Et uventet møde i byens gader [E]

[Shailiha]

Shailiha svøbte den brune rejsekappe tættere om sin krop da vinden atter rejste sig for at sende et koldt åndepust gennem Seies' gader. Lugten af hav og fisk fyldte hendes næsebor mens hun skuttede sig mod kulden og med optrukne skuldre fortsatte sin vandring. Hun havde altid været kuldskær, og denne vind der skar til marv og ben var bestemt ikke populær hos den rødhårede tøs. Havde hun vidst at der var så koldt i det Vestlige Rige ville hun ikke have været så ivrig efter at tage imod Samuels opgave. Den havde virket så simpel: Tag brevet og aflever det til vinhandleren Joshua i Seies. Hvis hun havde vidst på det tidspunkt at dennes butik var blevet overtaget af en fed fyr, med et rødt skæg der matchede i størrelse og fik det til at se ud som om hele den nederste del af hans ansigt stod i brand - så ville hun heller ikke have været så ivrig efter at tage afsted. Og havde hun vidst at hun ville komme til at vandre gaderne tynde, da ingen virkede til at vide hvor den skide vinhandler var forsvundet hen... ja så ville hun have lagt sig under dynen og nægtet at tage af sted. Eller i det mindste insistere på at vente til sommer. Men det havde hun ikke vidst da hun startede rejsen. Hvad der var i brevet havde hun ingen ide om, og hvad Samuel ville med en vinhandler kunne hun ikke engang gisne om. Hun havde for længe siden lært at Samuel fortalte hende hvad han mente hun havde brug for at vide, hverken mere eller mindre. Faktisk helst mindre end mere, men det var en anden side af sagen.

En hånd bevægede sig ned til bæltet der holdt de cremefarvede lærredsbukser på plads omkring hendes magre krop, hvor den sneg sig forbi de mange punge og læderposer hun havde hængende der med alverdens ting og sager, og ind i et af de hemmelige rum langs syningen. Bæltet havde været en gave fra hendes mor da hun fyldte 20, og det havde gjort meget gavn siden. En af de få ting hun rent faktisk havde fået af sin mor. Hun sikrede sig at den lille rulle lå sikkert forankret inde i den hemmelige lomme, før hun trak hånden tilbage og i forbifarten ubevidst sikrede sig at sablen var på plads i skeden ved hendes side. En efterhånden indgroet vane. Som hun gik der udstrålede hele hendes skikkelse hendes dårlige humør, en ordløs advarsel til folk om ikke at stå i vejen for hende.

[Malekith]

Kroppe flød i gaden de var mærket af at være ramt af kraftfulde slag, de fleste levede stadigt, men de fleste af dem var slemt tilredt. Dette kunne ligne resultatet fra et værtshusslagsmål hvis ikke kroppene udgjorde et spor imod en gyde, kun var ramt i hovedet og alle sammen havde trukne våben. Hvis man fulgte sporet ind i gyden ville man se femten store mennesker med køller og knive have trængt en lille skikkelse op i en krog.
Malekith sad i hjørnet, han havde kæmpet hvad han kunne men nu var han næsten løbet tør for mana og der var stadig femten angribere tilbage, han havde taget en hel del ud men, det havde ikke været nok, han var desuden udmattet han havde prøvet at flygte inden han brugte sin magi imod dem, men lige meget nyttede det menneskerne havde været for hurtige for ham, hvorfor skulle gyden også ende blindt. Han forbandede sine angribere, en af de ting man ville lægge mærke til hvis man lyttede efter hans ord var at han havde en smuk let syngende accent, en anden ting ville være at han ikke brugte lidet flatterende tillægsord men rent faktisk forbandede dem til det dybeste og mest smertefulde helvede i verden

[Shailiha]

Shailiha genkaldte sig den begejstring hun havde følt da Samuel havde præsenteret hende opgaven, og hun løftede øjnene fra de beskidte brosten i et forsøg på at genkalde nogle af grundene for denne begejstring. Hun lod blikket glide over de mange mennesker - eller ordet mennesker var nok forkert, da der var eksemplarer på stortset alle racer som vandrede byens gader. Fra hvor hun banede sig vej gennem mængden kunne hun se flere højelvere med deres stolte hoveder holdt højt, et par dværge der stod og diskuterede højlydt foran en butik hvis skilt erklærede at den frembød smykker og ædelssten; hun ville endda have svoret at det var et glimt af en ork der drejede rundt om gadehjørnet længere fremme. Langsomt vendte et lille smil tilbage til hendes læber. Hun var i Seies! I det Vestlige Rige for første gang! Selvom det ikke havde været helt den tur hun havde forestillet sig, selvom hun var skuffet over at opdage at intet himmelråbende var sket der ville forandre hende for evigt, så var hun trods alt ude at rejse. Ude for at gøre sin ed til virkelighed - sit løfte til sig selv om at hun ville se, smage, høre og opleve verden.

