hende at det var sådan man talte til fremmede, indtil man lærte en person bedre at kende. Hendes blik faldt igen på ham, mens han valgte at besvare hendes spørgsmål. Han var åbenbart også en fattig våd rejsende, som hende selv. Hun overvejede kort hans anmodning om mad. Hun havde ganskevidst næsten lige fået fyldt sin mad sæk, men der kunne godt gå lang tid før hun fik fyldt den igen. Alligevel valgte hun dog at trække den frem under sin uldkappe, som var det tørreste sted hun kunne finde, og rakte ham en humpel brød, og et stykke tørret kød. Det var ikke meget, men hun måtte også tænke lidt på sig selv. "Det er ikke meget, men mad kan være svært at skaffe i dette land" hun havde allerede selv spist tidligere, suppleret med en due hun havde stegt over bålet. Det var ikke det mest kødrige dyr, men ovenpå et par dage med tørret kød, var det rart at få noget frisk. Mens hun fandt maden, blev hun nødt til at slippe sit våben, men det lå hele tiden for hendes fødder, klar til brug, hvis han skulle prøve på noget. Efter hun havde pakket madposen sammen igen, søgte hendes hånd igen ned, og greb om våbnet, mens hendes øjne fortsat betragtede ham. Hendes øjne var vagtsomme, og intelligente, og der var endnu ikke nogen former for fjendtlighed i hendes blik.

//Opals hud er faktisk temmelig bleg, trods hendes mørkelverblod, har bare lagt mærke til at du har beskrevet den som mørk..

[Aaron]

((Ok. Jeg er kommet til at læse det som om det er i forhold til mørkelvere ))

Aaron så på med et sultent blik, mens Opal pakkede maden sammen. Dette var ikke noget, han behøvedes at spille. Han var sulten, og han glædede sig til at sætte tænderne i hende. Var man opmærksom, ville man også lægge mærke til, at hans blik ikke hvilede på pakken.
Han tog imod den med et smil og kiggede på den med et skævt smil.
”Jeg takker meget for deres venlighed.” Sagde han med en rolig stemme, hvorefter han uden videre kastede pakken ud i søen. Derefter så han på hende med et grumt smil, der afslørede hans spidse tænder. ”Men jeg foretrækker nu noget mere… saftigt.”
Hurtigt begyndte han at fremsige formularer, mens hans mana begyndte at strømme igennem ham. Pigen var allerede på vagt, så hun ville snart være efter ham, men han ville alligevel have et par sekunder før hun kom så langt. Han mærkede manaen strømme ud fra hans krop og fange fugten i luften, som den omskabte til en tyk tåge. Dette var Aarons stærkeste magi. At kunne ændre vilkårene i en kamp kunne være et forfærdeligt stærkt våben, hvis det blev brugt på den rette måde.
Aaron bevægede sig nu hurtigt baglæns, mens han omhyggeligt sørgede for at bevæge sig væk fra bålets varme. Han fandt atter frem til sin mana og med nogle få ord sendte han en spids istap mod det sted, hvor pigen før havde befundet sig. Han var ikke i tvivl om at hun ville komme med et modangreb, så snart hun kunne. Forhåbentlig ville tågen dog bidrage til at forvirre hende, så Aaron ville få noget tid at handle i.
I mellemtiden landede Darric på en højtliggende gren på et af træerne i den nærliggende skov. Det havde været et problem at finde et sted, at lande i tågen, men heldigvis var han vandt til det. Så længe tågen var det, kunne han ikke hjælpe Aaron. I den tid kunne han kun vente.

((Runeristning: Istap
Kasteren udsender en spids istap.
Oplader femte post.

Tågeslør
Kasteren indhyller et større område i en tyk tåge. Tågen forsvinder igen efter 4 posts.
Mp: 20

Istap
Kasteren udsender en spids istap.
Mp: 5

Mp tilbage: 50))

[Opal]

