On the spot

[Shailiha]

Shailihas forrådte blik brændte sig ind i Samuels ryg, med en styrke hun selv mente burde have brændt to huller i hans flagrende hvide skjorte. Men han virkede ikke engang til at lægge mærke til det, som hun kunne høre hans fjerne fløjten mens han drejede rundt om et gadehjørne og forsvandt. Surmulende samlede hun kappen tættere om sin krop da vinden rejste sig og fik det blodrøde hår til at piske om hendes ansigt, mens hun spyttede og pustede en anelse da hun fik en hårtot i munden - at tage det væk med hænderne krævede at hun åbnede kappen, og den tanke var hun ikke ligefrem begejstret for. Svagt registrerede hendes hjerne at den fremmede var begyndt at snakke igen. Noget om en rotte.
"Som ejer så kæledyr, ikke svært at se hvorfor den stakkels rotte endte som den gjorde," mumlede hun, ikke så meget irriteret over hans kommentar som over at Samuel havde efterladt hende. Hun kastede et blik over mod ham ud gennem øjenkrogen. "Du ved, god etikette byder at du nu viderebringer DIT navn... med mindre du bare vil kaldes Okse?" fortsatte hun med et løftet øjenbryn, før hun igen kiggede tilbage på vejen tids nok til opdage at hun var ved at sætte foden ned i en kæmpe vandpyt. Hun nåede lige at redde den ved flydende at forlænge sit skridt, måske ikke videre elegant, men hellere det end våd. Hun sukkede og sparkede til en sten så den fløj op og slå smut hen over gaden i en ulig skrå bane.
"Samuel hader mig ikke. Han tror bare på handling og konsekvens, og dette skal åbenbart være min konsekvens for mit spydige sprog overfor dig. Den gamle mand har lidt underlig humor, han går sikkert og lykønsker sig selv over denne 'skæbnens ironi' han har sat i gang," forklarede hun, mens et lille skævt smil langsomt kom til hendes læber. Hun havde aldrig været god til at være sur i længere tid af gangen, og specielt ikke på Samuel. Han var trods alt hendes far, omend ikke i blod så i sjæl. Hun nikkede til venstre for at få den sårede fremmede til at dreje, mens de fortsatte ned af samme gade som Samuel havde vandret ned ad. Dette var en af de større gader der var oplyst af udsmykkede lygtepæle i sort metal, hvor blødt lys strømmede fra hvad Shailiha viste var magiske lyskugler. Værende ikke-magiker selv havde hun altid været utroligt fascineret af disse, og da hun var mindre havde hun drevet Samuel til vanviddets grænse med alle sine spørgsmål omkring dem.

[Steve]

Steve kiggede roligt frem for sig mens han gik. Han var ikke sikker på om han skulle fortælle hende sit navn eller ej. Der kunne vel ikke ske nogen skade ved det, han var jo hverken eftersøgt eller noget. "Jeg håber sgu ikke jeg ligner en der bekymrer mig om etikette" Sagde han med et lille smil. "Men når du nu er så nysgerrig... Mit navn er Steve"
Han begyndte at blive træt af at forsøge at irritere hende. Hvor sjovt det end havde været var det sjove ved det forsvundet, og nu var hun begyndt at snakke om alle mulige ting han ikke havde særlig megen lyst til at vide. Han begyndte at blive lettere utålmodig og satte derfor tempoet lidt op. Hvilket bare resulterede i at han måtte sætte det lidt længere ned end før. Igen forsøgte han at sætte tempoet op med samme resultat, at han måtte sætte farten ekstra meget ned. Han fortsatte sådan som de gik og lignede på alle måder en komplet idiot. Da de drejede om hjørnet så han de mange lys, hvilket fik ham til at stoppe meget brat op. "Hvad i alverden er det...?" Spurgte han og så mod lysene. Det lignede på ingen måde normale lys. Der var ingen flamme, og de havde heller ikke den rigtige farve. Han kiggede hurtigt en runde omkring sig for at være sikker på at den blodtørstige Aaron ikke stod i nærheden. Han kunne trods alt lave alle mulige mærkelige ting af is og vand så hvorfor skulle han dog ikke også kunne lave lys. "Er det dig der gør det her?!" Spurgte han Shailiha med en forundret stemme. Det var for ham helt mækeligt at se sådan et stort område fuldstændigt oplyst om natten. Han havde hele sit liv været vandt til at sove når det var mørkt og vågne når det var lyst igen. Han havde aldrig haft lysestager til at oplyse de søvnløse nætter og han fandt det at man kunne oplyse selve natten meget tiltrækkende.