En vred mumlen sneg sig ind i hendes øregang, en ubestemmelig lyd under den støj der herskede i alle større byer på denne tid af dagen. Men selvom den burde have været uhørlig, fornemmede hun den alligevel - en snigende fornemmelse der prikkede til hendes underbevidsthed og krævede opmærksomhed. Samuel havde forklaret hende om denne 6. sans som alle havde, men som ofte blev ignoreret fordi folk ikke vidste hvordan de skulle lytte til den. Han havde forsøgt at lære hende hvordan man skulle komme i kontakt med den, forklaret at den kunne redde hendes liv engang... men selvom hun havde forstået noget af det virkede meget af det han sagde også blot som det rene volapyk. Men én ting havde han i hvert fald fået banket ind i hovedet på hende gang på gang - aldrig ignorer den 6. sans. Så øjeblikkeligt snappede den unge samurai ud af sine dagdrømme om at udforske verdenen, og tilbage til nuet. De grønne øjne fik et skarpt glimt, mens hun lod øjnene glide undersøgende rundt. Hun rakte ud efter fornemmelsen selvom det var som at fange røg med de bare næve, prøvede at zoome ind på hvor den kom fra. Hun huskede Samuels instrukser, og lod sit sind blive blankt mens hun lod sine sanser føre vej og guide hendes skridt.

Pludselig trådte hun ind i et hul i mængden, en halvcirkel af tomhed rundt om indgangen til en gyde som folk instinktivt undgik. Og det tog kun et enkelt blik at finde ud af hvorfor - en række af bevidstløse kroppe lå strøget ud på må og få omkring gydens indgang. En af kroppene lå ved hendes fødder, og nysgerrigt skubbede hun lidt til ham med sin fod. En stønnen forlod hans læber - bevidstløs altså, ikke død. På de blå og røde mærker der plettede hans ansigt hvor hun kunne se det bag det fedtede hår, skulle han prise sig heldig for at en af de slag ikke havde fundet hans hals og havde knust hans luftrør. Mens hun bevægede sig igennem mængden af bevidstløse kroppe der alle var tilredte på samme måde, genkendte hun hurtigt tegnene på magiske angreb. Hun undrede sig kort over hvorfor byvagterne ikke allerede var på stedet, men skubbede så tanken fra hovedet. Hvorfor var irrelevant for øjeblikket, det vigtige nu var konsekvenserne af at de ikke var her.

Husene var høje og gyden var klædt i skygger i modsætning til den solbeskinende gade. Hun trådte ind i det kølige mørke, men trods kulden var kappen nu slået tilbage for at give hende bevægelsesfrihed, en hånd hvilende på sværdet ved hendes side. Hun øjnede øjeblikkeligt mængden af mennesker der stimlede sammen for enden af gyden, mellem 12 og 16 så vidt hun kunne bedømme i mørket. Bevæbnet med køller, knive eller deres bare næver stod de stimlet sammen omkring noget hun ikke umiddelbart kunne se hvad var. På deres vrede råb og ophidsede ansigter ville hun gætte på at hvadend der var trængt op i krogen, var ophavsmanden til skaderne hun havde set udenfor. Mængden bevægede sig og hun fik et glimt af en kutteklædt skikkelse, samtidig med en melodiøs stemme nåede hendes ører, bærende knap så smukke sætninger med sig mens magusen forbandede sine angribere. En højelver monstro?

"Utroligt modigt af jer, sådan at gå 30 mænd mod en enkelt modstander. Hvad har han gjort jer, for sådan at retfærddiggøre et brud på gudernes lovhellige fred her i oraklets by?" kaldte hun mod dem med en høj stemme, der i modsætning til elverens var mere skarp og kold end den var smuk og klingende.

[Malekith]

Malekith's kattegule øjne var det eneste som kunne skimtes af hans krop ud over hans hvide robe i gydens mørke, hans øjne flakkede et øjeblik til kvinden i gydens indgang. Nogle af mændenes hoveder gjorde det samme. "Disse imbecile tåber beskylder mig for at være en vampyr fordømt nekromantiker mørkelver djævle -orc bastard, som egenhændigt har bortført op til flere af deres familiemedlemmer og ledt dem til et liv i evigt slaveri i underverdenen iblandt mit folk som har frastødt guderne og istedet tilbeder dæmoner som vi åbenbart tilfredsstiller med menneskeofre eller var det vores egne børn?" Malekith spurgte halvt om halvt hans overfaldsmænd, Hvorvidt det var de rigtige beskyldninger var ikke til at sige ud fra Malekith's tonefald, til gengæld sagde tonefaldet at han betragtede sine overfaldsmænd som en gang jævnt underbegavede tåber, som desværre var en trussel lige nu ikke destomindre var det tydeligt at han så dem som en flok aber uden den store hjerne at prale af.
Mændenes reaktion bekræftede derimod at de beskyldninger han havde været den præcise række af beskyldninger i rigtig rækkefølge sågar. Deres råb til Shailiha var noget i retning af at hun bare havde at passe sine egne sager imens de tog sig af den væmmelige vampyr fordømt nekromantiker mørkelver djævle -orc bastard som øjensynligt havde bortført op til flere af deres bekendtes familiemedlemmer, ikke at den splejsede lille sortelver i bunden af gyden bar spor efter nogle af de nævnte racer ud over at han var mørkelver naturligvis og endnu mindre så hans lille krop ud til at være i stand til at bortføre nogen

