On the spot

[Steve]

Steve satte sig i stolen og lænede sig tilbage. Det var en skøn fornemmelse efter at have gået den lange vej. Som den gamle dame snakkede løs om noget Steve fandt ualmindelig uinteressant valgte han at læne hovedet bagud og lukke øjnene i et kort øjeblik. Steve kiggede sløvt mod den varme te som Samuel rakte ham. Han tog imod koppen med sin ene hånd og førte den op til næsen. Det lugtede ikke ligefrem dårligt måtte han indse. Han stak sin tunge ned i teen for at smage på den men måtte blot skære ansigt da han mærkede sin tunge blive brændt af den varme drik. Han tog en dyb indånding og drak teen i en stor tår. "Hvor lang tid kommer det til at ta'?" spurgte han mens han hostede kraftigt. Han kunne mærke at han havde været lige lovlig hurtig med den te men som han så det skulle det bare gå så absolut hurtigt som muligt. ”For resten… Det er da lidt mærkeligt at i alle bare uden videre vil hjælpe en som mig” sagde han med et undersøgende blik mens han roligt så rundt på de tre personer i rummet.

[Shailiha]

Shailiha så ud af øjenkrogen hvordan Samuel satte sig ned i sofaen, mens hun holdt opmærksomheden rettet mod Steve og Lillian. Da han stak tungen ud og ned i teen måtte hun hurtigt føre en hånd op til munden i et mislykket forsøg på at kvæle sin fnisen. Hun hostede lidt som for at dække over det, og vendte tilbage til uskyldigt at sippe til sin te.
"Jeg må skuffe dig med at det nok kommer til at tage lidt tid at fikse dig sammen igen sønnike, din skulder har det forbløffende godt men fra hvad jeg kan se her har dit ben formået at skaffe sig noget betændelse som vi skal have fjernet først. Hvad har du dog lavet? Det ser ud som om du har haft brydekamp med en tiger," sagde Lillian mens hun gled over til tekøkkenet hvor hun hældte det varme vand der havde været til overs fra teen, ned i en balje (Samuel måtte have vist hun ville få brug for det, for han havde lavet rigeligt). Hun tøffede over til reolen der var fyldt med alverdens potter og flasker med planter og urteudtræk, hvor hun lod fingeren glide langs hyldekanten mens hun mumlede for sig selv. Til sidst fiskede hun nogle flasker frem, hvoraf nogle blev tilsat til vandet og nogle blev hældt ned i et nyt glas. Til sidst bragte hun det hele over til det lave bord foran Steve.
"Drik det her - essens fra baldrian og humle, så skulle vi have dig sovende som en baby om lidt. Hvor stor og stærk du end er så er det ikke sjovt at få skåret betændelse op, og det er nemmere for os begge hvis du ikke i refleks slår mig halvt fordærvet. Jeg ville foretrække at genne dig i bad først, men det kan vente til i morgen," instruerede den gamle healer - egentlig var hun faktisk på alder med Samuel, men med sit grå hår og spinkle krop så det ud som om hun var mindst dobbelt så gammel. Shailiha fandt at hun ikke rigtig lyttede efter mere, som hendes hoved var faldet ned til siden og hendes øjne langsomt blev tungere. Varmen, udmattelsen og den halvdrukne kamillete havde gjort hende døsig, mens hun langsomt gled ind i drømmeverdenen. Svagt registrerede hun Lillians stemme der kommanderede Samuel til at gøre noget ved 'det stakkels pigebarn', hvorefter hun kunne mærke at koppen blev fjernet fra hendes hånd og Samuels arme løftede hende op som han havde gjort dengang hun var 9 år gammel.
"Du er ved at blive for stor til det her Shai... og jeg for gammel," mumlede han ned i hendes hår, mens han bar hende hen mod døren, og selvom hun i morgen ville vrisse og skælde ham ud for at ydmyge hende ved at behandle hende som et barn foran Steve - så var det med et lille smil på læben at hun faldt i søvn mens han bar hende.