[Shailiha]

"Ligeglad med etikette? Tænk, det havde jeg slet ikke lagt mærke til," bemærkede hun mens hun sendte ham et drillende smil der viste de hvide tænder, hvor en opmærksom observatør (eller en der var meget fokuseret på tænder) måske ville lægge mærke til hjørnetænderne der var en anelse spidse. Dog på ingen måde i nærheden af en vampyrs, men alligevel ikke helt normalt. En spinkel skikkelse passerede dem på den anden side af gaden, med en brun kappe trukket tæt rundt om sig og hætten godt trukket ned i panden så det eneste Shailiha kunne se var munden og hagen. Hun sendte den fremmede et mistænksom blik, men vind og kulde var vel gode nok undskyldninger for at gå klædt på den måde, og da den fremmede ikke så ud til så meget som at sende dem et blik, slappede hun lidt mere af. Hun gav den fremmede... Steve... endnu et blik ud af øjenkrogen.
"Altså... vi kan godt tage en pause hvis du har brug for det?" foreslog hun med mere betænkelighed end hun havde vist ham hele aftenen, for en gangs skyld uden drilleri i stemmen. Hun havde prøvet at være såret før, og vidste hvor svag man kunne blive af blodmangel. Hun registrerede det ikke med det samme da Steve pludselig stoppede op, og nåede at tage et par skridt før hun opdagede at manden ikke længere befandt sig ved hendes side. Hun stoppede selv op og kiggede bagud, forvirring hurtig skiftende til morskab mens hun slog en lille kluklatter op. Tydeligvis havde han ikke været i Quihang før.
"Mig? Jeg kan ikke engang tænde et stearinlys uden brug af stål og flint. Du har ikke været i mange af de større byer før, har du?" sagde hun med et skævt smil mens de grønne øjne glimtede af morskab i det bløde lys, der gav et romantisk skær til alting.

[Steve]

"Jeg har aldrig været i en storby..." Mumlede han forundret. Han fik dog hurtigt sat sin krop i bevægelse da hun nævnte noget med en pause.
Han havde på ingen måde lyst til en pause.
Han havde udemærket lagt mærke til hendes tænder og det gjorde ham ganske utilpas. Han var ret sikker på at hun også var kannibal. Måske var ham Samuel også kannibal, det var ikke til at vide.
Som han så situationen kunne han ikke gøre andet end at følge Shailiha hvorend hun gik.
Han tog et fast greb om skæftet på sit sværd og holdt godt øje. For første gang i lang tid følte han en enorm usikkerhed. Han havde mest af alt lyst til at vende sig om og løbe så langt hans ben kunne bære ham, men han vidste at Shailiha kunne fange ham eller bare vente til han knækkede sammen og så æde ham midt på gaden. Det klogeste var klart at vente til han kunne slå hende bevidstløs.
"Sig mig... Du skulle ikke kende person der render rundt og suger folks blod?" Spurgte han roligt. "han render rundt med en hvid ugle der vidst nok hedder Derric eller sådan noget" han tænkte at hvis hun nu selv var kannibal kendte hun måske til Aaron.

