Drageturneringen – 2. kamp [Q]

[Guderne]

Det var en kold vintermorgen, og en mild regn faldt over Quinhang og gennemblødt langsomt alle, der var mødt op for at overvære kampen. Af den grund var de fleste blevet inden døre. Det var alligevel svært at følge med i kampene, da arenaerne hang flere meter over jorden, båret af de to enorme stendrager, og tribunerne var forbeholdt mere betydningsfulde indbyggere og gæster. De var til gengæld alle mødt op, spændt på hvem dagens vinder ville blive. De var dog ikke i speciel godt humør grundet det dårlige vejr, og der var generelt en utilfreds og irriteret stemning. Med et blev alles blikke dog samlet af en række griffe, der dukkede op på himlen. Efterhånden som griffene nærmede sig, kunne man se, at de bar Kongens banner og rustning, og man kunne da også tydeligt se, at rytteren af den største grif var ingen anden en Kong Mao-Hang af Quihang. I flere årtusinder havde det været en tradition, at Quihangs nye konge skulle drikke drageblod, og det kunne tydeligt ses. Mao-Hang var ikke længere menneskelig. Han havde gyldne skæl, skarpe kløer og tænder, endog vinger og en lang hale. Han var også et imponerende syn, da han var over to meter høj og bredere end de fleste mennesker.
Kongen og hans følge fløj dog ikke straks ned til de andre adelige på tribunerne. I stedet kredsede de rundt oppe i luften, mens Kongen hævede sine hænder mod himlen. Snart efter begyndte skyerne at sprede sig, og gøre plads for solen. Dette udløste en høj begejstring fra menneskerne under arenaen og de adelige klappede også, men de fleste af dem lod sig ikke narre så let. Kongen var kendt for sine kræfter til at manipulere med vejret. Der skulle mere end det, til at gøre indtryk på det. Nogle af dem misundte ligefrem Kongen. Kongens udseende og evner havde mange fordele, og den slags numre sikrede ham fuld opbakning og loyalitet blandt byens indbyggere.
Da Kongen endelig havde udført sit nummer, fløj han og hans følge ned til tribunerne og fandt sig til rette på den plads, der var reserveret til dem. Mao-Hang så frem til dagens kamp. Han var dog også lidt spændt. Det var en speciel kamp. En af deltagerne var en nekromantiker, og endda en djævel, hvilket gjorde blasfemien endnu værre. Det havde chokeret Kongen og hans rådgivere, da en kætter af det format havde udvist den frækhed at tilmelde sig turneringen, og de fleste havde helst set, at Kongen straks lod ham henrette. Det havde Kongen dog afvist. I stedet ville han bruge kætteren til sin egen fordel. Indtil nu havde han betalt alle nekromantikerens modstandere for at slå ham ihjel, men til hans store ærgrelse havde de alle vist sig for svage, og en efter en havde nekromantikeren besejret dem med sine evner. Kongen måtte til sin ærgrelse indse, at nekromantikeren havde god grund til at være sikker på sine evner, men Kongen var alligevel fast besluttet på at få ham ned med nakken, og i dag følte han sig sikker på, at det ville lykkedes. Nekromantikerens modstandere var langt stærkere end nogen, han før havde stået over for. Den ene var en meget talentfuld mørkelver magiker. Det var sjældent man så mørkelvere på overfladen, og på grund af deres fremmedartede natur og grusomme love og skikke brød Kongen sig ikke om dem, men han havde stor respekt for deres magiske kundskaber, og mørkelveren havde da også fejet de fleste af hans modstandere af vejen med sine mægtige, magiske evner. De tidspunkter, hvor mørkelveren fik problemer, var først og fremmest når han blev tvunget i nærkamp. Kort før kampen havde en af Kongens budbringere tilbudt mørkelveren en imponerende sum penge, hvis han til gengæld ville gøre det af med nekromantikeren. Kongen regnede med, at mørkelveren ville acceptere, da ikke engang mørkelvere kunne være så forskruede at støtte nekromantikerne, da det jo ville være det samme som at lægge sig ud med guderne. Alligevel havde han større tiltro og forhåbninger til den tredje deltager i kampen. Det var en ung, kvindelig samurai, der havde besejret sine modstandere med sin imponerende sværdkunst. Hun var uerfaren, men det var tydeligt at hun en dag ville blive en dygtig kriger, og til Kongens store glæde var hun fra Quihang. Kongen mente normalt at kvinders plads var i hjemmet, men denne krigerinde var dygtig, og desuden var hun den eneste fra Quihang, der stadig var med i turneringen, og han håbede derfor i al hemmelighed, at hun trods alt ville klare sig til finalerne. Han var desuden sikker på, at hun ikke ville vove at gå imod den budbringer, der kort forinden kampen havde beordret hende at dræbe nekromantikeren, og lovet hende en god sum penge, hvis hun gjorde det.
Kongen så hen på en af sine mænd på den modsatte tribune, og nikkede til ham, hvorefter denne højt bekendtgjorde, at deltagerne skulle indfinde sig på banen. Derefter lænede han sig tilbage i sin stol og ventede tilfreds på, at den første deltager skulle klatre op af en af de to stendrager, der holdt arenaen. Reglerne i kampen var enkle. Den, der faldt ned fra arenaen, gav op eller mistede bevidstheden, tabte. Drab var normalt forbudt og medførte diskvalificering, men i nekromantikerens tilfælde ville Kongen gøre en undtagelse.