[Steve]

Steve stirrede utilfreds på den nye drik der var blevet serveret for ham. "Jeg tror jeg ville foretrække at være vågen..." Mumlede han og prikkede til glasset så væsken skvulpede lidt rundt.
Han følte sig på ingen måde tryg ved at skulle være bevidstløs og det hjalp heller ikke på hans tryghed at Shailiha åbenbart var besvimet. Han valgte dog at tage sig sammen og få det overstået så han tog glasset til munden og hældte den meget bitre væske i sig. Han sad lidt og ventede på at falde i søvn. Efter omkring de ti sekunder rejset han sig irriteret op for at strække benene, men måtte blot indse at hans ben ikke rigtig kunne holde ham oppe længere.
Som han væltede tilbage i stolen kunne han føle sine kræfter sive ud af kroppen på ham. Det føltes mærkeligt ikke at kunne holde sig vågen, og han kunne føle sit hjerte banke hurtigere og hurtigere. Han brød sig ikke om ikke at kunne styre sin egen krop, hvad der skete med den og denne afmagt han følte var for meget til at han blot ville sidde roligt og falde i søvn. Han måtte kæmpe imod.
Han forsøgte flere gange at rejse sig op hvilket blot resulterede i at han endte på gulvet og roddede rundt indtil hans øjne lukkedes og hans vejrtrækning blev rolig.

[Shailiha]

"Så er det vågne-op tid," kaldte Shailiha da hun skubbede døren op med skulderen og fejede ind i værelset, en træbakke i hænderne. Ikke specielt hensynsfuld for den sovende Steve smækkede hun døren i med foden, så den lukkede med et mindre brag, mens hun allerede var ovre ved bordet hvor hun placerede bakken. Hun var iklædt den samme mørkegrønne kjole som dagen før, dog havde Lillian på en eller anden måde fundet tid til at rense den så den havde kunnet tørre natten over, og lugten af træningens sved var forsvundet. Selv var hun også frisk og nyvasket at se på, det røde hår trukket tilbage i en praktisk hestehale og to par bronzeøreringe der forestillede snoende drager hængende fra hendes øreflipper. På fødder der var bare mod trægulvet vandrede hun over og begyndte at trække gardinerne fra med fejende bevægelser, så middagssolen kom strømmende ind for at oplyse det før halvdunkle værelse. Bagefter stak hun hovedet om bag skærmen for at se om Steve var vågen.
"Ud af fjerene solstråle - du har allerede sovet hele morgenen væk. Morgenmaden er serveret," kaldte hun med munter stemme, uden at nævne at hun også selv stortset lige var vågnet - for én gangs skyld havde Samuel rent faktisk ladet hende sove længe, hvilket var en sjældenhed der skulle nydes. Hun lod Steve om at vågne mens hun bevægede sig tilbage til bakken og lod sig falde ned i stolen hvor Samuel havde siddet aftenen før. Med sultne øjne gned hun kort hænderne mod hinanden før hun begyndte at overføre morgenmaden fra bakken og over på bordet hvor der var mere plads. Duften af nybagt brød havde hurtigt fyldt værelset og jaget den tunge lugt af søvn væk, og hun kunne mærke sin mave rumle til svar mens hun dækkede bordet med hvad der syntes at være et overdådigt måltid for hendes sultne krop. Der var både ost, små pølser, kogte hønseæg, jordbærmarmelade hun selv havde hjulet Lillian med at lave sidste sommer, grøntsager holdt friske med magi og den varme leverpostej som Shailiha havde været absolut forelsket i siden hun var barn. Desuden var der også to skåle varm øllebrød, samt et glas mælk til dem begge.
"Jeg håber du er sulten," kaldte hun til Steve mens hun erobrede sig en porcelænstallerken og gik om bord i maden. Manerer krævede nok at hun skulle vente på ham, men manerer og sult gik aldrig godt sammen. Det var jo ikke som om hun kunne nå at spise det hele selv alligevel.