[Shailiha]

"Tydeligvis. Har du befundet dig under en sten hele dit liv eller hvad?" smilede hun mens hun stak en hånd ud fra sikkerheden og varmen under kappen, for at vinke ham med sig. Ikke at hun havde tænkt sig at befinde sig ude i denne kulde længere tid end nødvendigt, og hun havde været venlig og foreslået en pause. Hvis han havde tænkt sig at falde om af blodmangel så var det hans sag. "De er kugler af energi, lavet af fyrstens magikere. Spørg mig ikke hvordan de virker - Arai ved jeg ikke har megen forstand på magi - men de tænder i hvert fald sig selv hver aften når det bliver mørkt. De er dog kun på de store gader, hvor de rige bor. Sådan nogle er dyre hvis de skulle sættes op over hele byen - men toppen af kransekagen skal jo have det bedste. Vi kan jo ikke have de små pus støder deres tå ind i kantstenen," forklarede hun mens den evigt tilstedeværende sarkastiske tone sneg sig ind i hendes stemme ved det sidste. Det var tydeligt at de rige og adelige ikke ligefrem var de mest populære i hendes bog. Under sin lille talestrøm havde hun holdt opmærksomheden mere rettet mod vejen og kuglerne end på ham, men ved hans spørgsmål vendte hun igen hovedet mod ham, mens opmærksomheden flammede op i hendes øjne igen. Se dette her lød interessant.
"En fyr med en ugle kaldet Derric? Kan ikke sige jeg har hørt om ham. Lyder dog som en vampyr, alt det med at suge blod osv... ham der tilredte dig sådan?" svarede hun mens hun tvang sig selv til at holde sin nysgerrighed nede, det sidste spørgsmål stillet i et henkastet tonefald. Hun var ikke i tvivl om at der var vampyrer i Quihang selvom hun ikke kendte til dem, men en der turde lade sit offer vandre væk - og endda med et navn? Hun spidsede læberne en anelse mens hun modstræbende måtte overveje en ændring i sin opfattelse af denne fyr. Vampyrer var ofte stærke modstandere, og hvis han havde formået at kæmpe og slippe levende fra mødet med en... så var han måske ikke så uduelig som hun havde troet i første omgang.

[Steve]

Steve lyttede interreseret i hendes lille fortælling om de magiske lys. Han fandt det mærkeligt at det kun var de rige der måtte få belyst deres nætter, da han jo var en meget al-magt-til-folket type. Han skar ansigt et par gange som han gik, grundet af den betændelse der var begyndt at opstå i hans ben. Han havde nok kunnet undgå den betændelse hvis han ikke konstant havde gået på benet. Dog glemte han hurtigt smerten da hun nævnte et navn. Vampyr... Så hun vidste altså noget!
"Hmm... Jeg ved nu ikke om han kun sugede blod, han ville da sikkert have spist mig hvis han kunne. Er vampyr en gruppe eller hvad?" Spurgte han med et pludseligt nysgerrigt blik i øjet. Jo mere han vidste om vampyr, jo lettere ville det være for ham at finde Aaron.
Han havde helt glemt sine tanker om at Shailiha skulle være en blodsuger, han ville bare vide mere. Hans øjne fokuserede direkte på Shailiha med et indtrængende blik. Han nægtede at fjerne sit blik. Han var alt for anspændt til at misse et enkelt ord hun måtte nævne om dette såkaldte vampyr. Han følte sig lidt som en detektiv der lige havde fundet et spor. Han kunne måske endda bruge tiden der gik før han var klar til kamp igen til at finde ud af endnu mere. Tankerne kørte rundt i hans hoved og han anede ikke hvordan han skulle gribe sagen an, men han vidste dog at han ikke ville slå Aaron ihjel. Han ville bare kæmpe mod ham og vinde. Han var ligeglad om han fik slået ham ihjel.