Opal var midt i et venligt nik, da han takkede for maden, da han lige pludselig kastede det i vandet, og istedet afslørede sin race, ved at blotte sine hugtænder. Det tog hende ikke mange splitsekunder at regne ud at fyren her var vampyr. Hun kunne også regne ud at han nok havde slette hensigter, eftersom hans smil var grumt, og desuden hentydede hans efterfølgende ord tydeligt til at han hellere ville have at hun blev hans aftensmad. Det skulle han dog ikke få lov til, ikke uden kamp i hvert fald. Hun fnøs kort. "Det skal I ikke gøre Jer nogen forhåbninger om at få fra mig.." Hendes tonefald var på få sekunder blevet koldt. Hun havde vidst sin venlighed overfor ham, og givet ham mad, hvorefter han bare havde valgt at skide højt og flot på det. Han kunne da i det mindste have afsløret hans rigtige intentioner, så hun selv ville have mad til en dag mere, hvis denne nat altså ikke endte med at han drak alt hendes blod, og lod hende ligge og dø i fred. Hun ville ikke starte med at undervurdere ham, selvom hun også selv var en stærk kriger. Hurtigt var hun på benene mens hun betragtede ham i skæret fra bålet. Dette fik hun dog ikke lov til at gøre særlig længe, eftersom en tyk tåge i samme nu begyndte at hvirvle frem. Den måtte være fremmanet af ham, eftersom tåge ikke bare kom sådan uden videre.. Det så åbenbart ud til at blodsugeren også praktiserede magi. Ganske vidst havde hun ikke set nogle våben på ham endnu, hvor hendes eget havde været ganske tydeligt. Hun vidste at han nu i stor grad havcde fordelene.. Han kunne se i mørket, og desuden var han forberedt på at kæmpe i tågen, det var ikke noget hun gjorde tit.. Hun holdt sit dobbelbladede spyd klar, mens hun ventede på hans træk. Det her var hans angrebsmåde, derfor ville hun vente og se hvordan han brugte den. Ferao sad på sin gren og kiggede ned i tågen. Opal havde lært ham kun at angribe, hvis hun sagde han skulle, og han havde endnu ikke modtaget noget signal. Istedet holdt han skarpt øje med den anden hvide fugl. Hans første angreb kom dog hurtigere end hun havde troet, eftersom der ud af tågen kom en skarp istap. Hun havde dog hørt ham udtale et par ord, på et sprog hun var meget sikker på var Arkanisk, magiens sprog, som hun også selv havde et svagt kendskab til. Hun vidste dog ikke hvad han havde kastet, før istappen var få centimeter fra hende. Hun havde pr. refleks flyttet en lille smule på sig, men istappen kunne dog alligevel ikke undgå at snitte hendes venstre arm. Hun gispede kort af smerte, selvom det ikke var dirkete slemt. Hun ville godt kunne kæmpe videre, i øjeblikket. Der var dog blevet lavet en flænge i hendes kappe, og en svag flænge i hendes arm, hvor en smule blod begyndte at pible frem.

[Aaron]

Aaron bredte sine læber i et tilfredst grin, da han hørte pigen gispe. Han gættede på, at det betød, at hun var såret. Det var dog kun et overfladisk sår, med mindre hun var ekstrem hårdfør. Ellers ville hun have givet mere lyd fra sig. Han dykkede ned i sin mana og hvislede hurtigt endnu en række formularer, hvorefter han sendte endnu en istap af sted mod det samme område. Det ville være mere tvivlsomt, om den ramte, da pigen sandsynligvis havde flyttet sig, men det var en rimelig chance, og ethvert angreb kunne komme til at tælle i denne kamp. Det eneste problem var, at pigen ville kunne lokalisere hans position ud fra hans stemme, når han hvislede formularen, og desuden ville hun kunne give et godt gæt på, hvilken retning han bevægede, hvis hun lagde det sammen med den retning, det forrige angreb kom fra. Derfor skiftede Aaron straks retning og begyndte at siksakke ned mod vandet. Han løb så hurtigt han turde. Hvis pigen kunne høre hans skridt, ville han komme i problemer. Samtidig lyttede han opmærksomt efter lyden af hendes skridt. Han elskede denne form for kamp. Hele tiden måtte man holde sig i bevægelse, og samtidig undgå at blive opdaget, og man måtte gribe enhver chance for at få et angreb ind. Lige nu havde det dog kun til formål at svække hans modstander. Man skulle være enten meget dygtig eller meget heldig for at dræbe en modstander under disse forhold, men alt kunne jo ske. Det var det, der var så spændene ved det. Desværre havde svage folk det med at gå psykisk ned. Aaron hadede den slags. Det var ligesom at få et sjovt stykke legetøj, der gik i stykker dagen efter. Forhåbentlig var pigen her stærkere.

((Runeristning: Istap
Kasteren udsender en spids istap.
Oplader sjette post.