[Shailiha]

Shailihas øjenbryn trak sig en anelse nedad i en halvforvirret panderynken, stadig usikker på hvad hele dette påstyr handlede om. Fra hvor hun stod kunne hun ikke se den fremmede ordentligt, da han stod i skyggerne og hendes udsyn samtidig blev blokeret af de ophidsede mennesker der skubbede frem og tilbage som et lille hav. Vampyr? Djævel? Nekromantiker? Mørkelver? Mon de bare var efter ham fordi han var en magus? Hun havde hørt om folk - især uuddannede bondeknolde - der var overbevidste om at alle der brugte magi var hekse og troldkarle. En episode dukkede frem i hendes hukommelse, tilbage fra Quihang hvor nogle farmere fra en mindre landsby uden for byen havde fanget og stenet en kvindelig magiker der var på gennemrejse, fordi deres højst var fejlet. Quihang havde summet med rygter i flere uger efter. Måske dette var ligesådan. En af de større mænd vendte sig mod hende og råbte advarende at hun skulle passe sine egne sager, og at de nok skulle tage sig af situationen. Hendes øjne flakkede et øjeblik til siden mens hun kraftigt overvejede bare at dreje rundt og gå væk - det var ikke hendes kamp og disse mænd VAR utroligt store... og mange. Med et suk vendte hun blikket tilbage, hvor hun allerede nu vidste at hun ikke kunne få sig selv til bare at vandre væk fra denne scene som om intet var sket. Noget af Samuels "ære", som han kaldte det, måtte alligevel være smittet af på hende gennem tiderne. Langsomt trak hun sit sværd, den velkendte lyd af metallet der forlod sin skede beroligende. Det var som lyden af en gammel vens latter. Lad os lege, kaldte den.

Normalt var hun imod at dolke folk i ryggen - Samuel havde lært hende at ære var et af de højeste idealer man kunne tilstræbe. Men hun havde lavet sin egen personlige version af dette: Vis ære hvor du finder ære. Disse bastarder havde tydeligvis ingen ære, og da de ingen retfærdighed ville give hende så hun ingen grund til at give dem nogen og derved gøre sig selv sårbar. De var en flok vilde hunde, og som sådan ville de blive slået ned. Hun var realist, og ære giver dig ikke meget når du ligger død i rendestenen. Så den første mand sank om med et grynt da den flade side af hendes klinge ramte hans tinding med et hult dunk. Angrebet kom som en overraskelse for mændene, mens hun som en skygge blandt skygger var krøbet op bag dem. Det var det dejlige ved kaos, det tager altid så dejligt lang tid før folk begynder at opdage der er noget galt. Hun nåede at slå endnu en i gulvet, før en stor fyr med sort hår og gamle skægstubbe der matchede, drejede hovedet da hans makker pludselig forsvandt fra hans side. Da han så hende, trukket sværd og ansigt fokuseret med beslutsomhed, gjorde han straks anskrig, men blev afbrudt midt i advarslen da hendes sværd fandt hans hals. Hun nåede heldigvis at dreje det lige inden det ramte, så det ligeledes var med den flade side, hvor hun ellers ville have dræbt ham. Selvom hun aldrig havde været den stærkeste, faktisk nærmere modsat, så forsvandt hans stemme alligevel brat mens han knækkede sammen med en gurglende lyd mens hans hænder søgte hans hals hvor de febrilsk kradsede mod huden som for at åbne for det krampende luftrør igen. Men det korte skrig havde alligevel været nok, og flere ansigter begyndte at vende sig, flere advarsler blev råbt og pludselig fandt hun sig som fokus for hele gruppen.

