Et uventet møde i byens gader [E]

[Malekith]

Malekith skulle lige til at forklare hende hvem hvorvidt hun var brugbar eller ej samt en snes andre ting idet hun for forbi ham og begyndte at trække ham med.
Støvet rev ham i halsen, hvilket forværrede hans vejrtrækning endnu engang, forbandet være hans held. Han så sig om i lagerbygningen "Jeg er helt enig i at deres forklaring næppe er til vores fordel, jeg er jo en vampyr fordømt nekromantiker mørkelver djævle -orc bastard, som du måske husker og jeg ved ikke hvad de ville dømme dig til at være men det er nok i samme retning måske min djævelske slave, tjener eller et eller andet dumt, de ville under alle omstændigheder aldrig indrømme at de blev slået en splejs på min størrelse og en kvinde. Ved ikke hvorfor menneskelige mænd har en ide om at deres kvinder er dem underlegne da det ikke er tilfældet iblandt nogen race at hunvæsnet er hanvæsnet underlegent." Malekith vidste godt han snakkede meget, det var en vane han havde når han reflekterede over tingene var det godt at få dem formuleret. Alligevel var det kun en brøkdel af hans reflektioner som han udtalte, det var mest dem som han ønskede at dele med eventuelle lyttere at han snakkede højt om. Malekiths eder over at se sollyset var ikke til at overhøre, de kom på sortelvernes sprog men det var tydeligt at han forbandede sollens stråler langt væk, de blændede ham og hæmmede hans syn, irriterende, ligesom tomhjernede mennesker som hænger fast i deres latterlige fordomme om andre selvom det er ubegrundet og der var sandsyneligvis flere iblandt menneskernes mangfoldighed og dumhed som valgte nekromantikerens vej for at udskyde enden på deres i forvejen korte livspan

[Shailiha]

"Det gode ved den fordom er at dine modstandere ofte undervurderer dig når du er kvinde. Det gør det ekstra tilfredsstillende når du sender dem tilbage til deres mor stykke for stykke i en trææske," svarede Shailiha fraværende mens de løb, hvor hun højst sandsynligt ikke ville have kunne gengive hvad hun lige havde sagt da hun fokuserede mest på hvordan de skulle komme ud. Hvis de kunne finde indgangen ville det være let, da bommen der holdt de store døre lukkede oftest befandt sig indenfor og ville være forholdsvist let at få op. Den var jo også lavet til at holde folk ude og ikke inde. Problemet var bare at finde udgangen i denne labyrint, og helst før vagterne nåede at omringe bygningen.
"Hurtigt, denne vej," kaldte hun mens hun drejede rundt om endnu en stak kasser, netop som hun kunne høre råb der afslørrede at vagterne havde fundet hullet og nu var på vej ind i lageret. Hun kiggede bagud for at sikre sig at Lyrios stadig fulgte med, og vendte opmærksomheden tilbage til hvor hun løb lige i tide til at stoppe brat op før hun smadrede ind i muren.
"Endnu en blindgyde?! Ved den Navnløses ædlere dele hvem har pisset på min lykkestjerne for at jeg skulle ende her?" mumlede hun frustreret for sig selv mens hun slog en hånd mod muren som i håb om at en dør pludselig ville komme til syne. Selvfølgelig gjorde den ikke det, og muren stod lige så solid som før. Hun undertrykte en hosten, mens flere råb klang gennem lageret. Der kom lidt for mange vagter herind, lidt for hurtigt efter hendes smag. Mens panik og adrenalin susede igennem hendes årer lod hun blikket glide rundt, og da hendes blik igen faldt på kasserne så hun det som deres bedste mulighed. De måtte bare håbe at vagterne ikke kiggede opad.
Jeg håber ikke du er bange for højder," sagde hun i et tonefald der tydeligt sagde at hvis han var, ja så var det bare ærgerligt. Hun løb over imod kasserne og skar en grimasse da smerten skød igennem hendes side, endnu en lille påmindelse om et af de sår hun havde tilegnet sig. Hun havde dog ikke andet valg end at bide smerten i sig som hun rakte op og hev sig op på den første kasse, ignorerede splinterne der truede med at grave sig ind i hendes hænder. I det mindste var kasserne stablet i pyramide-form, og det var næsten som en trappe... en trappe for giganter godt nok, hvor hvert trin gik til hendes skuldre.