[Steve]

Steve vågnede brat da Shailiha smækkede døren. Instinktivt greb han ud efter sit sværd, men til sin overraskelse måtte han indse at sværdet ikke lå ved hans side som det plejede. Han sad i nogle sekunder og ignorerede Shailiha mens han forsøgte at samle sine tanker.
Han sparkede dynen af sig og rejste sig hurtigt. Som duften af den nylavede mad nåede hans næsebor lagde han mærke til den sultne fornæmmelse i hans mave. Han havde jo faktisk ikke spist siden han havde sneget sig ind i byen.
Steve fik strakt sig godt og grundigt før han på en alt andet end elegant måde fik bevæget sig hen til bordet. Han stod lidt og stirrede på maden. Han havde aldrig i sit liv set mad blive sat op på sådan en måde. Måske syntes han at det så mærkeligt ud men sulten var han, og han satte sig derfor ned og tog fat om en ske som han hurtigt stak ned i glasset med hvad han troede var noget kød og smagte på det. Til hans overraskelse smagte det langt fra af kød, og langt mere af sukker. "Hva fanden er det?" Spurgte han forvirret og skar en grimmasse. Det var nu ikke fordi han ikke kunne lide smagen, han var nærmere blevet overrasket af smagen.
I stedet forsøgte han sig med leverpostegen, som han dog lugtede til før han stak det i munden. "Woow!" Udbrød han da det han mente måtte være most kød smagte langt bedre end han havde forventet.
"Jeg håber sgu ikke du har noget imod at jeg æder noget af det her" Skyndte han sig at sige da han ikke havde nogen anelse om hvor hvidt maden var tilegnet ham eller ej.

[Shailiha]

Steves instinktive reaktioner da han vågnede var tabt på Shailiha, som hun ikke kunne se ham bag træskærmen der stod mellem hende og sengen. Da han endelig dukkede frem løftede hun blikket og betragtede ham over den pølsemad hun var ved at sætte tænderne i, mens han bevægede sig over til bordet. Han så bedre ud end i går, men det sagde heller ikke så meget - rent ud sagt havde han set forfærdeligt ud i går. Nu så han bare medium-rædselsfuld ud. Ikke at man kunne bebrejde ham, det var tydeligt at ham vampyren havde givet ham en ordentlig gennembankning.
"Hvordan har du det?" spurgte hun henkastet, men med en ærlig blanding af nysgerrighed og bekymring. Det meste af hendes irritation fra natten før var så godt som forsvundet; alle der kendte Shailiha vidste at hun var hurtig til vrede, og stortset lige så hurtigt til at glemme det igen. Nag havde aldrig været hendes stil. Den næste gang hun så op fra sin pølsemad fandt hun Steve godt i gang med at proppe sit fjæs med jordbær, og med forbløffede øjne kunne hun ikke andet end at se til mens han derefter forsøgte sig med leverpostejen. Hans reaktion trak hende ud af sin forbløffelse, og luften forsvandt fra hendes lunger i en blanding af en fnisen og en klukken, der gled over i en hosten da hun glemte hun havde noget i munden og fik pølsen galt i halsen.
"Hvad er der med dig? Man skulle tro du aldrig har smagt marmelade eller leverpostej før? Det er meningen du skal putte det på brødet," grinte hun efter at hun endelig var kommet dræberpølsen til livs, mens hun viftede en hånd over mod brødet, der lå skåret i skiver i en flettet kurv.
"Og nej, selvfølgelig må du ikke spise det. Jeg tog det kun herind for at torturere dig - så ond er jeg nemlig," svarede hun på hans spørgsmål med påtaget alvor, hvor hun skolede sine ansigtstræk til seriøsitet. Hun kunne mærke hvordan masken lhurtigt krakelerede, og hendes mundvige bevægede sig gradvist op i et skævt smil, før hun helt gav op og igen kastede sig over dræberpølsens venner der befandt sig på hendes brød. Hævnen var sød... og smagte godt.

