Et uventet møde i byens gader [E]

[Shailiha]

Shailiha var allerede på vej mod trappen da Lyrios for første gang mens de var i kroen, begyndte at snakke. Hun nåede ikke at høre det hele som hans stemme falmede hen mens hun bevægede sig opad, men hun hørte dog nok til at forstå han var noget indigneret over at blive sammenlignet med en due. Dette fik det til at trække i hendes mundvige, som hun nåede toppen af trappen og halvløb ned til døren der førte ind til hendes rum. Hun tog i dørhåndtaget, og det tog hendes stadig adrenalin-påvirkede hjerne et par sekunder at regne ud at selvfølgelig var døren låst, og endnu et øjeblik at huske hvor på sin person hun havde gemt nøglen. Inde i rummet bevægede hun sig systematisk igennem sine ting og smed dem hulter til bulter ned i sin oppakning, for en gangs skyld glad for at Samuel havde insisteret at hun ikke pakkede for meget. I modsætning til mange andre kvindelige krigere hun kendte, så var hun en af de få der ikke afskrev sin kvindelige side fuldstændig - hvilket betød at hun f.eks. var en stor tilhænger af kjoler når lejligheden bød det. Hendes pige-gen havde derfor fortalt hende at hun skulle til en ny storby for første gang, og derfor skulle have alt og intet med så hun var parat til enhver situation - men Samuel havde slået hånden i bordet (i overført betydning) og husket hende på at hvad end hun pakkede skulle hun også rejse med, og hvis hesten faldt om halvvejs til Seies så var det hende der skulle gå resten af vejen. Derefter havde hun formået at pakke en forholdsvis minimalistisk mængde.
Hun slyngede oppakningen over sin højre skulder mens hun gik ud ad døren, og den nye vægt forstyrrede kort hendes balance og resulterede i at hun stødte ind i dørkarmen med sin venstre skulder. Luften fes ud af hendes lunger som en punkteret ballon som smerten skød gennem hendes arm, og udenfor måtte hun læne sig op mod væggen et kort øjeblik mens hun svor lavt for sig selv i forbandelser der ikke engang gav nogen mening for hende, men som fik hende til at føle sig bedre tilpas. Samuel havde flere gange prøvet at få tendensen til grimme ord ud af hende, men hun havde en teori om at hvis man ikke lod sin vrede ud, så ville den bare ligge og ulme, indtil man til sidst havde en skovbrand på hænderne - så hun lod altid sin vrede finde vej ud, og det ofte i højlydt forstand.