[Shailiha]

Shailiha stod og hoppede lidt op og ned på stedet for at holde varmen og sætte blodomløbet i gang, mens hun fraværende rullede med skuldrene og bevægede hovedet fra side til side for at løsne musklerne. Det røde hår var trukket tilbage i en stram hestehale for at holde håret væk fra hendes ansigt, og den bløde støvregn fik det til at klæbe til hendes ansigt som et ekstra lag hud. I det mindste havde regnen endnu ikke nået at gennembløde hendes tøj; i dagens anledning en mørkegrøn fløjlsskjorte der matchede hendes øjne og tilhørende sorte bukser. Tøjet var af et smalt design der lagde sig tæt om hendes krop, ikke så meget fordi hun ville vise sine former - Aria vidste det ikke var det hun havde mest af - men fordi det ville give hende mest bevægelsesfrihed, og hvad hun havde set af sine modstandere så ville hun få brug for alle de fordele hun kunne skaffe sig.
Synet af griffene der fyldte himlen distraherede hende et kort øjeblik fra den foregående kamp, hvor hun faktisk helt glemte at være nervøs. Ubevidst holdt hun vejret og betragtede betaget de majestætiske dyr nærme sig arenaen - for et øjeblik fem år igen og fyldt med fascination over synet. Tænk hvordan det måtte være at flyve på den måde! Hendes blik blev fanget af dragefyrsten, og hun betragtede ham fascineret mens skyerne langsomt trak sig tilbage og lod solen komme frem for at kærtegne hendes ansigt. Et smil spillede omkring hendes læber mens hun fulgte ham med øjnene... selv hvis hun ikke vandt, så ville det have været det hele værd bare at komme så tæt på kongen. Besat som hun var af drager, havde hun altid været utroligt fascineret af fyrsten, da han var noget af det tætteste man kom på en sammenblanding af drager og mennesker.
Da en høj stemme bekendtgjorde at deltagerne skulle befinde sig på banen, snoede hun sig ud af kappen hun bar om skuldrene og gav den til den ventende tjener der var blevet stillet hende til rådighed for dagen. Hun tog en dyb indånding i et forgæves forsøg på at stryge sine flodsede nerver med hårene, og småløb derefter hen til stendragen. Hun havde altid ment det var en underlig tradition at man skulle forcere dragen for at komme ind i arenaen, men traditioner var vel traditioner, og desuden havde hun ikke meget valg hvis hun rent faktisk ville ind i arenaen, da der ikke var andre veje. Hun havde da også besteget den mange gange, og denne gang opstod der heller ikke nogen specielle problemer. Som sædvanligt balancerede hun sig vej op langs den snoede hale, og da det begyndte at blive mere stejlt begyndte hun at gribe fat i takkerne der løb hele vejen op langs kreaturets rygrad. Musklerne der arbejde i perfekt harmoni fik hende til at slappe lidt mere af, og til sidst nåede hun da også toppen hvor hun blev mødt med et brøl af hujen og klapsalver som den første deltager på banen. Hun kunne ikke modstå et smørret grin mens hun løftede sin arm for at hilse på de mange mennesker - mest adelige - der var mødt op. Det ironiske var at i denne kamp var hun en af publikums favoritter; ikke fordi hun var den mest populære, da der var mange der mente at kvinder ikke hørte sig til i kamp, men fordi hun var den mindst upopulære. De elskede hende simpelthen fordi hun trods alt var bedre end en mørkeelver og en nekromantiker. Med påtaget afslappethed indtog hun sin plads, og bukkede i retning af fyrsten for at vise hun var klar til at starte kampen.

