On the spot

[Steve]

Steve kom lagsomt snigende mod den store plads. Hans kappe blafrede dramatisk i den kolde nattevind og hætten der dækkede hans hoved var flere gange ved at falde ned så han måtte gribe fat i den med sin forbundne hånd. Hans anden hånd havde et fast greb om skæfet på hans sværd. Han havde hørt hvordan dette land blev regeret og var derfor ekstra påpasselig. En domstol ville nok ikke se venligt til at han havde sneget sig ind i byen midt om natten. Han stod ved en af de store statuer og kiggede lidt rundt for at se om der var nogen i syne. Et par vagter patruljerede ikke langt derfra og det ville ikke være godt hvis de fik øje på ham. Han var på ingen måde i en tilstand hvor han kunne kæmpe ordentligt efter sin kamp mod Aaron. Han kravlede langsomt og roligt op af statuen hvilket fra afstand måtte se afsindig åndssvagt ud da han kun kunne bruge sin ene hånd. Han havde været ekstremt heldig da han havde sneget sig ind i byen. Han huskede hvordan vagter havde en tendens til at se næsten alt der skete. Han nåede et punk på statuen hvor han kunne stå ordentligt og stillede sig for at spejde rundt på pladsen.

[Shailiha]

Mørkt stål glimtede svagt i lyset fra den fulde måne der oplyste pladsen, mens en svag susen kunne blive hørt da sværdet blev svunget ned og huggede en usynlig fjende midt over. Mellem de lange skygger kastet af de syv store dragestatuer, stod en senet tøs i en opslidset mørkegrøn kjole, armene bare mod den kolde vind mens musklerne spændte sig da hun vendte sværdet i hænderne og lod det flyve opad mens hun drejede på hælen om sin egen akse, for at lade sværdet skære maven op på endnu en modstander af luft og mørke der havde stået bag hende. Samuel havde altid haft et flair for dramatik, og træning i månelyset var en af hans favoritter. En øvelse i at samle tankerne, kaldte han det. "Diriger dit fokus ud gennem spidsen af dit sværd. Du behøver ikke stikke en meter stål igennem din modstander, når få centimeter det rigtige sted er nok," sagde han. Hun prøvede at følge hans instrukser, lod sindet glide ud og omfavne sværdet som var det en del af hendes krop, en forlængelse af hendes arm. Igen drejede hun om sin akse og lod sværdet hvisle ud i et stik, omhyggelig med ikke at strække sin arm for langt ud. En låst albue var en krop i ubalance. Dette havde Samuel lært hende på den hårde måde, ved gang på gang at tippe hende over. Et vindstød ramte hende hårdt og fik det korte hår til at piske om hendes ansigt. Det føltes næsten som om en af stendragerne havde valgt at bryde fri af sit livløse bur, og lette mod friheden mens dens mægtige vinger piskede vinden op. Et syn hun ville have givet sin højre arm for... næsten. Men hun måtte ikke lade sig distrahere af tåbelige dagdrømme nu. Sværdet hvislede igen mens hun faldt tilbage og parerede et usynligt hug, før hun fortsatte sin næsten dansende trin rundt om sin egen akse.

[Steve]

Steve fik hurtigt øje på en person der efter hvad han kunne se stod og dansede med et sværd. Han fik også hurtigt øje på en anden person, der efter hvad han kunne se ikke gjorde noget særligt. Han hoppede hurtigt ned fra statuen og bevæge sig hen mod de to personer. Han tænkte hurtigt på at forsøge sig med at skræmme dem væk, men hvis de nu valgte at slå igen kunne han ikke rigtig forsvare sig. Som han nærmede sig de to personer kunne han mærke såret i hans lår gå op og begynde at bløde på ny. Han ignorerede det til at starte med men endte med at humpe resten af vejen. Han stoppede da han var et par meter fra hende i den grønne kjole.
"Jamen godaften!" Udbrød han så snart han var nået derhen. "Må man spørge hvad fanden du har gang i?" Spurgte han og hentød til den måde hun stod og øvede sine evner med sværdet.
Han syntes det virkede underligt at nogen som helst ville stå midt om natten og svinge rundt med et sværd ud i luften. Det virkede for ham ulogisk. Specielt når det blæste så meget. Han foretrak at slås om dagen, og i det hele taget slås mod rigtige væsener og ikke bare fantasier.