"Af en der selv dagligt bliver dømt på din race er du yderst fordømmende, spidsøre," bemærkede hun, det skæve smil tilbage på hendes ansigt da hun forcerede de sidste trappetrin og igen befandt sig i krostuen. Kun en svag bleghed i hendes hud forrådte smerten der stadig dulmede i hendes arm, sammen med et glimt af udmattelse i de grønne øjne.
"Duer er faktisk yderst nyttefulde dyr. De har reddet mangt en hær i kamp ved at bære ordrer og beretninger frem og tilbage, dette ofte gennem fjendens linjer. Men jeg kan selvfølgelig godt se de er kujonagtige dyr - de risikerer jo kun at blive beskudt og maltrakteret for de beskeder vi mennesker har placeret omkring deres ben," sagde hun mens hun blinkede til ham. Mens hun havde talt havde hun indtaget billedet af ham som han sad der med de blodplettede forbindinger og diverse røde glasskår ved siden af sig, og hun vendte sig rundt mod krofatteren, hvor hun spurgte ham om han havde noget healende salve hun kunne købe. Hun havde selv noget med til nødsituationer, men hun var ikke sikker på at der var nok - især hvis hun også skulle have noget til turen hjem. Han kastede et enkelt blik på mørkelveren, og nikkede så før han forsvandt ind i et baglokale. Shailiha vendte sig igen om mod Lyrios.
"Desuden er duer nogle af de mest intelligente der findes indenfor fugleracen. Deres indre kompas er utroligt - man kan slippe en due løs 400-600 mil fra deres hjemstavn, og de vil formå at finde hjem inden for en dag eller to. Så jeg vil råde dig til at tænke før du rakker ned på andre racer, baseret på rygter og mangelfuld viden," fortsatte hun uanfægtet mens hun diskret krydsede armene over brystet så hun kunne støtte sin venstre arm med den højre. Det var en tydelig indirekte hentydning til hvordan folk ofte dømte mørkelvere på rygter og overtroiske myter. At hun vidste så meget om duer var ren tilfældighed - lige før hun tog af sted havde hun læst om en krig tilbage fra tiden lige efter Forbandelsen, hvor skriftet hun havde læst var gået ind i detaljer omkring duernes rolle. Krofatter kom tilbage med salven, og selvom hun prøvede at betale ham nægtede han stålfast at tage imod pengene.
"Betragt det som en tjeneste til en gammel ven. Desuden kan jeg lide dig... og din due," sagde han og sendte et godmodigt smil i Lyrios' retning, før han hurtigt (i en lav stemmeføring så de andre personer i kroen ikke kunne høre det) forklarede hende hvordan man kom hen til hans kontakt der kunne få dem ud af byen. Derefter bad han hende i et normalt toneleje at hilse Samuel, før han slyngede en hånd hen over skranken og begravede Shailihas hånd i sin store næve. Hun grinede tilbage og sagde at det skulle hun nok, takkede for hjælpen og vendte sig så om.
"Kom så min sårede due, du kan sove når du bliver gammel," kaldte hun i en munter tone mens hun bevægede sig over mod Lyrios for at hjælpe ham op fra bænken hvor han havde sat sig. Munterheden var en af hendes instinktive reaktioner når hun var i tvivl om noget, eller når hun havde en farlig udfordring foran sig - nogen blev indelukkede, nogen blev nervøse, andre snappede af alt og alle... Shailihas hjerne begyndte straks at vrimle med morbide vittigheder og galgehumor. For nu var opgaven at komme ud af denne by uden at blive fanget.

[Malekith]

Malekith sukkede idet Shailiha begyndte at belære ham om at duer ikke er et kujonagtigt dyr. "Jeg tror sørgeligt nok at du kære Shailiha ligger en holdning i munden på mig som ikke er min egen, jeg har ingenlunde sagt at jeg selv ser duen som et kujonagtigt dyr, det jeg giver udtryk for at det uanset om duer er et modigt eller kujonagtigt dyr er en fornærmelse, en stor fornærmelse der hvor jeg stammer fra, naturligvis skylles forskellige syn på denne fugl at min race bor under jorden og anvender magi til kommunikation især hvis det skal igennem fjendens linjer. Jeg selv påstår ikke at jeg er perfekt og uden fordomme men jeg prøver at holde dem på et lavt niveau og jeg skal gladeligt indrømme at mit syn på fugle ikke er super positivt men jeg vil da efter denne lektion revidere mit syn på dem en smule, selvom at jeg vil mene at disse hære har haft en overraskende ringe mængde af magikere og utroligt nok ingen skytter som ville kunne ramme en fugl i flugt" Malekith havde rejst sig op, og var begyndt at følge efter Shailiha ud af kroen, mennesker var åbenbart bare en anelse tungnemme. Men det måtte man vel vende sig til især fordi han nok ville være nød til at holde sig til Shailiha et godt stykke tid, og hun ville næppe kunne holde det ud hvis hun skulle undvære menneskeligt selvskab totalt på deres rejse. Hvor skulle de egentlig tage hen, det havde han ingen ide om når det kom til stykket. Han vendtede til at de var kommet uden for kroen "Må jeg tillade mig at spørge hvor du kommer fra og hvad planen er når vi først er kommet ud af byen?"

