Taksigelser til Libra

[Zelda]

Natten var mild, og månen var efterhånden kravlet et godt stykke op på himmelen. Selvom det var sent, kunne råbene fra arenaen stadig høres i det fjerne. En duel der trak ud.
Det var enlig turneringen der havde bragt Zelda til byen, men hun var ankommet sent og havde brug for søvn. Turneringen gjorde det godt nok svært at finde ledige værelser, men hun kunne ikke begynde, før hun havde bedt til Libra, og takket hende for sikker rejse.
Hun bar stadig sin mørke rejsekutte, med hætten trukket op, idet hun roligt trådte op af trinene til templet, og vovede sig indenfor.

[Malekith]

Malekith forlod templet hensunket i tanker. Dette var en af de sjældne gange hvor han havde bedt til Frida om at beskytte hans søster.
Det var ikke så ofte han fik det gjort, havde sjældent tid, men i aften var en af de dage hvor han rent faktisk havde haft tid inden han skulle duellere den efterfølgende dag.
Det føltes da også godt nu hvor han faktisk havde fået det gjort, han gik og mumlede hen for sig selv.
Han var i en helt anden verden da han drejede om hjørnet og ramte den kutteklædte skikkelse som var på vej ind i templet.
Han havde travet godt til og faldt ind i skikkelsen inden han kunne nå at genoprette balancen.

[Zelda]

Zelda gik ligeledes i sine egne tanker, tanker der indvoldverede et fodbad og en varm seng. Disse spinkel håb om en smule luksus efter en lang rejse blev dog brat afbrudt, da en mørk fremmede stormede rundt om hjørnet og kolliderede med hende, inden hun kunne nå at reagere. Et forskrækket "Åh!" undslap hendes læber, som hun prøvede at genvinde balancen, uden held da vægten fra den fremmede hurtigt ødelagde hendes balance, væltede hende bagover og fik hendes hætte til at glide tilbage. Hun landede hårdt på ryggen med et gisp, som luften blev slået ud af hende og hendes hoved ramte det hårde stengulv under dem.

[Malekith]

Malekith faldt ind over den mørkt klædte kvinde imens han febrilsk prøvede på ikke lande oven på hende.
Uden held, hætten på hans vide kutte faldt af i faldet og afslørede at hans hud var så sort som natten og kvindens kappe, hans katteagtige gule øjne, udstrålede intelligens men i øjeblikket også panik blandet med forlegenhed over at være faldet ind i hende, hans lange sølvfarvede hår flød bag ham som han landede på hende. I hans forsøg på at tage for sit fald var hans hænder endt lige foran ham, på hendes brystkasse.
Et gisp havde forladt hans læber som han faldt, han var lavere af højde end kvinden og en anelse smallere. Et øjeblik glemte han hvor han var som han stirrede ind i hendes smukke mandelformede øjne.

[Zelda]

Zelda stirrede et øjeblik tilbage ind i hans katteagtige øjne, med en blanding af forvirring og forskrækkelse. Hendes fine, lyse hud var bleg, mens hendes kinder hurtigt tog en mere ild-rød kulør og den blå sten i hendes gyldne diadem skinnede om kap med hendes øjne i det blege månelys. Hvor intenst øjeblikket end havde været, sluttede det hurtigt, da Zelda begyndte at gispe og hive efter været. Kombinationen af at have fået slået luften ud af sig, og hand vægt der lå på hendes lunger var temmelig dårlig for hendes evne til at trække vejret.

[Malekith]

Malekith vendte tilbage til virkeligheden, et øjeblik var han tydeligt forvirret over hvordan han var havnet hvor han var, dernæst fik han hurtigt fjernet sig fra hende. Det måtte være skæbnens ironi at han efter at have tilbragt en rum tid i bøn til Frida, skulle ramme ind i en smuk ung højelver kvinde. Han havde ikke set lignende skønhed så tæt på hans egen races siden han havde forladt underverdenen.
Han så en smule fortabt ud lettere i vildrede med hvad han skulle gøre som han sad på gulvet ved siden af hende og ikke vidste hvad han skulle gøre, han havde ikke forstand på medicin og endnu mindre på hvad man skulle gøre i denne slags tilfælde. Han var endda i tvivl om hvorvidt han burde hjælpe hende op eller flygte inden hun kom sig og ville lade sin vrede regne over ham. Hvis han havde været i underverdenen ville han forlængst være forsvundet. Nu sad han bare fortabt, alt hvad han havde studeret om overflade skikke forsvundet.