[Shailiha]

"Du prøver jo ikke engang Shai," lød Samuels toneløse stemme. Hun behøvede ikke at kigge over på ham for at vide hvordan hans ansigtstryk var. Hun kendte ham godt nok til at kunne se ham for sit indre øje, som han stod der lænet op mod den store klods af sten der udgjorde basen til dragestatuen, armene krydset over brystet, klædt i de samme posede klæder som hun selv havde adopteret - et levn fra hans tid blandt nomadestammerne. Og hun kunne se de sorte øjne under de sorte øjenbryn der afslørede det knaldsorte hår der ville have vokset på hans hoved, hvis det ikke var fordi han var skaldet som en baby. De øjenbryn ville være trukket ned i en skolende grimasse, der fortalte hende at hun ikke gjorde det godt nok. Den skulen der kunne låse hende fast og få hende til at vride sig, som dengang hun var en lille pige og han fangede hende i gang med at lege med hans våben. Hun vidste desuden at han ikke ønskede svar på sin bemærkning, at undskyldninger om at det var mørkt og sent, og at hun var træt, kold og sulten, ikke var noget han gad høre på. Med et lydløst suk bed hun et skarp svar i sig, og fokuserede igen på sit sværd mens hun tvang lidt mere styrke fra sin trætte krop og tvang den til at sætte farten op. Tvang de værkende muskler til at give lige lidt mere. Rundt og rundt gik hun. Parer, stik, sving, sving, parer, stik. Hele tiden flyttede hun sig ikke fra det sted hvor hun stod, ingen undvigelsesmanøvrer eller spring var en del af denne træning. Kun sværdets susen og hendes krops bevægelser, gradvist hurtigere og hurtigere.
"Fokuser din opmærksomhed, lad dit sind glide ud for at omslutte dine omgivelser. Lad det så glide indad mod dig selv, intet eksisterer undtagen dig og dit sværd. Lad det vejlede dig, lad dine instinkter guide din krop, som du danser rundt og rundt mens dit sind søger indad," mumlede Samuel med den dybe, beroligende stemme, altimens Shailiha snurrede rundt og rundt om sin akse. Hendes øjne blev fraværende mens hun lod stemmen berolige sig, lod den trænge ind i sit sind hvor hun mærkede en sælsom fred. Langsomt forsvandt hendes omgivelser, og kun hendes snurrende skikkelse eksisterede. Rundt og rundt. Stik, parer, sving. Rundt og rundt.

Med ét blev hun revet ud af sin trancelignende tilstand, da en mandestemme brød igennem og knuste hendes opmærksomhed. Hun mærkede freden og fokuseringen falde omkring hende som mure af glas smadret med en hammer, mens hun forgæves rakte ud efter hvad hun vidste var allerede ødelagt. Irriteret snurrede hun rundt på sin hæl mod stemmens ophavsmand, sværdet glemt i hendes hånd mens hendes blik søgte gerningsmanden ud.
"Hvad fanden bilder du dig ind? Jeg havde den næsten, og så skulle du absolut komme buldrende og ødelægge det hele? Hvad ser det ud til jeg laver - plukker liljer?!" hvæsede hun irriteret af ham mens de grønne øjne glimtede med vrede, og man kunne næsten forvente at hun ville vise tænder som en vild kat. Samuel rømmede sig højlydt, og hun kastede et vredt blik over på ham hvor han bare mødte hendes blik med løftede øjenbryn og et afventende ansigtsudtryk. Deres blikke var fastlåste et øjeblik, før hun sukkede irriteret og vendte opmærksomheden tilbage til manden.
"Jeg undskylder for mine uslebne manerer" lirede hun af i en træt tone der tydeligt sagde at hun ikke var specielt ked af det.