[Shailiha]

Shailiha stoppede op og stirrede et øjeblik på ham mens hun analyserede hans ansigt for skyggen af et smil, blot en rynken ved øjenkrogen eller en muskel ved mundvigen der rystede en anelse i indestængt latter. Men hun fandt intet, han virkede fuldstændig alvorlig i sin væremåde og sin analyserende beretning om duernes natur og hvad mørkelverne fandt fornærmende. Ikke engang en lille trækning. Hendes øjenbryn løftede sig en anelse, før hun tog sig selv i at ryste forvirret på hovedet og bevæge sig videre ned langs gaden. Hun kunne ikke engang finde på et smart svar der ville feje benene væk under ham - hvad svarede man til sådan noget?
"Som at forklare livsglæde til en udød," mumlede hun til sig selv, egentlig lidt ligeglad om Lyrios' skarpe ører ville opfange det eller ej. Hvis han ikke gjorde, så ændrede det jo ingenting, og hvis han gjorde kunne han godt bruge et spark i retning af at indse at alt i livet ikke var ment bogstaveligt. Da de igen befandt sig på gaden slog hun kappens hætte op, nu hvor alle byens vagter ledte efter en rødhåret tøs. Hun regnede ikke med at de ville få den større besvær med at komme ud af byen, så længe de holdt forholdsvist lav profil og holdt sig væk fra vagterne.
"Faktisk har jeg ikke nogen plan udover at komme ud af byen og få slået lejr, så vi kan få tilset diverse sår og få hvilet ud. Jeg vil gætte på at jeg i sidste ende vil bevæge mig tilbage hjemad - Quihang i det Østlige Rige," svarede hun med en skuldertrækning mens hun guidede ham ned langs en gade og til højre ad en gyde. Hun bevægede sig så hurtigt hun turde, og så hurtigt Lyrios' trætte krop ville tillade. Selv kunne hun også mærke hvordan blodtabet var ved at indkræve sin pris, som hun trak sin handske af og rakte ind under kappen, for forsigtigt at strejfe sin side hvor hun var blevet skåret. Hun havde ikke haft tid til at forbinde det, og da hun fjernede hånden og diskret kastede et blik nedad, så hun at hendes fingerspidser var plettet af hidsigt rødt blod. Med en lille grimasse tørrede hun det af i sin allerede beskidte trøje og trak sin handske på igen. Der var alligevel ikke noget hun kunne gøre ved det nu. I det mindste var huset krofatter havde snakket om, ikke så langt væk. Hun kastede et blik over på Lyrios' ansigt mens hun prøvede at bedømme hvor langt han ville kunne holde endnu - han var tydeligvist den mest skrøbelige fysisk, og desuden den der var blevet hårdest behandlet selvom hun også havde fået sine bank. Hun håbede at han ikke besluttede sig for at besvime halvvejs, for hun var ret sikker på hun ikke kunne bære ham.

[Malekith]

For første gang efter han havde mødt smilte Malekith næsten, det var lidt anstrengt grundet, smerterne blodtabet og at han anstrengt sin krop mere på en times tid end han normalt gjorde på en uge. "Jeg skal sige dig at det at forklare livsglæde til en uddød ikke er så svær en opgave som du måske tror, naturligvis alt efter typen af uddød vi har med at gøre" Det var meget få som havde oplevet Malekith lave noget som tilnærmelsesvis var sjovt, faktisk var listen begrænset til to personer nu med Shailiha, den eneste anden værende hans søster. Planen om at slå lejr uden for byen for at få hvilet ud kunne han ikke sige noget til. Det var en god ide og de havde brug for det. "Jeg håber ikke du ville tage mig det ilde op hvis jeg gerne vil følges med dig til Quihang, der er jo desværre efter min viden ikke nogle love imod at jeg bliver overfaldet og brændt udover i Seies, så jeg ville uden tvivl foretrække at være ifølge med et menneske, især en som ved hvad hun laver i en kampsituation" Han havde ikke det store valg som det var, lige nu imens de befandt sig i byen var det Shailiha som vidste hvor de skulle hen, samtidigt var det hende som kendte ruten når de skulle til det østlige rige. Han ville måske godt kunne klare det selv, men det ville hjælpe en del at være i følge med et menneske