Derefter blev det hele ét stort kaos af svedige kroppe, vrede råb, smerteshyl og adrenalin, som hun overgav sig til den træning Samuel havde kastet hende igennem gang på gang. Hun lod sin hjerne gå blank og instinkterne tage over - kampdansen, kaldte Samuel det. Råd og ordrer fór igennem hendes hjerne. "Altid hold ryggen fri," hviskede Samuels stemme i hendes øre, mens hun trak sig tilbage mod gydens indgang efterhånden som de prøvede at strømme omkring hende og omringe hende. Her blev den forholdsvis smalle gyde hendes fordel, hvor de havde svært ved at komme til hende mere end et par stykker ad gangen. Hun blev vagt opmærksom på at hun bandede og svovlede, en konstant række af eder og forbandelser forladende hendes mund som hun stak, parerede, trådte til side, dukkede, sparkede og slog. Hun prøvede så vidt muligt at holde sig fra at dræbe nogen af dem, men det var svært at holde sådan nogle forholdsregler i kampens hede, og samtidig holde dem på afstand. De var bare så forbandet mange! Heldigvis var det tydeligt at de ikke var trænede, kæmper der var blevet vænnet til kampe hvor ét slag slog deres modstander ud, og derfor aldrig havde haft brug for de større defensive taktikker. "Selv den mægtigste løve falder ved et lille stik i hjertet," havde Samuel engang sagt, og det var hvad hun gjorde. Små præcise træk de rigtige steder. Hun nåede at slå endnu to bevidstløse og såre en tredje i låret, før de formåede at komme om bag hende. En stor arm lukkede sig pludselig om hendes hals, en behåret hånd placerende sig over hendes mund - en reaktion der viste at denne sikkert var vandt til forbrydelser hvor offeret skulle holdes fra at skrige. Lugten af sved og øl fyldte hendes næseboer, mens hun jagede en albue bagud og nedad samtidig med hun bed i hånden så hårdt hun kunne. Albuen fandt blød hud i maven, og ved smerteshylet ville hun gætte på hun havde været heldig og havde ramt en nyre eller noget andet der gjorde ondt. Eller måske var det bare en reaktion på bidet. I hvert fald gav angriberen slip og forsvandt, og hun spyttede blod ned på brostenene mens hun tog fat hvor hun var blevet afbrudt - midt i at informere mændene om detaljerne i deres mødres forhold med diverse geder og svin. Hun mærkede et elektrisk chok i sin venstre skulder da en kølle endelig indhentede hende og ramte lige på, og stortset med det samme blev hele hendes arm lam. Snerrende drejede hun rundt og jog et knæ op i den ansvarliges ædlere dele, mens hun hamrede hilten på sit sværd ind på siden af hans hoved da han bukkede sammen. Hun havde ikke tid til at triumfere over sin sejr, da hun med det samme måtte træde skråt tilbage mens en modbydeligt skarp kniv susede forbi kun få centimeter fra hendes hals. Lidt for tæt... alt for tæt.

((Kampdans: Karakterer med kampdans kan bevæge sig ekstra yndefuldt i kamp, nærmest som om de danser. Når de gør dette, øger det deres hurtighed og smidighed med det antal point, de har i Kampdans, i op til 6 posts.

Midlertidige stats:
Hurtighed: 14
Smidighed: 15

5 posts tilbageværende))

[Malekith]

Malekith sad i sit hjørne idet den unge menneskekvinde trak et sværd og hurtigt begyndte tæve hans overfaldsmænd. Hun var ikke så lidt dygtig med sit sværd hun havde allerede taget 5 ud i nærkamp, det var sjældent at man så folk med så store færdigheder i ren nærkamp. Nu begyndte hun dog at se en anelse presset ud, hun var blevet ramt et par gange og næsten blevet ramt endnu flere gange. Hans gule øjne flakkede lidt rundt fra hende til hans angribere, han var vel nød til at hjælpe hende, de blokerede hans udgang fra gyden, og han havde stadigt en del mana at bruge af. Langsomt ganske langsomt gled han lidt frem fra sit skjulested idet han strakte en hånd ud og endnu en gang dyppede sig den indre flod som udgjorde hans mana. Han sendte en overfaldsmand i gulvet med energikugle i baghovedet, mandens øjne stod et øjeblik ud idet kugle ramt, den slog helt tydeligt meget hårdt. Han dyppede sig lidt længere ned i floden idet han smed en energi kugle i hovedet på den næste kuglen ramte i siden af hovedet, også denne mand faldt om, medmindre man var resistent over for magi var der stort set kun en mulighed når først Malekith's energi kugle fløj igennem luften, nemlig at dukke sig. Den anden mand som faldt havde været ved at slå kvinden som havde redet Malekith ned bagfra. Malekith var noget overrasket over kvindens grove sprogbrug, groft sprog og en sans for retfærdig var ikke to ting mand ofte så i sammenhæng, Malekith selv ville aldrig lade den slags ukvems ord lyde fra sin mund, det ville være at sænke sig selv ned på de svage lavfødtes niveau. Malekiths følte dog også selv en trang til at forbande disse mænd, de ord der flød fra hans mund i hans smukke let syngende accent var ikke diverse tilsvininger, Malekith forbandede faktisk disse her folk til det dybeste mest smertefulde helvede han kendte til. Et slag ramte ham idet en af dem slog ud imod ham og han ikke var hurtig nok, et øjeblik efter ramte Malekith væggen med et støn af smerte idet han sank ned af den

((Energi kugle x2))

((40 mp tilbage))

[Shailiha]