[Steve]

Steve så overrasket på hende da han så hvor vred hun var blevet. Han havde ikke regnet med sådan en morsom reaktion. Han lagde armene over kors og kunne ikke holde et lille latter tilbage da hun blev irrettesat af den anden person. "Jeg må sige, en sådan uhøflighed er ikke velset" Sagde han med et nærmest dumt grin. Han holdt meget af folk der af egen fri vilje underlagde sig andre, i troen om at den anden person skulle kunne hjælpe, helbrede, træne eller hvad man nu håbede på. Han vendte sig mod Samuel og rystede på hovedet. "Din kone virker altså lidt hidsig. Må man spørge hvad du så laver herude midt om natten?" Spurgte han og så afventende på den skaldede mand. Han nød at irritere folk, det var som en hobby af en slags. Hvad han bare ikke tænkte over var de konsekvenser hans udtoning ofte havde. Normalt kunne han sagtens forsvare sig selv, men med en brækket hånd og to kødsår i benet og armen var det ikke fordi han var klar til den helt store kamp.

[Shailiha]

Med en vred bevægelse smækkede hun sværdet tilbage i sin skede før hun blev fristet til at gøre noget dumt med den. "Aldrig træk dit sværd med mindre du er villig til at bruge det," genkaldte hun Samuels advarende stemme. "Og hvad i al verden får dig til at tro jeg bryder mig om hvad end du kan lide mig eller ej?" svarede hun irriteret mens hun krydsede armene over brystet, de bare arme glinsende af sved som tårer fra hendes grædende porer i huden. Først nu hvor hun var stoppet mærkede hun rigtigt smerten i de stramme muskler, og som hun stod med krydsede arme var det delvist fordi hun var irriteret, og delvist for at forhindre hendes hænder i at ryste som blodet stadig pumpede gennem hendes krop. Hun skulede til ham med et advarende glimt i øjnene der havde fået mangt et menneske til at krympe sig, omend hun godt vidste at ham her sikkert bare ville finde det morsomt. "Kone? Han er mindst dobbelt så gammel som mig din pædofile søn af et vorte-" begyndte hun snerrende, men blev igen afbrudt af Samuel.
"Nok Shai. Jeg vil ikke se dig nedværdige dig selv på den måde, du burde vide bedre," snappede hans stemme igennem luften som en pisk der smældede. Han havde ikke engang hævet stemmen - han havde ikke brug for det. Modstræbende lukkede hun munden og holdt sin tunge, men det forhindrede hende dog ikke i at dræbe den fremmede med blikket. Adskillige gange.
"Som min lærling påpegede tidligere var vi faktisk midt i en lektion. Må jeg spørge hvad du laver herude siden du ser det som rimeligt at afbryde os?" fortsatte Samuel mens Shai så ham vende de mørke øjne mod den nytilkomne. Hans stemme tålmodig. Altid tålmodig. Man blev nødt til at være tålmodig for at kunne træne Shailiha af Quihang. Pludselig fik hun øje på de mørke plamager der plettede hvad der lignede en hastig forbinding omkring hans hånd og lår, og hendes øjenbryn trak sig sammen.
"Du er jo såret," udbrød hun, vreden et øjeblik forsvundet fra hendes stemme da den veg for overraskelsen.

[Steve]

Steve stod med et bredt smil på læberne mens han lod Samuel tale ud. Steve syntes at Samuel var lidt kedelig i det... Han virkede alt for tålmodig. Shailiha på den anden sige, hun var ren morskab. Han stod lidt og tænkte over hvad han skulle svare. "Jeg er blot på en lille detour" Sagde han og nikkede da det lød meget rigtigt i hans ører. Egentlig prøvede han bare at finde en forladt bolig i byen. Han trængte til et sted at holde til, et sted han kunne kalde sit hjem, et sted som kun han kendte til, hvor han kunne være i fred for vagter og soldater og andet skidt. Han Rystede lidt på hovedet da han begyndte at blive lidt svimmel. Han havde åbenbart ikke fået dannet nok blod siden sin kamp mod Aaron. Steve smilede kort ved tanken. Det var en oplevelse han sent ville glemme. Han kunne stadig se Aarons blodige ansigt for sig, stadig føle smerten af is der borede sig ind i hans lår. Han havde set nogle ting han aldrig ville glemme.
Steve så kort mod Shailiha og lagde mærke til at hun stod og kiggede på hans hånd og ben. Steve fnøs kort over hendes kommentar. "Der er ingen grund til at dreje samtalen et andet sted hen unge dame" Sagde han som om de rent faktisk snakkede om noget, der havde nogen betydning. Han måtte ærligt indrømme for sig selv at han ikke havde regnet med at hun ville skifte humør så hurtigt. Måske var hun gravid, han havde fået at vide at gravide kvinder havde nogle sindsyge humørsvingninger.