[Shailiha]

"Ja, jeg kan jo ikke sige jeg har så megen personlig erfaring med hensyn til udøde," svarede hun med et neutralt træk på skuldrene, mens hun kastede et blik over mod ham og fik øje på den lille krumning af mundvigen på mørkelverens mund, hvilket straks fik hende til at bryde ud i smil selv. "Nææææh... hvad skuer mit øje? Noget der måske, eventuelt, kan blive kategoriseret som noget i nærheden af et... gisp... smil? Jeg var begyndt at tro humor var imod jeres religion eller noget i den stil," bemærkede hun drillende med overspillet begejstring, mens hun melodramatisk holdt en hånd op foran sin mund som for at skjule sin overraskelse. Hun måtte gribe fat i sin hætte så den ikke faldt ned, da et vindstød gled gennem gaderne og fik kapper til at flagre og hoveder til at bøje sig. Ved et gadehjørne stoppede hun kort op, mens hun kiggede frem og tilbage i et forsøg på at orientere sig i den forholdsvist fremmede by. Hvad var det krofatter havde sagt? Ud af krogen, til højre ned mod Templet, til venstre ved det første kryds, ligeud indtil de nåede til kroen Den Hvinende Gris (så opfindsomt de kroejere var), og så... til venstre igen. Ja sådan var det! Med fornyet selvtillid gestikulerede hun til Lyrios og satte sig i bevægelse igen.
"Til Quihang? Altså du skal være velkommen hvis du lyster... selskab på vejen skal man aldrig klage over, og folk finder det af en eller anden grund altid foruroligende når jeg begynder at tale til min hest," svarede hun med et lille skævt smil, før hun pludseligt stoppede op og bandede højlydt. Dette fik flere hoveder til at vende sig, og hun skyndte sig at dukke hovedet og bevæge sig videre. "Hesten! Hvor dum kan jeg være. For det første kan vi ikke få en hest ud af byen, for det andet kan jeg ikke risikere at hente den nu - så mange rødhårede kvindelige krigere er der heller ikke i byen," hvislede hun frustreret til Lyrios, i en stemme der dryppede af foragt overfor sin egen glemsomhed. Tænk at hun kunne glemme hesten! Hun overvejede kort sine muligheder, men rystede så på hovedet. "I det mindste var det kun en lejet hest - omend en af Samuels favoritter. Når den ikke bliver afhentet bliver den afleveret til deres afdeling her i Seies, og pengene bliver sendt til Samuel... håber jeg. Ellers vil jeg gerne have hvide roser til min begravelse," konkluderede hun til sidst med et grumt smil i sort humor. Samuel ville aldrig slå hende ihjel bogstavelig talt, og han ville heller aldrig slå hende, men verbalt skulle han nok få hende til at ønske hun aldrig var blevet født. Når man lejede en hest som hun havde gjort, så skulle man altid betale en hvis sum som forsikring hvis man nu fik hesten dræbt eller stak af med den - pengene blev så afleveret tilbage når hesten blev. Men det var der ikke noget at gøre ved nu, de måtte bare leje nye heste i den næste landsby. I det mindste havde hun altid nogle penge gemt på sin person til nødstilfælde som dette.
"Derinde - slagerbutikken," sagde hun så, da hun pludseligt opdagede at de var ved deres mål, mens hun pegede over på en butik med råt, tørret og saltet kød hængende i vinduerne. Et træskilt svingede knirkende i vinden over døren, påmalet med en grov version af en okses afhuggede hoved.