[Malekith]

Malekith var begyndt at forsere den drage han skulle op af for at nå arenaen. Han tog det stille og roligt, det var ikke nogen grund til at spille kræfterne på at stresse afsted så han ville få en ulempe mere i selve kampen. Han havde nok i solen skulle han mene, heldigvis var det vinter og solen var ikke særligt skarp, så det ville næppe blive et problem. Han havde allerede forberedt to energikugle runer, en i hver handske det var jo en fordel at lade den slags lade op, og han regnede med at han kunne få brug for al den kraft han kunne få i sine disse energikugler senere i kampen, han skulle trods alt slås imod Shailiha og en eller anden nekromantiker der var hovmodig nok til at praktiserer sit håndværk til en turnering. Og kongen havde tilbudt ham penge for at slå manden ihjel under en turnering hvor man ellers ikke slår ihjel. Han havde set sig nød til at afslå tilbudet, han manglede ikke penge. Men til gengæld havde han givet budbringeren besked om at han gerne ville slå nekromantikeren ihjel efter turneringen, under turneringen måtte der gælde de samme regler for alle uanset at de var en hån imod guderne eller ej. Hvad var det også for en barbarisk skik at gøre henrettelse uandset forbrydelsen til underholdning, ikke at selve det at se folk slås ikke var slemt nok, men at se folk slå andre folk ihjel. Iblandt hans folk tjente død altid et formål, og folk der skulle dø blev slået ihjel til at tjene formålet. Om det så var en offentlig henrettelse med tortur med døden til følge for at afskrække andre fra at begå den samme forbrydelse eller et snigmord for at eliminerer en politisk rival. Der var altid et formål og dette formål var ingenlunde at blive underholdt.
Malekith nåede langt om længe toppen af statuen, Shailiha var som han havde forventet nået toppen før han selv var, nekromantikeren havde ikke vidst sig endnu, Malekith kiggede rundt på tilskuerne med en svagt skjult væmmelse i blikket, inden bekendt gjorde at han var klar til at lade kampen gå igang. Hans formål her var ikke kampen i sig selv, han havde håbet på at kunne finde en kraftfuld magiker der kunne undervise ham i en disciplin han ikke selv beherskede endnu. Indtil videre var dette ikke lykkedes, desvære men hvis han nåede finalen ville der være håb om at den anden finalist ville være det hele værd.

((runeristning 1: Energikugle
Kasteren udsender en kugle af ren energi. Kuglen virker som et hårdt slag ved kontakt.
Mp: 5

runeristning 2: Energikugle
Kasteren udsender en kugle af ren energi. Kuglen virker som et hårdt slag ved kontakt.
Mp: 5

Mp tilbage: 130))

[Aliestor]

Aliestor var ikke helt tryk ved situationen, han vidste udemærket godt hvor hadet hans slags var. Da han tilmeldte sig tourneringen havde han regnet med at han kunne melde sig som menneske og magiker da han ville kunne kamuflere sine hjælpere men nej. Kongen havde folk til at gennemskue ham selvom han brugte et andet alias blev han tilmeldt under navnet Aliestor Sanguis arving til Sanguis Villaen i Midtlandet, ud over det blev der også skrevet nekromantiker og djævel.

Han havde ikke klædt sig som en traditionel magiker ville gøre og han var heller i fysisk svag i forhold til traditionelle mekromantikere. Han bar mørke bukser med god bevægelighed, den slags flere munkeordener af de mørke guder bærer, ud over det en polo som var med snore i stedet for knapper, Aliestor havde flået snorene af da de ville give ne fjende i nærkamp en stor fordel.
ud over det bar han en mørk kappe med ærmer.

Aliestor gik stille og roligt hen til stendragen *Mærkelig tradition at skulle forcere en kæmpe stendrage* Han vuderede dragen en gang mere før han besluttede sig for at kravle op ved en af benene da de næsten lignede trapper.
Han gik hen til næseborene, smed kappen og holdt en arm lysende af mørk magi i vejret som tegn til at han var klar. Han så slet ikke ud til at fryse.