[Malekith]

Malekith lod sig trække med ind i blindgyden, "Endnu engang undres jeg over menneskehedens dumheder, hvordan kan mændene dog undervurdere deres kvinder" han rystede på hovedet "I kamp bør man altid gå ud fra at ens modstander er bedre end en selv, noget helt andet er at der hvor jeg kommer fra dør man hvis man undervurderer kvinderne som også har en tendens til at herske" han så op på kasserne, normalt var Malekith af den mening at det var at foretrække at bevæge sig nedad frem for opad. Men omvendt var nedad ikke en mulighed og hvis hans teori om menneskelige mænds totale mangel på intelligens holdt stik ville vagterne næppe kigge op, det var faktisk en plan som kunne lykkes. Han kravlede op på den første kasse, en sveddråbe løb over hans pande. Det var hårdt for ham, det var sjældent han havde haft udøvet så meget fysisk arbejde som han havde nu. Efter de tre første kasser var han helt færdig, hans muskler værkede og han var bare fysisk opbrugt. Han lå på kassen og hev efter vejret "Kan..... ikke..... mere....." han fik med besvær trukket sig ind så han ville være svære at se fra jordhøjde

[Shailiha]

Den hvæsende lyd af mørkelverens opgivelse fangede hendes opmærksomhed netop som hun skulle til at hive sig op endnu et trin, og da hun kastede et blik over skulderen fik hun øje på Lyrios to trin under hende, og frustreret måtte hun erkende at de nok ikke ville komme meget længere lige nu. Selv var hendes største problem ikke så meget udholdenheden, og hun sendte en taknemmelig tanke til alle de gange hvor Samuel havde tæsket hende igennem diverse forhindringsbaner samt adskillige klatre- og løbeture. Hendes problem var hendes arm der gjorde mere og mere ondt som hun tvang den til at arbejde trods sin skade, og det var alligevel med en hvis lettelse at hun lod sig dumpe ned ved siden af ham for et øjebliks hvil.
"Dumhed eller ej, så formåede de mennesker stadig at trænge dig op i en krog. Pas på med at undervurdere dem... især deres galskab i grupper," mumlede hun med lav stemme for at vagterne ikke skulle kunne høre dem, hvis de nu var tæt på. Med en grimasse tog hun vægten fra sin sårede arm ved at holde den ind mod brystet med den anden, mens hun for første gang rent faktisk havde tid til at tjekke sin krop og registrere hvilke småsår hun havde fået skaffet sig. Hun opdagede adskillige småflænger, de fleste situeret på hendes arme og skuldre, samt adskillige steder hvor hun ville erhverve sig nogle ret heftige mærker i morgen. Men ud over knivsåret i hendes side og sin smadrede skulder, var hun sluppet heldigt nok af sted... og det virkede heller ikke som om skulderen var brækket eller revet af led.
"Er du såret eller noget?" mumlede hun spørgende mens hun lod blikket glide over den slanke krop. Det var svært at sige med den kutte, men han havde da formået at bevæge sig så langt så man måtte vel gå ud fra at han ikke var alvorligt såret... med mindre selvfølgelig han var martyr-typen der led i stilhed. Hun lod hovedet falde tilbage mod kassen hun sad op ad, mens hun lukkede øjnene og tvang sin krop til at tage rolige åndedrag for at få sin vejrtrækning normal igen. Hun havde på fornemmelsen at den høje puls skyldtes lige så meget panik som det skyldtes løbeturen.
Hvad har jeg gang i? Jeg er på flugt fra Seies' vagter med en mørkelver! Tanken for igennem hendes hoved sammen med en million andre hun knap nok havde tid til at registrere, sammen med den tilbagevendende tanke om at Samuel ville dræbe hende når han fandt ud af det. Hun skubbede konsekvenserne væk - dem måtte hun forholde sig til senere - og åbnede igen øjnene. Problemet med at de netop var på en pyramide-formet stabel af kasser, var nemlig at hvis bare en af vagterne så op netop som han gik forbi, ville de blive opdaget... risikoen var måske ikke specielt stor, men den var der og det var nok.
"Chancerne er at de sætter vagter ved alle udgange. Nogen ideer?" spurgte hun, mens den sarkastiske tone stortset var forsvundet som hendes hjerne arbejdede på højtryk i et forsøg på at finde en udvej.

((Svaghed efter kamdans forsvundet.