[Shailiha]

Den fremmedes brede smil irriterede hende noget så grusomt, resulterende i endnu et irriterende blik blive kastet i synet på ham med håbet om det ville materialisere sig til en sten. Selvfølgelig gjorde det dog ikke det, hun var trods alt ingen troldmand. Men Samuels strenge træning havde efterhånden slået til ved synet af mandens sår, og en nøjeregnende fornuft havde introduceret sig i hendes ophedede hjerne, hvor den præsenterede en række observationer der krævede hendes opmærksomhed. Blandt andet det at den fremmede virkede snavset, som om han ikke havde haft tid til at vaske sig ordentligt i flere dage. Nu hvor hun så ordentligt efter bemærkede hun også at han virkede blegere end normalt, noget hun før blot havde tilskrevet månens blege skær. Hvis hun skulle bedømme var han hårdere såret end han ville ud med.
"Du kan tage din samtale og stikke den op et vist sted hvor solen ikke skinner din løgnhals. En lille detour midt om natten? Blødende gennem bandager der tydeligt burde have været skiftet for længe siden? Hvem angreb dig? Prøvede du at røve en gammel dame og fik bank?" svarede hun, stadig ikke helt i stand til at lægge sin irritation helt på hylden. Fyren havde været uheldig nok (eller heldig nok, ville han sikkert mene) til at fange hende på et meget dårligt tidspunkt. Efterhånden som adrenalinen forlod hendes blodbaner begyndte kulden rigtig at sætte ind, og hun kunne mærke gåsehuden brede sig på den stadig svagt glinsende hud. Nu var det ikke blot af anstrengelse at hendes ben rystede. Hun ignorerede et opgivende blik fra Samuel over hendes fortsatte dårlige manerer, afventende svar fra den fremmede.

[Steve]

Steve så mærkeligt på hende. Det kom da slet ikke hende ved om han var såret eller ej.
Han mente at det eneste rigtige måtte være at benægte det. "Nej... jeg...." Sagde han med en pludselig alvorlig stemme. "Jeg blev befamlet af byens vagter!" Sætningen var fulgt af en kort nærmest hånlig latter. "Det rager da ikke dig hvorfor jeg er såret" Sagde han og rettede ryggen for ikke at virke hverken træt eller udmattet. Han havde haft meget sjov ud af at pisse hende af, men derfor ville han da ikke dele sin livshistorie med hende. Han rystede på hovedet som han stod og tænkte over hvordan han nu pludselig var blevet så irriteret. "Og jeg lyver ikke...!" Mumlede han stille til sig selv.
Men uanset hvordan han så på det vidste han at han nok burde have taget sig lidt bedre af sine sår. og han skulle også have noget nyt tøj.. Måske skulle han se en læge, der kunne sy ham sammen. Og måske hjælpe ham med de vejrtrækningsproblemer han havde haft siden han blev ramt i brystkassen af Aarons latterligt overraskende magier,

[Shailiha]

"Aaw, tabte sæben gjorde du?" kunne hun ikke lade være med at svare da han påstod vagterne havde befamlet ham, hendes blålilla læber grundet kulden trukket opad i et skævt smil og hendes øjenbryn løftet mens hun sendte ham et sigende blik.
"Shai," formanede Samuel sigende mens han pludseligt dukkede op bag hende og lagde sin kappe rundt om hendes bare skuldre. Normalt fik han hende til at løbe dertil og hjem igen, den manglende påklædning en god motivation for hele tiden at holde sig i gang i nattens kulde. Hun tsk'ede og rullede øjnene mod den stjerneklare himmel.
"Vi driller bare hinanden gamle mand. Kun sjov og ballade og ingen hårde følelser," svarede hun sarkastisk og sendte ham et smil over sin skulder, hans grynt fortalte tydeligt at han ikke helt var enig i hvad hun sagde. Det at det endeligt var lykkedes hende at irritere den fremmede gjorde hende i godt humør igen, tilfreds med følelsen af at have vundet i det mindste en del af den verbale kamp. Lige så meget som hun hadede at tabe, elskede hun at vinde. Selvom hun aldrig ville indrømme det, var hun nu alligevel taknemmelig for den varme kappe, som hun svøbte den om sig som et tæppe der dækkede det meste af hendes krop fra halsen og ned til de knæhøje læderstøvler. Med det samme kunne hun mærke det værste af kuldens bid forsvinde som hendes hud blev dækket til mod vinden.
"Du har ret at det ikke er vores sag hvorfor du blev såret. Hvorfor er ikke vigtigt, men det at du er det er. Vi kunne vise dig vej til den nærmeste healer hvis du ønsker det?" tilbød Samuel, hans rolige blik hvilende på den fremmede uden at vise meget af tankerne bag. De var virkeligt et umage par, den rolige, kontrollerede lærer og den fyrige, humørskiftende lærling.
"Desuden er det faktisk min sag, for hvis du falder om her på gaden bliver det os der kommer til at bære dig hvis jeg kender Samuel ret... og jeg nægter altså at brække ryggen for din skyld," indskød Shailiha, spydigheden dog ikke fyldt med så megen fjendtlighed som før. Nu så det rent faktisk ud som om hun morede sig en anelse.