[Guderne]

Kong Mao-Hang ventede tålmodigt, mens deltagerne en efter en indfandt sig på banen. Allerede før de klatrede op ad stendragerne kunne han høre hvem de var, på reaktionerne fra den mindre fine del af publikum, der befandt sig under arenaen. Den første var samuraien. Det var tydeligt at hører på den jubel, han kunne høre, da hun begyndte at forcere dragen, og han kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Derefter kom mørkelveren. Ved ham begyndte folk at mumle og småsnakke, og nogle enkelte råbte ad ham. Han var dog ikke kampens største skurk, så han slap billigt. Nekromantikeren kunne Kongen dog ikke høre på det, folk sagde, men på den øjeblikkelige, fjendtlige tavshed, der lagde sig over banen. Folk holdt med det samme op med at snakke, og Kongen kunne forestille sig, hvordan deres hadefulde blikke fulgte nekromantikeren. Først, da alle tre deltagere havde betrådt arenaen, rejste Kongen sig. Han så nu hver enkel deltager an. Først samuraien. Hans blå øjne mødte hendes grønne øjne, og han smilte venligt, hvorefter han nikkede anerkendende. Derefter så han på mørkelveren med et nådigt blik. Det var svært at se, hvad denne tænkte, men han havde endnu ikke givet kongen grund til at vise ham fjendskab, så han dømte ham ikke endnu. Kongen nikkede også til ham. Til sidst så han på nekromantikeren, og nu var al venlighed forsvundet fra hans blik, der var koldt og uforsonligt. Kongen ønskede ikke at nekromantikeren skulle være i tvivl om, at Kongen ønskede ham død hurtigst muligt, selv om han havde deltaget i turneringen indtil nu. Kongen nikkede heller ikke til ham, som ved de andre deltagere, men nøjedes med at nedstirre ham. Endelig så han over på den anden tribune og nikkede til den samme soldat, der havde bedt deltagerne indfinde sig på arenaen. Soldaten remsede nu reglerne op i et par minutters tid, hvorefter han erklærede, at kampen kunne begynde. Kongen havde i mellemtiden sat sig roligt ned, og fulgte nu spændt deltagerne med øjnene. Han havde endnu ikke fået at vide, om mørkelveren og samuraien ville følge hans ordre og slå nekromantikeren ihjel. Han regnede dog ikke med andet og forventede, at de straks ville gøre kort proces med ham, så den egentlige kamp kunne begynde.

((Det var den sidste post herfra. Nu fungerer det her som en normal kamptråd, hvor i er de eneste, der skriver.))

[Shailiha]

Shailiha trak sit sværd og lod det feje gennem luften i to brede sving, for at være sikker på hun havde balancen, samt for at lade den stille hvislen af klingen der skar igennem luften berolige hende. Ventetiden var altid værst, og hun længtes efter den hektiske klarhed kampens adrenail-rush altid bragte. Hurtigt tjekkede hun at hendes våben var parate og nemme at komme til; udover sit sværd bar hun i dagens anledning to knive i bæltet, samt en daggert hun havde spændt fast mellem skulderbladene (det komplicerede system lavet af remme en gave fra Samuel). Daggerten var længere end kniven, klingen næsten en fod lang, og skæftet var placeret ved hendes lænd så hun nemt ville kunne nå den ved at smyge hånden under trøjen. Hun vidste udmærket at hun ikke havde megen forstand på knivkamp, men ekstra våben kunne aldrig skade i forhold til denne kamp nok ville vare et stykke tid.
Hun løftede blikket da henholdsvis Lyrios og nekromantikeren - hun havde erfaret at hans navn var Aliestor - indfandt sig på banen. Lyrios' blik mødte hun med et kort nik og et skævt lille smil der forrådte hendes blandede følelser. På den ene side brød hun sig ikke om at skulle kæmpe mod manden hun var kommet til at respektere og endda lide - dette var trods alt ikke nogen træningskamp med sløvede sværd, og hun var ret sikker på hun ikke ville kunne få sig selv til at såre Lyrios alvorligt. Men på den anden side var hun nysgerrig, og hun så frem til at krydse klinger med mørkelveren for at se hvem der egentlig var bedst.
Hendes blik gled videre til Aliestor, og det skæve smil forsvandt. Også ved udsigten til denne kamp holdt hun blandede følelser. Kongens budbringer var så sent som dagen før dukket op med et tilbudt hun vidste var en forklædt ordre - nemlig at hun skulle slå kætteren ihjel. Endnu havde hun ikke taget stilling til hvad hun skulle gøre ved dette, og hun vidste godt at hun havde udskudt beslutningen fordi det ikke var en hun havde lyst til at tage. På den ene side gik det hende imod at slå nogen ihjel for penge, eller blot fordi de var hvad de var - det var trods alt hende der var trådt ind for at redde en mørkelver fra hendes egen race. På den anden side var han en nekromantiker, en skændsel i gudernes øjne, og hun vidste at havde hun mødt ham uden for arenaen ville de sikkert være endt i en kamp på liv eller død. Måske var det bare tanken om at slå ihjel foran alle de mennesker - som var det en scene i et teater - der efterlod en besk smag i hendes mund.