Nuværende stats:
Hurtighed: 10
Smidighed: 11))

[Malekith]

Malekith fik langsomt pusten igen, pokkers tage at han ikke havde nogen besværgelser som kunne hjælpe ham med at rejse, eller bare hoppe op ad kasserne. Han bandede sagte sin egen svaghed langt væk, han kiggede langsomt op studerede rummet jo, målte afstande imellem kasser og loftet. Endnu engang så han efter enhver ting som kunne hjælpe ham, hans hjerne kørte på højtryk imens at han langsomt drejede sit hovede rundt. At svagt smil var at ane på hans læber som han fik pusten og tænkte sig om, hans lange øre vibrerede lidt imens han lyttede efter vagternes skridt. Hele hans krop var spændt imens han vurderede. Snart havde hans ansigt et svagt drag af tilfredshed "Nå lad mig høre hvad du formår at bruge den metal pind du svinger rundt med, ser du så hvidt jeg kan vurdere burde du kunne nå loftet fra toppen af den her pyramide, ville du være i stand til at skabe et hul i loftet som vi kunne kravle ud af?" Han holdt en kort pause idet hans blik faldt på hendes skadede arm, idet han for første gang sendte hende et vurderende blik fra top til tå, hans øjne var knebet godt sammen idet de fæstnede sig ved hver eneste detalje ved hendes krop. Efter et par minuter åbnede han munden igen "Er der noget galt med din arm? sig det som det er jeg kan godt gennemskue en løgn jeg er vokset op iblandt løgnere" hans høflige tone og sprogbrug var blevet afløst at venligt, behageligt tonefald som tydeliggjorde hans smukke accent og stemme

[Shailiha]

De smalle ansigt antog en overvejende maske mens hun lod blikket søge opad til loftet over dem, og derefter bagud til toppen af stablen af kasser, mens hun målte afstanden med øjnene. Uden hun lagde mærke til det forvred hendes mund sig en anelse mens hun bed eftertænksomt på sin underlæbe, en vane Samuel hurtigt havde opgivet at vænne hende fra.
"Måske.. det kommer an på hvilke materialer de har lavet taget af," konkluderede hun tøvende, tydeligvis ikke helt sikker på planen. Men det var den bedste de havde, og hun kunne umiddelbart ikke komme på en bedre, så uden at tøve mere hev hun sig på benene og begyndte at klatre igen. Med slet skjult utålmodighed ventede hun hver gang hun havde besteget en af kasserne, på at Lyrios skulle følge efter hende. Overraskende nok modstod hun faktisk at komme med diverse sarkastiske kommentarer... om det var grundet respekt for at det rent faktisk virkede som om han gav sit yderste, eller om det var for at vagterne ikke skulle høre dem, det var hun selv ikke engang sikker på. Sikkert en blanding af begge dele. Til sidst tabte hun dog alligevel tålmodigheden, og da hun havde forceret den næste række af kasser, vendte hun sig om og rakte en hånd ned imod ham for at hjælpe ham op. De grønne øjne blev dog knebet en anelse sammen ved hans spørgsmål.
"Har jeg givet dig grund til at tro jeg ville lyve for dig? Jeg blev ramt af en kølle og blev smidt ind i en mur. Selvfølgelig gør det ondt, men det er der ikke noget at gøre ved før vi kommer ud af det her hul," hvæsede hun halv-irriteret over at han havde følt det nødvendigt at informere hende om at det ikke nyttede noget at lyve. En del af hendes hjerne informerede hende om at den fandt hans stemme yderst behagelig, og spekulerede på hvordan den mon ville lyde hvis den blev løftet i sang. Irriteret sendte hun den tåbelige tanke væk og bad den sentimentale del af hendes hjerne om at stikke sine ideer op et sted hvor solen ikke skinner.