[Zelda]

Zelda tøvede ikke med at handle. Så snart han var væk fra hende fyldte hun lungerne med et lettet udtryk, og satte sig hurtigt op. Hun støttede sig til gulvet med den ene hånd, mens den anden gled ud af ærmet på den mørke kutte, en kridhvid behandsket hånd, og lagde sig på hendes bryst. Hun gispede efter vejret en tid, og vente forlegent ansigtet væk fra ham, stadig godt rød i kinderne. Hun kunne stadig mærke hans hænder på hendes bryst. Stilheden blev kun brugt af hendes tunge åndedræt, der langsomt faldt til ro. Hun ville sige noget, hvad som helst, men det var som om ethvert ord hun kunne tænke på, kun ville forværre det. Så hun tiede, og sad blot stille, med ansigtet vent væk fra den fremmede.

[Malekith]

Pinlig tavshed, hvad der føltes som en evig for Malekith gik imens han prøvede at finde ud af et eller andet han kunne sige som ikke ville forulempe denne unge kvinde over for ham mere end han havde gjort i forvejen. Tilsidst kom han i tanke om den notat blok han havde med ting som var vigtigt at vide om overflade verdenen forskellige skikke almene høflighed og logik.
Han fiskede den frem ad lommen og begyndte febrilsk at prøve at finde et eller andet han kunne bruge. Pludseligt stoppede han med at bladre og begyndte at læse et eller andet, derefter stoppede den lille notesbog tilbage i en af sine bæltepunge, herefter begyndte han på en lang forklaring på svingende imellem Üthar, Arkanisk og median, hvor han hele tiden stoppede sig selv, snublede over ordene og formåede at gøre sig selv totalt uforståelig. Til sidst lykkedes det ham dog at få et enekelt ord fremstammet med hans smukke syngende accent imens han så ned i jorden foran hende "undskyld"

[Zelda]

Zelda rynkede brynene for sig selv da han begyndte at tale. Selv hun, der var ganske belært i rigets sprog, forstod kun en tredjedel af det han sagde, og selv det var rodet og uforståeligt. Stille vente hun sig mod ham igen. Nu hvor rødmen og chokket havde fortaget sig, lyste hendes fine, lyse hud næsten op i måneskinnet. "Det gør intet. Jeg skulle have set mig bedre for" svarede hun på Median. Hendes stemme var klar og mild, men uden nogen tydelig accent. Hun havde længe fralagt sig sin oprindelige accent, da hendes rejser havde bragt hende til steder, hvor den let havde kunne fået slået hende ihjel.

[Malekith]

Malekith så på hende et øjeblik lyste vantroen ud af hans øjne inden han kom i tanke om hvor han var, på overfladen "Nej nej, jeg tror desværre at fejlen er på min side jeg skal bare tage den med ro når jeg går i mine egne tanker, selvom jeg må indrømme at det er få her på overfladen som jeg faktisk ville formå at vælte." Inden i hans hoved begyndte hans tankevirksomhed igen på fuld kraft. Hvad var chancerne for at den slags her skete, og så når han ikke havde Shailiha i nærheden til at hjælpe sig med at håndterer overfladebeboerne. Malekith's accent var ikke til at tage fejl af og han havde på intet tidspunkt prøvet at fralægge sig sin accent, det var også svært at skjule sin afstamning med hans hudfarve, hårfarve og øjne, ikke at han gad selv hvis han kunne. Malekith var stolt af sin afstamning selvom det havde skaffet ham problemer en hel del gange, mørkelverne var mildest talt ikke populære på overfladen, oftest sat i forbindelse med alskins dårlige ting sammen med djævlene og alt det uddøde nekromantiker pak. Han var blevet overfaldet et par gange alene på grund af at han var mørkelver. "Er i kommet noget til?" han sagde det da det var gået op for ham at han endnu engang var forsvundet ind i et tankespind som han stirrede fascineret på hendes store smukke øjne.