Pludselig fangede hun et lysglimt ud af krogen af det ene øje, efterfulgt af et grynt og et dunk da en mand faldt som et mindre bjerg. Hvad det var vidste hun ikke, men hun var også ligeglad. Lige nu var alle chancer fuldt ud velkomne. Endnu et lysglimt og manden ved siden af faldt, og Shailiha udnyttede straks situationen til at tage to lange skridt og hoppe igennem det midlertidige hul der var opstået i mændenes kreds, mens hun på vejen snittede lårmusklen over på en af sine angribere. Med et skrig gik han ned, men selvom han ville være i smerte ville han ikke dø. En hånd greb dog pludselig fat i hendes højre arm mens hun var i midtspring på vej over en af mændenes faldne skikkelser, og hun mærkede hvordan hendes flyvetur brat blev stoppet som havde hun nået enden af et reb. Hun kunne mærke hvordan hendes krop uelegant snurrede rundt så hendes venstre og allerede sårede skulder smadrede ind i stenmuren. Hun blinkede smertestårer væk fra øjenkrogen mens hun følte hvordan den stærke hånd vendte hende og slyngede hende op mod muren, hendes højre arm holdt i et jerngreb mens hendes næsten livsløse venstre arm krabbede sig ned mod kniven hun havde i bæltet. Gule tænder blev fremvist i et slesket smil mens hun så den anden arm blive hævet i et knytnæveslag hun vidste ville slå hende bevidstløs hvis det ramte. Med en snerren hamrende hun kniven ind i hans skulder, ubevidst om hvordan hun egentlig havde formået at finde styrken til at hæve sin arm, og endda svinge den med nok kraft til at såre. Men på en eller anden måde lykkedes det da, og med et brøl af raseri gav manden slip på hendes højre arm hvor hun med det samme fyrede hilten af sit sværd ind i næsen på ham. Meget vidste hun ikke om anatomi og nærkamp, men hvis de skreg måtte hun jo have ramt rigtigt.
"Løb hjem igen til mors skørter, møgkøter," hvæsede hun mens hun slog ham igen før han nåede at reagere. Langsomme okser hele bundtet. Denne gang kunne hun mærke næsen brække, og et simpelt skub fik ham til at vakle tilbage ind i de andre, mens hun spyttede efter ham og skyndte sig at glide til siden, før endnu en af mændene kunne nå at fange hende med ryggen mod muren. Dette var ikke hendes yndlingsmåde at kæmpe på, hun havde ikke rum nok til at undvige i den smalle gyde. Et hurtigt blik rundt gjorde hende opmærksom på manden der netop havde smidt den kutteklæppe elver ind mod væggen, og så lydløst som muligt begyndte hun at bevæge sig over mod dem begge.

((Kampdans 4 posts tilbage))

[Malekith]

Malekith stønnede svagt, hvorfor skulle disse mennesker også være så forbandet store og stærke. Hans hætte gled ned og afslørede hans fine træk, hans kulsorte hud og hans lange smukke sølvfarvede hår som gled ned ad hans ryg. Mennesket som havde smadret ham ind i væggen hev fat i Malekiths Krave og trak denne op i egen øjen højde, dette resulterede i at Malekiths føder dinglede et kort stykke over jorden. Og en svag hosten fra ham afslørede at det strammede om hans hals, en svag rynke omkring næsen afslørede derimod at Malekith uden tvivl selvom hans liv var truet var irriteret af at manden stank. Manden frydede sig tydeligt imens han hånede Malekith og gjorde alverden omkring ham opmærksom på at han nu holdt den farlige vampyr fordømt nekromantiker mørkelver djævle -orc bastard, og at denne nu snart ville blive lemlæstet og brændt som den fortjente. Der var ikke mange bøller som stadig stod op men de få som gjorde var de fire - fem stykker som var ligeglade med Shailiha men derimod gerne ville have fingre i Malekith

[Shailiha]

Shailiha smilede grumt da det så ud til at endnu en modstander var dum nok til at vende ryggen til hende. Det var endnu en af fordelene ved folk sådan som disse: De kunne på ingen måde arbejde sammen som en gruppe, da de var fuldstændig ligeglade med alle andres smerte. Det eneste de kunne tænke på var sig selv, og på hvad de gerne ville have - og ingen af dem ville have Shailiha. Som de alle ville have forsøgt at tage guldmønterne og stikke af, havde dette været et røveri, prøvede de fleste nu at tage elveren. Det var derfor ikke nogen sag for hende at snige sig frem til den distraherede bølle, og (som hun havde gjort flere gange den dag) hamre fæstet ind i tindingen på ham. Det var den letteste måde at uskadeliggøre kæmperne uden at slå dem ihjel. Denne her var dog mere hårdfør end de andre, og hendes styrke var desuden ved at ebbe ud, så i stedet for at synke sammen udstødte han bare et grynt af smerte da metallet kolliderede med hans kranium. Det var tydeligt at han ikke var begejstret for tanken om at skulle give slip på sit bytte, mens han sendte et vredt blik over skulderen for at finde kilden til angrebet.
Som han mødte hendes øjne eksploderede Shailihas 6. sans i advarsel, mens hendes andre sanser samtidig reporterede den sagte hvislen af noget der blev svunget gennem luften, samt en mands tunge åndedrag bag hende. Hun nåede akkurat lige at træde til siden så den tunge trækølle susede få centimeter forbi hende, og i stedet begravede sig med et tungt dunk i mandens forhoved. En svag stønnen forlod hans læber, før hans muskler blev slappe og han styrtede til jorden. For første gang stod Shailiha nu ansigt til ansigt med elveren hun risikerede sit liv for at redde fra den lynchende gruppe, og hun mærkede sine øjne blive store i overraskelse mens hun inddrak hans udseende... og mest af alt: Hans sorte hud.
"Mørkelver?" udbrød hun vantro, mens hun var ret sikker på at hendes mund decideret stod åben. Dette havde hun på ingen måde set komme. For et øjeblik var hun fuldstændig distraheret fra kampen, som hun stod der med ryggen vendt mod de resterende fjender, samt fyren der havde svunget køllen og derved taget en af sine egne allierede ud, men som nu var i fuld gang med at løfte sit våben til et nyt slag.