[Steve]

Steve sad lidt og tænkte over hendes spørgsmål. Han havde det faktisk fantastisk. Han havde det som om han kunne løbe et helt maraton lige nu og her. "Jeg har det faktisk ret godt!" Sagde han og tog en skive brød efter Shailihas instruktioner. Dog ignorerede han hendes latter og spørgsmål. Han smurgte brødet ind i et godt lag leverpostej og skulle til at tage en bid, men fik dog en ganske lys idé. "Altså, jeg fatter ikke hvordan mine sår er healet så meget. Hun kan sgu sit kram hende den gamle" Sagde han mens han dyppede sin leverpostejs mad ned i glasset med mælk for så at tage en stor bid. Han sad lidt og rykkede sin skulder frem og tilbage, bare for at føle hvor helbredt han egentlig var. Hans lår var der stadig lidt vrøvl med kunne han mærke men det ville han ikke lade sig slå ud af. Det vigtigste var at han var frisk og klar til kamp. "Jeg tænkte på... Så vidt som jeg kunne se i går er du ret god med et sværd. Kunne jeg på nogen måde lokke dig til at hjælpe mig med at finde ham der slog mig halvt ihjel?" Spurgte han med et løftet øjenbryn. Han havde aldrig været god til det med at overtale folk. Han havde nok ikke fantasi nok til at finde på noget ordentligt at sige, så han måtte jo bare spørge lidt direkte.

[Shailiha]

Det var med en hvis forundring at Shailiha betragtede Steve dyppe sin mad i mælken, og hun gjorde intet for at skjule sit smil selvom hun nu ikke fandt det i sig at påpege at det ikke just var formålet med mælken - hun morede sig simpelthen for godt, og hvis fyren godt kunne lide smagen hvem var hun så at frarøve ham den glæde? Det undrede hende dog stadig at maden virkede ham så fremmed; selvom Lillian levede ret godt, og lavede skøn mad, så var marmelade og deslignende trods alt ikke nogen sjældenhed. Måske han var fra et sted hvor de ikke spiste sådan noget? Hun var jo ikke ligefrem nogen kender af de andre riger.
"Nu skal du ikke lade dig snyde - du har det godt nu fordi Lillian har proppet dig med diverse styrke-givende urter for at få dig tilbage i god form hurtigst muligt. Men du er stadig et vandskind fyldt med huller, og hvis du anstrenger dig for meget begynder du at lække igen," sagde hun i et advarende tonefald mens hun sendte ham et... næsten... alvorligt blik tværs over bordet. Hun begyndte at smørre varm leverpostej ud på sit brød for at sikre sig noget inden Steve fik spist det hele. Han åd som en der ikke havde fået ordentligt mad i flere dage... men igen, som han så ud, måske havde han heller ikke.
"Ude efter at genoprette din sårede mandighed?" svarede hun drillende mens et øjenbryn løftede sig en anelse over de grønne øjne der var oplyst af et øretæveindbydende glimt så typisk for hende. Steves forslag havde været noget direkte og upoleret, ikke ligefrem hvad de fleste ville kategorisere som passende konversation over morgenmaden. Men Shailiha fandt at denne ligefremhed næsten var forfriskende. Hendes drillende spørgsmål var da også mest stillet for at skjule den interesse forslaget egentlig havde rejst i hende. En vampyrjagt? Det kunne være yderst interessant, og god træning. Desuden var der stortset altid stående dusører at hente hos vagterne, hvis man kunne producere en morder af den ene eller den anden slags.
"Men før jeg overhovedet overvejer det, så bliver du nødt til at fortælle mere om hvad der skete... jeg har ikke specielt lyst til at gå på vampyr-jagt, og senere finde ud af at du har en eller anden vendetta imod vampyrer, og at fyren faktisk bare var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt," fortsatte hun efter en kort tænkepause, hendes stemme konstaterende. Hun begyndte igen at spise, nu noget langsommere da den værste sult var blevet stillet. Der var ingen grund til at forhaste sig, og lade den gode smag gå til spilde.