[Shailiha]

Shailihas øjne hvilede kort på Steves store hånd der pludselig befandt sig knuget omkring hans sværd, før hun lod det glide videre til vejen foran dem som om intet var sket. Spørgsmålet var hvem Steve følte sig truet af, hende eller de fremmede i byen? Selv hvilede hendes egen hånd også stadig på sværdfestet, skjult under kappen. Men hvorfor skulle han føle sig truet af hende? Hvis hende og Samuel havde tænkt sig at skade ham, kunne de sagtens have gjort det tilbage på Pladsen, hvor de var tilstrækkeligt skjult i mørket til at ingen ville opdage noget med mindre han nåede at skrige op. Hun kunne ikke finde nogen logisk grund til at han skulle tro de var ved at føre ham i en fælde... simpelthen fordi han tydeligt var så såret at der ikke havde været nogen grund til det. Men omtågede hjerner tænkte ikke logisk, og desuden vidste hun jo intet om ham. Det kunne sagtens være at han var den der havde noget at skjule. Instinktivt krøb hendes hand langsomt fra at hvile let på sværdet, til at lukke om fæstet mens hun trak den op en anelse for at sikre sig den var fri hvis hun skulle få brug for den. Bare hvis det nu var.
"En... gruppe? Kender du ikke vampyrer?!" udbrød hun med vantro i stemmen da hendes tankestrøm blev afbrudt da han smed sin verbale sten ned i vandet. Mistænksomheden var glemt for et øjeblik, mens hun kiggede over på ham med forbløffelsen malet i ansigtet. Hun havde aldrig mødt nogen der ikke kendte til vampyrer. Var denne fyr vokset op alene i skoven sammen med ulve eller hvad?
"Vampyrer er en race - ligesom mennesker, elvere, dværge og orker?" forklarede hun mens hun tilføjede de sidste som et spørgsmål for at få at vide om han heller aldrig havde hørt om disse racer. At han ikke kendte til vampyrer var imponerende, da man nærmest skulle have levet under en sten for at undgå at høre alle de historier der fandtes om dem - brugt af forældre, større søskende og barnepiger for at skræmme og fremkalde gys fra de små børn.

[Steve]

Steve så på Shailiha med et mærkeligt udtryk i ansigtet. Han forstod hvorfor hun var så overrasket, det kunne da umuligt være så enestående. "Jeg har da hørt om elvere og orke..." Sagde han lavt. Han følte sig en smule dum da han indså at han ikke vidste noget som helst om den verden han levede i. Det var dog ikke noget han gad tage sig af, han havde så mange ting han ville spørge hende om.
”Du behøver ikke være så overrasket… Hvor holder disse vampyrer til? Har de en by for sig selv?” Spurgte han så hurtigt at han knap kunne få vejret bagefter.
Han havde glemt sine tanker om hvorvidt Shailiha skulle have planlagt at dræbe ham, og begyndte i stedet at tænke på hvordan han kunne manipulere hende til at hjælpe ham. Hvis han skulle undgå at ende som han var nu ved ham og Aarons næste kamp måtte han have noget hjælp. Og efter hvad han havde set var Shailiha ikke uden evner. Med hans… Voldelige adfærd og hendes evner med et sværd kunne han måske få taget livet på denne vampyr.

[Shailiha]