Med benene spredt godt ud for at finde en god balance, trak hun sværdet ud fra sin skede. Mens hun sendte en tak til Arai for at det ikke var hendes højrearm der var blevet skadet, løftede hun sværdet og prikkede prøvende til loftet. Hun fandt hurtigt en sprække som hun kunne udvide, og straks begyndte trælaget at smuldre ned i hovedet på hende. Med et sus af håb indså hun at taget var lavet af træsplinter der var sat sammen med en masse af... af et eller andet klistrende. Det vigtige var at det derfor ville være let at arbejde sig igennem. Hun klemte øjnene sammen mod smuldret, mens hun prøvede ikke at få det i næse og mund, mens hun arbejdede sig videre. Pludselig ramte hendes sværd dog noget hårdt... noget med en metallisk lyd.
"Pokkers," svor hun frustreret mens hun indså at selvfølgelig var lageret ikke dækket af simple træsplinter eller hvad det nu var. Træet dækkede simpelthen blot en metalplade der var den virkelige beskyttelse. Mens hun igen trak på sine mere farverige forbandelser, lod hun sin sværdarm falde og kiggede ned lige i tide til at få øje på vagterne der bevægede sig ind i den blindgyde de selv havde været fanget i.
"Vagter!" hvæsede hun blot mens hun hurtigt lod sig dumpe ned på den modsatte side af kassen hun stod på. Irriteret børstede hun savsmuld væk fra sit hår og tøj, mens hun igen lod blikket vandre til alt der kunne gøre sig gældende som en vej ud. Til sidst faldt hendes blik på støvets lydløse dans i solstrålerne, og hendes blik fulgte strålen til et vindue i muren. Den var et godt stykke væk, men hvis de bare kunne komme over på karmen der var placeret foran vinduet...
"Er du god til at hoppe?" bemærkede hun spørgende, mens hendes blik fortsat var limet til deres nye håb om en udvej.

[Malekith]

Malekith kiggede på hende, et svagt udtryk af tænksomhed vidste sig i hans ansigt idet han viftede lidt med den ene hånd "Nej du har ikke givet mig grund til at tro du ville lyve over for mig, men du kunne jo have et eller andet kompleks med ikke at vise svaghed over for mænd eller bare over for andre i det hele taget" han fulgte med idet hun begyndte at krasse i loftet og stødte imod en metal plade, i et pakhus. Det havde han ikke set komme, noget der modbeviste hans teori om at mennesker var en enorm samling af inkompetente imbeciler, interessant måske var det kun menneskelige kvinder der ikke var totalt hjernedøde, helt klart en mulighed.
Han fulgte hendes blik imod vinduet, han ville have foretrukket et hul i taget han kunne kravle ud af.
"Nej jeg er ikke god til at hoppe kan jeg godt afsløre men jeg burde kunne tilbagelægge afstanden hen til vinduet under alle omstændigheder" Hans hud sitrede svagt idet dimensions magien trådte i kraft og han frastødte kassen som stod solidt nok fast til at han selv flyttede sig frem af imod vinduet i høj fart, han ramte det, og røg igennem det

((Frastødning
Kasteren frastøder en genstand. Kan f.eks. bruges til at afværge projektiler og blokere angreb med våben. Kan også frastøde personer ved berøring, og på den måde bruges til at vælte dem omkuld. Virker dog ikke på magier.
Mp: 5

Mp tilbage: 15))

[Shailiha]

"Jeg ser ingen grund til at klage højlydt over noget ingen af os kan-" begyndte hun at forklare med en skuldertrækning, men længere nåede hun ikke før mørkelveren pludselig fløj igennem luften. Hvordan i al verden havde han formået det?! Med halvåben mund kunne hun ikke andet end at kigge, mens han fløj over afstanden mellem kasserne og vinduet. Hun kom sig dog over sin overraskelse da hun så ham ramme vinduet og falde igennem det, med den højlydte lyd af glas der knustes. Håret piskede om hovedet på hende da hun instinktivt så sig over skulderen og fik øje på en af vagterne der stirrede op mod dem. Deres øjne mødtes i et kort øjeblik af ligesidet overraskelse, før han begyndte at pege og råbe og hun bandede kort og heftigt for sig selv. Hun så tilbage mod vinduet... målte afstanden med øjnene.
"Shit... Aria hjælp mig med at flyve," mumlede hun, før hendes kæbe låste sig med beslutsomhed. Hun bakkede så langt tilbage som hun kunne, og tog derfor to lange skridt før hun satte af, og med arme der sprællede på en meget uelegant måde, fløj igennem luften mod vinduet. Et øjeblik troede hun at hun ikke ville nå det, men på trods af alle odds landede hun sikkert på karmen, hvor hun lige akkurat nåede at gribe fat i den øverste del af vinduet før hun ville være fulgt efter Lyrios med hovedet først. Hun fik øje på mørkelveren der lå nede på det næste tag, ca halvanden meter under hende. Knust glas og metalstykker lå spredt omkring ham som stråler omkring en sol, og fra hvor hun stod kunne hun ikke se om han var kommet noget til. Bekymret lod hun sig straks falde ned, og bukkede let i benene da hun landede for ikke at forvride en ankel eller værre.
"Lyrios?! Er du okay?" udbrød hun straks mens hun skyndte sig over til ham, akkompagneret af lyden af knasende glas under hendes støvler som hun lod sig glide ned på hug ved siden af ham.