[Malekith]

Malekiths smil blev et øjeblik inden det forsvandt "Sørgeligt nok er du tættere på sandheden end du ville tro, humor hos mit folk er oftest når to af dine fjende slår hindanden ihjel, eller hvis det lykkes dig at slå dem begge ihjel og få overbevidst alle andre om at de slog hindanden ihjel. Hvis du smiler til andre ses det som et svaghedstegn og du kan være sikker på at du bliver udryddet som det svageste led." Han lyttede tavst til imens hun banede over at hun ikke kunne få sin hest med sig ud af byen, tilsidst åbnede han dog munden "Kan jeg tillade mig at spørge hvem denne Samuel er som ville slå dig ihjel for ikke at kunne tage din hest med dig ud af byen, er han din mand, far, bror?" Det var underligt hvorfor skulle et menneske slå en, Malekith gik ud fra at hun var at regne som værende nogenlunde pæn iblandt menneskelige standarter, ung krigerkvinde ihjel over at have mistet en hest vis de fik pengene, måske var mennesker ikke tungnemme men bare uden så meget som et spor efter at beside evnen til at tænke logisk. Malekith havde trukket sin hætte godt op imens han havde ladet Shailiha lede ham igennem gaderne. Han missede let med øjnene idet han trådte ind i slagter butikken, han vendte sig imod Shailiha og stilte sig på tæer så han kunne viske i hendes øre "Hvor mange penge er det normalt at betale for den slags her iblandt mennesker" udsigten til den midlertidige sikkerhed han ville befinde sig i når han havde forladt byen havde fornyet hans kræfter så han ville kunne holde sig oprejst indtil de havde forladt byen

[Shailiha]

Shailiha lyttede for en gangs skyld med et seriøst ansigt, mens hun skiftevis skævede over mod ham og tilbage til vejen mens de gik og han talte. Hun sugede nysgerrigt denne nye viden til sig om mørkelvernes kultur - nok havde hun læst om dem, men første-hånds beretningerne var altid noget andet. Det blev på en eller anden måde mere intenst når man stod overfor en der rent faktisk havde levet midt i det - vokset op midt i det. Hvad hun havde hørt om mørkelvernes levemåde var ikke specielt positive aspekter... måske det ikke var så underligt at Lyrios var blevet så alvorlig som han var. Hun svarede ikke, vidste ikke helt hvad hun skulle sige, så hun gik blot videre i tavshed mens hun tyggede sig igennem implikationerne af hvad han havde sagt. Spørgsmålet om Samuel bragte dog et nyt smil tilbage til hendes læber, og fik hendes ansigt til at lyse en anelse op med tydelig varme. Lige så åben som hun var med sin vrede, lige så åben var hun med stortset alle andre følelser. Det var nok derfor hun aldrig var blevet en speciel god løgner - hun talte for meget med sit kropssprog.
"Samuel er manden jeg voksede op hos. Han er min mentor og læremester... og han ville ikke slå mig ihjel, sådan bogstaveligt talt. Men du kan regne med jeg får enden på komedie skulle det vise sig at pengene er røget ud af vinduet, fordi jeg var glemsom," svarede hun ham med et skævt smil, mens hendes højre hånd søgte ind under hætten for at klø sig forlegent i nakken. Det var problemet med hendes impulsive beslutninger; det endte altid med at hun glemte en eller anden vigtig detalje.