Som kongens soldat begyndte at opremse reglerne, skubbede hun overvejelserne til side - måske de slet ikke blev relevante, man vidste jo aldrig om hun var den der ville ende med at få sin bagdel serveret til sig selv på et sølvfad - og lyttede tavst. Den sidste regel, den der sagde at drab var forbudt, bragte et lille morbidt smil til hendes læber ved ironien. Så blev signalet givet for at turneringen kunne starte, og hun vendte hele sin opmærksomhed mod den forestående kamp. Hun var den eneste kriger af de tre, og derved også den eneste der generelt kun kunne angribe en ad gangen - og desuden den eneste der ikke havde nogen langtrækkende våben. Med sammenbidte tænder havde hun for længst erkendt overfor sig selv at når hun angreb en af sine modstandere, ville hun højst sandsynligt blotte sig for den andens angreb. Men samtidig kendte hun magikere godt nok til at vide at det galt om at komme tæt på før de havde tid til i ro og mag at væve sig et forsvar hun aldrig ville komme igennem. Derfor tog hun så snart signalet lød, initiativet og satte i løb over mod stedet hvor nekromantikeren stod i den ene af dragens øjenhuler, sværdet vendt bagud og skråt nedad som det var parat til at blive bragt fremad og opefter. Hun kunne svagt skimte Lyrios' kutteklædte skikkelse ud af øjenkrogen, og hun vidste at skulle han angribe hende måtte hun være parat til at reagere med sekunders varsel.

[Malekith]

Malekith satte sig roligt på en af dragestatuernes fingre, hans øjne løb over kamp pladsen, over sine modstandere. Først nekromantikeren med djævleblodet i årene, han glædede sig til at se dennes kræfter i funktion, hvis de var stærke nok ville manden måske kunne tjene Malekiths formål. Dernæst løb hans øjne over til Shailiha det ene af de 2 levende væsner i hele verden han godt kunne lide, han havde vidst at de havde kunnet risikerer at måde hindanden i løbet af turneringen. Men han havde inderst inde håbet på at de ville have mødtes i finalen, det ville have været gloværdigt. Men man kunne ikke altid få det som man ville, og semifinalen var da heller ikke ringe. Malekith havde ingen intensioner om at skade Shailiha for alvor, og han vidste at hvis det kom til kamp imellem dem ville han nok trække sig og give op efter et halvhjertet forsøg på at få hende til det samme. Havde turneringen gjaldt liv eller død ville han ikke have tøvet med at slå hende til jorden, men det gjorde turneringen ikke, Malekiths formål var at møde en mægtig magiker med speciale i en anden skole en Malekiths, en magiker som ville kunne oplærer Malekith i noget nyt Magi. Dette var også Malekiths eneste incitament for at gøre sig umage i denne kamp, han håbede på at møde en stærk magiker i finalen. Selve hæderen og æren ved at vinde, fandt Malekith i og for sig mere end almindeligt ligegyldigt, og belønningen for at vinde havde kun ringe interesse. Så her sad han og ventede på at Shailiha og Nekromantikeren forhåbentlig ville tage sig kærligt af hinanden, så han nemt ville kunne gå videre. Han vidste af erfaring at Shailiha var en dygtig kriger, og han regnede ikke med at Nekromantikeren kunne være helt blottet for talent når han var noget så langt i turneringen. Han havde desuden ikke tænkt sig at stikke Shailiha i ryggen når nu det var en mulighed at de to andre ville tæve hinanden og derved spare Malekith selv for besværet, han ville ihvertfald ikke stikke nogen af dem i ryggen endnu. Og det selv om tilskuerne buede af ham da han satte sig til at observerer.