Istap
Kasteren udsender en spids istap.
Mp: 5

Mp tilbage:45))

[Opal]

Opal skyndte sig at flytte sig. Hun vidste ikke om han kunne se i tågen eller ej, men hvis han ikke kunne, ville det være dumt at blive stående det samme sted, så han kunne kaste med mere is. Hun sandede at dette var et klogt træk, eftersom hun kort efter hørte en istap hvisle forbi sig, en meter væk. Hun havde heletiden det store dobbelbladede spyd klar, med begge hænder placeret fast omkring håndtaget. Hun var tæt på at kaste en tordenkugle efter ham, men hun ville hellere vente med sine magiske triks, til hun vidste hvor hun kastede dem hen, og så han måske ville starte med at undervurdere hende, eftersom han bare ville tro at hun var en normal kriger. Det var heller ikke meget magi hun praktiserede. Kun tordenkuglen, hun havde lært af Siraja, eftersom hun også mente at hun skulle kende til en smule magi. Hun troede dog at hun nogenlunde havde hans position, at dømme ud fra istappens retning, og lyden af hans stemme. Han havde dog også ben, hvilket betød at han også var istand til at bevæge sig rundt i tågen. "Fortæl mig hvem du er!" Råbte hun, både for at få ham til at tale, og fordi hun egentlig havde en interesse i at vide hvem hendes angriber var. Navne havde nemlig en stor betydning for hende. Hun ville vide hvem han var, og ikke bare hvad han hed, der var en forskel. Hun havde også påtaget sig et navn, men det var ikke endegyldigt den person hun var. Hun følte endnu ikke at han legede med hende, eftersom hun selv mente at hun havde kontrol over situationen. Hun begyndte at bevæge sig ned imod den retning hun var sikker på var søen, eftersom hun ville væk fra bålet, så hun ikke pludselig risikerede at træde ind i det.

[Aaron]

Aarons læber bredte sig i et ondskabsfuldt smil, da pigen begyndte at råbe efter ham. Perfekt! Pigen forstod at skabe den rette stemning. Nu kunne han rigtig give den som den mystiske, uhyggelige vampyr, der jagede en lille, skræmt pige, udover at den fremmede ikke var lille, og tydeligvis heller ikke speciel skræmt, hvis man da skulle dømme ud fra stemmen. Tværtimod lød hun fattet og rolig. Dette glædede Aaron usigeligt. Pigen havde tydeligvis en stærk mentalitet, og det øgede chancerne for at hun også havde en stærk krop. Så måtte det blive den mystiske, uhyggelige vampyr mod den tapre, modige krigerinde. Akkurat som Aaron foretrak det.
Han drejede med et skarpt til højre og løb nogle meter, før han standsede op og svarede hende med en lav, hvislende stemme. ”For dig er jeg Jægeren.”
Derefter løb han skråt tilbage, så han atter havde kurs mod søen. Hvis pigen gik efter hans stemme, ville hun nu komme på afveje, og hun ville ikke kunne genere ham, mens han blev færdig med sit ærinde. Han var ikke sikker på, om hans plan var ekstremt dum, eller om den ville holde, men sådan var det med mange ting. For at være en god kriger måtte man nogen gange gribe til utraditionelle metoder.
Med et hørte Aaron et lavt plask, samtidig med at han mærkede sin ene fod blive våd. Han smilte grumt og trak hurtigt sin kutte over hovedet. Endelig var han ved søen. Med en hurtig bevægelse bøjede Aaron sig ned og slog sin kutte mod vandet, så det gav et højt plask. Han sørgede for at kutten blev helt våd. Så trak han den op, hvorefter han hurtigt løb op ad vandet og i den retning, han regnede med at bålet var, med sin våde kutte i hænderne. I tågen ville han ikke kunne finde bålet med sine øjne, men han ville kunne mærke dets varme, når han kom tæt på.
Nu, da Aaron ikke længere havde sin kutte på, kunne han med et mærke regnen ramme sin krop og gennembløde den tynde trøje, han havde på. Det var derfor først nu, han mærkede, hvor koldt der egentlig var. Det var dog uden betydning. Han ville snart kunne nyde pigens dejlige blod og desuden havde han en varm kappe, som hun ikke ville få brug for efter kampen. Aarons fod, der var blevet dyppet i søen, stod det lidt værre til med, men så længe han kunne bruge sine hænder, regnede han ikke med at få alvorlige problemer, og disse var stadig dækket af hans tykke læderhandsker.

((Runeristning: Istap
Kasteren udsender en spids istap.
Oplader syvende post.

2 posts til tågen forsvinder.))