Det tog et øjeblik før det sivede helt ind at han ikke gjorde grin med hende. Han vidste virkelig ikke hvad vampyrer var. Hun tog et mentalt notat af dette som blev gemt væk til senere brug, det ville trods alt gøre hende i stand til at udelukke mange af mulighederne for hvor og hvordan han var vokset op. Med et lille kast med hovedet i et forgæves forsøg på at forhindre sit flyvende hår i at sværme omkring hendes ansigt, vendte hun sine øjne tilbage til vejen. Overrasket eller ej, det nyttede ikke noget hvis de farede vild. Hun sukkede sagte, mens hun prøvede at finde ud af hvad de mest vigtige karakteristikker for vampyrer var.
"Vampyrer er... Arai det her er underligt. Har du levet under en sten eller hvad? Vampyrer er igler. Engang levende væsner, men nu udøde der lever af blod. De kan overleve på dyreblod, men hvad de foretrækker er mennesker... tja, hvad mere, hvad mere," begyndte hun at forklare, ordene en anelse tøvende siden hun var vant til at lytte til lektionerne og ikke være den der gav dem. "Altså deres fysiske kendetegn er ret tydelige; røde øjne, bleg hud, hugtænder. Nå jo, de skyr sollys da det gør dem svage... de er nattens jægere," afsluttede hun mens hun ubevidst gennemsøgte skyggerne fundet i krogene mellem husene grundigere end normalt. Al den snak om vampyrer - som når man snakker om lus, og automatisk begynder at klø sig i håret.
"For at svare dit spørgsmål så nej, de holder ikke til i nogen by. De fleste vampyrer er enspændere, som de fordømte er de uvelkomne i stortset enhver by. Samuel har fortalt om en by mod vest, hvor de første vampyrer opstod. Den ligger dog i ruiner nu," fortsatte hun da hun kom i tanke om hans spørgsmål. Hun betragtede nogle der natsværmere der flagrede forvirret rundt om en af lygtepælene, gang på gang slående imod glasset uvidende om at hvis de virkelig formåede at bryde igennem ville de kun finde død derinde. Da de passerede vristede hun blikket fri og vendte det mod ham, ansigtet skarpt og øjnene intense.
"Noget for noget, jeg har givet dig nok information uden at få noget igen. Sig mig, hvem var han - vampyren der tilredte dig sådan?" sagde hun i et tonefald der tydeligt sagde at hvis han ikke gav hende noget igen, ville de komme til at vandre resten af turen i stædig tavshed. Og stædighed var en konkurrence hun endnu ikke havde tabt i. I det mindste var de snart ved healeren, for selvom han tydeligvis ikke ville indrømme det var hun i tvivl om hvor langt han kunne gå endnu.

[Steve]

Steve forstod ikke rigtig hvad forkellen var på et menneske og en vampyr. Mennesker der sulter tilpads meget vil spise alt, selv deres egen art. Det var jo trods alt noget han havde set. Han begyndte at miste koncentrationen for hvad hun fortalte om og måtte flere gange tage sig selv i at tælle sten på vejen. Det var en af grundene til at han nok aldrig ville få sig en uddannelse. Han kunne ikke koncentrere sig om noget som helst i længere end et par minutter.
Selvom han undgik at høre en del af hvad Shailiha sagde fik han støbt ordene sammen til nogenlunde at give mening selvom han ikke forstod sammenhængen særlig godt. Og som han havde bestemt sig for at lytte efter, fangede han blot sig selv i at tænke på et spydigt svar til hendes kommentar om at han skulle have boet under en sten. Han fik dog fat i hendes sidste spørgsmål. Hvem det var der havde slået ham halvt ihjel.
"Jeg har ingen ide om hvem det var. Jeg ved bare han havde en ugle, han kunne skabe is og tåge og at han sugede blod så han kunne heale sig selv" Sagde han og trak på skuldrene.
Med et mærkede han en smerte skyde gennem hans arm og gav en mærkelig lyd fra sig, lidt ligesom når en hund gaber. "Nu må vi sguda snart være der!" Udbrød han meget utålmodigt og lavede et krampeagtigt hop for ikke at miste balancen.

[Shailiha]