((Kampdans: 3 posts tilbageværende))

[Malekith]

Malekith landede på jorden igen idet manden som havde holdt ham gik ud som et lys på grund af køllen som ramte mandens hovede med en grim smertefuld lyd. Han dyppede sig i sin manaflod igen, hans øjne skiftede til svagt sølv reflekterende hans sjæl. Hans hud emmede af energi idet han i hurtigt rap sendte de tre sidste bøller til jorden med en række af energi kugler. Han begyndte svagt at gnide lidt på sin ømme hals imens han trak vejret tungt. Hvorfor var hun så overrasket over at han var mørkelver, menneske ville på trods af at de var noget nær totalt blottet for hvad der ligner et minimums niveau af intelligens og dannelse næppe angribe ham på de beskyldninger uden at minimum en af dem var sande, og af de opremsede beskyldninger var mørkelvere trodsalt en af dem som var sværest at gå fejl af, de fleste af disse ting kunne skjules, ellers var det tydeligt at se på hans lille krop at der næppe flød ork blod i hans åre, og foddømt, tjaaa så ville han være godt dum hvis han begav sig ind i en hvilken som helst by i hele verden og troede at han ikke ville blive jagtet og brænd levende eller død om man vil. Deraf var det faktisk kun muligt at hans overfaldsmænd havde handlet ud fra beskyldningen om at han var mørkelver. Ifølge Malekith var dette næppe en forbrydelse i sig selv da man ikke selv kan vælge sine forældre, ikke at Malekith på nogen måde ville vælge om hvis han skulle få chancen men alligevel.
Men hvorfor var hun så overrasket, det eneste ord hun havde sagt var mørkelver, var det ment som en fornærmelse.
"Ja i har helt ret jeg er en mørkelver, hvad afslørede mig, mine øjne, mit smukke sølvfarvede hår, min glatte sorte hud?" Malekith var træt og irritabel, han var lige blevet overfaldet, og hun var standset op midt i kampen for at stire måbende på ham var hun imbecil, Malekith tvivlede folk der kunne slås som hende var ikke dumme.

((Energikugle x3
Kasteren udsender en kugle af ren energi. Kuglen virker som et hårdt slag ved kontakt.
Mp: 5

MP tilbage: 25))

[Shailiha]

Fordi hun stirrede så intenst på ham, registrerede hun forbløffet hvordan hans øjne så ud til at skifte farve, hvorefter tre lysende kugler skød fra hans hånd hurtigere end øjet kunne følge. Den logiske del af hendes hjerne bemærkede at når de stod så tæt ville hun ikke være i stand til at dukke sig, skulle han vælge at rette de lysende kugler mod hende - hvorefter den mistroiske del skreg at hun skulle skynde sig væk. Men kuglerne der fløj forbi hendes øre og de efterfølgende udbrud af smerte, havde mindet hende om et mere pressende problem. Fra det ene øjeblik til det andet gik hun fra forbløffelse og tilbage til kampstatus, hvor hun snurrede rundt om sin egen akse med sværdet hævet på ny og sanserne tonede for at opfange hvor det næste angreb ville komme fra. Til hendes overraskelse fandt hun at de var de eneste der var tilbage - i hvert fald de eneste der stadig stod op. Gyden var overstrøet med faldne kroppe, nogle bevidstløse, nogle døde og andre klagende i smerte. Hun blinkede, ærligt overrasket over at hun var kommet igennem dette i live. Elverens... mørkelverens... stemme fik hende til at kigge over skulderen på ham. Han så lige så mørbanket ud som hun følte sig, men ellers nogenlunde uskadt og tydeligt irritabel.
"Jamen I må da meget undskylde at jeg reddede Jeres noble røv, skulle det da være en anden gang" kastede hun tilbage, mere ud af vane end fordi hun var egentlig irriteret på ham. Han kunne dog måske godt vise lidt taknemmelighed. Hun vendte blikket tilbage mod gyden, stadig forbløffet og en anelse høj af lettelse ved tanken om hvad hun lige var sluppet igennem. De grønne øjne lokaliserede hurtigt fyren hun søgte, hvorefter hun bevægede sig over til hvor han sad lænet op mod muren med hånden holdt beskyttende foran sin brækkede næse og et fraværende blik i sine øjne.
"Den tilhører vist mig," mumlede hun mens hun tog fat i sin kniv der stadig sad fast i hans skulder, og hev til. Et grynt af smerte slørret af den brækkede næse forlod hans mund, og for god sags skyld smadrede hun knivfæstet ind på siden af hans hoved, så han med en sagte stønnen gav slip på det sidste af sin bevidsthed han havde holdt fast ved.
"Nu er du ikke et babyædende monster eller sådan noget vel? Jeg ville hade at vide jeg slog så mange køtere ned for at redde en anden køter," bemærkede hun henkastet over sin skulder, før hun tørrede kniven af i mandens beskidte skjorte og rettede sig op. Hun lod kniven forsvinde tilbage i bæltet før hun vendte sig rundt og lod de undersøgende øjne finde mørkelverens.

((Kampdans stoppet.