((runeristning 1: Energikugle
Kasteren udsender en kugle af ren energi. Kuglen virker som et hårdt slag ved kontakt.

Oplader anden post

runeristning 2: Energikugle
Kasteren udsender en kugle af ren energi. Kuglen virker som et hårdt slag ved kontakt.

Oplader anden post

Mp tilbage: 130))

[Aliestor]

Aliestor lagde mærke til kongen holdt øje med ham, han gengældte hans blik med brændende øjne og smilte stort.

Aliestor var ikke overrasket over Shailihas valg om at angribe ham, det han var overrasket over var at hun valgte at angribe en magiker som ham selv uden langdistance våben, da alle hans magier var baseret på fremkaldelse af væsner fra et andet plan var der ikke rigtig plads til andre former for magi. Hun havde jo en rigtig troldmand på sin anden sige der meget muligt ville kunne implodere hende ved at knipse med sine fingre. Han gøs ved tanken.

Oppe fra stendragens hoved studerede han hendes måde at bevæge sig på, han var overrasket over hendes fart og at det lykkes hende næsten ikke at lave nogen åbninger mens hun bevægede sig. Aliestor var ikke tryk ved situationen, han messede nogle få ord hvilket fik hans anden arm til at lyse af mørk magi også *Måske det kunne skræmme hende lidt*
Han skulede over mod sortelveren der så ud til at tage den med ro *Klog strategi, og måske jeg kan få samuraien lidt ud af balance*

Aliestor vendte sit blik tilbage mod Shailiha og sendte hende et så blød og varm smil at det næsten var ulækkert, og gav følelsen af pels der groede indenvendig. Han trak sin stav som var spændt fast på hans ryg stadig uden det så ud til at han ville blokere noget… han smilte stadigvæk, der var ingen flammer i han røde øjne lige nu.

[Shailiha]

Shailiha brød sig ikke om situationen. Bestemt ikke. Nekromantikeren virkede alt for afslappet og skødesløs, som han blot stod og ventede på hende, tronende på toppen af stendragens hoved som en anden grib. Hun vidste udmærket at det at løbe direkte imod en magiker ikke var uden farer, men da hun ikke selv mestrede noget våben andet end sit sværd så hun ikke mange andre muligheder. Hvad hun havde observeret fra de enkelte kampe hvor hun havde set Aliestor kæmpe, var at han ikke havde gjort brug af direkte magiske angreb, som dem Lyrios baserede sin strategi på... dog var det ikke nogen garanti for at djævlebastarden ikke var i stand til at slynge magi i hovedet på hende. Måske han bare havde valgt ikke at bruge det endnu.
Apropos Lyrios, hvor blev hans angreb af? I modsætning til Aliestor der i det mindste havde trukket sin stav, virkede det slet ikke til at Lyrios havde tænkt at røre på sig. Da hun stjal et kort, risikabelt glimt til venstre så hun at han sad nok så mageligt på en af stendragens kløer, og betragtede dem med de foruroligende gule øjne. Det virkede ikke som om han havde tænkt sig at blande sig lige for øjeblikket... mon han satsede på at hun og kætteren ville køre hinanden trætte? "Typisk mørkeelver taktik," tænkte hun med et sarkastisk smil. Hun vidste at selvom det nok var en smart nok taktik, så ville det ikke skaffe ham mange point blandt publikum. Men igen, det var Lyrios nok også ligeglad med, når det kom til stykket.
Hun fokuserede igen på nekromantikeren, mens hun hurtigt krydsede den resterende del af arenaen. Hun gjorde sit bedste for at ignorere følelsen af at bevæge sig ind i en fælle - en følelse forstærket af det sleske smil bastarden sendte hende - alt imens hun letfodet sprang hun op på en af stendragens kløer, og fortsatte stortset uden at tabe fart, op imod manden. Hvis Aliestor ikke handlede snart, ville hun efter få sekunder være oppe ved ham. Hun kunne mærke musklerne i sin sværdarm, spændte som fjedre som hun gjorde klar til at sprætte maven op på sin modstander.