[Steve]

Steve så skiftevis mod Samuel og Shailiha med et mistroisk blik. Det virkede underligt at de bare uden grund ville hjælpe ham. "Joh... Hvorfor ikke" Svarede han med en meget overvejene stemme.
Han havde ikke megen tillid til fremmede og folk der midt om natten stod og fægtede rundt kunne nok også finde på at angribe en så provokerende person som ham selv. Dog virkede Samuel ikke som en der ville gøre nogen fortræd uden grund. Shailiha på den anden side, hende kunne han godt forestille sig dolke en i ryggen.
"Og bare lige for at få en ting på det rene. Jeg ville aldrig falde om af sådan en lille skade!" Påstod han og havde et meget fornærmet udtryk i ansigtet der meget hurtigt formede sig til et grin.
"Hvor holder denne infamøse healer så til? Spurgte han og kiggede rundt som om han næsten forventede at healeren kunne blive spottet fra hvor de stod.
Selvom han påstod han aldrig ville falde om var han faktisk besvimet op til flere gange de seneste dage. Han havde også sovet atten timer i døgnet, hvilket var årsagen til at han ikke var kommet så langt i verden det seneste stykke tid.
Han var bare for stolt til at indrømme at han havde brug for hjælp.

[Shailiha]

Shailiha vendte sit blik mod Samuel med en utilfreds panderynken. Hun havde egentlig ikke ventet at manden ville sige ja, efter at han afvist så stejlt at fortælle dem hvorfor han blev såret, og generelt bare virkede til ikke at kunne lide dem.
"Behøves vi Samuel? Det er hans sår - hans sag," klagede hun tydeligvis ikke begejstret for udsigten til at skulle følge den sårede mand nogle steder. Halvt med vilje var hun slået over i Quoto. Hun var ikke sikker på om den fremmede kunne forstå det, men han lignede ikke en fra det Østlige Rige - talte ikke som en fra det Østlige Rige. Hvor han var fra havde hun ingen anelse om, hun havde ikke nok forstand på accenter til at kunne placere hans.
"Han er såret, det koster os ikke noget at være hjælpsomme Shai," svarede Samuel ligeledes på deres moderlands sprog, den undertone af jern i hans stemme der slog det fast at der ikke var noget at diskutere. Hun kendte den tone, og vidste Samuel havde bestemt sig.
"Ikke andet end en god nats søvn spildt på en forvokset okse dum nok til at få sig selv spiddet," mumlede hun og kastede et irriteret blik på manden. Før havde han været en forstyrrelse og lidt underholdning, men nu var han blevet en byrde der ville holde hende væk fra en varm seng og natmad. "Vi kender ham ikke engang. For alt vi ved kunne han have fået de sår af soldater mens han røvede og dræbte en adelsmands familie," tilføjede hun. Egentlig var hun mere på udkig efter en undskyldning for at efterlade manden hvor han var og gå hjem. Efter hendes mening var det ikke hendes ansvar at babysitte sårede fremmede - hun var i træning som samurai, ikke ridder. Samuel rystede bare på hovedet.
"Det gjorde han ikke... kald det en fornemmelse," svarede han eftertænksomt. Shailiha fnøs højlydt og rullede med øjnene, en finger utålmodigt tappende på hilten af hendes sværd under kappen. Samuel og hans pisse 6. sans.
"Så gør vi det din måde gamle mand, men kom ikke rendende til mig når han stikker en kniv i ryggen på dig som tak for venligheden," svarede hun muggent mens hun slog over i Median for at være sikker på den fremmede forstod hende. Bare for lige at markere at hun ikke stolede på ham. Samuel svarede ikke, gjorde bare en håndbevægelse for at indikere at de skulle følge efter ham, mens han satte afsted ned langs siden af den ene drage og væk fra midten af pladsen. Hun fulgte straks efter ham.
"Kom så store dreng, det er noget af en gåtur og vi må hellere komme af sted inden du bløder resten af din hjerne ud gennem de nålestik," kaldte Shailiha over sin skulder mens hun resigneret erkendte aftenens opgave. Men selvfølgelig, måske var de heldige nok at manden ville blive tilbage og nægte at følge med dem.