[Opal]

Frygt var ikke en følelse Opal besad. Aldrig havde hun rigtig frygtet noget, så vidt hun vidste. Hun havde set små børn fare op for rotter og edderkopper, men eftersom hun ikke havde nogen ide om hvad der var sket i hendes barndom, var hun også lykkeligt uviden om, om hun havde været bange for noget. Hun var nemlig ikke noget lille barn. Selvom hun blot så ud til at være en ung kvinde i starten af tyverne, var hendes sind omkring femten år ældre. På grund af sortelverblodet ældnede hun nemlig langsommere, og hun havde da også på fornemmelsen at hun var blevet skænket et længere liv end normale mennesker. Dog var han en vampyr, og selvom han ikke så ud til at være specielt gammel, kunne han sagtens være det, eftersom de udøde ikke faldt for alderdommens hånd, som mennesker var dømt til at gøre. Det kunne godt være at han betragtede sig selv som umådelig gådefuld, fordi han kunne flagre rundt i en smule tåge, og prøve at forvirre ham. Det skulle han ikke slippe af sted med. Ganske vidst kunne hun ikke se en hånd for sig, men eftersom hun var vokset op i undergrundens mørke, var hendes sanser skarpe. Det lå dog også til sortelverne generelt at have skarpe sanser, det havde Siraja i hvert fald lært hende. Hun løftede et smalt sort øjenbryn da han kaldte sig selv for jægeren. Han var vidst virkelig opsat på at få hende til aftensmad.. Dog ville de snart finde ud af hvem der jagtede hvem, eftersom hun var ret sikker på at han ikke ville stoppe, før hun enten uskadeliggjorde ham, eller han uskadeliggjorde hende. "Nu får vi at se.." Sagde hun koldt. Hun havde intet til overs for denne skabning, eftersom han først og fremmest havde misbrugt hendes gæstfrihed, hvorefter han havde angrebet hende. Hun vendte sig kort om da hun hørte at det plaskede i vandet. Han var åbenbart nået ned til søen. Dog ville hun ikke følge efter ham derned. Hvis han ville plaske rundt i vandet skulle han være velkommen til det. Hun skulle ikke nyde noget, eftersom hvis man først blev helt våd i denne kulde, kunne man ligeså godt ligge sig ned, og fryse ihjel. Ganske vidst havde uld den fremragende egenskab, at det kunne varme selvom det var vådt, men hvis man ikke havde et bål, ville natten, selv med en uldkappe blive kold. Hun vendte sig om. bålet! Eftersom himlen var overskyet, var bålet den eneste lyskilde, og da hendes øjne ikke kunne se i mørke, havde han en gevaldig fordel hvis hun ikke kunne se. Hvor var det bål henne? Hun vidste ikke om han var kommet op af vandet, men for en sikkerheds skyld, begyndte hun at bevæge sig tættere på den svage varmekilde hun kunne føle ikke så varmt væk. Hun var ikke helt dum.

[Aaron]

Aarons hjerte hamrede i brystet på ham, mens han bevægede sig gennem tågen og mærkede, hvordan hans krop langsomt blev kølet ned. Han ville være tvunget til at bevæge sig resten af kampen, for ikke at blive for kold, men det var for sent at tænke over konsekvenserne af hans handling nu, og han var desuden ret sikker på, at pigen ikke ville lade ham stå stille for længe ad gangen. Det ville dog gøre det sværere at bevæge sig lydløst resten af kampen, og dermed eliminere noget af den fordel, han håbede at opnå.
Endelig synes han, at han kunne mærke bålets varme, og han bevægede sig hen imod det. Snart efter kunne han også høre ilden, og ikke lang tid efter stod han foran bålet. Varmen stak i hans våde og forfrosne krop, men han tvang sig selv til at ignorere det. Med en hurtig bevægelse hævede han sin kåbe som et tæppe, og slog den derefter ned mod ilden. Den lagde sig over bålet, og Aaron trådte hurtigt op på den og trampede på den, for at være sikker på at kvæle ilden helt. Det var på et hængende hår, for den tåge, der havde skjult hans handlinger indtil nu, ville snart forsvinde. Han havde dog lavet tilpas larm, da han hoppede på bålet, til at hans modstander ville kunne høre ham. Han kunne blot håbe på, at hun befandt sig langt væk.
Han var ikke sikker på, om han havde givet sig selv en fordel eller ej. Nok kunne han se i mørke, men han havde brugt en del mana på det, og hans krop var gennemblødt. Det værste, der kunne ske, var, hvis pigen også kunne se i mørke. Det ville have gjort alle hans anstrengelser forgæves.

((Runeristning: Istap
Kasteren udsender en spids istap.
Oplader ottende post.

1 post til tågen forsvinder.

Mange gange undskyld fordi det tog så lang tid.))