[Malekith]

Malekith lå på taget forslået, blødende fra glassplinter siddende forskellige steder i hans krop. Han var kun halvt om halvt ved bevidsthed, omtåget af smerte. Et sted i hans baghoved mærkede han sin søster stønne idet hun mærkede hans smerte, han mærkede hendes ordløse bekymring.
Han prøvede at sende hende en overbevisning om at han var i sikkerhed nu, selvom han næppe kunne have lydt videre overbevisende. Han var desuden næsten nået til grænsen for hvor meget mana han kunne bruge idag uden risiko for at han druknede i sin indre flod af mana. Sollyset blændede ham.
Han havde faktisk aldrig haft det være i sit liv nogen sinde. Det her var det ultimative lavpunkt, der hvor det umuligt kunne blive være, sådan føltes det ihvertfal.
Hans kunne knap nok se Shailiha da hun landede ved siden af ham.
Hører hende kunne han dog sagtens han lukkede øjnene. Hans stemme var tyk af smerte som han fik fremstammet ordene "Hvis du selv skulle gætte?" ordene var spydige men stemmen var ikke, han havde haft mere fart på en han havde regnet med og havde derfor ikke kunnet nå at smadre ruden med en energi kugle som han havde planlagt. Forbandet være når tingene ikke gik som de skulle.

[Shailiha]

"Mænd og utålmodighed, hvis du bare havde ladet mig... nå, sket er vel sket," bekymring blev erstattet med frustration som hun blev overbevist om at han ville overleve, omend det var tydeligt at han var såret. I det mindste var han da stadig ved bevidsthed. Hun tøvede kort mens hendes blik ufrivilligt blev ved med at søge tilbage til vinduet der førte ind til lageret, mens hun hvert øjeblik ventede at vagterne ville komme strømmende igennem for at tilbageholde dem. Hendes blik vendte tilbage til Lyrios, mens tanken faldt hende ind at hvis hun skulle sikre sig selv den bedste chance for at slippe væk, så skulle hun smutte nu. Som menneske ville hun ikke have nogen problemer med at forsvinde i mængden, mens en såret mørkelver som han både ville bevæge sig langsomt og blive lagt mærke til. Hun skyldte ham intet - hun havde trods alt reddet ham fra banditterne, og det var jo meningen at vagterne skulle være de gode fyre.
Men størstedelen af vagterne er trods alt mennesker, og det var jo tydeligt at I prøvede at slippe væk... tør du virkelig stole på de giver ham en retfærdig behandling? hviskede en stemme bagerst i hendes hoved, og med et suk indså hun at hvis hun havde tænkt sig at efterlade ham, så ville hun slet ikke være stoppet ved indgangen til den gyde i første omgang.
"Kan du gå? Selvom du er elver-anoreksi-barn så kan jeg altså stadig ikke bære dig," sagde hun mens hun rakte ud for at fjerne et glasskår der var landet på hans kind, før hun lod armene glide bag om hans hoved og skuldre i et forsøg på at få ham op at sidde og derefter op at stå. Hendes stemme var intens og fyldt med undertrykt utålmodighed, som alle nerverne i hendes krop skreg at de skulle væk, og at de skulle væk nu.
"Kroen hvor jeg bor er ikke så langt herfra. Krofatteren er en ven af en ven og han burde være loyal," foreslog hun prøvende. Der var altid en hvis risiko forbundet ved at stoppe op ét sted i længere tid ad gangen nu hvor de blev jaget, men lige nu kunne hun ikke se at de havde mange andre muligheder. De blev nødt til at få Lyrios et sted hen hvor han kunne få de glassplinter ud af kroppen, og hvor de begge kunne hvile og regenerere.