Midlertidige stats:
Hurtighed: 8
Smidighed: 9))

[Malekith]

Malekiths øjne skiftede tilbage til den normale gule farve, imens han fulgte Shailiha med øjnene som hun hentede sin dolk, den var begravet dypt i en mands skulder. Han sukkede let, al denne vold havde været unødvendig hvis bare mennesker generelt var lidt mindre tilbøjelige til at generaliserer når det gjaldt andre racer. Denne kvinde var vel ingen undtagelse, "Jamen jeg vil da gerne love jer at jeg ville så meget som overveje at sætte min tænder i noget så ulækkert en menneske Baby" det var tydeligt i hele hans holdning og stemmeføring at han fandt selve ideen om at spise en menneskebaby utroligt frastødende, "I må undskylde mig mange gange men hvis de ikke har lagt mærke til det har jeg lige haft en nær døden oplevelse som jeg desuden er yderst lykkelig for at i hjalp mig ud af, virkelig jeg er yderst taknemmelig for at i redede mig tro endelig ikke andet i er det venligste menneske jeg har mødt til dato. De her var manifestationen af den holdning de fleste mennesker bære til mig, kan i forstille dem hvis vi ikke befandt os i en neutral by? jeg ville være klynget op for længe siden siger jeg jer, så nej jeg er ikke et monster, ikke en køter, jeg spiser ikke babyer og jeg har absolut ingen intensioner om at ofre nogen til demoner eller tage nogen mennesker som slaver, bare fordi jeg er mørkelver betyder det ikke at jeg er en inkarnation af ondskaben" Malekiths tonefald var skiftet til at være træt og opgivende

[Shailiha]

Shailiha havde ladet sig glide ned på hug mellem skidt og slyngel, hvor hun lånte endnu en bevidstløs bandits skjorte til at rengøre sit sværd for blod. Alt imens hun gjorde dette holdt hun et fraværende øre rettet mod mørkelverens monolog og ind imellem lod sit blik flagre op for imod hans slanke skikkelse. Han var den første af sin slags hun havde set på nær hånd, og hun kunne ikke tilbageholde en vis nysgerrighed overfor hans udseende og karakter - og en vis beundring for de smukke træk, som hun altid havde beundret hos alle elvere.
"Rolig nu spidsøre, ingen grund til den store tale. Et simpelt 'nej' havde været nok," bemærkede hun da han endelig blev stille mens hun mentalt rullede sine øjne mod himlen. Mon det karakteriserede alle mørkelvere at de talte så meget? De fleste højelvere hun havde mødt havde i hvert fald haft en tendens til lange og blomstrende sætninger, måske det var en elverting? Hun havde sikkert læst noget om det i en af Samuels mange bøger, men i sin nuværende forfatning var hun ude af stand til at genkalde noget af det. Endelig tilfreds med at hun havde gjort hvad hun kunne i situationen for at rengøre sit våben, gled hun til stående stilling og lod det glimtende sværd forsvinde tilbage i sin skede. Adrenalinen pumpede stadig igennem hendes årer, og hun kunne høre sit hjerteslag dunke højlydt i sine årer. Udover dette begyndte hendes krop også at melde tilbage, mens den meget utilfredst gjorde opmærksom på de sår hun havde anskaffet sig. Især hendes venstre arm havde mistet det liv den havde tilbage. Men hendes tanker var langt væk fra sårene, på mere øjeblikkelige problemer hvor hun igen vendte blikket tilbage til elveren.
"Fint fint - nu hvor vi har fået slået fast at du ikke er en hjerneædende igle sendt af den Navnløse for at hjemsøge denne verden, så må vi nok hellere se at komme væk herfra. Jeg ved ikke med dig, men jeg har ikke specielt lyst til at være i nærheden når-" hun afbrød sig selv midt i sætningen, mens hendes blik fløj ned mod enden af gyden, hvorfra den fjerne lyd af marcherende fødder der ramte jorden i takt kunne høres sammen med de fjerne råb 'gør plads'. Hun måtte beundre deres timing, omend de kom noget for sent til at være til megen gavn.
"Perfekt, nu sidder vi virkelig med bagdelen i hestetruget. Jeg formoder ikke at du tilfældigvis har en besværgelse gemt i baglommen som kan trylle os væk herfra?" sagde hun mens irritation var krøbet ind i hendes stemme ved situationen de var havnet i. Hendes spørgsmål var ikke rigtig noget spørgsmål, da det var tydeligt at han ville have brugt en sådan besværgelse lang tid før hun dukkede op, havde han haft den.