Lugten af kød ramte hende som en næsten fysisk bølge, da de trådte ind i butikken, og hun rynkede uvilkårligt næsen. Dette fik hende næsten til at le højt - den frygtløse samurai, frastødt ved lugten af dødt svin! Sikke en kriger hun dog var. Manden bag disken kiggede op fra bogen han var ved at skrive i, og smilede venligt til dem. Og venligheden var ægte, eller bare fordi de var kunder, kunne hun ikke umiddelbart sige.
"Det kommer an på hvor desperate han bedømmer os til at være, men generelt omkring 10 sølvstykker eller sådan. Det er ikke smart at forlange for høje priser, da det jo ikke et specielt svært job. Der skal ikke meget brok til før naboen lugter en god forretning, og åbner en konkurrerende biks," mumlede hun til svar på Lyrios' spørgsmål, før hun vendte opmærksomheden mod slagteren.
"Hvad kan jeg hjælpe Jer med?" spurgte han, mens hun opfangede et glimt af interesse i de brune øjne som han lænede sig frem over disken, højst sandsynligt vækket af deres hvisken og tisken.
"En ven nævnte at du kendte den bedste vej ud af byen. Min ven og jeg er blevet en anelse trætte af omgivelserne - lidt forandring i miljøet skader jo aldrig," svarede hun med et smil og et henkastet tonefald, mens hendes øjne var alt andet end henkastede som hun lænede sig op af en af bjælkerne der holdt loftet oppe. Smilet var forsvundet fra slagtermesterens ansigt, mens han undersøgende lod sit blik glide fra Shailiha og til Lyrios, tilbage til Shailiha og så pludselig snappende over mod Lyrios igen. Hun så hvordan hans øjne udvidede sig en anelse da han noterede sig mørkelverens sorte hud. Så kiggede han tilbage på Shailiha.
"I er de to de leder efter! Mørkelveren og den rødhårede tøs. 1 guldstykke - betragt det som risiko-tillæg. Jeg bliver flået levende hvis de finder ud af det," sagde han bestemt, og hun rullede øjnene mod loftet for at vise sin foragt.
"Vi ved begge risikoen er minimal. 20 sølvstykker."
"Så betragt det som betaling for min stilhed. Der er sat en klækkelig dusør på jeres hoveder," indskød slagteren så, nærmest henkastet. Dusør allerede? Det måtte være ham baronen der havde sat den ud... hvad lavede en baron-søn da også med sådan en flok skumle fyre?!

[Malekith]

Malekiths stemme var venlig da han talte til Shailiha "Så tag mig med og lad mig møde denne Samuel, skulle han blive vred så kan jeg forsvare din handlinger, det må være det mindste jeg kan gøre for dig efter alt hvad du har gjort for mig"
I slagterbuttikens halvmørke havde Malekith ingen problemer med at se, han lod langsomt sine øjne løbe over hele buttikken. Udover dette havde han stilt sig halvt om halvt bag Shailiha for at lade hende om samtalen med mennesket bag disken. Han lyttede med et halvt øre indtil slagteren ville kræve et helt guld for at bruge stigen. Med et trådte hans mørkelver opdragelse i kraft, manden her så dem som svage personer han kunne udnytte. Dette her måtte klares på mørkelver manér. Malekith begyndte langsomt at gå frem imod slagteren, han strøg sin hætte tilbage.
Hans ansigt var en kold maske, blottet for følelser. Da han begyndte at tale var hans stemme ligeledes totalt blottet for følelser "Jeg tror desvære ikke at den herre helt har forstået den situation den situation han befinder sig i" Malekith fandt de tyve sølvstykker frem som Shailiha havde foreslået og lagde dem på disken "Ser du dit samtykke er for så vidt unødvendigt på nuværende tidspunkt, jeg kan selv finde din stige spørgsmålet er om du ønsker en profit, ser du jeg er en magiker, og jeg vil naturligvis foretrække at dette møde forløber så fredeligt som muligt men hvis du står i vejen for min vej ud af byen vil jeg ikke tøve med at slå dig til jorden" Slagteren åbnede munden og skulle til at råbe da Malekiths energikugle ramte ham "Et dårligt valg den herre, nu skal du høre mit tilbud" Malekith stod nu ved siden af manden med en energikugle klar hvis han skulle prøve på noget "Mit tilbud er at du tager de tyve sølvstykker og lader os bruge din stige til at komme ud af byen, dernæst glemmer du alt om os, til gengæld vil jeg spare dit liv" Malekith vidste meget om hvordan man gjorde den slags, ikke tøve ikke vise tegn på svaghed. Han havde prøvet det før og det iblandt hans egen race som var væsentligt mindre inklinerede til at bukke under for den slags tricks end et tilfældigt menneske var