[Malekith]

Malekiths øjne fulgte Shailiha som hun løb over banen, de løb over til nekromantikeren som helt tydeligt var igang med en besværgelse. Spændene, han regnede ikke med at nekromantikeren ville bruge sin kraftigste magi helt fra starten, men det åbnende træk kunne give Malekith en ide om nekromantikerens styrke og kampstil, ting som ville kunne give ham en fordel senere i kampen. Malekith begyndte at gennemgå den viden han besad om nekromantikerer, han ville sandsyneligvis fremmane et eller andet, spørgsmålet var hvad, og især hvor stort det fremmanede væsen var. Han havde læst om nekromantikere der kunne fremmane enorme væsner så som kæmper og drager, han regnede dog ikke med skulle slås imod den slags, det var kun få nekromantikere der besad evner til at kunne forsøge sig med den slags men man kunne jo aldrig vide, små skelleter ville Shailiha godt kunne klare men hvis der kom noget større ville Malekith blande sig, uden tvivl. For det første ville det kunne bringe Shailihas liv i fare for det andet agtede Malekith ingenlunde at skulle slås imod noget sådant alene. Og så ville det nok også være nogenlunde nemt for ham at ramme selve nekromantikeren hårdt vis denne sendte et eller andet stort efter Shailiha og derved var distraheret. Publikum buede utilfredst ad ham som han sad langt fra der hvor de andre ville begynde at slås, og tydeligvis ikke agtede at blande sig foreløbig.

((runeristning 1: Energikugle
Kasteren udsender en kugle af ren energi. Kuglen virker som et hårdt slag ved kontakt.

Oplader tredje post

runeristning 2: Energikugle
Kasteren udsender en kugle af ren energi. Kuglen virker som et hårdt slag ved kontakt.

Oplader tredje post

Mp tilbage: 130))

[Aliestor]

Aliestor blev stående stadig en det kølige ansigtsudtryk, det så pludselig så det ud som om hele hans krop bølgede. I et split sekund skiftede han udseende og lignede en tro kopi af Malakith! Han forsøgte det bedste han kunne, at efterligne det sleske sortelver smil de alle havde.

Aliestor imiterede bevægelserne til en offensiv magi, han forsøgte at gøre det så overbevisende så muligt, i kampens hede ville det være svært for selv garvede magikere at se han bare simulerede.

Hvis det ikke var nok til få Shailiha til at fejle, havde Aliestor også aktiveret sin evne til at dræne energi så efterhånden, som hun kom nærmere ville hun miste energi, i starten uden at lægge mærke til det. *Hvis det her fejler knipser jeg nogle skeletter af* tænkte Aliestor og var klar.

(( Klasse skill: 0 + Magiske genstande: Amulet af dødens aura, 2+ til drænende aura.

Raceevner:
Djævle er i stand til at ændre udseende til et andet væsen. Når de så skifter tilbage til deres oprindelige form, går der 5 posts, inden de kan bruge evnen igen.))

((Det er ret neat admin ikke har sat nogle begrænsning på hvor og hvor hurtigt jeg kan fremkalde skeletter ))

((Det er fordi, jeg regner med, at i har nok sans for fair play til ikke at powerplaye, selv om i får muligheden. - Admin))

[Shailiha]

Uvilkårligt sænkede Shailiha farten da skabningen der var hendes fjende, pludselig flimrede og blev hendes ven. De velkendte gule øjne glimtede arrogant ned mod hende, og et slesket smil prægede de tynde læber. Instinktivt kastede hun et blik over skulderen - selvom hun vidste hvor farligt det var at fjerne opmærksomheden fra en modstander så tæt på - hvor de grønne øjne søgte stedet hvor hun havde set Lyrios blot et par øjeblikke før. Mørkeelveren befandt sig stadig i samme position, og så ikke ud til at have flyttet sig. Brikkerne faldt pludseligt på plads med et nærmest hørbart klik, og hendes ansigt snappede tilbage mod skikkelsen hun løb imod. Hun havde læst om djævlenes evner til at skifte skikkelse, men før nu havde hun altid betragtet det som myter og historier beregnet til at skræmme småbørn så de ikke stjal af naboens æbletræ. Mere bekymret blev hun da hun så hans hænder bevæge sig som i en besværgelse af en art - hvilken havde hun ingen ide om, men hun var sikker på det ikke var noget behageligt. Kopierede han også Lyrios' magiske evner, eller var det noget af hans eget mørke magi? Hun havde virkelig ingen anelse.
"Det får jeg vel at se lige om lidt," tænkte hun i sit stille sind, velvidende at hvis han virkelig havde formået at kopiere mørkeelverens magiske evner, så ville hun ikke kunne nå at undvige. Som hun fortsatte op ad statuen kunne hun mærke en kuldegysning løbe ned af sin ryg, som den drænende magi langsomt sendte sine tentakler kravlende op langs hendes ryg, for at slå kløerne i nervecentrererne omkring hendes rygsøjle. Uvidende om Aliestors evner slog hun følelsen hen for at fokusere på opgaven der lå foran hende. Hun var nu tæt nok på til at hun kunne have talt hver vene i hvad der lignede Lyrios' hals og nakke, og med læberne presset sammen i en besluttet maske spændte hun musklerne og gjorde klar til at tage de sidste par skridt og angribe.