[Malekith]

Malekith stod endnu et øjeblik og stirrede på hende, "I bedes undskylde men skal det forestille at være en fornærmelse at blive kaldt spidsøre, eller er det bare en opremsning af indlysende realiteter ligesom at jeg er mørkelver ja jeg har spidse øre, du har runde øre skal jeg også kalde dig rundøre eller ville det virke dumt for dig" han sukkede irriteret "naturligvis besidder jeg ikke nogen teleportations eller flyve besværgelser ellers havde jeg brugt dem forlængst men der også andre muligheder" Malekith kiggede langsomt rundt inspicerede de omkringliggende bygninger, målte højden med øjnene mærkede på dem for byggematerialer de var lavet af. Han havde ingen problemer med at se i gydens mørke, han var vandt til mørkere steder. Imodsætning til menneskerne var mørket hans element. Naturligvis var han nød til at menneskekvinden her på slæb men han skulle nok kunne slippe fra en flok menneske bygarder. Efter at have ledt et stykke tid fandt han hvad han ledte efter en revne i en af gydens vægge, den var ikke helt skjult som han havde foretrukket men han kunne ikke være kræsen. Han lagde hånden på væggen idet han dyppede sig i sin mana. Energien flød ud i hans hånd og lagde et tryk mange gange støre en noget hans krop ville kunne formå. Lyden af væggen der smadrede under hans magi, han havde lagt pres på det svage punkt. Dernæst vendte han sig imod Shailiha "Så her er vores vej ud af gyden kom nu med, jeg vil desuden godt bede jer om at tiltale mig Lyrios, frem for at bruge diverse indlysende ting om mit udseende der ikke er mere passende end hvis jeg tiltalte jer ved forskellige aspekte af jeres udseende" herefter hoppede han igennem hullet i væggen

((Energislag
Kasteren berører sin modstander og sender energi ud af sine fingre, så berøringen vil virke som et hårdt slag. Kan også bruges til at forstærke et normalt slag.
Mp: 5

Mp tilbage: 20))

[Shailiha]

Shailiha kiggede tilbage på elveren med vantro i blikket, mens hun for en gangs skyld var mundlam... i hvert fald for et øjeblik. Hun havde aldrig mødt nogen der tog så alvorligt de øgenavne hun automatisk slyngede omkring sig, og spidsøre var ikke ligefrem en sjælden betegnelse for elvere hvad enten de værende høj- eller mørkelvere. Hun rystede på hovedet og sukkede irriteret mens hun vendte sig rundt for at lade sit blik glide over gyden.
"Mit navn er Shailiha, men hvis du har lyst til at kalde mig rundøre så vær min gæst, selvom at hvis du endelig skulle give mig et øgenavn ville jeg sætte pris på et med mere kreativitet. Men gør hvad du vil, så længe vi får mindre snakke-snak og mere kigge-kig, hvis du ikke har lagt mærke til det så er der på vej herhen en bunke ret så sure vagter - med ret så spidse sværd. På det tidspunkt vil jeg gerne være væk herfra," kastede hun tilbage, mens hun som sædvanligt smed diverse ekskrementer efter høfligheder og det korrekte 'I' og 'jeres'. Shailiha kunne skam være meget høflig når hun gad... problemet var bare at hun sjældent gad, og irritationen gjorde ikke ligefrem noget for at mindske hendes flabethed. Lige nu var hun noget mere optaget af at lede efter en potentiel vej væk fra denne gyde, men skuffet måtte hun erfare at der ikke var nogen indgange til syne. Det virkede mest som om denne gyde blot var et tilfældigt mellemrum mellem to huse, brugt til skrald og diverse. Hun øjnede tvivlsomt murene omkring dem, ikke specielt begejstret for tanken om højden. Elveren virkede ikke til at være den fysiske type, og med hendes arm var hun i tvivl om hvad enten hun selv ville kunne klare en klatretur. De kunne selvfølgelig prøve at nå tilbage til enden af gyden, men chancerne for at løbe direkte ind i vagterne var ikke særligt tiltrækkende.

Et mindre brag tiltrak hendes opmærksomhed og fik hende til at snurre rundt på stedet, hvor hun blev mødt af det overraskende syn af elveren der stod foran et hul i muren. Hullet var ikke specielt stort, men stort nok... og det ville i hvert fald sænke vagterne da de kun ville kunne komme igennem en efter en. Grinende hoppede hun igennem hullet efter elveren.
"Så er du jo alligevel ikke helt ubrugelig... Lyrios var det?" bemærkede hun drillende mens hun bukkede sig ned og kastede et blik ud gennem hullet, lige i tide til at hun kunne skimte vagternes skikkelser som de drejede rundt om hjørnet der førte ind til gyden. Hun mumlede en forbandelse før hun snurrede rundt på stedet og øjeblikkeligt sprang afsted mens hun hev Lyrios med sig inden han kunne nå at kaste sig ud i flere foredrag.
"Ingen tid til at hvile, du kan roligt sværge på at en af de køtere derude der stadig er ved bevidsthed, vil pege ud for vagterne hvor vi forsvandt hen. Hele situationen vil blive forklaret... og ikke til vores fordel," sagde hun mens hendes hjerne arbejdede på højtryk med hvordan de skulle komme ud af denne mødding. Første skridt var at komme væk derfra. Et hurtigt blik viste at de var havnet i en form for varehus, med sække og kasser stablet op i bunker over det hele. Luften kradsede i hendes lunger og hun kunne se støvet der hvirvlede op ved hver en bevægelse, støvkornene tydelige i de blege stråler af sollys der trængte igennem vinduerne højt oppe. Der ville være mange skjulesteder at finde herinde, men hvis vagterne begyndte at gennemsøge lageret ville de finde dem til sidst alligevel.