[Shailiha]

Venligheden i Lyrios' stemme overraskede hende næsten lige så meget som ordene der havde forladt hans mund, og denne overraskelse var tydeligt skrevet i hendes øjne da hun kastede et blik over på ham, som for at se om han var seriøs. Det med at Samuel ville slå hende ihjel havde mest været en joke, selvom han ville blive sur skulle hun have mistet både penge og hest. Men alligevel, det vidste Lyrios jo ikke.
"Tak," sagde hun blot, det ene ord der sagde det hele mens hun sendte ham et strålende smil. Det var ikke så meget det han havde tilbudt, men princippet i at han havde tilbudt det. Hun havde på fornemmelsen at Lyrios ikke var en der gik af vejen for at hjælpe hvem som helst.
Den anden side af hans natur fik hun et glimt af da slagtermesteren forlangte et helt guldstykke for sine tjenester. Hun havde ikke forventet at den ellers stille mørkelver ville blande sig, og da han endelig gjorde nåede hun ikke at reagere før han var henne ved slagteren. Hendes øjne blev en anelse større ved den kulde der pludselig havde overtaget elveren, mens hun med lige dele fascination og rædsel betragtede Lyrios true slagteren. Hun kunne ikke sige at hun billigede metoden - selv mente hun at man kunne komme langt med nogle verbale halvtrusler og lidt overtalelse, men samtidig vidste hun også at hun ikke kunne afbryde nu hvor det var sat i gang. De kunne ikke tillade sig at vise splid overfor denne mand. Så det var med et påtaget udtryksløst ansigt at hun betragtede scenarioet. Det var næsten komisk - den spinkle og sårede mørkelver der truede den store, muskuløse slagter.
Da Lyrios sendte en af sine magiske kugler efter manden, kunne hun dog ikke forholde sig i ro længere, og kort efter befandt hun sig bag mørkelveren hvor hun lagde en beroligende hånd på hans skulder for at indikere at det var nok. Tanken om at hun af alle mennesker, skulle være den der beroligede nogen, fik hende næsten til at le højlydt.
"Nok... vi skulle jo nødigt se at nogen kom til skade," sagde hun i et roligt men alligevel let formanende tonefald, mens hun påtog sig rollen som den gode vagt. Hun smilede til slagteren, venlig som en kat.
"Som du nok har bemærket er min ven her ikke meget for forhandlinger. Hvad siger du til at jeg tilføjer 10 sølv," her fiskede hun de omtalte mønter op og lod dem glide ned på bordet for at føje sig til Lyrios' stak, "- til stakken, hvorefter du viser os vej op til din stige, så vi kan forsvinde ud af dit liv og alle er glade? Du kunne selvfølgelig også vælge at melde os - min ven her har alligevel nogle frustrationer jeg tænker han glæder sig til at få luftet. Dit valg... din begravelse," fortsatte hun, det sidste tilføjet i det samme henkastede tonefald og med et lille afslappet skuldertræk der sendte smerter gennem hele hendes venstre arm. Slagteren var blevet bleg, hans skaldede pande glinsende med koldsved som hans øjne gled frem og tilbage mellem Shailiha og Lyrios. Det tog ham ikke lang tid at bestemme sig.
"Rolig nu, ingen grund til at blive voldelige! Jeg prøver jo bare at klare mig til dagen og vejen, jeg har tre børn og en kone at brødføde! Stigen er på taget, denne vej," kvækkede han og skyndte sig at vise vej hen mod en trappe, mens han fandt et lommetørklæde frem fra en af sine skjortelommer og begyndte at duppe sig på panden. Shailiha sendte Lyrios et triumferende smil bag slagterens ryg, før hun fulgte efter.