[Steve]

Steve stod med et grumt smil på læberne. Han forstod hverken hat eller briller af hvad de sagde men kunne tydeligt høre på Shailiha at hun var meget utilfreds. Hvilket blot gjorde det hele så meget sjovere.
Han begyndte langsomt at blive lidt utålmodig som de stod og talte på et sprog han mente at have hørt utallige gange men alligevel ikke kendte noget til. Da Shailiha igen skiftede til median gav han hende et meget fornærmet blik. "Du er da noget af en pessimist! Bare fordi jeg har været ude for et lille uheld tror du straks jeg er en gemen forbrydder!" Udbrød han og rystede kraftigt på hovedet, hvilket forsagede ham i næsten at vælte. Han fandt hurtigt balancen igen og lod som om intet var sket ved blot at følge efter Samuel.
Han stod lidt og tyggede på hendes kommentar om at hans sår skulle være nålestik... "Det er sguda på ingen måde nålestik! Sagde han mens han gik. "De så er lavet med is
Han vidste ikke rigtig hvorfor det irriterede ham så inderligt at hun kaldte hans sår for nålestik. Måske følte han en form for stolthed over at have overlevet sin kamp mod Aaron.

[Shailiha]

Det var med den ene hånd på sværdets fæste og det ene øje altid rettet mod deres omgivelser, at Shailiha fulgte efter Samuel som de nåede pladsens slutning og drejede ned langs en sidegade. Quihang var en civiliseret by, og som altid flokkedes tyve og lyssky personligheder om denne 'civilisation' som fluer om en død ko. Meget erfaring med kamp uden for træningsrummet havde hun måske ikke endnu, men bylivet havde hun lært at kende på den hårde måde.
"Jeg sagde ikke du var en forbryder snuske, jeg siger bare at så længe du ruger over dine hemmeligheder som en hønemor over sine æg, vil jeg ikke give dig min ryg at dolke. Jeg siger ikke at du er, jeg siger bare at jeg ikke kan vide at du ikke er," forklarede hun i et langsomt tonefald med påtaget tålmodighed, der tydeligt sagde at dette virkelig var noget han burde regne ud selv... og at hun ikke gav meget for den rest af hans hjerne der ikke var blødt ud. Meget kunne man sige om Shailiha af Quihang, men charmerende og åben havde hun aldrig været overfor fremmede.
"Forresten, bare for at få introduktionerne på plads. Jeg er Samuel, og dette er Shailiha også kendt som Shai - min lærling som du nok har regnet ud," indskød Samuel mens han var sakket bagud for at komme ned på siden af dem igen.
"Du kan kalde mig Shailiha. Shai er for venner, og mine venner er ikke dumme nok til at skære sig på istapper. Hvad lavede du store fyr? Slikkede du metalet på det sværd af dit og hang fast med tungen?" tilføjede Shailiha mens hun sendte ham et smørret grin. Det virkede som om denne fyr var ret stolt af sin mandighed, og tanken var faldet hende ind at den bedste måde at få oplysninger ud af ham virkede til at være at prikke til hans stolthed. Måske hun kunne provokere ham til at fortælle hende hvad der var sket, for de sår prikkede stadig til hendes nysgerrighed. Der var en mængde usagte spørgsmål, som hun ikke kunne stille fordi hun vidste han ikke ville svare på dem. Hvem var han? Hvad lavede han her, ham der tydeligvis ikke var Østlænder? Hvem havde givet ham de sår og hvor længe havde han gået med dem? Hvorfor vandrede han rundt på pladsen midt om natten, i stedet for at opsøge en healer eller finde en kro? Spørgsmålene lå på lur i kanten af hendes bevidsthed, hvor de hele tiden nagede hende som en kløe hun ikke kunne nå. Meget mod sin vilje måtte hun indse at denne fremmede mand havde fanget hendes nysgerrighed, ved den blotte absurditet der virkede til at herske over omstændighederne.