[Zelda]

Zelda slog en smule forlegent blikket ned, da hun så han sad og stirrede på hende. Hun havde ganske vist et øjeblik forinden stirret lidt så meget på ham. Han var den første mørkeelver hun havde mødt. Ganske vist havde hun læst om dem, og hørt lige så meget. Det meste var temmelig foruroligende, og ikke særlig pænt. Slet ikke som manden der nu sad foran hende, og undskyldte så høfligt. "Nej det går tak" svarede hun med et lille nik og flyttede på sig, så hun sad i en lidt mere værdig stilling, med benene samlet under sig, inden hun løftede blikket og fortsatte, med let bekymret stemme "Hvad med dem?"

[Malekith]

Malekith tænkte tilbage langt tilbage det var lang tid siden nogen havde spurgt ham hvordan han havde det, han så sig hurtigt rundt, Han ville være sikker på at der ikke var nogen som så ham.
Han havde prøvet det før. Mennesker var en dum snævertsynet race.
Hans blik vendte tilbage til hende igen imens han viftede afværgende med hånden "I har ingen idet om hvor sjældent det er jeg hørt nogen der tilnærmelsesvis bekymrede sig om min fysiske tilstand, men ja jeg klare mig, i afbødede jo for mit fald" han så lidt halv forlegent ned i gulvet foran hende. Sociale relationer var ikke hans stærke side, han foretrak egentlig at være begravet i bøger eller magisk træning. Egentlig helst bøger om magi, eller pratisk magisk træning, der var næsten intet han elskede lige så højt som når manaen strømmede igennem hans krop. Faktisk var listen begrænset til en ting, og det var en person ikke rigtigt en ting nemlig hans søster.

[Zelda]

Zelda smilede mildt ved hans kommentar "Så er det da kun på høje tid. Men det glæder mig at jeg da har kunne være en smule til gavn!" sagde hun med et lille glimt i øjet. Hun løftede roligt den ene hånd og rettede en smule på sit hår. Et glimt af smerte gled kort over hendes ansigt da hun strejfede den enorme bule der var ved at vokse ud fra hendes baghoved. Det havde været et hårdt slag, men heldigvis var der ikke gået hul. Hun følte forsigtigt rundt i kanten for at vurdere dens størrelse ordenligt. Det var vist ganske fornuftigt at hun ikke havde rejst sig på endnu. Et slag som det kunne godt tage lidt tid at komme sig over, hvis man ikke ville risikere at falde om lige pludselig.

[Malekith]

Et strøg af bekymring viste sig på Malekiths ansigt da strøget af smerte vidste sig på hendes ansigt "Er du sikker på at du klare den? skal jeg hjælpe dig til en af gudernes templer så vi kan få en præst til at se på dig?" efter en lille pause tilføjede han "Jeg kan naturligvis også hjælpe dig ud til trappen så vi ikke sider i vejen, eller måske ned til en kro så du kan ligge ned?" han så stadigt ned i jorden fuld af skyldfølelse over at hun måske var kommet tilskade, en smule frygt sneg sig også ind i ham hvis nogen fandt ud af det ville det næsten helt sikkert blive dømt som at han havde overfaldet hende på groveste hvis, måske havde han endda forsøgt at voldtage hende eller et eller andet forfærdeligt. Måske bortføre hende så han kunne ofre hende til en af de dæmoner som han jo helt sikkert tilbad alene af den grund at han var mørkelver.

[Zelda]

Zelda rystede en smule på hoved ”Der er ikke meget præsterne kan gøre mod en simpel bule. Jeg trænger blot til hvile” hun smilte taknemmeligt til ham ”Men jeg ville være dem dybt taknemmelig hvis de ville følge mig til en kro. Jeg er just ankommet til byen, og kender den derfor ikke” hendes stemme var tilgivende og opmuntrende. Hun ønskede ikke at han følte skyld, det var jo et uheld! Det ville også være uklogt at gå alene, og hvis det kunne mindske hans skyldfølelse var det kun desto bedre.