Shailiha var på ingen måde mester i at læse mennesker, men hun var heller ikke helt tabt bag en hestevogn, og ét enkelt flygtigt blik på Steve var nok til at der ingen tvivl var om at hans opmærksomhed havde været et helt andet sted mens han snakkede. Hun overvejede kort at kommentere på det, men besluttede sig for alligevel at lade være. Det ville jo bare være hans problem senere, ikke hendes... og hvis han spurgte igen om noget hun allerede havde forklaret, så kunne de spydige svar jo altid komme. Lige nu var hun for kold, sulten og træt til at gide indlede endnu en verbal fægtekamp, selvom hun var overbevidst om hun kunne sparke hans bagdel ned til den anden ende af byen hvis det skulle være.
Han fangede igen hendes opmærksomhed da han nævnte noget med is og tåge - se det var interessant. At han kunne skabe sådan noget tydede på at omtalte vampyr var en magus. Hun søgte sin hjerne igennem for hvad Samuel havde nævnt om de forskellige magier, men de præcise detaljer undslap hende som hun kastede ud efter dem med sine tanker. Men hvad end de professionelle pompøse ord var for nogle, så ville hun i hvert fald gætte på at vampyren kunne manipulere vand. Endnu et mentalt notat blev skrevet ned, og hun overvejede kort om hun skulle nævne sine spekulationer for Steve, men besluttede så imod det. Hvis han ikke gad lytte til hende, så gad hun da heller ikke fortælle ham noget hvis han ikke spurgte om det. Logikken var barnlig, men det passede fint til hendes humør. Hun havde stadig ikke tilgivet ham for at slæbe hende gennem den halve by for at finde en healer.
Hun rakte instinktivt en hånd ud mod ham da han med et udbrud skippede et skridt, som for at stabilisere ham hvis han skulle til at falde. Hun trak dog hurtigt armen til sig med en nærmest vred bevægelse, en anelse irriteret på sig selv for at vise hjælpsomhed overfor denne fyr hun stadig ikke havde besluttet om hun kunne lide eller ej. Desuden vidste hun at han aldrig ville tage imod hendes hjælp med mindre han lå og var ved at forbløde.
"Det er lige rundt om hjørnet," svarede hun mens hun lod som om hun ikke havde lagt mærke til hans lille udbrud af smerte. "Der," viste hun da de drejede om hjørnet, mens hun med et nik indikerede et smalt tre-etagers hus længere fremme på den modsatte side af gaden. Mens de havde talt havde de bevæget sig væk fra de store oplyste gader, og på denne mindre og mørke gade fremstod de oplyste vinduer som indgange til en anden verden. En verden der lovede varme, mad, søvn og tryghed. Ubevidst satte hun farten en anelse i vejret, mens hendes humør løftede sig adskillige grader ved tanken om at komme væk fra kulden.

[Steve]

Steve sukkede taknemmeligt for at han endelig kunne slippe af med sine skader. Som de drejede om hjørnet og kunne se bygningen som hun ganske fint udpegede, kom han i tanke om at han faktisk ikke havde nogen som helst anelse om hvad der ville ske. Hvordan skulle han dog blive healet? Han havde på ingen måde tænkt sig at ligge i en seng i flere uger. På den anden side have han jo set Aaron heale sig selv ret hurtigt og måske fandtes der også en metode for mennesker så de kunne heales lige så hurtigt. For at sige det mildt var han faktisk meget spændt på at se hvad der ville ske, og han gik derfor også ekstra hurtigt. Delvist på grund af hans nysgerrighed men også for at overhale Shailiha. Ikke fordi det havde nogen betydning om han kom først til døren, men det var mere en indre sejr. Da han forpustet knaldede sin skulder mod dørkarmen så han afventende på Shailiha. Han havde altid haft dårlige fornemmelser ved bare at vade ind i fremmede menneskers huse når han vidste de var derinde. Ikke fordi han var høflig, nærmere på grund af at det var et andet væsens territorium. Selvom han ikke ville indrømme det var han meget territorial, og han brød sig hverken om når nogen bevægede sig ind på hans ’territorium’ så vel som når han selv bevægede sig ind på andres. Man vidste aldrig hvilke fælder der lå og ventede på at blive udløst. ”Du fører an!” Skyndte han sig at sige for at være sikker på at Shailiha ville være den første til at gå ind ad døren. Normalt ville han ikke lade sig gå på af at trænge ind i andres huse, han havde skam gjort det mange gange før. Men dette var noget nyt, det var jo trods alt første gang han havde været i en så stor by.