[Steve]

Steve sad lidt og tænkte over hendes kommentar om hans sårede mandighed. Selvom han aldrig ville indrømme det havde det faktisk lidt med det at gøre. "Altså..." Sagde han stille og tænkte over hvordan han skulle forklare hele episoden. Han havde ikke engang selv styr på det hele.
"Det startede med at han stødte på mig inde i en eller anden jungle, og havde bestemt sig for at spise mig. Det var jeg jo ikke så glad for, så vi tæskede hinanden til blods. Jeg ved ikke helt hvad der skete men da jeg vågnede var han væk" Forklarede han og forsøgte at fremgrave nogle flere detaljer men hans hukommelse var lettere sløret.
Sådan havde han det ofte når han havde været meget oppe at køre.
"Altså jeg har ikke noget imod folk der spiser andre sådan generelt, så længe det ikke er mig de spiser"
Han nikkede et par gange da han var meget tilfreds med hvordan han havde fået forklaret det, hvorefter han tog en af de forskellige pølser og begyndte at fortære den på en meget primitiv måde.
"Altså jeg vil heller ikke slå ham ihjel, bare give ham tilpads meget igen" Sagde han. Han tænkte ikke rigtig over at han havde sagt han ikke ville slå Aaron ihjel. Det havde bare fløjet ud af munden på ham, for egentligt kunne han ikke vente med at halshugge den kannibalistiske lille rotte af en magiker.

[Shailiha]

Shailiha betragtede ham interesseret mens hun lyttede til hans historie og langsomt tyggede sin mad, som hun skyldte ned med mælk. Der var altid muligheden for at han løj... men helt ærligt, så virkede Steve ikke som typen der fandt det nødvendigt at lyve, han var simpelthen for direkte. Desuden havde Samuel jo også taget ham med, og Samuel havde en fornemmelse for sådan noget. Hun besluttede sig for at det ville være grund nok til at hun ville stole på Steve... desuden kunne Samuel jo ikke rigtig sige noget til at hun tog med ham på vampyrjagt, nu hvor det var ham selv der havde insisteret på at fyren var god nok. Hun smilede saligt ved tanken om at bruge Samuels egne argumenter mod ham selv.
"Lyder fint med mig... hvis vi giver den vampyr en omgang tæsk kan det måske holde ham fra at dræbe. Vi kan også slæbe ham med til vagterne her i byen - der er altid stående dusører på diverse vampyrer, djævle og udøde," sagde hun mens hun valgte at ignorere Steves kommentar om at han ikke havde så meget imod kannibalisme generelt. Det var en diskussion hun ikke havde tænkt sig at bevæge sig ind på nu. Mens hun snakkede havde hun slugt det sidste af sin mad og var nu godt i gang med at dykke ned i den stadig varme øllebrød, mens hun viftede en anelse med skeen engang imellem for at understrege hvad hun sagde, uden egentlig selv at lægge mærke til det. Lillian valgte i dette øjeblik at komme tøffende ind med en stor balje med dampende varmt vand.
"Jeg kan se I har taget for jer - godt godt, børn i jeres alder har altid brug for al den energi de kan få," sagde den gamle kone, som altid smil og varme, hvor Shailiha med det samme opgav at påpege at de knap kunne betragtes som børn i voksealderen længere. Lillian satte baljen fra sig på en taburat i nærheden af sengen, sammen med et hvidt håndklæde, en børste til at skrubbe sig med og noget groft sæbe. Hvordan den gamle dame overhovedet kunne bære baljen i første omgang gik over Shailihas forstand - hendes krop virkede alt for spinkel og helt ude af proportioner i forhold til den halvstore spand. Derefter betragtede Shailiha med muntert spillende øjne, hvordan den gamle healer med det samme bevægede sig over til Steve, og begyndte at undersøge ham - lægge hånden på hans pande for a tage hans temperatur, på hans hals for at tjekke hans puls, tjekke at forbindingerne sad som de skulle og rette på dem hvis de ikke gjorde, alt imens hun hele tiden mumlede for sig selv og lavede små billigende 'mhm'-lyde. Til sidst nikkede hun bestemt.
"Din krop er ung og healer hurtigt, du skal nok blive frisk som en havørn på ingen tid, så længe du lytter efter Lillian og tager det med ro," det sidste blev sagt med en kommanderende tone, samt et blik der sagde at hvis han ikke hørte efter ville hun personligt lægge ham over knæet og give ham smæk. Det mentale billede fik Shailiha til at snorte ned i sin mad af grin.
"Når du er færdig med at vaske dig så læg dit beskidte tøj over stolen, så skal jeg nok rense det for dig," fortsatte den lille healer, nu atter den tøffende moder-skikkelse efter hun var sikker på at beskeden var kommet igennem, hvorefter hun igen forsvandt ud gennem døren, og efterlod de to alene igen.