[Malekith]

Han kom op og side, hans øjne var stadigt presset hårdt sammen, imens han febrilsk famlede efter sin hætte uden held. Da han svarede hende var hans stemme en anelse hæs,
"Jeg har vel ikke så mange andre muligheder vel?, hvis du efterlader mig nu har jeg ikke andet valg en at vendte her til vagterne kommer og finder mig eller at jeg forbløder ihjel, måske hvis jeg overlevede til solen var svagere så jeg faktisk kunne se noget ville jeg måske have en lille chance, men jeg ville ikke anskyde mine chancer som værende store" Han løftede, strakte og bøjede sine ben, inden han fortsatte
"Ja jeg kan godt gå men du bliver desværre nød til at hjælpe mig lidt normalt gemmer jeg mig inden døre på dette tidspunkt solen er for skarp for mine øjne denne blænder mig totalt. Jeg kan faktisk intet se lige nu selvom jeg åbnede mine øjne." Han banede indvendig over sin hjælpeløshed, han hadede det, men han ville ikke kunne se sin søster i øjnene hvis han døde her.
Han talte igen efter en kort tidspunkt hvor han meget tydeligt bed sin stolt hed i sig, ikke over at blive hjulpet af en kvinde, eller bare et menneske, nej den stolte del af ham som sagde at han var mægtig og aldrig skulle have brug for hjælp, selv da han udtalte ordene kunne man høre i hans stemme hvor hårdt det var for ham, "Midt liv er i dine hænder nu" hele hans holdning var opgivende, han vidste at han ikke ville komme langt alene, han savnede sin søster meget, hun var langt bedre til at snakke med folk en han selv var hun havde sikkert også kunnet råbe bøllerne på bedre tanker, Malekith var ikke god med folk, han var magiker det var hans styrke, det var det han kunne og det var det han holdt sig til.

[Shailiha]

Shailiha rakte fraværende ud og løftede hætten for ham da hun bemærkede at han havde problemer med at få den op, nu hvor han åbenbart ikke kunne se. Hun lyttede med sammenbidt utålmodighed til hans monolog, da hun følte at dette af en eller anden grund var vigtigt for ham at få sagt.
Vigtigere end at slippe væk? Hun ignorerede den hviskende stemme, mens hendes blik konstant gled ud til siderne, for hurtigt at flyve tilbage til ham som hun lyttede. Instinktivt søgte hendes hånd ned til sværdfæstet, hvor hun løftede sit sværd en anelse for at tjekke at det var let tilgængeligt, før hun lod det falde tilbage på plads. Ikke at hun ville trække det hvis vagterne halede ind på dem - hun var måske rapkæftet men dum var hun ikke. Uvilkårligt gik en rysten gennem hendes krop, som en frisk vind rejste sig for at flyve hen over tagene og svøbe hendes krop i kulde, mens duften (eller stanken, afhængig af hvem man spurgte) af hav og fisk fyldte hendes næsebor. Da han erklærede at hans liv var i hendes hænder, sukkede hun irriteret.
"Hvis du bliver ved med at være så melodramatisk skal jeg personligt tage dig i hoved og røv og smide dig ud over taget. Kom så spidsøre, med mindre du også har lyst til at placere dit liv i vagternes hænder," sagde hun mens hun greb fat i hans albue og trak ham med sig hen imod tagets kant. Det var skam ikke fordi hun var utaknemmelig for ordene, man kunne på mange måder sige at det var Shailihas måde at sige 'tak' på. Desuden, så hvis der var noget hun afskyede så var det melodramatiske situationer. Hele tiden holdt hun et halvt øje rettet mod elveren, parat til at gå ind og støtte ham skulle han falde. I det mindste var det da en ringe trøst at han havde en elvers spinkle kropsbygning, så selv i sin trætte tilstand burde hun godt kunne støtte (omend ikke bære) ham hvis det var.
"Endelig! Heldet ser ud til at spillet på vores hold for én gangs skyld," udbrød hun mens et smil banede sig vej til hendes ansigt, da hun fik øje på rebstigen der hang fra toppen af taget og ned til jorden. Hun genkendte systemet fra Quihang, hvor byens tyve ved hjælp af bestikkelse sikrede sig nem adgang til byens tage. Rebstigen gjorde det nemt for en tyv at klatre op for derefter at hive stigen med sig, og derved vanskeliggøre mulig forfølgelse.
"Herrerne først," præsenterede hun da de nåede kanten af taget. Ved at kigge ned kunne hun se at den førte ned i en lille baggård, og gennem porten kunne hun skimte folk der passerede på en af byens større gader.