[Malekith]

Malekith sukkede, synd at djævlen ikke formåede at efterligne ham bedre, men mere kunne han vel næppe forvente fra en halvdjævel. Naturligvis ville det have en mulighed for at nare Shailiha som ikke forstod sig på magi og næppe forstod at Malekiths magiske niveau var højt. Malekith brugte ikke fakter eller tale når han kastede magi, han tappede direkte ind i sin mana og manipulerede den, det var en svær kunst som det ikke var mange som mestrede, men Malekith gjorde ikke at Shailiha kunne forventes at vide dette. Ydermere troede denne djævel at han smilede slesk, dette gjorde Malekith ikke. Han smilede ikke når han var i kamp, medmindre at hans modstander var så meget svagere end han selv at han ikke behøvedes at tage kampen seriøst. Men alt dette kunne den stakkels Djævel jo ikke vide medmindre at den havde kopieret Malekith's sjæl eller sind hvilket den så tydeligt ikke havde formået. Derved var den bare en sølle efterligning. Spørgsmålet var om det kunne narre Shailiha. Malekiths ansigt var blevet lagt i en udtryksløs maske som han ventede på det næste træk.

((runeristning 1: Energikugle
Kasteren udsender en kugle af ren energi. Kuglen virker som et hårdt slag ved kontakt.

Oplader fjerde post

runeristning 2: Energikugle
Kasteren udsender en kugle af ren energi. Kuglen virker som et hårdt slag ved kontakt.

Oplader fjerde post

Mp tilbage: 130))

[Aliestor]

Aliestors ansigt blev helt udtryksløst inden en skeletridder begyndte at kæmpe sig op af stenfundamentet det førte der kom til syne var et skjold og et sværd som skelettet havde lagt fra sig i de sekunder det tog at komme op. *Det låner jeg lige* tænkte han og i et snuptag havde han nu et sværd og et skjold i hånden. han holdt sværet op og gjorde sig klar til at parre et indkommende angreb fra samuraien og samtidig hold han sværdet op så det så ud som om han ville kunne slå igen. Sandheden var de at hvis samuraien slog hård nok ville han tabe de våben han lige havde samlet op..

[Shailiha]

Det sleske smil der pludselig forsvandt var måske et tegn på at hvad end nekromantikerens planer havde været, så var det ikke gået som han regnede med. Shailiha havde ikke tid til at overveje betydningen af den maske der havde sænket sig over djævlebastardens ansigt, før hendes momentum bragte hende det sidste stykke op til Aliestor. Hun brugte sin fart til at lægge ekstra vægt bag sit slag, som hun drejede kroppen og lod sin klinge suse diagonalt opad mod venstre, hvor hun ville sprætte Aliestors mave op skulle han være ude af stand til enten at undvige eller parere slaget. Der var noget foruroligende ved at kæmpe mod en skikkelse der lignede hendes ven, og selvom den rationale del af hendes hjerne konstant huskede hende på at det blot var et magisk trick, så fortalte hendes øjne hende noget andet. Med det nyerhvervede skjold regnede hun ikke med det ville være svært for ham at parere hende, men det var tydeligt at se at nekromantikeren ikke havde holdt om hverken sværd eller skjold specielt mange gange i sit liv, og det agtede hun at bruge til sin fordel. Samtidig var hun dog skarpt opmærksom på skeletkrigeren der var ved at kæmpe sig vej op gennem stenene der udgjorde dragens hoved, og blasfemien ved ødelæggelsen af den smukke statue gjorde hende næsten mere vred en det at manden udførte nekromanti.