Samuel gjorde en pointe i at ignorere hendes stadige spydigheder, mens han kiggede kort fra den ene til den anden, før det ene hjørne af hans mund endelig krøb opad i et sjældent skævt smil.
"Med de sår bevæger du dig langsomt - jeg går i forvejen og vækker healeren og forklarer hende omstændighederne, så hun kan forberede det nødvendige. Shai, den nærmeste healer er Lillian og det er der jeg forventer at du bringer fyren her. Indtil da er han dit ansvar," sagde han, det sidste rettet mod hende med den hurtige, direkte tale der karakteriserer ordrer der forventes at blive fulgt. Før hun nåede at registrere betydningen af hvad han egentlig havde sagt, havde han blinket til hende og var allerede på vej i en rask gang ned ad gaden, hvor han med sine lange ben hurtigt lagde en god afstand mellem dem. Shailiha stirrede efter ham med åben mund, før hun tog sig i det og med et smæk samlede sin kæbe op fra jorden og irritationen susede gennem hendes blodårer. Sådan en elendig lusepuster! Sådan at efterlade hende sammen med denne okse af et dumt brød. Hun begyndte at mumle eder på Quoto under sit åndedrag, mens hun forbandede Samuel til helvede og tilbage igen. Men en ordre var en ordre, og det så ud til hun nu hang på fyren alene indtil de nåede frem. Oh the joy.

[Steve]

Som de gik mod healeren valgte Steve at ignorere hendes små kommentarer. Det krævede rigelig koncentration at gå uden at ligne en komplet idiot, og det skulle i hvert fald ikke se ud som om han ikke kunne gå selv. Han vidste ikke helt hvorfor han ikke ville ses som en såret person. Han havde altid haft det sådan. Som om at folk skulle dømme ham som et svagt væsen. Han gik lidt i sine egne tanker da han hørte Samuel introducere sig selv og Shailiha. "Samuel og Shailiha. Jeg havde en rotte der hed Shai engang! Jeg måtte dog skille mig af med den da den var ulækker og fyldt med sygdomme" Sagde han og nikkede da han selv mente den sætning var tilpads provokerende. Han nægtede dog at kommentere hvad hun havde antydet med at han skulle have slikket på sit sværd.. Det var jo bare åndssvagt!
Selvom han virkede som om at han var rolig, kørte hans tanker rundt. Han havde ikke megen tillid til fremmede og Shailiha var ikke en han var helt tryg ved. Desuden ventede han bare på at Aaron skulle komme frem fra skyggerne og endnu en gang prøve at æde ham. Det var som om kampen mod Aaron havde skræmt ham en smule. Han rystede hurtigt sine tanker ud af hovedet og stod med et stort smil da Samuel luntede afsted. "Tænk at han ville efterlade dig her med mig!" Grinede han hånligt. "Han må virkelig hade dig" Han så på hende med sådan et medfølende blik som man kun gav tiggere der lå på alle fire for at få en enkel lille skærv. Han kunne på den ene side se det komiske og på den anden side det praktiske i situationen. Nu hvor Samuel ikke var der ville han kunne forsvare sig bedre mod et eventuelt angreb.
Mens han gik fik han langsomt øje på de bygninger de var omringet af. Han havde ikke rigtig fået set ordentligt efter men når han nu tænkte over det havde han aldrig set noget lignende. Man kunne endda se enkelte bygninger flere gader væk, der ragede langt over alle de andre. Det var for ham et uroligt syn, da det var første gang han ahvde været i en rigtig storby. Måske havde han ikke lagt mærke til det fordi han hele tiden havde tænkt over hvordan han kunne genere Shailiha.