[Malekith]

Malekith mærkede hætten over hans hovede igen, tryghed. Den skyggede nok for solen til at han kunne se anelse så længe han havde ryggen til solen og der ikke var noget der reflekterede lyset op i hans øjne. Han åbnede svagt øjnene så han kunne se rebstien som ledte ned i en baggård, han vidste ikke hvad rebstien lavede der. Men han var glad for at den var der. Da han kom ned fjernede han et glasskår fra sin ene arm og han slappede en hel del mere af da solens stråler ikke kunne nå ham.
Når han nåede gaden ville han nok blive nød til at lukke øjnene igen, havde det være om aftenen havde han nok kunnet klare sig selv. Men midt på dagen var hans chancer ikke fantastiske. Hans øjne var stærkt lysfølsomme og han foretrak at sove om dagen og være aktiv om natten. Denne kvinde var grov ad tone helt sikkert ikke født til den samme klasse som Malekith selv, men Malekith vidste inderst inde at hun var typen han kunne stole på, og at hun næppe mente alt hvad hun sagde men fandt det nødvendigt at opretholde et hårdt ydre. Det var ikke et problem for Malekith det var den slags personer man skulle vende sig til. Han var ikke selv den store kender af forskellige slags personer men lidt havde han da lært af sin søster når nu de delte næsten alt med hinanden. "Ja du må meget undskylde hvis jeg er lidt melodramatisk men jeg bliver så stresset af middagssolen når den blænder mig, jeg kan afsløre at det ikke er behageligt ikke at kunne se når man er afhængig af sit syn, måske ville panisk igrunden være et bedre ord" Det opgivende var forsvundet fra hans stemme, istedet havde den et drag af selvkritik idet hans hårde stolte kerne gik igang igen.

[Shailiha]

Shailiha lagde hænderne på Lyrios' skuldre mens hun guidede ham ned på hug og placerede hans hånd på rebstigens kant.
"Bare rolig store fyr, jeg passer på dig. Jeg har arbejdet for hårdt til at opgive dig nu," svarede hun drillende men med en undertone af alvor, som hun gav hans skulder et lille klem der forsikrede ham at hun ikke ville forlade ham. Hun kunne kun forestille sig hvordan det måtte være at skulle lægge sig i hænderne på en komplet fremmed, og hvis der var noget hun kunne sympatisere med så var det følelsen af at være magtesløs. Da hun havde sikret sig at Lyrios var kommet ned i god behold, kastede hun et sidste blik over skulderen mod den knuste rude og de blodstænkede glasskår, før hun samlede den flagrende kappe omkring sig og hurtigt fulgte efter ham. Nede i gården bemægtigede hun sig igen hans albue.
"Vi kan jo ikke have at du render rundt og vælter gamle damer fordi du ikke kan se," forklarede hun med en munterhed mest ment for at lette den anspændte stemning, før hun ledte ham ud i gadens jungle.

"Hej Shai, det tog - hvad er der sket?" startede krofatter som hun trådte ind i den stortset tomme krostue, hans muntre stemme hurtigt ændrende til alarm, som han fik øje på blodet der plettede Shailiha samt den kutteklædte skikkelse der fulgte efter hende.
"Jeg forklarer senere, lige nu har vi bare brug for at du stoler på mig og glemmer at du har set min ven her," svarede hun hurtigt mens hun puffede Lyrios over mod trappen der førte op til værelserne. Men Samuel valgte ikke venner der var langsomme i hovedet, og krofatteren behøvede kun at kaste et enkelt blik på mørkelverens sorte hud, før han lagde to og to sammen.
"Det er jer de leder efter, er det ikke? De har rodet hele byen op - påstår I slog en hel snes arbejdere ned, dræbte nogle flere. En af de sårede skulle endda være søn af en baron!" Shailiha stirrede et øjeblik på den store mand, og bandede så. Søn af en baron? Pokkers til uheld! Angrebet på en adelig kunne vagterne ikke lade gå ustraffet hen, hvilket betød de ville lede så meget grundigere. Hun fangede kort Lyrios' blik, før hun kiggede tilbage på krofatter.
"Du kender Samuel - han ville ikke oplære sin lærling til at dræbe tilfældige forbipasserende. De angreb ham uden grund og ville have dræbt ham, jeg kunne ikke bare stå og se til. Vi har brug for en stille vej ud af byen... jeg beder dig?" sagde hun og så på manden med bedende øjne. Hun kunne se tvivlen skrevet i hans ansigt, men til sidst sukkede han og smed kluden han havde stået med fra sig.
"Du er ligesom Samuel; han kom også altid hivende med diverse duer med brækkede vinger, og regnede med alle vi andre ville gøre rent når den sked. Guderne hjælpe et gammelt fjols som mig, jeg skal nok hjælpe jer. Jeg kender en fyr der for en sum guldstykker vil lade jer kravle fra hans tag og over til muren ved hjælp af en stige," sagde han med et suk, hvor han rystede forgæves på hovedet da hun gav ham et stort smil. Hun gjorde tegn til Lyrios om at vente i krostuen, mens hun forcerede trappen to trin ad gangen på sin vej op til værelset.