[Malekith]

Så snart slagteren havde vendt ryggen til dem blødede Malekiths kolde ansigtsudtryk op idet han ånede ud, han var ved at løbe helt tør for mana ikke en situation han brød sig om. Han hadede sig selv når han var nød til at true folk men det virkede næsten hver gang, og når det ikke gjorde måtte man føre sine trusler ud i livet, ellers ville man fremstå som værende svag, og ville aldrig blive taget alvorligt igen. Han passerede slagteren i tavshed, kravlede op på taget ud på stigen over bymuren og lod sig dumpe ned på den anden side. Endnu engang blev det meget tydeligt hvor medtaget Malekith var, og det var tydeligt at episoden i slagterforretningen bestemt ikke havde haft en positiv effekt på malekiths medtagede krop. "Jeg hader når man er nød til at true folk, men det er sørgeligt nok utroligt effektivt når man ved hvad man laver" Hans stemme havde en let sørgmodig klang idet han snakkede. Det var tydeligt at kun hans viljestyrke holdt ham kørende, og den havde sandsyneligvis været det eneste som havde holdt ham igang i siden de havde forladt kroen. Det og så hans pligtfølelse overfor den søster han elskede så højt, han havde lovet hende at vende tilbage til mørkelvernes rige som han mager hvis evner strakte sig over samtlige magiske discipliner, ikke som en lærling der knap havde lært sig alle disse discipliner men som en mester hvis magiske magt var på niveau med eller oversteg selv de sagnomspundne mørkelver magere. Malekith var endnu langt fra sit mål men han ville nå det der var ingen tvivl herom, han skulle og ville nå det.

[Shailiha]

Shailiha trådte ud på taget og missede en anelse mod solskinnet der strømmede ned mod dem, mens hun sendte Lyrios en medlidende tanke - det måtte være ti gange så slemt for ham. Den afslappede og forholdsvist udtryksløse maske var tilbage igen mens hun betragtede slagtermesteren finde stigen frem og manøvre den over i den korrekte stilling. Hun vidste at det galt om at efterlade et kraftfuldt indtryk nu, så slagteren ikke ville være alt for fristet til at kalde på vagterne så snart de var ude af syne. Derefter tog hun også fat i slagterens arm mens Lyrios kravlede over, og mindede manden om at det aldrig var en god ide at forråde sine kunder når man lavede lyssky forretninger... nogle få rigtige ord til vagterne, og hans hus ville blive endevendt og hans lille side-indkomst ville forsvinde. Desuden forsikrede hun ham om at hun personligt ville pege Lyrios i slagterens retning, og slippe ham løs til at gøre hvad han ville, skulle de blive fanget. Hun vidste selvfølgelig at mørkelveren aldrig (håbede hun) ville gøre sådan noget, men det vidste slagteren jo ikke.

"Nogen folk forstår det kun når man flekser musklerne lidt, selvom du nok skal være lidt forsigtig med at smide magi efter folk en anden gang. Det gør ikke ligefrem noget for at modbevise at dit folk alle er fordømte nekromantiker-, mørkelver-, djævle- og ork-bastarder," svarede hun da hun dumpede ned ved siden af Lyrios på den anden side af muren. Der var en indirekte bebrejdelse gemt i hendes ord, og som viste at hun ikke helt var enig med den måde han havde håndteret situationen på. Men den muntre tone tog dog brodden af bebrejdelsen, som et smil var vokset frem på hendes læber. De havde rent faktisk gjort det... de var sluppet væk! Hun satte i bevægelse, instinktivt gående tæt på Lyrios for at kunne støtte ham skulle han falde. For nu vendte hun byen ryggen sammen med det eventyr de havde oplevet inde bag dens mure.

(( Tråd slut ))

[Malekith]

//out