[Steve]

"Dusører.. Ha! Du kan beholde hele gevinsten, jeg er ikke rigtig interreseret i penge" Sagde han med et kort grin. "Så længe jeg får lov til at give ham døds stødet!"
Han havde aldrig forstået hvorfor der var så mange i denne verden der var så fikserede af penge, i hans øjne kunne de ikke bruges til noget som helst. Men måske var den eneste grund til at han ikke ville ha penge det at han ikke rigtig havde nogen mål der krævede penge.
Som den gamle dame kom vadende ind i rummet lænede han sig tilbage og lyttede til hvad hun sagde. "Jeg har sguda ikke tid til sådan nogle småting..." Mumlede han da hun havde forladt rummet igen. "Man ved jo aldrig om den blodsuger er i nærheden!"
På trods af alle hans beklagelser, følte han alligevel en varm følelse i maven. Han havde aldrig oplevet at der var nogle der bare uden viddere gjorde så meget for ham uden nogen verdens grund. Som han sad i sine egne tanker kom han i tanke om noget han helt havde glemt i al den tumult der havde været. "Hvor er mit sværd!?" Udbrød han og lænede sig ind over bordet i den tåbelige tro at det kunne lægge i brødkurven. Han fik rejst sig i en hurtig bevægelse og begyndte at kigge vildt rundt. Han havde det aldrig godt uden sit sværd. Det var som en sutteklud for ham.

[Shailiha]

"Ikke interesseret i penge? Det ser da ellers ikke ud til at være hvad du har mest af," svarede Shailiha ligefremt i et halvt konstaterende, halvt spørgende tonefald mens hun nikkede mod hans slidte tøj og oppakning. Selvfølgelig vidste man aldrig, men hvad hun havde lagt mærke til ville hun ikke bedømme Steve som værende speciel rig. Snarere tværtimod - med mindre han bar undertøj af guld så ville hun faktisk bedømme ham til at være ganske fattig. Måske han var blevet røvet på sine rejser? "Og jeg troede desuden du sagde at du ikke ønskede at dræbe ham?" fortsatte hun efter lidt tid og hævede et øjenbryn i forvirring over de modstridende informationer han gav hende. Hun begyndte at skovle de sidste skefulde af øllebrøllet ind i munden.
"Jeg ville nu tage hendes råd alvorligt hvis jeg var dig. Sidste gang jeg mente at vide bedre, endte jeg med at besvime da jeg prøvede at bestige et springvand på et af markederne... selvfølgelig midt i myldretiden for at hælde salt i såret," fortalte hun og smilede skævt ved tanken, mens hendes øjne blev en anelse fjerne som hun genkaldt sig minderne. Episoden lå nu så langt tilbage at hendes stolthed var kommet sig, og hun kunne grine i stedet for græmmes over sin lille 'ulykke'. Hendes opmærksomhed blev igen fanget da Steve huskede sit sværd, og nærmest virkede til at gå i panik. Overrasket betragtede hun ham et øjeblik, før hun viftede med skeen over mod sengen.
"Den står lænet op ad sengestolpen?" svarede hun spørgende, tydeligt undrende sig over hvorfor han pludselig var så desperat efter at få fingrene i sit sværd. Måske han bare var nervøs for at de havde stjålet det eller noget i den dur?