[Malekith]

Malekith åbnede sine øjne igen nu, lyset i kroen var dæmpet hvilket resulterede at han faktisk kunne se noget nu. Hans vejrtrækning blev roligere så snart han var trådt ind i kroen.
Han scannede hurtigt alle som befandt sig i kroen og trak hætte og kappe tættere sammen om sig, samtidigt forholdt han sig stort set tavs under hele Shailihas samtale med krofatteren, tilsidst da krofatteren kategoriserede ham under betegnelsen diverse duer med brækkede vinger fandt han det dog svært at tie stille. "Jeg tror ikke helt jeg føler jeg bør sammenlignes med en diverse duer med brækkede vinger, selvom jeg betvivler det yderst meget at det var ment sådant er det at blive sammenlignet med et af disse flyveflaksevæsner i overflade beboere kalder fugle en stærk fornærmelse der hvor jeg kommer fra jeg har også hørt at det skulle være ligesådan iblandt dværge, fugle er flyvske, kujonagtige og at blive sammenlignet med et sådant væsen i særdeleshed dem der kaldes duer er det samme som at sige til en person at denne er svag, og med brækkede vinger også hjælpeløs.
Jeg er af den overbevisning at ingen af disse beskrivelse er dækkende for min person ydermere antyder i ved at bruge ordet diverse jeg er tilfældig, altså ikke er speciel og folk som jeg ofte kommer til din kro såret, dette ville jeg også mene er en anelse stødende idet jeg ikke bare er en hvemsom helst, derudover har jeg aldeles ikke anbragt mine ekskrementer nogen steder hverken bogstaveligt talt eller i overført betydning, medmindre I sammenligner min hudfarve og race med eller i det mindste kategoriserer disse sammen med ekskrementer, i skal ikke tro at jeg ikke er yderst taknemmelig for jeres hjælp, jeg beder jer bare spare lidt på fornærmelserne imens jeg er tilstede." Malekith var ikke en hvemsomhelst på nogen måde, han foretrak dog ikke at gøre et stort nummer ud af at han var søn af en de mere magtfulde kvinder i mørkelvernes råd hvis ikke hun var den mægtigste. At han var mørkelver var slemt nok, hvis menneskene vidste at han stammede fra en af herskerne var det ikke til at vide hvad de kunne finde på Uforudsigelige som de var. Da han så Shailiha suse op ad trappen opgav han hurtigt at følge efter i sin sårede tilstand hendes tegn til ham om at blive blev fulgt idet han lod sig dumpe ned på en af de bænke som fyldte væggen. Herefter begyndte han langsomt at hive glasskår ud af kroppen, for enhver som observerede ham var det tydeligt at det gjorde ondt, men samtidigt lettede noget, idet han fjernede skårende. Samtidigt prøvede han så godt han kunne at forbinde de sår som opstod samtidigt med at han trak glasstykkerne ud, ikke at han var vildt dygtig til at forbinde sår, men det mindskede idetminste blodtabet en smule. Herefter sank han tilbage imod væggen udkørt, med lukkede øjne. Hvis der kom en gruppe vagter nu var han prisgivet medmindre hans overfaldsmænd havde beskrevet ham som væsentligt større og farligere end han egentlig var, dette var en mulighed. Men næppe noget han kunne tillade sig at satse på, ikke en chance som var det værd, dybest set ville han hvis han havde været alene godt kunne forlade byen om aftenen, men nu var Shailiha med ham, og han kunne jo ikke tillade sig at lade hende i stikken efter alt hvad hun havde gjort for ham. Nu gjaldt det om at få hvilet sig så han kunne begynde at bruge af sin mana igen om nødvendigt.