[Shailiha]

Shailiha kastede et blik på træskiltet der hang over døren ind til det smalle hus - skiltet med symbolet der forkyndte at her boede en healer. Skiltet var dejligt familiært og betryggende, det var trods alt her hun havde tilbragt meget af sin barndom.
"Rolig nu du gamle, sikker på jeg ikke skal bære dig?" smilede hun drillende til Steve da han forpustet dukkede op ved siden af hende, før hun blinkede og uden at vente på svar åbnede døren og bevægede sig indenfor. Hun havde ikke banket på, hun kendte Lillian og regnede desuden med at healeren allerede vidste at de kom. Med det samme hun trådte ind i den lille gang strømmede varmen ned over hende som havde hun lagt sig ned i et varmt bad, og hun kunne med det samme mærke hvordan hendes lemmer stoppede med at ryste. Hun tog en dyb indånding for at få sine værkende muskler til at slappe af, før hun lod kappen glide ned fra sine skulder og slyngede den op på en række træknager der allerede var optaget af en mørkegrøn kappe med en matchende hat af uld. Gangen de stod i var lille, det eneste møbel tilstedeværende en trækomode stående op langs væggen. Bagerst i gangen var indgangen til en trappe der bevægede sig opad, og ved siden af den var en lukket dør. Shailiha havde netop gjort tegn til at han skulle huske at lukke døren efter sig, da en lille kvinde midt i 40'erne og med jerngrådt hår og grønne øjne, åbnede døren og stak hovedet ud.
"Jeg synes nok jeg hørte larm. Åh pus dog, I er jo helt blå! Kom indenfor, så laver Lillian en kop varm te til jer," den lille kvinde kiggede over sin skulder mens hendes stemme antog en kommanderende tone "Samuel! Sæt vand over til te for de stakkels unge mennesker." Hun forsvandt fra døråbningen og ind i rummet igen, mens Shailiha smilende bukkede sig ned for at begynde at tage sine støvler af.
"Husk støvlerne!" kom råbet inde fra stuen, og Shailihas smil blev en anelse bredere skjult bag håret der faldt ned over hendes ansigt. Hun vinkede Steve med sig mens hun trådte ind i stuen der var noget større end gangen. Hun vidste at dette var rummet hvor Lillian tog imod og behandlede sine patienter, mens værelserne på de to øvre etager var dedikeret til personlig brug. Det gik jo ikke at have sårede mennesker til at skulle klatre op ad flere trapper. Rummet bestod af en seng isoleret bag en skærm af kirsebærtræ for at give patienten noget privatliv hvis denne skulle skifte tøj eller lignende, samt et skrivebord ude til venstre med tilhørende stol og en bogreol ikke langt derfra. I den fjerne ende af værelset var et lille tekøkken, med et sofaarrangement ved siden af. Shailiha spottede Samuel ved køkkenet, i fuld gang med at sætte te over hvilket fik den unge samurai til at smile en anelse. Lillian var en af de få mennesker hun kendte der kunne få Samuel til at hoppe og springe. Den lille dame kom over og drog Shailiha ind i en varm omfavnelse og hviskede en kærlig velkomst i hendes øre der fik den rødhårede kvinde til at smile, før Lillian vendte opmærksomheden mod Steve.
"Aah, og du må jo så være den tilskadekomne fremmede," sagde hun mens de fine rynker omkring hendes øjne blev tydeligere da hun smilede venligt til Steve.

[Steve]