[Steve]

"Årh for guds skyld, kan du ikke lade være med at huske hver en lille detalje!" Beklagede han sig efter at have taget fat om sit sværd og hevet det op af skeden for at sikre sig at klingen stadig sad på. Da han havde noteret sig at sværdet stadig var helt satte han det tilbage i skeden og tænkte lidt over de ting han nu havde at tænke over. Hvilket var ting han ikke helt selv havde forstået hvad var. "Altså, det er noget man siger. Det er ikke fordi jeg vil gi ham dødsstødet" Forklarede han med flyvende armbevægelser og et meget farverigt kropsligt sprog. "Det er noget man siger!"Gentog han med de stadig meget beskrivende bevægelser. Han skulle lige til at spørge ind til dette springvand som Shailiha nævnte men valgte blot at droppe det. Han kunne ikke spilde mere tid på ligegyldige småting. Han tog en dyb indånding og lod sig læne op af bordet. "Du må forstå at jeg har en meget stor vrede rettet mod ham vampyren... Så hvis jeg lyder lidt fanatisk er det kun derfor. Men for at være ærlig så nød jeg faktisk kampen mod ham. Det var næsten som at æde giftige svampe!" Forklarede han og skubbede sit sværd lidt frem og tilbage med sin tommelfinger. En vane han havde haft lige siden han havde fået sit sværd.

[Shailiha]

"Jeg kan da ikke gøre for du ikke giver mening," svarede Shailiha og fremviste et drillende smil mens hun trak en anelse på skuldrene i en bevægelse der sagde at hun fralagde sig al ansvar, og at det som sagt var hans egen skyld for at være så vag. Hun sank den sidste bid af grøden og satte den tomme tallerken tilbage på bordet med et velbehageligt 'aah', og lænede sig tilbage i lænestolen mens hun lyttede til Steve og underholdt betragtede hans vilde fagter med armene for at understrege sine pointer - hun ville faktisk ikke være overrasket skulle han lige om lidt begyndte at tage sine ben med i hvad der lignede en særpræget dans.
"Det lyder som om du nød at blive høj på adrenalinen?" bemærkede hun tankefuldt, og viftede så en hånd mod den dampende balje. "Jeg ville vaske mig mens vandet stadigt er varmt," foreslog hun mens hun flyttede sig en anelse for strålerne fra den skarpe vintersol, der faldt ind gennem vinduet for at ramme netop der hvor hun sad - selvfølgelig kun for at irritere hende. Som dagen før slyngede hun benene op over det ene ryglæn, i en bevægelse der tydeligt sagde at hun ikke havde tænkt sig at forlade værelset uopfordret mens han vaskede sig. Det var både ud af nysgerrighed for at se hvordan han reagerede, og ud fra tanken om at Steve nok var typen der ugenert ville bede hende om at skrubbe ad helvede til skulle han ønske sit privatliv. Han kunne jo altid bevæge sig om bag skærmen.
"Hvor er du egentlig fra? Du er ikke her fra det Østlige Rige, er du?" spurgte hun nysgerrigt, mens hun opdagede en klump snavs under sin ene negl og begyndte at rense dem. Selvom hun var en kriger, så betød det ikke hun gad være beskidt hele tiden. Lad smedesvendene om at rende rundt med sorte render under neglene konstant - hun kunne godt lide at føle sig ren.

[Steve]

Steve rystede irriteret på hovedet. Selvfølgelig gav alt hvad han sagde mening! Det mente han i hvert fald selv, og for ham var det nok.
"Høj på adrenalinen? Det er slet ikke nok til at beskrive det... Det føltes som om jeg var født til at dræbe ham!" Sagde han med et skævt smil. Han så undrende på den efter hans mening meget lille balje, og tænkte lidt over hvordan man dog kunne vaske sig i sådan en. Det gad han dog alligevel ikke give megen tanke. "Jeg kommer oprindeligt fra det sydlige rige... Og jeg vil gætte på at du selv kommer her fra egnen siden du kender så mange heromkring" Sagde han og lænede hovedet tilbage så han kunne se op i loftet. Han så mod Shailiha i et kort øjeblik før han fik bevæget fødderne hen mod døren. "Du må lige hilse hende den gamle og... Ham den gamle og sige tak for hjælpen. Men jeg kan virkelig ikke spilde mere tid her" Sagde han kortfattet før han forsvandt gennem døren og ud af huset.

//Out