"Den dag jeg har brug for hjælp til at gå er den dag jeg dør" Mumlede Steve, irriteret over hvor let han blev forpustet, dog endnu mere irriteret over Shailihas kommentar. Med en fast hånd på sit sværd trådte han ind efter Shailiha og kiggede sig godt omkring før han lukkede døren. Som han mærkede varmen strømme ind mod hans krop glemte han alle sine paranoide tanker og lod sig læne op af væggen mens han sukkede dybt. Det have været en kamp at trække vejret ude i det kolde vejr og varmen fra huset gjorde det med det samme meget lettere. Han fik hurtigt smidt sine støvler da den, efter hans mening, gamle dame havde kommanderet ham og Shailiha til at smide fodtøjet. Det var en velsignelse at kunne mærke hans fødder blive varmet af gulvbrædderne. De havde været som is hele aftenen og han stod i et par sekunder op bevægede sine tæer før han fulgte Shailiha ind i den store stue. Han undrede sig lidt over hvad det var Samuel skulle sætte vand over til. Måske var det noget Lillian skulle bruge til hendes healing, det var jo aldrig godt at vide. Han havde dog hørt udtrykket 'te' før i sammenhæng med noget han engang skulle slæbe i store sække tilbage i hans tid som slave. Det måtte også være ganske værdifuldt da han havde set en anden slave blive opdaget i at stjæle, hvorefter han blev henrettet på stedet. Som den gamle gråhårede dame nærmede sig var det tydeligt at hun måtte være en person der kunne heale. Han havde aldrig set andre end adelige blive så gamle. Normalt døde man som tredive årig der hvor han kom fra så det var næsten et underligt syn. Han vidste dog godt at man blev ældre hvis man ikke var slave. Der var ikke de samme sygdomme og så var chancen for at blive henrettet også en del mindre. "Det er mig. Steve Leonard" Sagde han for at introducere sig selv.

[Shailiha]

"Steve Leonard er det? Dejligt at møde dig Steve, jeg er Lillian Bennets. Hvorfor sætter du dig ikke ned, så vi kan få kigget på de sår inden du falder om, du er jo bleg som et lagen," snakkede den gamle kvinde lystigt mens Shailiha iagttog hende puffe til Steve for at genne ham over i den ene af lænestolene. Stolen var dækket med hvad hun genkendte som det uldtæppe der var blevet fortryllet til at opsuge blod og senere afgive det når det blev vasket. Meget praktisk selvom det sikkert havde kostet en mindre formue. Shailiha slentrede over og lod sig dumpe ned i en af de andre lænestole, mens hun på ingen tid formåede at få sig drejet om så hun lå på tværs i sædet med ryggen lænet på af ét armlæn og benene smidt over det andet, i en stilling der tydeligvis viste at hun følte sig hjemme. Samuel havde flere gange erklæret at hun var som en kat der fandt afslapning i de mest umulige stillinger. Hun registrerede fraværende Lillians stadige snak.
"Uhada, hvor lang tid har du dog gået med disse? Ungdommen nutildags, forstår ikke at der intet galt er i at indrømme at man er såret. Næste gang skal du til en healer med det samme unge mand! Ikke noget med at gå og bide det i sig, der er ingen stolthed i at miste armen" pludrede den gamle kvinde i den venlige og rolige stemme der nærmest virkede søvndyssende, en metode Shailiha vidste hun brugte på sine patienter for at få dem til at slappe af og tænke på noget andet, mens hun tilså dem. Og ganske rigtigt - da Shailiha så over på dem var healeren i fuld gang med at pille de hjemmelavede forbindinger af Steves skulder.
"Men du kan vel ordne det formoder jeg?" bemærkede Samuel, og hans stemme fik Shailiha til at se op som han stod med en kop dampende varm te i hver hånd, den ene rakt frem mod Shailiha. Hun smilede sin tak mens hun tog imod den og samlede sine kolde fingre om det varme porcelæn og pustede forsigtigt på den hede drik. Fra duften identificerede hun det som kamillete.
"Selvfølgelig kan jeg det! Hvad regner du mig for Samuel? Du burde kende mig bedre end det. Selvfølgelig kan Lillian fikse det, det er ikke uden grund jeg behandler folk fra alle klasser. Put noget borago i det te vil du? I skabet i reolen. Det skulle virke på smerten... og noget løvetand mod blodtabet. Det er imponerende at du har formået at klare dig så langt dreng, med de her sår må du have smidt omkring dig med blod i spandevis," forklarede, kommanderede og skældte Lillian ud, i den stil der var så typisk hende, og fik Shailiha til at smile ned i sin kop mens Samuel gjorde som han fik besked på, for til sidst at række koppen med urtete til Steve.
"Lad det trække lidt før du drikker det, så urterne har tid til at trænge ud i drikken," instruerede han.